Jeg er skuffet

Jeg skriver egentligt mest for, at få lettet mit hjerte... men også for, at høre jeres input.

Min mand og jeg har i november måned fået vores 1. fælles barn - mit 3. barn. Det har været en fantastisk oplevelse, at se min mand blive far og vokse med det nye ansvar <3

Desværre har der været en bagside af medaljen til vores store glæde. Vi har desværre måttet konstatere, at nogle af vores venner ikke har formået at vise interesse for vores nye situation. Vi har 4 vennepar og en veninde der fortsat ikke har været og besøge os i forbindelse med vores familie forøgelse. Alle 4 par samt veninden er tætte vennepar og vi havde aldrig forestillet os, at vores søn som nu er 2 måneder skulle blive nedprioriteret af mennesker vi har kære og hvor 2 af parrene endda selv har børn og dermed kender til glæden ved, at vise sin elskede gldklump frem.

Hvad søren gør jeg/vi ?? Jeg er så skuffet og ked af, at mennesker jeg har (haft) så kære, ikke formår at tage sig tid til, at komme på barselsbesøg. Efterhånden som ugerne er gået har jeg mistet lysten til, at de her mennesker skal komme her i huset - et enkelt vennepar, de tætteste, valgte vi selv at besøge i sidste uge for, at høre hvad søren der gik galt !!!

Fortvivlede hilsner fra en ikke længere nybagt mor...

er egentlig interesseret i at høre hvad det vennepar sagde var grunden?

Jeg prøvede det samme da vi fik vores datter. Der gik længe hvis nogle af dem overhovedet kom. De er så med tiden blevet mere og mere nedprioriteret. Hvis de ikke vil ofre tid på mig og min familie, gider jeg heller ikke ofre tid på dem.

Hej :)

Det vennepar I valgte at besøge... Hvad sagde de om 'hvad der var gået galt'?

 

Jeg tænker at de forskellige måske regner med at I har brug for at falde til i jeres nye roller? De ved I har børn i forvejen, og regner måske med at I har brug for ro til at vænne jer til at blive en familie på 5?

 

Flere af vores vennepar har endnu ikke været og se vores nummer tre, som bliver 5 mdr den 1. februar. Det tager jeg ikke som tegn på de ikke vil os, men jeg ved at flere af dem tænker at når vores baby er ældre, er overskuddet også større.

Vi har så haft det sådan at de roligt kunne have kommet mens hun var helt lille, fordi det hele bare er gået så godt. Men, vi syntes heller ikke lige vi kunne ringe og bede folk om at komme 

Jeg ved ikke om det er det samme i jeres situation, men dette var bare mine tanker.

 

KH Luskemor

Tak for Jeres svar :)

Det vennepar vi besøgte, vidste godt at det var galt at de ikke havde været og besøge os. De sagde, at de ikke havde nogen undskyldning! Jeg spurgte om problemet var, at da de ikke havde været der de første 2-3 uger, at det så var blevet pinligt og så ellers bare blev mere og mere pinligt for hver uge der gik... ? Og ja, det var sådan det var og de var virkelig kede af det.

Vi valgte, at besøge dem fordi de er vores bedste venner og sådan en ting her kan ske for dem... Da vi havde snakket ud om situationen sagde vi, at vores ønske er at vores besøg hos dem nulstillede den pinlige situation og, at vi atter kan ses som vi plejer. Det var de med på, vi har dog ikke hørt fra dem siden. Men det er helt ok - det er ikke mere end 8 dage siden, at vi var hos dem.

Luskemor: Jeg forstår udemærket hvis vores venner vil give os tid til, at vænne os til at være én mere i familien, men det her er mennesker der kender os godt og de ved, at vi som familie generelt har et solidt overskud og et barselsbesøg skal/behøver jo heller ikke at vare i 2-3 timer... ½ times besøg er rigeligt. Hvis de var i tvivl så kan man jo altid ringe - og vi har det som jer, at vi vil heller ikke ringe og invitere folk... Det burde ikke være nødvendigt.

Synes du ikke, at 5 mdr. er lidt lang tid at strække et barselsbesøg i ??? Jeg synes at 2 mdr. er at gå over stregen for et barselsbesøg. Jeg kunne aldrig selv finde på, at sylte mine venner og deres lille ny i 2 eller hele 5 mdr.

De her vennepar har heller ikke spurgt til hvordan det gik eller lign.... og jeg synes ikke, at det er rart at skulle skrive og 'prakke' dem al vores baby-kuller på...

Ét vennepar ud af de 4 har nu skrevet i dag og spurgt om det passer med et besøg på søndag, for nu har de fået overstået jul, 1 eksamen og mandens fødselsdag... Jøsses, de har ikke engang børn endnu. Hvad skal de da gøre den dag de får børn hvis de ikke engang kan overskue et kort besøg i løbet af 2 mdr.

frauline skrev:

rn Tak for Jeres svar :)

rn

rn Det vennepar vi besøgte, vidste godt at det var galt at de ikke havde været og besøge os. De sagde, at de ikke havde nogen undskyldning! Jeg spurgte om problemet var, at da de ikke havde været der de første 2-3 uger, at det så var blevet pinligt og så ellers bare blev mere og mere pinligt for hver uge der gik... ? Og ja, det var sådan det var og de var virkelig kede af det.

rn

rn Vi valgte, at besøge dem fordi de er vores bedste venner og sådan en ting her kan ske for dem... Da vi havde snakket ud om situationen sagde vi, at vores ønske er at vores besøg hos dem nulstillede den pinlige situation og, at vi atter kan ses som vi plejer. Det var de med på, vi har dog ikke hørt fra dem siden. Men det er helt ok - det er ikke mere end 8 dage siden, at vi var hos dem.

rn

rn Luskemor: Jeg forstår udemærket hvis vores venner vil give os tid til, at vænne os til at være én mere i familien, men det her er mennesker der kender os godt og de ved, at vi som familie generelt har et solidt overskud og et barselsbesøg skal/behøver jo heller ikke at vare i 2-3 timer... ½ times besøg er rigeligt. Hvis de var i tvivl så kan man jo altid ringe - og vi har det som jer, at vi vil heller ikke ringe og invitere folk... Det burde ikke være nødvendigt.

rn

rn Synes du ikke, at 5 mdr. er lidt lang tid at strække et barselsbesøg i ??? Jeg synes at 2 mdr. er at gå over stregen for et barselsbesøg. Jeg kunne aldrig selv finde på, at sylte mine venner og deres lille ny i 2 eller hele 5 mdr.

rn

rn De her vennepar har heller ikke spurgt til hvordan det gik eller lign.... og jeg synes ikke, at det er rart at skulle skrive og 'prakke' dem al vores baby-kuller på...

rn

rn Ét vennepar ud af de 4 har nu skrevet i dag og spurgt om det passer med et besøg på søndag, for nu har de fået overstået jul, 1 eksamen og mandens fødselsdag... Jøsses, de har ikke engang børn endnu. Hvad skal de da gøre den dag de får børn hvis de ikke engang kan overskue et kort besøg i løbet af 2 mdr.

Jeg tænker, at de mennesker er et andet sted i deres liv, end at i åbenbart er deres 1. prioritet i forhold til at komme på barselsbesøg. I har en forventning om, at jeres venner kommer og ser jeres lille vidunder, og at de gør det inden for rimelig tid. Det ville i gøre, hvis det var jer, men i kan ikke forlange at de indfrier jeres forventninger herom. Jeg ville ikke blive fornærmet, hvis de mennesker betød noget for mig, ville jeg ringe til dem og høre om de ikke hade lyst til at kigge forbi til en kop kaffe, og ikke vise/sige jeg var skuffet over at de ikke havde været der noget før. Det er vigtigt at være sig bevidst om, hvad man selv tilbyder andre, og lade være med at forlange/forvente det samme retur. For det bliver med garanti IKKE indfriet til fulde. Og ja, det kan godt være det ene par endnu ikke har børn, men for nogle mennesker er der andet til end venners små bebser, fx kan en eksamen meget vel fylde meget, og måske er det svært for dem, tænk nu hvis de selv har mistet et foster, ikke kan få børn, eller noget helt andet der gør ondt på dem..... Jeg har heller ikke selv børn, har meget svært ved at blive gravid, og det gør sku da ondt når andre kan 'skide børn på stribe' og man skal være ih og år så smilende, når alle andre får babyer og man skal på barselsbesøg..... Det er ikke altid sjovt. Men heldigvis er jeg en person, der glæder sig over andres glæder, og jeg siger det højt at jeg rigtig gerne ville det var os. Så er der ikke fejet noget ind under gulvtæppet, og folk ved hvor de har mig!

