Kan ikke se det romantiske i at være gravid

nu vejret er godt...så kan man altså grave maven ned i sandet, så man kan få sol på ryggen og aflaste muskulaturen lidt ;-) Og ja, folk glor...men dem om det ...

Jeg synes sagtens man kan drikke en special øl i klubben, eller nyde et glas rødvin til ostebordet selvom man er gravid, og sex i utallige stillinger er da heller ingen hindring - alt med måde, men ni måneder i helvede, totalt frihedsberøvet, har jeg nu aldrig følt det som....jeg har selv levet under mine graviditeter præcis som jeg gjorde før jeg blev gravid. Bare med meget mere afslapning og trækken stikket ud. Nu har jeg selv 6 børn i alderen 5 - 22, og havde det været et helvede, så havde jeg nok stoppet ved nummer 1. :) Men friheden ér og bliver væk - for selvom man sidder og hygger med vennerne langt væk fra ungerne, så fylder de alligevel tankerne. Og man bliver aldrig rigtig ''sig selv'' igen, det slutter ganske enkelt. Selvom 3 af mine unger er voksne, så bekymrer jeg mig STADIG når de fx rejser alene, eller sætter sig bag rettet og kører bilen mod Spanien med vennerne, eller tager på Roskilde festival med 4 kasser øl og en vandpibe osv osv....den dag ungen er poppet ud, kommer der bekymringer i alle mulige (og umulige afskygninger) der gør selve tanken om graviditeten til det rene romantik ved siden af :laugh: - det er måske den romantik folk har en tendens til at huske, når bølgerne går højt. Selv har jeg altid haft frihed til at gøre hvad jeg ville selvom vi har mange børn, jeg kan rejse når det passer mig med veninderne, jeg kan rejse alene, jeg kan drikke mig i hegnet en weekend uden at skulle tænke på børn osv, fordi deres Far jo bare tager over - og han kan gøre det samme, hvis det er dér skoen trykker. Man ping-ponger jo gennem hele livet med børn (når amningen altså er overstået!) og manden ENDELIG kan være MED på et niveau hvor man selv kan trække sig tilbage og give den gas på de tangenter man selv har lyst til at spille på..... Selvfølgelig slutter livet ikke nå man får børn, men det liv som man havde før børnene er uigenkaldeligt forbi, hvilket jo er naturligt da man går fra IKKE at have ansvar, til pludselig at have ansvar døgnets 24 timer. Og uanset om man går i klubben eller rejser med vennerne og gør alle de ting man altid har gjort (før graviditeten), så er der altså nogen i den anden ende der savner én og kræver én.....det er den frihed der ryger, uanset om man vil det eller ej. Og jow, gu er det da fedt med børn - jo flere jo bedre, og havde jeg været 20 år yngre, jamen så fik jeg da 6 unger mere, for de er jo hele rejsen værd. :) Og man giver jo gladeligt sin frihed for dem, endda sit liv, hvis det var dét der blev sat op. Det er jo også derfor det virker så ligegyldigt om hvordan graviditeten opfattes, det er jo kun en lille detalje i det store samlede billede. :)

Jeg nød alle tre graviditeter stort og kan stadig blive misundelig, når jeg ser en kvinde med stor, smuk mave. Jeg følte mig smuk og frodig og forventningsfuld - en graviditet er vel nærmest det ultimative symbol på optimisme og kærlighed. Og særligt ved anden og tredje graviditet var jeg også helt på det rene med, at tiden skulle nydes fuldt ud, fordi mit liv inden længe ville handle 100 procent om amning og natteuro og om at være bundet på hænder og fødder, som man jo er den første lange tid med et spædbarn. Jeg er også helt enig med Helene i, at friheden begrænses også på laaaangt sigt - man slipper aldrig bekymringerne for ungerne, tror jeg. Man er ALTID mor. Jeg skal ikke have flere børn, men graviditet og fødsel - det gad jeg godt opleve mange gange igen. Dog ville det vel med nogen sandsynlighed være hårdere rent fysisk nu, hvor jeg er 40, end dengang - jeg var 22, 26 og 27 år, da mine børn kom til verden, og kroppen er næppe helt i samme 'stand' som dengang.

I øvrigt synes jeg, at det på mange måder var lettere/mere 'bekymringsfrit' at have babyer og småbørn, end det er at have teenagebørn, som godt nok ikke kræver én hele døgnet rundt, men som kan rode sig ud i langt vildere og potentielt farligere oplevelser end de små. Det er også fantastisk at opleve dem folde sig ud og blive selvstændige individer - men hvor kunne jeg indimellem ønske mig kun at skulle tage stilling til og ansvar for, hvornår de skulle sove og spise - og at kunne trøste dem med en sut og et kram...

