Hjælp mig

Hej. Jeg søger her svar fra andre forældre. Da I jo ikke har oplevet min søn, vil jeg forsøge at beskrive det bedst muligt. Min søn startede i 0. klasse i sommeren 2010. Efter jul gik han imidlertid ud igen efter snak mellem os, skole og fritidshjem. Han fik lov at få en plads i børnehaven igen (integreret institution, så et velkendt sted). Han var jublende lykkelig. Han var ikke klar til skole/ville hellere lege. Nu er det ved at være tid til fritidshjem igen. Han siger at børnehaven er kedelig og glæder sig til fritidshjem. Umiddelbart virker det heller ikke som om han frygter skolen. Han foreslår selv skolelege med sin søster på 14, og hygger sig meget med det sammen med hende. Han er ret god og kan en del. Det kunn han også da han gik i skolen, men et eller blokere for at det kom til udtryk andre steder end i hjemmet. Muligvis pga umodenheden!?! I børnehaven er han den seneste tid (omkring 2-3 uger) blevet gradvist mere og mere ked af det. De siger han er ked af det når de skal på frit med storbørnsgruppen og lave opgaver. (men stik imod det han jo siger derhjemme med at han glæder sig). Samtidig er han pt inde i en fase hvor han konstant tænker på bandeord. Han kommer til at sige dem og bliver så meget ked af det bagefter. Også selvom ingen har hørt ham sige det. Som om han ikke kan lade være med at sige dem, men det ødelægger ham indvendigt. Han vil ikke i børnehave, fordi han er bange for at komme til at sige dem. Han er også bange for at få skældud når han har sagt dem og fortæller os om dem. Vi har ikke skældt ud men prøvet at forklare ham at det selvfølgelig er bedst hvis man ikke bander, men at man godt kan komme til at sige dem engang imellem. At der ikke er noget galt i at komme til det, men at man ikke skal gå og sige dem hele tiden. Han er dybt ulykkelig når jeg går fra ham om morgenen - og det er total kontrast til da han startede i børnehaven igen efter nytår hvor han slet ikke havde tid til at sige farvel. I morges kulminerede det med at han så sagde igen igen at han var bange for at sige dem. Sagde endnu engang at han skulle prøve at tænke på nogle glade ord som sommer og sol osv og hygge sig og være glad. Han fortalte at han også er bange for at starte på frit fordi han er bange for at komme til at sige bandeord derinde også. Det er lidt som at slå i en dyne, for det vi siger til ham hænger ligesom ikke rigtig fast. Som om han har besluttet sig for noget, og så kan man ikke rokke ham en milimeter i hans opfattelse. Han sagde til morgen om at man får skældud hvis man viser sin tissemand. Jeg tænkte, men ud af mig røg det: Ja, det kan jeg love dig for at man gør. Man må ikke gå og vise sin tissemand til nogen. De kan blive kede af det. Så stortudede han igen og sagde; jeg er bange for at komme til at gøre det. AAARRRG!Hvorfor tænker han sådan! Hvorfor har han så svært ved at kontrollere det? Hvorfor fokuserer han konstant på noget negativt? Han er en genert knægt, på sin vis med en lidt lavt selvværd i nogle situationerm men ikke alle. Han er en meget følsom dreng, og på trods af sin alder tænker han meget. Alt for meget hvis I spørger mig. Men børn er jo forskellige. Har du nogle idéer til hvordan vi kan tackle situationen omkring utrygheden og frygten for at sige bandeord/vise ting sager? Jeg er SÅ glad for at det er weekend nu og at min mand formentlig har fri mandag og tirsdag hvor han så får lov at være hjemme. Nogen der har oplevet lignende og kan give sit besyv med? Eller bare et par gode idéer generelt. God weekend!!

Det er på ingen måde ualimdligt at drenge i den alder har 'mærkelige' ideer om konsekvenserne af deres handlinger. Umiddelbart lyder det som om han har fået en måske overreaktion på sit banderi på fritten - og derfor er bange for at komme derhen. Spørg dem og ham - og tag så noget af vatforingen af ham - det nytter ikke at holde ham hjemme, fordi han har det svært - det blvier det jo ikke nemmere af, når han SKAL afsted - giv ham i stedet korte dage. Mht tissemanden - HAR han vist den frem og fået skæld ud eller har andre?? Alle børn har perioder hvor de bander uforholdsmæssigt meget - så lad ham få afløb hjemme, hvis det er dér han er nu. Og lad personalet i institution det vide - det har de helt sikkert prøvet før. Uanset om han var glad for at komme tilbage i børnehaven, kan han jo OGSÅ godt opleve det som et nederlag, som han er bange for at skulel ud i igen - sæt ord på for ham og især MED ham

Hej du Havde godt tænkt det med de korte dage i stedet så sådan bliver det. Han har ikke vist den frem og han går heller ikke og bander offentligt. Han bander for sig selv og får så totalt meget skyldfølelse bagefter.

Du skal holde godt øje med om han udvikler tvangstanker og/eller tvangshandlinger. Børn kan rent faktisk godt udvikle OCD og det starter ret ofte i skole alderen og rammer oftere drenge end piger. For MIG lyder det som om han har snerten af det. Men. Det kan også godt bare være et lune der driver over igen. Min mit råd er, at du skal holde øje med om hans tanker om 'forbudte handlinger' fortsætter, eller om de tager til i styrke, eller måske udvikler sig yderligere. Eller går i sig selv igen. Giv det en god måneds tid, og genvurder så situationen. Lige nu er det vigtigt at han får bandet og 'vist tissemand' fortæl ham, at det er okay at bande, og sig det er i orden hvis han bander, og hvis han har lyst til at vise sin tissemand, jamen så gør han bare det. Lige nu er han jo totalt optændt af tanken om hvad der vil ske hvis han gør de ting. Ved at fortælle ham at det er okay, 'og at så må i bare se hvad der sker', kan ret ofte tage højdepunktet af de der forbudte tanker. Fortæl gerne på fritteren at han er gået lidt i selvsving mht bandeord og tissemand. De har jo set det 100 gange før og ved hvordan de kan gribe det an med både humor og respekt for din dreng. Det vigtigste er, at få ham til at forstå, at hans tanker er okay, og at de såmænd også er okay i praksis. Det kan fjerne det negative. Alternativt kan du også opdigte en historie om en dreng (du selv har gået på frit med) der engang viste sin tissemand, og alle synes han var mægtig sjov og sej. Så han får fornemmelsen af, at det også kan være morsomt. Der er også en del fritidshjem der har indført banderum. dvs de har et rum hvor ungerne kan gå ind og bande for fuld skrue - det synes de er fantastisk sjovt i starten, men de bliver hurtigt trætte af det. Og bandeordene mister faktisk hurtigt sin 'magi' når det bliver tilladt. På ungernes gamle frit, var der sjældent nogle i rummet, og det blev faktisk kun benyttet af børnehaveklasserne der synes det var sjovt og nyt, men det ebbede lynhurtigt ud....

HeleneK Mor til 6 skrev:

Du skal holde godt øje med om han udvikler tvangstanker og/eller tvangshandlinger. Børn kan rent faktisk godt udvikle OCD og det starter ret ofte i skole alderen og rammer oftere drenge end piger. For MIG lyder det som om han har snerten af det. Men. Det kan også godt bare være et lune der driver over igen. Min mit råd er, at du skal holde øje med om hans tanker om 'forbudte handlinger' fortsætter, eller om de tager til i styrke, eller måske udvikler sig yderligere. Eller går i sig selv igen. Giv det en god måneds tid, og genvurder så situationen. Lige nu er det vigtigt at han får bandet og 'vist tissemand' fortæl ham, at det er okay at bande, og sig det er i orden hvis han bander, og hvis han har lyst til at vise sin tissemand, jamen så gør han bare det. Lige nu er han jo totalt optændt af tanken om hvad der vil ske hvis han gør de ting. Ved at fortælle ham at det er okay, 'og at så må i bare se hvad der sker', kan ret ofte tage højdepunktet af de der forbudte tanker. Fortæl gerne på fritteren at han er gået lidt i selvsving mht bandeord og tissemand. De har jo set det 100 gange før og ved hvordan de kan gribe det an med både humor og respekt for din dreng. Det vigtigste er, at få ham til at forstå, at hans tanker er okay, og at de såmænd også er okay i praksis. Det kan fjerne det negative. Alternativt kan du også opdigte en historie om en dreng (du selv har gået på frit med) der engang viste sin tissemand, og alle synes han var mægtig sjov og sej. Så han får fornemmelsen af, at det også kan være morsomt. Der er også en del fritidshjem der har indført banderum. dvs de har et rum hvor ungerne kan gå ind og bande for fuld skrue - det synes de er fantastisk sjovt i starten, men de bliver hurtigt trætte af det. Og bandeordene mister faktisk hurtigt sin 'magi' når det bliver tilladt. På ungernes gamle frit, var der sjældent nogle i rummet, og det blev faktisk kun benyttet af børnehaveklasserne der synes det var sjovt og nyt, men det ebbede lynhurtigt ud....

Enig, men som fagperson tænker jeg også Tourette syndrom, det der med at tænke og sige grimme ord, det kunne minde om det.....

Tror jeg ville som Helene, snakke med pædagogerne om det, og prøve at afmystificere alt det 'forbudte' for at se om gassen ikke går lidt af ballonen. Men tænkte også som det første tourettes - med det forbehold at han jo lige er en en alder med megen omvæltning..

