Fritidsinteresser - for sjov eller for alvor?

Uh jeg synes det er et dødsvært emne! Jeg startede til svømning som 9mdr da vi boede ud til vandet, så det var et sikkerhedsspørgsmål. Men der var ingen grund til at jeg skulle på elite hold som 11årig hvilket i dag har resulteret i dårlig knæ fordi jeg blev presset fysisk til noget som min krop slet ikke kunne mens den voksede derfor bliver jeg altid lidt bekymret når jeg hører om børn på eliteniveau. Og det er IKKE for at være kritisk på hvad andre vælger men helt og holdent fordi jeg selv har oplevet på egen krop hvad et pres kan gøre. Mht mit eget barn er han nu snart 3,5år og jeg overvejer at han skal starte til svømning. Det er bare en god ting at kunne for man vil jo gerne ud og skvulpe på stranden og på ferier mm. Derudover kunne jeg godt tænke mig at han skulle spille klaver for det kunne jeg godt tænke mig som barn men vi havde intet klaver og har det heller ikke nu. Så det ender jo nok med en guitar som jeg selv ;) Kæresten vil gerne have han skal lære skak som ham og jeg har en drøm om at han skal ride sammen med moren ud på de sjællandske vidder ;) Hvad han selv vil... ja det må vi finde tid til og jeg tror at vi vil priotere det han selv vil mere end det vi vil. Men jeg ved det ikke endnu ;)

Ja heldigvis finder de jo også ud af ting helt selv. Rollespil er fx helt lukket land for både min mand og jeg som slet slet ikke forstår hvad der foregår og egentlig mest har en fordom om at det er ret nørdet. Men tøsen er vild med det og jeg kan godt se hvorfor. Hun elsker at sidde på sit værelse med små figurer og lave historier i timevis for sig selv. Det har hun altid gjort og gør det stadig selvom de fleste af hendes venner er vokset fra små dukker og figurer. Så hun er jo vild med at finde andre, der også synes det er sjovt at sidde og spille roller og fortælle historier. Det er super når de finder en hylde de virkelig passer på!

kongster skrev: Det er super når de finder en hylde de virkelig passer på! Lige netop den lille bitte ting kan ejg gå helt i selvsving over. Mine drenge har ikke noget de bare elsker at lave, som bare er typisk dem. De har flere interesser og de trives. PÅ den anden side har tøsen hendes gymnastik/dans/akrobatik og har alle dage elsket det. Der kan jeg så bekymre mig om hun går glip af noget ved så ungt at brænde så meget for noget. Måske skal jeg bare bekymre mig for om jeg bekymrer mig for meget :silly:

Ja man kan hurtigt gøre meget ud af ingenting :-) Jeg tænker nogle gange at jeg må have et meget nemt liv når jeg ser på de ting jeg kan bekymre mig om :-) Men det er også min bekymring - at hun skulle gå glip af en masse ved at være optaget af én ting. Men så igen - hun ville jo også få en masse oplevelser ved at blive dygtig til noget. Ligesom din pige får det. Mon ikke det er sådan, at hvis ungerne er vilde med noget og slet ikke kan lade være, så skal de have lov så længe det ikke skader dem fysisk eller gør dem stressede eller går ud over skole og almindelig social omgang? Og hvis de trives med at tulle rundt og tage fornøjelserne som de kommer, så skal de have lov til det.

Og super fedt at du deler ud af erfaringer Niatza. Det er sjældent at høre forældre til 'elitebørn' som er bekymrede for om det måske er for meget. Oftest (er mit indtryk men det kan være en fordom) er det i lige så høj grad forældrenes ambitioner som børnenes at der trænes hårdt. Og fedt at høre din vinkel Kirle, som eks-elitebarn. Og fedt at høre fra skolelæreren, omend jeg ikke helt forstår at det først er når det går ud over skolearbejde at alarmklokken for alvor kimer. Jeg ville mene at det er langt værre at det går ud over humøret og det sociale liv.

