Hvordan bliver han dreng?

Hej, jeg har en knægt på 9 år, som er sød og dejlig. Men jeg undrer mig over hans opførsel nogle gange, som er meget pige agtigt. Han elsker at lege med barbiedukker og far, mor og barn med sin lillesøster, fodbold og kampsport siger ham intet, der vil han hellere gå til gymnastik og dans. Hele hans opførsel virker ærlig talt lidt fimset. Han er enormt følsom, græder meget let, og der skal ikke meget til at slå ham ud. Han har enormt dårligt selvværd, selvom han er vellidt af mange, også børn. Jeg har snakket med ham om han evt bliver drillet, hvilket han desværre gør. Han bliver kaldt 'pigekysseren' (svensk drilleord), fordi han for det meste leget med pigerne fra hans klasse. Jeg har sagt til ham at han skal ikke tage sig af det, og være stolt af den han er. Desværre tror jeg at det bare er starten på en lang skoletid med masser af mobberier, og det vil jeg jo helst ikke have min søn skal udsættes for. Så er mit spørgsmål om det måske kunne hjælpe at tvinge ham til en kampsport så han får lidt selvtillid? Eller hvad kan man gøre for at han bliver lidt rubust, og så han får sit drenge gen til at bryde lidt frem. Vi har ofte brydekampe, spiller fodbold osv med ham. Hjælp mig, så jeg kan hjælpe ham.

Jamen han er da en dreng!! Min store søn er også en blød dreng, men derfor er han da ikke mindre dreng en hans fuld knald fodboldgale lillebror. Han skal ikke tvinges til noget som helst, men accepteres og respekteres for hvem han er, især derhjemme. Jo livet er nok lidt lettere hvis man lever op til kliche`erne, men mønsterbrydere gør livet lidt mere interesant.

Hmm, den er lidt svær. Jeg kan sagtens følge dig I din bekymring for, at han måske vil få det svært i livet. Jeg har en pige på 10, som helt klart ville have haft et nemmere liv, hvis hun havde været en dreng!! Det er bare lidt farligt at tænke at hans liv bliver nemmere, hvis bare I kan lave om på ham! Pas på, at I ikke som forældre signalerer til ham, at han er forkert; det største selvværd kommer af at blive accepteret som dén man er!!

Jeg mener også, at I skal træde meget, meget varsomt. Han har ikke lyst til at gå til kampsport - og du overvejer at tvinge ham til det med det formål at give ham lidt selvtillid. Det kan aldrig give ham selvtillid at blive tvunget til noget, der ikke siger ham noget - tilmed med det skjulte formål at 'lave lidt om på ham'. Tværtimod. I er nødt til at møde ham der, hvor han er og bakke ham op - hvis ikke engang I, hans forældre, kan påskønne og værdsætte ham præcis, som han er, hvem kan/skal så? Jeg er helt klar over, at det er kompliceret, nok endnu mere for 'pigedrenge' end for 'drengepiger', men at påvirke ham til at ændre på sig selv og den, han er, er et langt større overgreb end dem, han møder nu. Det langsigtede 'projekt' er at give ham selvværd nok til, at han vil kunne tackle den modstand, han møder fra omgivelserne og fortsat holde af sig selv. Min yngste søn havde en tilsvarende 'prinsesseperiode' - også i ret ekstrem grad - indtil han kom i skole. Med hug fra omgivelserne til følge. Derfor forsøgte vi - 'i smug' - at påvirke ham til at vælge fx at klæde sig ud i den flotte ridderdragt i stedet for kjolerne, lege med biler i stedet for Barbier, men det stoppede vi brat med, da han som 5-årig sagde: 'For dig vil jeg gerne være en dreng mor, men for mig selv vil jeg helst være en pige'... Av, den gjorde ondt - han havde fuldstændigt gennemskuet vores motiver. Hvad vil en 9-årig så ikke tænke og føle, når hans forældre - i den bedste hensigt - vil ændre på ham?

Jeg læste for nyligt et blogindlæg i JP om emnet - http://blogs.jp.dk/agender/2011/01/26/prinsen-pa-%c3%a6rten/ Det, der greb mig mest, var følgende citat af en mor til en 5-årig dreng, der ville klædes ud som en pige til Halloween - til omverdenens store forargelse: “My son is gay. Or he’s not. I don’t care. He is still my son. And he is 5. And I am his mother. And if you have a problem with anything mentioned above, I don’t want to know you“.