Nu kan man selvfølgelig ikke begynde at sætte en diagnose på folk, man ikke kender, men ud fra din beskrivelse af din søn, falder mine umiddelbare tanker på begrebet 'tvangstanker'. Er der andre ting, som din søn udtrykker angst for?

Vi er selvfølgelig obs på ham, men jeg synes det er lidt hurtigt at tænke tvangstanker og tourette syndrom, men selvfølgelig er disse ting ikke udelukket. Vi har skam talt meget med de voksne i institutionen,og problemet er sådan set ikke at han bander, for det gør han ikke - problemet er, at han er enormt bange for at KOMME TIL DET. Vi har sagt en million gange, at ingen bliver sure, at alle bander og at det ikke betyder noget at man kommer til at bande. Nogle gange tror han, at han har sagt et bandeord, fordi et andet ord minder om det. Håber og tror at det aftager med tiden. Var bare interesseret i at høre fra andre, der muligvis havde oplevet noget lignende. Vi forældre og et par voksne fra børnehave/frit skal snakke med en børnepsykolog der kan give os et par redskaber til hvordan vi evt kan snakke med/til ham når han har sine 'ture'. Men det er først medio april. Men ser frem til det. Han er ellers en super glad dreng. Han søger rigtig meget tryghed i øjeblikket, og det får han lov til. Han har ikke brug for at blive afvist lige pt. Kan ikke rigtig rumme om idéen om bandeordene er noget han har fundet ud af giver ekstra opmærksomhed på kontoen ;o)

Jeg tænker lidt, at han nok er bange for skolestart igen. Bange for ikke at kunne klare det, at det bliver et nederlag, men samtidig ved han jo godt, at han skal i skole og ikke kan blive ved med at gå i børnehave. Min datter kunne reagere ligesom din dreng. Altså når hun er bange for noget og ikke vil eller tør sætte ord på det, så bliver det genereret over i noget andet. Fx som skolestart, som han nok godt ved det ikke nytter noget at være bange for, fordi det kommer til at ske uanset hvad. Så bliver det til 'Jeg er så bange for at komme til at bande eller vise min tissemand' og så bliver det dét angsten og trøsten kommer til at handle om. Jeg tror virkelig ikke det handler om bandeord overhovedet, men om skoleangst. Så jeg ville tale så lidt som muligt om de der bandeord og i stedet prøve at få sat ord på det at starte i skole igen. Og det er virkelig svært, især fordi det måske er noget han er så nervøs for, at han slet ikke tør tale om det. Han kan gå med tanker som 'hvad nu hvis jeg stadig ikke kan klare det? Skal jeg så tilbage i børnehave?' Jeg ville stille og roligt prøve at åbne posen med hvad der gik skævt ved sidste skolestart og hvorfor det bliver anderledes denne gang. At man ikke behøver kunne det hele og at det er helt i orden at være bange. Alle er nervøse for skolestart og han er jo en heldig dreng i forhold til de andre (ville jeg sige) fordi han har prøvet det før. Evt snakke med ham om, at når nu han starter i skole, så kan han jo hjælpe de andre, fordi han ved hvor toilettet er, hvor man skal hænge sin jakke, hvor de gode legesteder i skolegården er etc. Altså ting, som han har styr på og som ikke handler om det som gik skævt. Prøv at gøre ham opmærksom på alt det han kan så han bliver mindre bange for det han ikke kan. Snak med hans nye lærer om at han måske er ekstra præstationsangst. Min datter kunne som sagt reagere på samme måde. Hun ville ikke rykke op i 1. klasse fordi de skulle have matematik og 'det ved jeg ikke hvordan man gør.' Hun ville ikke have musik i skolen fordi 'jeg kan ikke spille nogen instrumenter' og det var lige før hun ikke ville starte i skole, fordi hun ikke kunne læse. Hun var så obs på at skulle kunne alting og så kom det ofte ud som noget helt andet.

HEJ dET LYDER SOM OM I SOM FORÆLDRE HAR FODE PÅ DET, OG ER KLAR OVER HVAD DER ER GODT OG SUNDT FOR BØRN. dET ENESTE JEG KAN BIDRAGE MED ER AT, I KAN PRØVE AT SÆTTE ORD PÅ HANS REAKTIONER/ FØLELSER. FX DER BLEV DU GODT NOK KED AF DET ELLER JEG HØRT IKKE HVAD DU SAGDE, VAR DET ET BANDE ORD. PRØV AT SIG DET IGEN. NEJ DET VAR GODT NOK ET VÆRRE ORD. SKAL VI LEGE MED LEGO NU ELLER ANDET. IKKE LIGGE MEGET I DET, MEN LAD DET LIGGE. HÅBER I FOR DEN HJÆLP I SKAL HAVE