Ja det er jo det. At der skal jo være nogle elitebørn derude til at vinde tennis, ridning, svømning og gymnastik... Men der er altid flere sider til samme sag. Og bekymring også uanset hvad man vælger/ender i. Jeg synes det er sjovt din pige er til rollespil ;) Det er lidt blevet det nye håndbold ;)

'Jeg startede til svømning som 9mdr da vi boede ud til vandet' - svømning er vel nok den eneste sport, man rent faktisk kan dø af IKKE at have lært. Men niveauet behøver jo ikke være elite for at være sjovt - og er det ikke sjovt, så skal man ikke tvinges (altså bortset fra til at lære at svømme) Min søn har spillet basketball i 8 år nu - han startede som fem-årig, og har sideløbende dyrket live-rollespil, spejder og svømning og er fagligt meget stærk. Svømning har aldrig været et valg - men efter tre år fik han lov at stoppe - dels syntes han ikke længere det var videre sjovt, dels tåler han kloren dårligt. Spejder droppede han efter fem år, da det efterhånden mest gik op i hat og briller og ofte konfliktede med basketballen som jo altså stor hans hjerte nærmest. Han spiller på 1. holdet og træner 3 gange om ugen + 1 - 2 kampe hver weekend og masser af træningslejre eller cup-turneringer i ferierne. Det betyder, at han siger nej tak til en del i klassen; ting som han også siger nej tak til, når der ikke er basket, hvis han bare ikke gider. Social er man jo også med sine holdkammerater, hvis der er tale om holdsport - ofte også uden for selve sportsdelen, netop fordi man har mere til fælles end dem, man går i klasse med, da det jo trods alt 'bare' er et udvalg af jævnaldrende fra nabolaget - og ikke nogele man SELV har valgt TIL. Men man skal da som forældre have øje for hvad nu hvis...interessen mistes, en skade gør at man må stoppe etc...har man så et socialt liv ved siden af eller fylder sporten/fritidsinteressen ALT? Så længe ungerne er glade for at skulle til træning, og også tager afsted når de er småsløje, fordi de ikke vil undvære - og det faglige i øvrigt er på plads (det skal altid have 1. prioritet, at man passer/har tid til skolen - det er trods alt de færreste der tjener nok på en sportskarriere til at kunne negligere et andet levebrød resten af livet) @kongster: Jeg synes, din datter lyder meget afklaret. Ja, selvfølgelig er hun glad for at have fået tilbuddet, men hun ønsker ikke at give afkald på noget andet for at kunne hellige sig svømningen - og det er OK! :dyk: :klap: :klap:

De findes skam også, de forældre der har mange store ambitioner på deres barns vegne. Kan jo hører der udveksler tips om at træne på smertestillende, forældre der lader lektier hvile op til stævner, forældre der er bekymrede for deres vægtøgning når de rammer puberteten, dvs får barm osv. Men der er færre end jeg havde forventet da jeg lod hende starte. Slås stadig med mine egne fordomme, men når jeg ser min lille pige stortrives med det hold veninder der følger med. Og ser stoltheden simpelthen lyse ud af hende når hun skal springe salto med halv skrue som den eneste til nordjysk mesterskab, så er ret sikker på jeg gør det rigtige ved at lade hende gå der også selvom jeg ikke helt har fanget hvad salto med halv skrue helt præcist er :laugh:

Du lyder som en af de mødre der er rigtig gode til at have et elitebarn!! Godt at høre den vinkel også

Når din datter egentlig ikke har lyst, så synes jeg at du skal støtte hende i at sige nej tak. Jeg tænker da også sommetider, at det ville være skønt hvis jeg havde én ting som jeg var helt fænomenal til, men det er ikke noget der gør mig ked af det, og til gengæld har jeg prøvet en hel masse forskellige fritidsaktiviteter da jeg var barn. Jeg ville ikke ønske for min værste fjende at blive eliteidrætsudøver. Det kan da godt være, at det var fedt at være Mette Jacobsen da hun var på toppen, men ens karriere stopper jo ret tidligt i livet, og hvad er man så hvis hele ens identitet og aktivitet lå i svømning? Jeg har indtrykket af, at mange af topidrætsfolkene heller ikke får en uddannelse mens de er unge, så der ikke er så meget at falde tilbage på - bortset fra foredrag, bogskrivning og et trænerjob hvis man er heldig. For mig handler livet om at være glad - og jeg tror ikke på at hun bliver glad for at blive presset til noget hun ikke brænder for - heller ikke selvom hun er skidegod til det.