Skal børn have det samme altid?

Jeg tror du har ret. Her foregår det præcis ligesådan. 'Hvor mange pandekager vil DU have?' Skidt da med hvor mange alle andre har fået - hvad vil du gerne have? Og hvis der ikke er nok til at alle kan gå amok, så må det deles, men jeg gider ikke diskutere at det ene stykke fyldte chokolade var en smule større end det andet. Jeg går simpelthen ikke ind i den diskussion eller forsøger at kompensere med noget andet. Skuffelse er den del af livet og så længe de nogenlunde får hvad de vil have og ikke mangler noget, så vil jeg ikke høre diskussioner om småting.

Her foregår det lidt anderledes mht mad fordi min ældste søn er overvægtig og derfor ikke kan tillade sig at spise som de andre :( Vi har derfor været nødt til at sætte en fast grænse for hvor meget han må få - og kan nemt få ham til at virke 'grådig' fordi han egentlig gerne vil have to flødeboller, men kun må få én. Giver det mening? Det er ikke en mulighed at lade ham selv bestemme - det er afprøvet med dårligt resultat. Og jeg vil ikke nægte de andre alt for meget når de nu ikke er overvægtige, men det giver da af og til nogle dilemmaer. Mht pligter og sådan, er der ikke noget fast her - og alle bliver jævnligt bedt om at hjælpe til. Det giver ikke problemer og alle hjælper villigt til :) De har også lært på den hårde måde at det er en god ide at hjælpe til, da jeg ellers ikke gider hjælpe dem - og det er egentlig ikke ret sjovt at være nødt til at smøre sin egen madpakke, lave sin egen aftensmad og vaske sit eget tøj.

Nej, det synes jeg ikke. Det er rædselsfuldt når det hele ender med millimeterdemokrati. Da jeg var barn fik min lillesøster og jeg ofte ens tøj og hvis jeg havde fået noget ville hun ofte gerne have det samme, og det kunne jeg ikke fordrage. Engang skabte hun sig så meget at hun fik en skoletaske magen til min - selvom hun 3 måneder inden havde fået en ny. Heldigvis er hun nu en sød og eksemplarisk søster ;) Og hvis jeg kørte med min far når han skulle tanke fik jeg som regel karameller. Der var ingen af mine søstre der gad med og derfor fik de ikke karameller.... Jeg synes faktisk at det er ok hvis lillebror ikke får lige så meget i lommepenge - når han får samme alder vil han jo få tilsvarende mere - på den nye måde ender det jo faktisk med at han samlet får flere lommepenge end sin søster - og så er spørgsmålet jo om han har brug for flere penge end hende fordi han er yngst... Kan godt se at det lyder lidt selvmodsigende, men jeg håber at du forstår. Når jeg veksler gaver med mine søstre har vi aftalt et ca. beløb - for at der ikke skal være fuldstændig ulighed. Men hvor mine søstre går meget op i at ramme dette beløb ret præcist og køber en ekstra lille gave for at få det til at gå op, så er jeg mere casual. Hvis jeg har fundet den perfekte gave, så gør det ikke noget at den var billigere og jeg 'snyder' også gerne og køber noget dyrere hvis jeg mener at lige denne gave vil gøre dem glade. Jeg ved ikke helt hvordan det skal udføres i praksis, men hvis spunken får en søskende håber jeg da at vi kan gøre forskel uden at børnene bliver kede af det.

Ang. gaver til det barn som ikke har fødselsdag, så synes jeg at det er noget pjat. Alle har jo fødselsdag og får fødselsdagsgaver - bare ikke samtidig. Men jeg er nu ret sikker på at min svigermor og måske også min stedmor vil praktisere det hvis der kommer flere børn her.

Fødselsdage, jamen så er det den der har fødselsdag der kan få indfriet nogle ønsker og behov. Og så går turen videre til den næste i rækken, osv. Men der handler det også om hvordan man tackler de der ting med sine børn. Selv rådfører jeg med med de to andre søskende (uden fødselarens videne), for at høre om DE har opfanget nogle ønsker og behov hos deres bror/søster som de mener ville kunne glæde ham/hende. Og så er de altså skide gode til at finde på, og faktik også at udfritte yderligere, og så er de MED gennem hele processen og får følelsen af, at det nok egentlig er DEM der har bestemt gaver og det hele. Og de er faktisk lige så spændte som den der skal have gavnerne, og mit største problem er i virkeligheden, at få dem til IKKE at røbe noget. Så jeg synes faktisk at de har den der godt integreret med, at glæden ved at give, er lige så stor som glæden ved at få. Jeg har lært, at børn måske kan blive 'misundelige' eller lidt kede af det, ved de gaveoverrækkelser, hvor de ikke selv har været med inde over, og hvor den ene overraskelse vælter frem efter den anden, og at de slet ikke har haft indflydelse, eller mulighed for at tackle den gaveregn der omgiver den enkelte. - for vi havde faktisk problemerne med de ældste af vores børn. Men der kørte vi også hele fødselsdagsshowet alene, Far og jeg. Men fik vendt skuden, netop ved at tage de to med på råd og SAMMEN udtænke den perfekte fødselsdagsfest for den det gjaldt. Det gjorde bare de der fødselsdagsfester SÅ meget bedre, og vi undgik helt de der triste ansigter der IKKE rigtigt kunne glæde sig på de andres vegne. Og de små har aldrig oplevet andet end glæden ved at give, kan være mindst lige så spændende som glæden ved at få. Men det tog så også lige en rum tid (og tre ældre søskende!), at finde ud af at gøre det på en måde, så alle følte sig godt tilpas..... :)

Det er ikke altid jeg har mine med på råd, men de ved altid hvad bror/søster får, så de er forberedt og lidt sammensvorne med de voksne.

