Et liv i fattigdom?

Hvad mener i om fattigdoms-diskussionen? Det er ingen hemmelighed, at jeg et venstreorienteret, og mener at vi skal hjælpe hinanden, men jeg mener altså ikke, at man er fattig hvis man har råd til at fladskærms-tv. Øzlem Cecic udtalte, at fattigdomsdiskussionen altid vil handle om, hvilke til- og fravalg folk mener er nødvendige, og det synes jeg var meget klogt. For jeg kan da sagtens sidde og sige, at man ikke er rigtig fattig når man har penge nok til smøger, men det skyldes jo afhængighed. Er godt nok glad for at jeg ikke skal definere fattigdom, for det er jo både subjektivt, og afhængigt af konteksten. I Danmark er man fattig hvis man ikke har råd til alt hvad man ønsker sig - i Afrika dør ens børn af sult hvis man er fattig. Jeg synes, at man er fattig hvis man ikke har råd til at give ens børn nogle af de ting som andre børn har. Det er jo stærkt problematisk, hvis børnene f.eks. ikke kan gå til noget i fritiden og også nogle gange kan få en bluse af det mest cool mærke eller en playstation 2 (som trods alt er bedre end ingen, selvom det ikke er en ps3). Min svigermor var i en periode på sygedagpenge og havde ikke mange penge at rutte med. Men hun blev alligevel i sin 3-værelses lejlighed og det er jo igen et spørgsmål om til- og fravalg. Men selvom hun ikke havde mange likvide midler synes jeg alligevel ikke at hun var fattig i den situation - netop fordi hun kunne have ændret på det - men hun valgte, at hendes lejlighed var det vigtigste.

Ja, den er svær. Som udgangspunkt synes jeg ikke man er fattig når man kan tilbyde ens familie/børn, et godt tag over hovedet = en bolig uden fugt, træk osv, når man kan give dem en sund og varieret kost, når man kan give dem rent og helt tøj på, når man give dem et varmt bad hver dag. Jeg synes ikke man kan betegne sig som fattig blot fordi man ikke kan tilbyde ens børn mærketøj og playstation3. Her handler det om at opdrage ens børn til at værdsætte familien og vennerne og ikke de matrealistiske ting. Dog er jeg ikke så naiv at jeg tor at selv den bedste opdragelse med dette for øje kan undgå at børn plager/savner det kammaraterne har, så ja det kan være problematisk og også gå ud over det sociale, men at kalde det for fattigdom mener jeg ikke man kan.

Man er da overhovedet ikke fattig bare fordi man ikke kan have ps2/3, wii og lign ting. Man er fattig hvis ikke man kan sætte mad på bordet, købe det mest basale og nødvendige tøj.. Man er IKKE FATTIG, hvis man vælger at blive ved med at ryge vel vidende at man ikke har pengene til det. Velfærden står til diskusion, og vi må overveje, hvad der indgår i velfærd....

Titte skrev:

Man er da overhovedet ikke fattig bare fordi man ikke kan have ps2/3, wii og lign ting. Man er fattig hvis ikke man kan sætte mad på bordet, købe det mest basale og nødvendige tøj..

Nej, det mener jeg heller ikke (altså ang. wii etc.) - fik nok formuleret mig lidt dumt. Det nederste jeg har citeret er bare så oplagt for mig, at det vel er noget vi alle kan blive enige om. Men når man taler om lavindkomstfamilier (som så ikke er fattige efter mad-definitionen), så mener jeg stadig at det er en stor problematik - for deres børn kommer jo udenfor, og så har den ingen chancer for at kæmpe sig opad og blive mønsterbrydere (og nej, det gælder ikke så meget for en wii som f.eks. fritidsinteresser som jo ikke kun er sjov og ballade men også kompetencegivende og socialiserende).

Men der er jo masser af ting, børnene kan gå til i fritiden, som ikke koster ret meget eller som er gratis. Fx går min knægt til spejder og det koster 500 kr i kvartalet, dvs 166 kr om måneden og det er inklusiv de weekendture de skal på. Ovenikøbet er der en ordning, så de familier der ikke har råd, får dækket betalingen af spejderforeningen. Jeg vil vædde med at andre foreninger har tilsvarende ordninger. I vores område er der ofte gratis tilbud på biblioteket og i diverse kulturhuse. Det koster 5 kr for børn i Københavns kommune at gå i svømmehallen i ferier. Og nej, så kan junior måske ikke gå til fodbold i den ønskede klub fordi det er for dyrt. Men vi har vel alle ting, som vi gerne ville have, men ikke har råd til. Jeg kan ikke se, at man er fattig fordi man ikke kan betale for en bestemt fodboldklub. Noget andet er, at der i et samfund altid vil være folk, der har mere og folk, der har mindre. Det er klart at børnene vil være kede af ikke at have ps3 eller smartphone, men skal vi som samfund kompensere for alt hvad folk gerne vil have men ikke har råd til? Jeg synes ikke løsningen er at betale for andre børns spillekonsoller over skatten, men derimod lære vores børn at alle har krav på respekt og ingen må holdes udenfor bare fordi de ikke har en ps3 (hvilket i øvrigt er noget vrøvl - jeg har endnu ikke hørt om et barn der ikke måtte være med til at lege fordi de ikke havde mærketøj på eller havde en wii derhjemme...)