Jeg synes faktisk ikke, jeg var ikke særlig meget mere begrænset bagefter. Det kommer jo an på ens egen holdning, og hvor nemt man har ved f.eks. at lade barnet passe. Og så har jeg ikke brug for at gå i byen og feste natten lang. Det er, hvad man gør det til. Jeg kommenterede det egentlig mest, fordi det lød som om, du følte dig meget begrænset allerede nu, og i det perspektiv, ville du måske være blevet overrasket over, at begrænsningerne ikke forsvandt, når barnet var født. Det romantiske i graviditeten er nok forventningens glæde og spændingen om hvad det er for et menneske, der ligger derinde.

At bære og give liv og passe børn er et seriøst og vigtigt arbejde og behøver ikke at være romantisk. Det er overhoved ikke noget for sjov, selv om mange opfatter det sådan

Mp1 skrev:

Er der andre derude, som bare venter på at graviditeten er overstået?

Måske. Og der er også nogle der venter på at børnene bliver selvstændige og flytter hjemmefra :laugh: Kort sagt - du kommer til at vente hele livet på noget ;)

Havde det på nøjagtig samme måde. Var ikke skruk inden jeg blev gravid og følte det som en kæmpe hæmsko at kærestens liv tilsyneladende fortsatte uforandret mens mit blev begrænset i hoved og mave ;) Jeg vil sige at det er først efter amning at man har frihed igen. For når poden er sulten så skal du altså være til rådighed og hvis man ovenikøbet også skal bruge ammebrikker der kræver sterilitet (eller en forestilling om det) så er det slet ikke så nemt - jeg taler af erfaring ;) Men nyd det for når du når til overvejelserne omkring nr2 så vil din første graviditet ses i et lys af romantik hæhæ også alle komplikationerne ellers ville der ikke være så mange mennesker på jorden :D

TAK Kirle! Egentlig bare sådan en som dig jeg havde brug for at høre fra. I andre har tråde hvor I nyder jeres graviditet, og bliv ved med det. Men accepterer nogen har det på en anden måde, og giv dem plads til fustrationer. Har ikke brug for moralprædiker, 'livskloge ord' osv, men at høre fra nogen der har det på samme måde, så man ikke føler sig palle alene

Hej! Jeg er ny herinde og faldt over indlægget (faktisk derfor jeg oprettet en profil) Jeg forstår dig udmærket godt. Jeg syntes virkelig det er ærgerligt at der ikke er rigtig plads til at være som man er. Jeg har selv haft meget svært ved at affinde mig med at jeg er gravid. så svært ved det at min læge fortalte mig at hvis jeg ikke tog en pause og lærte at ligge mit liv om, vil jeg få fødselsdepression. Jeg har prøvet at finde de rette ord og hvordan det har været, men ord kan ikke beskrive det. Man det ikke at have kontrol over kroppen, ikke havde det samme energi (som en af min kærestes venner sagde til mig, 'det er bare såå svært for os andre, pludseligt at se at du ikke har energi til det samme mere, ikke at vi ikke forstår det, men det er jo overhovedet ikke sådan du er som person') --> hvordan tror I så jeg har det? Jeg har modvilligt taget en sygemelding i 6 uger, for at lære at jeg ikke kan forsætte med 120 km/timen og være gravid. Jeg er såå glad for at min læge tog mig alvorligt, selv inden jeg viste der var noget galt og jeg takker for alt den hjælp jeg får, jeg har lært fra min jordemoder m.m., at det er helt normalt at have det som jeg har, men at det er få som 'tør' sige det højt pga. de 'lykkelige', men at det er en stor styrke at sige det, og at det er helt okay. Mit råd er: LYT IKKE til hvad andre siger, men hvordan du selv har det. og stå ved det. INGEN siger man skal være lykkelig. Jeg er nu tilbage på arbejde og har 5 uger til jeg går på ferie og barsel, og for mig er min graviditet noget der skal overståes, for jeg hader hvert øjeblik og det er helt okay. Find en/nogle gode veninder og fortæl dem om hvordan du har det. Del det med din kæreste, og har han svært ved virkelig at forstå det, så kan en samtale med jordemoderen sammen med kæresen virkelig være guld vær' (var det for os, selvom kæresen inden sagde han ku' forstå mig) Håber virkelig du kan lære at finde ro og affinde dig med at disse 9 måneder måske aldrig bliver lykkelige, og nu er vi i situationen, og så få det bedste ud af det. og sig fra overfor dem som vil fortælle dig hvor lykkelig du skal være.