Jeg vil hellere de kommer sent, og vi så kan få en dag ud af det sammen. Men, det skyldes også at mange af vores bor længere væk, så vi ser dem ikke så ofte.

 

KH Luskemor

Jeg tænker nok lidt herregud.. altså for søren.. 2 mdr. De to mdr går rygende stærkt.

Et rigtig tæt vennepar, hvoraf manden har stået fadder til Alma og også skulle til Adam, kom på et lyn-besøg to dage inden dåben, for ikke at se ham første gang i kirken. De havde slet ikke set os, mens jeg ventede Adam, til trods for vi næsten plejede at være sammen hver 14 dag.

For begges vedkommende gælder det at den ene dag bare tager den anden.. De er i fuld gang med udd, eksaminer, jobs ved siden af osv og vi har nok at se til med 2 små børn, hobbies osv. Men derfor er vi stadig tætte venner.

I morgen skal en af mine veninde komme på besøg. Hende har jeg ikke set siden starten af min graviditet med Adam (som bliver 7 mdr idag).

Har du aldrig selv haft følelsen af at tiden løber fra dig?

Og så er det i øvrigt ikke forbudt selv at invitere folk på en kop kaffe, spaghetti og kødsovs eller lign.

At i er fuldstændig forelskede i jéres lille ny og slet ikke kan forstå hvorfor andre ikke er lige forelskede er vel naturligt. Man skal bare passe på ikke at spærre ben for sig selv ved at klandre dem for manglende interesse.

Nogle venner går på standby i en periode, så kommer de retur når man igen er samme sted i livet, og nogle andre går så på standby.

Jeg tænker lidt det samme.... Tiden løber fra én. De veninder der ikke har børn synes måske ikke det er så vigtigt at se de små og det er vel forståeligt. Jeg har en veninde uden børn som så min yngste for første gang da han var 3 år :-) Vi havde bare set hinanden hos hende og på cafe og det var fint. 

De venner som har børn har også travlt. Jul og tusind arrangementer og sygdom og almindelig hverdagstravlhed tager let pusten fra én. 

Og så er der nogle få som er næsten lige så glade for den lille ny som man selv er og det er jo skønt! Så glæd dig over det og glæd dig over de andre gode ting der er ved resten.

Man skal ikke dømme andre efter egne standarder

PS: min mand så min niece for første gang i kirken, da hun skulle døbes. Da var hun vel 3-4 mdr gammel. Det betyder jo ikke, at han ikke er interesseret eller ikke kan lide barnet eller barnets forældre, men vi bor lidt langt fra min søster og hendes familie og det var ikke lige faldet ud så han kunne nå at se pigebarnet før

Fuldstændig enig med Kongster og Titte.

 

Min bedste veninde og jeg ses maksimum 3 gange om året - ofte uden børn; men følger alligevel fint med i hinandens liv via Skype, mail og telefonopkald...nogen gange har begge travlt og der går op til to mdr uden kontakt og andre gange har vi næsten daglig kontakt (hun bor så heller ikke i Danmark)...men vi ved (af erfaring) at vi begge er parat til at smide alt hvad vi har i hænderne, hvis lokummet brænder for den ene...og for os, er det dét, der tæller