Fritidsinteresser - for sjov eller for alvor?

Min datter er blevet udtaget til talenthold i svømning. Hun var enormt stolt og skulle så starte på holdet idag. Det er meningen at hun nu skal svømme minimum 1 gang og helst 2 gange om ugen ud over den ene gang hun svømmer på sit normale hold. Men så ringede hun i formiddags og var helt ked af det, fordi hun jo også har rollespil i klubben i dag. Det havde jeg glemt alt om. Og mandag er der klaver og så har hun band i klubben også. Vi snakkede det igennem og det viser sig at hun er stolt over at få tilbud om talenthold, men at hun faktisk ikke har lyst til at svømme 2-3 gange om ugen. Hun synes bare at hun burde, fordi hun jo fik at vide at hun var god til det. Så tænker jeg - hvor meget skal man presse dem? Skal man sige at de skal deltage og blive supergode når de nu kan eller er det ok at sige 'tak, men nej tak, jeg vil hellere bare svømme for sjov'. Hun kunne sikkert blive rigtig dygtig - er det dumt at takke nej til? Men hun vil jo også så meget andet og er også dygtig til - og glad for - musik. Hun øver sig frivilligt hver dag og melder sig selv til mere musik i klubben. Jeres børns sport - vælger de selv frit hvor meget de skal dyrke den? Hvad gør I når de ikke har lyst, men I kan se at talentet er der? Er det ok at støtte dem i at sige nej? Eller spilder de en chance?

Min logik er det skal være sjovt, at de er gode er ren bonus. Athena træner mindst 2 gange om ugen i klubben og hjemmetræner ½-2 time dagligt herhjemme derudover. Athena har misset 15 minutters træning pga bedstevenindens fødselsdag og sidste søndag en ekstra træning kaldt ind med dårligt varsel. Athena elsker hendes gymnastik. Hun undskylder pænt til fødselaren når hun smutter før tid for at komme til træning men valget har med en enkelt undtagelse ( bedsteveninden. Hun kom 15 minutter for sent) været træning. Det fylder rigtig meget i hendes liv, hun bliver kvalm hvis hun spiser slik inden hun skal springe så det spiser hun bare ikke på træningsdage. Heller ikke selvom hun er til fødselsdag. Hun smiler fra øre til øre hver evige eneste gang også når springene driller. Jeg 'presser' når hun sjusker. Simpelthen fordi hun har fysikken imod sig så hun skal være stærk. Styrketræningen er vigtig, det samme er smidighedstræningen, men det er ikke helt så sjovt som bare at springe og engang imellem bliver hun en tand for selvsikker i tingene bare sidder så hun kan godt droppe hjemmeøvelser. Har måske gjort det 5 gange, højt sat over sæsonen. Jeg synes det er svært ikke at nedpriotere hendes gymnastik, for hvad hvis hun ikke bliver udtaget igen, hvis hun bliver skadet osv. Hun er jo min lillle pige. Men hun trives lokalt, har gode veninder, er fagligt med og trives i det hele taget på andre punkter. Så er det for sjov, også når det er alvor

Hmmm, den er lidt svær, dén der... Mine børns fritidsinteresser bestemmer de ikke 100% selv, sådan set heller ikke 50%... Vi forældre tager 'temperaturen' på børnene, og så vurderer vi, hvad de kan have godt af at have med i deres rygsæk fremover. Fritidsinteresser koster efterhånden spidsen af en jetjager, så det skal gerne være fritidsinteresser af en vis 'værdi', hvis man kan udtrykke det sådan. På den private front skubber vi nok lidt ekstra på mht., hvor meget der skal satses på en fritidsinteresse, omvendt ser jeg også bare på mit arbejde, hvordan børn i især 7.-9. klasse i den grad er stressede... ja, i bogstaveligt forstand STRESSEDE pga. deres fritidsinteresser. Det er især børn, der svømmer og laver springgymnastik på eliteplan. De kan ikke koncentrere sig i skolen, og de bryder i gråd, bare man vifter med en lillefinger. De render konstant til læge, og både fagligt og socialt, bliver vi bedt om at tage hensyn til børnene af deres forældre. Det er næsten ikke til at magte bare at se på de stakkels stressede børn. Jeg får helt ondt ind i hjertet, fordi jeg ved, at når man først har haft alvorlig stress, så skal der senere hen intet til at vælte én omkuld igen. På det tidspunkt hvor det går ud over skolen, er jeg stået af. Det forstår jeg simpelt hen ikke, at forældrene kan være vidne til.

Mine unger får selv lov at vælge :) Jeg har bestemt at de skal gå til noget motion og de har så prøvet svømning, fodbold, taekwondo, karate og går nu til bordtennis. Det er helt fint med mig at de shopper rundt og finder ud af hvad de kan lide. Min ældste søn har talent for bordtennis, men han har ikke lyst til at tage til stævner, så det gør han/vi ikke :) Men det kan selvfølgelig komme senere og så tager vi den derfra :P I din situation ville jeg lade barnet vælge. Når hun så fint formår at give udtryk for at hun ikke har lyst (og iø. har ret travlt med alt muligt andet) - så kan jeg slet ikke se pointen i at presse hende.

Tak for input. Det er også min første indskydelse at lade hende vælge frit, netop fordi hun har gang i så meget andet. Hvis hun bare lå på sofaen og så fjernsyn hver dag ville jeg nok presse hende lidt mere. Hun har heller ikke selv bestemt at hun skulle have klaverundervisning. Når nu vi har et klaver i huset og faderen spiller som en drøm, så synes jeg det er noget ungerne skal lære. Men da hun havde fået undervisning i et år fik hun lov at vælge om hun ville fortsætte. Grunden til at jeg tænker over det er, at jeg har en søster som ofte siger at hun er ked af at hun ikke er god til noget sport og at vores forældre ikke pressede noget mere på da vi var børn. Det er rigtigt nok - vi fik lov at shoppe rundt og droppe tingene igen og vores forældre har aldrig været sådan nogle, der glade kørte os til stævner hist og pist og stod på sidelinjen og heppede. Så vi skulle i den grad selv ville det hvis det skulle blive til noget. Omvendt så var jeg spejder (FDF) i mange mange år og elskede det og det var heller ikke noget mine forældre bakkede specielt op om, men det var noget jeg gerne ville og jeg cyklede gerne afsted med rygsæk på for at komme på lejr og brugte eftermiddage og weekender som leder. Jeg tænker bare at vores voksen interesser påvirker børnene meget. Vi synes musik er vigtigt og har derfor gennemtrumfet klaverundervisning. Ingen af os er specielt sportsinteresserede udover på hobbyplan og der bliver ikke set landskampe etc herhjemme. Så min tanke er - vil hun sidde om 15 år og sige 'gid jeg havde gjort noget ved svømning når jeg nu kunne og gid mine forældre havde presset mig' eller vil hun synes det var fedt at have så mange forskellige aktiviteter i sin barndom? Jeg synes jo det er super at hun har lyst til så mange ting og jeg tænker at man skal ofre rigtig meget for at blive virkelig dygtig til sport (eller musik for den sags skyld)

Mine børn får også selv lov at vælge - dog forsøger jeg at presse i en retning, hvor det er tydeligt, at de vil få større succes... f.eks. er min datter meget rytmisk, men rummer ikke det store talent med bold. Efter denne sæson har hun lyst til en pause fra dansen, og så må vi se, hvad hun foreslår, men jeg tror drama/teater er mere hende end fodbold ;) Jeg selv spillede tennis fire gange om ugen og elskede det, men en masse børn faldt fra, fordi forældrene pressede dem, og de blev trætte af deres ambitioner :huh:

Kongster - jeg tror det er mere et spørgsmål om mentalitet end om hvad I gør. Din søster havde garanteret også været utilfreds hvis jeres forældre havde presset hende. Så havde hun bare været utilfreds med at have været et elitesportsbarn, der gik glip af vennernes fødselsdage og som ikke kunne drikke alkohol osv. Og måske ville hun sidde med en skade og være pissetræt af at hun aldrig mere kunne dyrke sport. Den mentalitet kan man jo ikke gøre noget ved, så man kan ligeså godt lade være med at prøve :) (Og hvis din søster virkelig gerne vil være god til sport, så er det altså ikke for sent at starte - hun bliver nok ikke udtaget til OL, men man kan sagtens starte som voksen og få en masse ud af det)

Ja tænk det har jeg også fortalt hende igen og igen og ovenikøbet fundet en softballklub i Århus som vildt gerne ville have hende på holdet selvom hun ikke havde nogen erfaring. Vi var endda derude og spille på hendes polterabend, fordi hun havde sagt at det ville hun vildt gerne prøve at spille engang. Men lige meget hjælper det. Tror du har ret i det med mentaliteten. Og jeg kan jo se på de børn jeg kender der dyrker elite idræt at der bare ikke er tid til ret meget andet. Specielt én pige jeg kender, som dyrker gymnastik mange gange om ugen. Det er umuligt at få en legeaftale med hende og jeg har ærlig talt lidt ondt af hendes bror som sidder rigtig mange timer i en gymnastiksal fordi hun skal træne og han ikke kan være alene hjemme. Min holdning er meget den at hele familien skal kunne hænge sammen og det synes jeg er svært hvis én skal dyrke idræt på højt niveau. Det ville i hvert fald være svært hvis søskende havde lyst til det samme, men en anden sport et andet sted. Men så igen - jeg vil jo heller ikke bremse hende, hvis det virkelig var en drøm. Men må nok indrømme at der er et egoistisk element i at jeg ikke presser på for at hun skal køres til træning 3 gange om ugen.. Nok også derfor jeg har så mange overvejelser - fordi jeg godt ved at det også er lidt for min og hendes lillebrors skyld at jeg ikke presser på og faktisk er lidt lettet over at det ikke er hendes drøm.

Og så tror jeg altså også at vores interesser påvirker ungerne. Hun har jo ikke selv fundet på at ville spille klaver og de har ikke selv valgt at blive stopfodret med litteratur og teater. Jeg ville ønske at mine forældre havde fået mig til at spille klaver som barn, da vi havde et i huset og de begge spillede. Men jeg kan jo tage mig sammen og lære det nu. De fik sendt mig til saxofon-undervisning, så noget musik har jeg lært, men talentet var der slet ikke :-) I et hjem hvor man går op i sport og ser vigtige kampe i fjernsynet og forældrene hepper med på sidelinjen er der vel også større chance for at man kommer til at dyrke idræt på et lidt højere plan? Men man kan jo ikke nå det hele og der er så mange ting jeg gerne vil vise mine børn at man kan. Jeg vil læse for dem, se gode film, gå i teateret, rejse, have venner ovre, tegne og male etc etc. Og gerne dyrke sport også men på et hyggeplan.

Selvfølelig påvirker vores interesser ungerne. Her fylder sport en del, jeg løber motionsløb, bokser på motionsplan, ramt af Zumba dillen og ret glad for mit fitness medlemskab. Nicklas har zappet en del sportsgrene og hygger med det. Athena startede med cheer, hendes hold blev nedlagt og hun startede til spring. Efter 1 sæson lokalt efterspurgte hun at skifte ind til nærmeste gymnastik forening hvor hun havde ældre veninder og ved første træning blev hun prikket ud og kom på konkurence hold. Zaki er umilbart også en zapper. Det kan være en udfordring at få familien til at hænge sammen, jeg er jo alene med de 3 og deres far har meldt ud at gymnastik et mit job. Så stævner eller ekstra træning i hans weekender gør Athena bliver hjemme hos mig, ligesom hendes faste torsdagstræning er gået fra hans samvær. Fordelen er drengene slipper for at komme med hele tiden. Dog er det ret glad for hendes klub pga en kæmpe fladskærm og flere kanaler end vi har herhjemme :laugh: Tager det som det kommer, indtil nu er det gået op selvom det både er halvdyrt og tidskrævende