Når jeg ser på naturen og på menneskene gennem tiden, så er der ingen af dem så har brændt størstedelen af deres energi af i de mørkeste måneder (fra november til marts).
De dyr som ikke går i hi økonomiserer med kræfterne, planter og træer trækker størstedelen af aktiviteterne ned under jorden og er for en stor dels vedkommende hvilende, ventende - et frø er vel nærmest mest drømmen om en blomst end noget som helst andet.
Til gengæld suger de godt med kræfter til sig i den lyse tid.
Det har jeg gennem de seneste år arbejdet med at lære af.
Jeg går jo ikke i hi, eller i stå for den sags skyld. Men til gengæld giver jeg mig selv plads til fordybelse, eftertænksomhed, ikke at forcere store valg, til at lytte til hvor jeg er i mit liv og hvad jeg drømmer om, når den lyse tid atter sætter ind. Man kan bruge forskellige billeder på det, men det er som om min tone bliver dybere eller at min 'svingning' roligere.
I familien sætter det sig i stille håndarbejssysler, lidt mere højtlæsning, stearinlys fremfor elektrisk lys om morgnen.
Samtidig sørger jeg for stadig at få godt med frisk luft, og nyder især en frostklar morgen i natkjole (godt at der er så mørkt mellem rækkehusene...). Eller at gå en stille tur med børnene.
Desuden afsætter jeg mindst en weekend til at se tilbage på det gamle år, give slip og derefter drømme om det nye.
Det har været en længere proces på indtil videre seks år at geare et toptunet moderne menneske til at følge mere med naturens rytme. De lyse tider spiller derfor osse en stor rolle. Vitaminerne i sollysets skal jo opsuges om sommeren i dette land, og jeg er ikke solbader.
Men det har hjulpet mig. Tidligere var det som at skubbe på trætheden for at få den af vejen, men det blev den ikke mindre af. Nu føles det som at den følelse jeg tidligere tog for træthed, er noget som kan gavne mig, da jeg ikke længere modarbejder den.
Anmeld