Jeg kan ikke se, hvordan I får en dreng til at blive mere glad for sig selv ved at tvinge ham til noget, han ikke gider... Mit forslag er, at I støtter drengen i de interesser han har - og bevidst søger de steder, hvor han kan få drengevenner med de samme interesser. Måske vil han gå til ballet - og så kan I ringe rundt til balletskoler og finde én, hvor der er andre drenge. Eller også vil han gå til dans generelt, og I finder et 'drenget' dansehold til ham. Måske kan I også gøre noget for at få jeres dreng til at blive mere accepteret af drengene i klassen eller på vejen? Fordi han ikke er til kampsport eller fodbold kan der måske godt være ting, som han har til fælles med den ene eller anden dreng - fx en interesse for rummet & planeter eller for natur & smådyr, og så kan I arbejde på at lade et venskab bygge sig op omkring de interesser?

Jeg må erklære mig enig i koret af at det er supervigtigt at I som forældre kan rumme ham og hans valg i livet. Også dem I måske ikke er helt enige i eller måske ser anderledes på. Det er jo hans liv. Det er jo ikke fordi han ikke godt selv er klar over at hans liv ville være nemmere hvis han bare er som de andre... Men det vil han jo netop ikke være. Så gå ud og køb ham det barbie dreamhouse eller hvad han ellers øsnker sig og nyd du har en så sund og rask dreng at han tør være sig selv!

Spændende diskussion! Som udgangspunkt mener jeg også at vi som forældre bør og skal kunne rumme vores unger som de er. Men samtidig mener jeg også, at det er vores pligt at hjælpe dem til at gebærde sig i samfundet. Ja, det er muligvis forkert at samfundet ser anderledes på en drengepige end en pigedreng, men sådan ser verden nu engang ud. Jeg har en rigtig god ven, hvis søn også var en 'prinsesse-dreng'. Han fik barbiedukker og klædte sig ud som prinsesse til fastelavn og elskede lyserødt og glimmer. Han fik lov til det, men forældrene lod ham ikke gå i børnehave i strutskørt når det ikke var fastelavn. Han havde en natkjole til at sove i hjemme, men havde bukser på i børnehave (bukser med blomster på..). Det er en fin linje mellem at lade barnet være som det er og så være med til at guide med vores voksenerfaring, så ungen ikke ufrivilligt udstiller sig selv om meget mærkelig ude i verden. Det gælder ikke kun prinsessedrenge men alle børn. Min datter er ret speciel og vil også gerne gå i noget specielt tøj og kan have ret specielle meninger og vi har snakket meget med hende om den fine linje mellem at stå ved sig selv og så at være helt outreret og stikke meget udenfor. Hun går i klasse med en dreng der i dén grad stikker udenfor og som også - kan jeg se når de er hjemme hos os - gør meget ud af hvor anderledes han er og holder sig selv udenfor flokken ved at være modsat hele tiden. Som fx da alle 18 unger skulle en tur ud og lege og han 'hellere ville sidde og meditere lidt, for det tror jeg, at jeg trænger til'. Og så kommer der en lang forklaring om, at han har gået til yoga og er vegetar og hans mor mener dit og dat. Og moderen kan ikke forstå at han føler sig udenfor gruppen!! Elsk din dreng og lad være med at tvinge ham til kampsport. Men gør gerne noget ud af at booste hans selvtillid. Snak med ham om hvordan adfærd virker på andre og hvilke konsekvenser bestemte adfærdsmønstre har. Det mener jeg han er gammel nok til nu. Men lad være med at stille spørgsmål ved om han er en dreng. For selvfølgelig er han da det. Der er masser af måder at være dreng på.

Mine to brødre var og er også på mange områder som dag og nat, og da de var små børn var det særligt tydeligt. Den ene en fodbolddreng, hvilket passede lige i familiens kram. Den ældste en mere følsom dreng, der helst ville spille computer og som fik en masse nederlag ved at blive presset til at gå til judo og sport i alle afskygninger - han hadede det! I dag er han 25 år og løber maraton, styrketræner, og har succes jobmæssigt. Han er stadig følsom, men der er INGEN, der ikke ser på ham som en 'rigtig' mand :) Jeg har selv to meget forskellige børn, men forsøger at fokusere på deres styrker hver især og forsøger at lytte til det, de synes er sjovt i fritiden, snarere end hvad jeg egentligt drømte om, at de skulle finde sjovt ;)

Hej igen, tusinde tak for jeres svar, jeg kan se at det måske er mig der overreagerer lidt :pisk: Hvor er det dejligt at læse at jeg ikke er den eneste med en blød dreng. Jeg elsker ham overalt på jorden, og accepterer ham som den han er, hvilket han heller ikke er i tvivl om. Det der er mine bevæggrunde for dette indlæg er bare at jeg er bange for at han bliver drillet og får en elendig barndom. For min skyld kan han gå til ballet, syning eller keramik, men det gør ondt i mit moderhjerte når man hører at han bliver drillet Om mandagen går han til moderne dans med pigerne fra hans klasse, og så vil han gerne starte til atletik. Jeg dropper tanken om at tvinge ham til en drengesport (jeg kunne egentlig godt se det forkerte i at tvinge ham :blush: ). Igen tak for jeres indput :klap: