Teenagecoach

Er der nogle af jer der har prøvet en teenagecoach?

Overvejer det lidt til min store fordi han er så uorganiseret og ikke rigtig virker som om han tager noget seriøst. Og så fordi jeg selv hadede at være teenager og en coach måske kunne hjælpe han lidt lettere igennem teenagealderen.

Hæ hæ... vidste faktisk slet ikke, at den slags findes... :huh: Nu kender jeg jo ikke nærmere til jeres situation, men er han anderledes end andre teenagere? For det du beskriver, lyder ret teenageagtigt for mig at se ;) Jeg har to brødre, der er meget yngre en mig, og jeg mindes ikke, at særligt meget blev taget seriøst i den alder... Hvad tænker du mere præcist, at en coach kan hjælpe med?

Nej han er nok meget normal.

Tænker bare at sådan en coach måske kan give lidt ro i teenagealderen hvor alt jo pludselig ændrer sig.

Tja, måske... han lærer dog nok også en del i de forvirrende år, som han kan bruge senere ... selv om det kan være være hårdt at se på fra sidelinjen, når dumheder skal erfares og gennemleves

Der hvor min bror kommer fra, han er 17 nu, har de et stort børn / unge netværk hvor både coach`es, rådgivere osv er tilknyttet et 'hus' / klub oll. Dèr kan de unge komme til, og ringe hvis de har behov for det. Samtidig kan forældrene også ringe hvis de i perioder står med panden mod muren. 

Som voksen tror jeg der er rigtig meget hjælp at hente. Aha-oplevelser og vinkler man bare ikke har tænkt over. Men som teenager er der 'fandme bare ingen der skal blande sig for de har det jo helt ok, vi skal bare lade dem være'..har jeg erfaret. De dukker ikke op til samtaler, åbner ikke døren eller besvarer ikke telefonen hvis de ved det er 'dem'. Fordi det er noget VI har bestemt og DE SELV ikke har bestemt. 

Jeg brugte dem en hel del da jeg fra den ène dag til den anden fik min bror. Vi kendte dårligt hinanden, vi har aldrig boet sammen, han er stort set enebarn, meget teenager (og faktisk helt normal kan jeg høre rundt omkring ) og jeg havde regnet med ihvertfald mindst 10 år at øve mig i teenage rollen.. så der var jo en fejlmarginal på 100%. Tjek  !!

Ved de har det i forskellige kommuner, så ved ikke om i har det hos jer ?! Syntes det var et ok sted at få 'bandet' og få andre tilgangsvinkler til deres hjerner. 

 

Hvad mener du med at du fra den ene dag til den anden fik din bror?

Han boede hos min mor. Hun blev sidste år i marts ramt af to kraftige hjerneblødninger. Gik i seng en aften - og vågnede først igen efter lang tid i koma. Hun er nu så kraftig hjerneskadet at hun ikke kan tage vare på sig selv eller sin søn. I en kort periode blev han det der kaldes 'netværksanbragt', men det gik ikke . Så efter at ha lyttet til hvad han selv havde af ønsker, flyttede han ind hos os.... 

puha - sikke en mundfuld...ikke bare en teenager nærmeste out-of-nowhere, men også alvorlig sygdom - super at I lyder til at være godt på vej igennem til en 'normal' hverdag - kun med almindelige teenageudfordringer og hverdagslivet generelt!

 

Håber, I får den hjælp, I skal bruge fra det offentlige såvel som familie og venner!

Puhaa det lyder som en hård tid i har haft.

Jeg må da også indrømme at det har været hårdt til tider, dage jeg havde lyst til at tude, dage jeg ikek kan huske og dage jeg undrer mig over sikringen ikke er sprunget. Manden har efter flere års sygdom nu, sideløbende med det her, også fået en diagnose, så jo, der har været dage hvor jeg havde lyst til at pakke søn og en kuffert og smuttet til en hytte langt væk med masser af sol, vand og ingen telfoner .

 

Mht min bror har 'det offentlige' været fantastiske . Mht de to andre har der været mange kampe, og mange kanoner der skulle indstilles - og stadig skal. Tror de er gode så snart det er børn, men så snart det er voksen og der er ÈN der figurere som ansvarshavende, jamen så går det jo meget godt, og de bruger krudtet på dem der er alene. En ok foranstaltning for den enlige, men hysterisk belastende for dem der er familien - eller øverst i 'fødekæden' som jeg. 

Der har ikke været nogen hjælp. Vi er meget få i vores familie og dem der var har trukket sig. Men det skal nok gå . Tager en dag af gangen og håber dette er en kort tid i forhold til resten af vores liv