Rita skrev:

Her foregår det lidt anderledes mht mad fordi min ældste søn er overvægtig og derfor ikke kan tillade sig at spise som de andre :( Vi har derfor været nødt til at sætte en fast grænse for hvor meget han må få - og kan nemt få ham til at virke 'grådig' fordi han egentlig gerne vil have to flødeboller, men kun må få én. Giver det mening? Det er ikke en mulighed at lade ham selv bestemme - det er afprøvet med dårligt resultat. Og jeg vil ikke nægte de andre alt for meget når de nu ikke er overvægtige, men det giver da af og til nogle dilemmaer. Mht pligter og sådan, er der ikke noget fast her - og alle bliver jævnligt bedt om at hjælpe til. Det giver ikke problemer og alle hjælper villigt til :) De har også lært på den hårde måde at det er en god ide at hjælpe til, da jeg ellers ikke gider hjælpe dem - og det er egentlig ikke ret sjovt at være nødt til at smøre sin egen madpakke, lave sin egen aftensmad og vaske sit eget tøj.

Jeps, det giver rigtig god mening! Min datter er også overvægtig (og tager generelt hurtigt på), og brødrene er som siv i vinden der kan spise dobbelt så meget, næsten kun for at blive tyndere! Her er fordelen så, at hun er den mindste, og at hun er pige. Så jeg kan meget meget let få hende ud af drenge-trummerummen, og ind i stuen, hvor jeg på snedige måder kan få hende til at spise mindre og sundere, helt uden at hun opdager det. Samtidig ved drengene godt at hun skal passe på hvad hun spiser, og de er super dygtige til at lade være med at give hende noget af deres. Hun har jo chips der er bagt i ovn (hvor deres er de normale), ligesom hun får brød med skrabet light smør, hvor de andre får med tykkere lag alm Lurpak, og hun har fedtfattigt pålæg, hvor de har almindeligt. Og så er jeg så heldig, at de også elsker frugt og grønt, og meget nemt kan lave abemad (som de ELSKER). Og så har jeg efterhånden lært, at hun kan bremses betydenligt, hvis hun får fx en gulerod og en humpel agurk efterfulgt af et stort glas vand, inden vi fx skal have æbleskiver. Hun lægger ikke selv mærke til det, men istedet for at hun ville kunne spise 8 æbleskiver, så kan hun lige klemme 3 ned. Så jeg er lidt detektiv på området og ved efterhånden hvordan jeg skal snørre hende, uden at der er én der lægger mærke til noget, og hun alligevel føler, at hun spiser det hun har lyst til. Men hun er jo også kun 4 år, så det er nok derfor det går så nemt :laugh:

JA de skal altid ha det samme - nogenlunde. Det er lidt svært at gøre den store forskel, da de jo er samme alder. Hvis f.eks Luise er vokset fra sit tøj, får Freja for det meste, også nyt, selv om hun sagtens kunne arve tøjet. (der er ca 7-8 cm forskel i højden og ca 4 kg) Men i år har Freja dog fået en ekstra flyverdragt, fordi hun ikke altid husker at komme ind og tisse. Gaver er også meget ens endnu, da de meget ønsker det samme. Men skal de have en ekstra lille ting, vælger de ikke altid det samme. Farmor og farfar gør aldrig forskel. Da pigerne fyldte 3 år, fik de hver en cykel. Derfor fik deres kusiner og fætter for nøjagtig samme beløb, til deres fødselsdage. Vi har altid selv praktiseret, at kun den der har fødselsdag har fået gave.

Jeg synes at børn skal have hver efter sit behov. Derudover synes jeg at det ikke er noget forældrene lærer børnene om de skal have det samme eller ej. Nogle børn sammenligner hele tiden det de selv får og det de andre får og insisterer at det er det samme. Men andre er ligeglade. Mine børn vil have det samme kun hvis de selv vil have det.

Jeg gider heller ikke millimeterdemokrati og siger tit til mine børn på 4 og 7 år at det går nok det hele og at ingen bliver snydt. Den er de med på. Jeg prøver at lære dem at glæde sig på andres vegne, ved f.eks. at det er da dejligt at lillebror nu endelig kunne få den bluse som har været udsolgt længe. Dejligt for ham. Og du mangler jo ikke bluser lige nu fx. Når de rydder deres legetøj op i stuen, gider jeg ikke høre på 'DET ER IKKE MIIIIN'. Nej, det kan godt være, men nu rydder VI op og så kan VI hygge os når VI er færdige. Jeg har frabedt søskende/trøstegaver når den anden har fødselsdag. De skal lære at nu er det Blop der har fødselsdag og din tur kommer om nogen måneder. Dog har jeg sagt ok til at den store fik en gave da han blev storebror og ligeledes må de gerne få gaver af familie når de begge bliver storebrødre om ca. 3 uger. kongster skrev:

Min mor kan stadig finde på at ringe og sige at hun lige har sat penge ind på min konto, fordi hun har købt en bluse til min søster. Det synes jeg faktisk er noget pjat.

Men omvendt så er det RET ufedt at være vidne til at ens søskende får MÆNGDER at gaver, mens man selv INTET får. Det er en situation som jeg står i og har gjort det i nogen år. Faktisk er det blevet så slemt at jeg har besluttet mig for at tage en snak med min mor. Ikke for at hun skal ryste penge op af posen (det er jeg SLET ikke interesseret i) men for at få luft. Jeg er selv mor til 2 (snart 3) og jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan man kan gøre SÅ stor forskel på sine børn som hun gør. Meeen måske er svaret her: http://fpn.dk/liv/article2208219.ece ;)