Hvordan afgør spejdergruppen, hvem der 'har råd'? Det er rigtigt, at spejder normalt er forholdsvis billigt (vi betaler 300,- hver halve år, men de er ikke på så mange ture). Vi betaler 150,- pr halve år i vores lille fodboldklub - i divisionsklubben ved siden af, er det ca. månedsprisen. MEN der findes altså mennesker i Danmark, som heller ikke har råd til at betale den slags ting!! Børn, der ikke kan komme i svømmehallen eller i biografen en gang imellem, børn hvis konfirmation slutter ved kirkedøren fordi der ikke er råd til hverken fest eller nyt 2. dagstøj. Wii, biograf og computer. Der er mange ting, man sagtens kan leve uden, men de giver adgang til et fællesskab, som det er et stort tab, at være uden.

Det er muligt, at vi som voksne ikke hører om, at børn holdes uden for pga manglende ting. Men jeg har da både læst om og set i tv, at der er børn, som får ondt i maven og fx ikke vil i skole, fordi de ikke har en mobiltlf eller fordi de ikke kan tale med om nye spil uden at lyve. Det lyder så fint, at vi bare skal opdrage vores børn til at forstå at der er andre værdier, men sådan er virkeligheden altså ikke altid. Prøv at tale med nogle som arbejder med mobning - de kan fortælle en masse. Når det så er sagt, mener jeg bestemt heller ikke, at man er fattig, fordi man ikke har råd til det nyeste PS3 spil eller den nyeste smartphone. Men jeg mener, det er et problem, hvis der er børn som ikke kan holde fødselsdag, fordi der ikke er råd til det eller børn som ikke holder en ordentlig jul fordi pengene er små. Det er ikke sjovt aldrig at kunne vise fint nyt tøj frem eller kunne fortælle om sine julegaver uden at smøre lidt ekstra på. Det er heller ikke sjovt at være barn og hele tiden skulle tænke på at pengene er små. Priser for sport og andre aktiviteter varrierer vist meget. Nogle aktiviteter kræver også udstyr som igen er dyrt og ikke altid kan erhverves brugt. Hos os er der ikke mange gratis tilbud til børn over 10 år. Det koster let 100 kr. for en tur i svømmehallen for os tre.

Jeg er helt enig!

Noget andet er, at der i et samfund altid vil være folk, der har mere og folk, der har mindre. Det er klart at børnene vil være kede af ikke at have ps3 eller smartphone, men skal vi som samfund kompensere for alt hvad folk gerne vil have men ikke har råd til? Jeg synes ikke løsningen er at betale for andre børns spillekonsoller over skatten, men derimod lære vores børn at alle har krav på respekt og ingen må holdes udenfor bare fordi de ikke har en ps3 (hvilket i øvrigt er noget vrøvl - jeg har endnu ikke hørt om et barn der ikke måtte være med til at lege fordi de ikke havde mærketøj på eller havde en wii derhjemme...)

Spunk skrev:

Titte skrev:

Man er da overhovedet ikke fattig bare fordi man ikke kan have ps2/3, wii og lign ting. Man er fattig hvis ikke man kan sætte mad på bordet, købe det mest basale og nødvendige tøj..

Nej, det mener jeg heller ikke (altså ang. wii etc.) - fik nok formuleret mig lidt dumt. Det nederste jeg har citeret er bare så oplagt for mig, at det vel er noget vi alle kan blive enige om. Men når man taler om lavindkomstfamilier (som så ikke er fattige efter mad-definitionen), så mener jeg stadig at det er en stor problematik - for deres børn kommer jo udenfor, og så har den ingen chancer for at kæmpe sig opad og blive mønsterbrydere (og nej, det gælder ikke så meget for en wii som f.eks. fritidsinteresser som jo ikke kun er sjov og ballade men også kompetencegivende og socialiserende).

Jeg er da en mønsterbryder. Jeg er vokset op i et hjem, hvor der ikke var penge til ret meget. Jeg havde/har en psykisk ustabil far, der teede sig uacceptabelt overfor sin familie, og som konsekvens deraf valgte min mor at blive skilt fra ham. Vi havde ingen penge til noget som helst, jeg og mine søskende har selv betalt ALT siden vi var omkring 13 år. Bind, tøj, frisør, biffen etc. som vi tjente til ved at være barnepige. Jeg har taget en uddannelse, det fik mine forældre ikke. Jeg har klaret mig selv hele mit voksenliv, og det har jeg fordi jeg så hvad konsekvenserne kunne være hvis ikke jeg selv tog ansvar. Jeg har 7-9-13 aldrig været arbejdsløs, har aldrig modtaget kontanthjælp, og har altid kunnet få enderne til at hænge sammen. Vi havde ikke fjernsyn i mit barndomshjem før min far flyttede, da jeg var 13, han mente det var skilsmisse grund at have sådan et apparat i huset..... han røg ud og tv'et ind!! Men på trods af det, så var jeg ikke fattig. Jeg var rig på mange andre måder. Jeg kan dog godt se, at der i dagens samfund er en anden mentalitet, men det er noget som vi selv er med til at skabe, at man altid skal have det alle andre har. Og der står jeg af, jeg vil ikke lade mig diktere af hvad andre har og ikke har.........

jeg syntes det er en svær debat. Pengene hænger ikke på træerne hjemme ved os, men der mangler ikke noget. Dog vil jeg sige at man ikke i min optik er fattig hvis man har 15.000 udbetalt efter skat! så er det et spørgsmål om prioritering af bopæl, interesser ol. Men kan godt se at det kan være svært for børn i dag, hvis de altid er dem der ikke har det samme som de andre, for jo de andre er sociale med den der mobil, den der ps3 og hvad ved jeg.