Skal børn have det samme altid?

Her tænker jeg ikke på kærlighed, som de skal have i rå mængder altid. Eller på opdragelse, som nogengange må tilpasses det enkelte barn (mine unger får i hvert fald ikke altid samme opdragelse, omend grundværdierne er de samme). Men materielle ting. Skal de altid have det samme? Knægten var fx utilfreds med at storesøster får flere lommepenge og egentlig kunne jeg godt se hans pointe. Hvorfor skulle hun have mere brug for penge end ham, fordi hun er 3 år ældre? Så nu får han det samme. Andre gange gør jeg en dyd ud af IKKE at give dem det samme. Min mor kan stadig finde på at ringe og sige at hun lige har sat penge ind på min konto, fordi hun har købt en bluse til min søster. Det synes jeg faktisk er noget pjat. Det er også min erfaring at hvis man som forælder går vildt op i at de får nøjagtig det samme, så smitter det af på ungerne og de bliver nøjregnende og fokuserede på tingenes værdi. Jeg kan sagtens komme hjem med tøj til den ene og ikke den anden, fordi jeg lige har fundet noget eller den ene manglede bukser og den anden ikke gjorde. Jeg gider ikke dele pandekager og antal kopper saftevand op så begge har fået præcis det samme. Hvis de spørger 'hvor mange har lillebror/storesøster fået' svarer jeg som regel 'vil DU have mere? Jeg kan sagtens lave noget mere saftevand'. Og i går hørte jeg dem så dele en pakke kiks og starte med at diskutere hvem der havde fået hvad, men ret hurtigt ende med at blive enige om at 'hvis vi bare begge to har fået og det er nogenlunde rimeligt så er det altså fint nok'. De er også super gode til at dele slik og gemmer gerne slik fra fødselsdage etc til den anden. Hvordan fungerer det hos jer? Skal de have gaver for nøjagtig samme beløb? Skal kopperne med saft være nøjagtig lige fyldte? Er det noget ungerne går op i?

I øvrigt er mine tanker afledt af, at jeg på fritidshjemmet så nogle børn spørge om de måtte få mere eftermiddagsmad. Alle børn havde fået og der var et par boller til overs. Pædagogen mente så at de der boller skulle skæres i bidder så der var nok til ALLE på fritidshjemmet. Der var jo knap 3 krummer til hver... Hvorimod de i børnehaven gjorde sådan at hvis alle havde fået og der var noget til overs, ja så fik de børn der lige var i nærheden lidt mere. Og en anden gang var det jo nogen andre børn der fik og så gik det jo nok op i sidste ende. Jeg tror modellen med at alt skal deles skaber nogle milimeterdemokratiske børn og det synes jeg faktisk ikke er et særlig sympatisk træk. Jeg vil meget hellere lære dem lige at tage bestik af slikskålen og antal personer og så ikke tage så der ikke er nok til alle. Men at de heller ikke skal føle sig uretfærdigt behandlet hvis andre får en vingummi mere. Da datteren havde fødselsdag spurgte nogen af børnene også 'hvor meget de måtte tage' af fadene med mad. Jeg sagde at de jo bare kunne tage det de kunne spise, for der var mad nok. Hvilket resulterede i at de dængede tallerkenen til og lod 3/4 ligge tilbage da de gik fra bordet. Jeg kan slet ikke have den der grådighed, når der bliver givet frit lejde.

Både og :) Mine får ikke altid allesammen - og de får ikke for samme beløb. Men på den anden side kunne jeg ikke finde på at købe en PS3 til den ene og ingenting til de andre. Eller en DSi til den ene i julegave og så klistermærkeark til de andre - der skal helst være en fornemmelse af at de alle har fået noget de ønskede sig og at ingen er blevet forfordelt :) Min ældste søn får en bærbar i fødselsdagsgave når han fylder 10 - og de andre får bestemt ikke for samme beløb til deres fødselsdage. De tre andre kan dog sikkert også se frem til en bærbar når de fylder 10, så mon ikke det går nogenlunde op i sidste ende? Jeg har desværre set eksempler på det modsatte af hvad du beskriver - hvor ét barn har fået rigtig meget på bekostning af et andet/de andre - og det er ligeså lidt ønskværdigt som grådighed.

Åh ja, det er en udfordring hos os... Ungerne har forskellige behov, og jeg synes egl. at det skal der være plads til. Men de har det med at blive kede af det, hvis den ene får noget og den anden ikke, så det ender ofte med at jeg har en (lille) ting i baghånden til når den ene eller anden af dem skal have noget. Til lillesøster behøver det ikke være andet end et par hårklemmer for tiden. Og senest var det til storebror et sæt Star Wars undertøj, som jeg gemte i skabet, til jeg fik brug for det. Lommepenge er det kun den 6-årige, som får - og det siger heldigvis ikke lillesøster noget, så det er ikke et problem (endnu). M.h.t. tøj, så arver storebror fra sin store fætter, og lillesøster arver storebrors, så det er meget forskelligt, hvad vi har brug for at købe til dem hver især. Generelt køber jeg mere tøj til lillesøster, og selvom storebror er stolt over tøjet fra fætteren, så brokker han sig, når der kommer en pakke fra H&M med bare et par vanter til ham - plus en hel bunke til lillesøster. Det er ikke sådan, at ungerne altid slås om sagerne... Storebror forsøgte forleden at handle sig til en chokoladejulekalender, og da han kunne mærke, at jeg ikke var helt vild med tanken, sagde han, at han da kunne dele med lillesøster. Og faktisk er de ret gode til at dele fødselsdagsslik med hinanden eller tænke på, at den anden også skal have noget, hvis den anden ikke lige er i nærheden, når der tages is ud af fryseren el.lign. Så jo, jeg kigger også med for at læse, hvad I andre gør, for jeg har ikke fundet den perfekte løsning, selvom jeg forsøger mig frem...

Det har jeg egentlig aldrig tænkt over.. Lige med hensyn til fx saftevand, så er det jo sådan noget de bare går ud og laver når de er tørstige, og de er somregl ikke tørstige på samme tid, så det er ikke noget problem. Slik og den slags er de også lidt ligeglade med. Somregl køber jeg en pose til hver, og én kværner den med det samme, en gemmer og en anden deler med ungerne i gården. Synes de er meget forskellige, men de går ikke op i om den ene har noget den anden ikke har. Nogen gange vil den ene have slik, den anden is og den tredje flødeboller, så deres lyster er heller ikke specielt ens. Tøj er de også ligeglade med, hvis der er en der får, så er det bare sådan, de sætter ikke spørgsmålstegn ved det eller noget. Og vi har faktisk aldrig haft diskussioner om hverken tøj eller slik.... Og mht julegaver, så er det også meget forskellige ønsker de har, og priserne kan derfor og varierer meget. Vi har ikke sådan et budget der hedder fx 1000 kr til hver. De får hvad de ønsker sig, så om den ene får for 400 kr, den anden for 800 kr og den tredje for 2500, er ikke dét de går op i. Min Mor er den eneste der har det der med, at alle skal have lige. Selv til en fødselsdag, så køber hun også gaver til de andre, fordi hun synes det er synd de andre ikke får noget. ;) - det er en sød tanke så jeg lader den slippe igennem uden yderligere kommentarer, men jeg synes faktisk det er enormt pjattet....og ganske unødvendigt, for der er ikke én der ville beklage sig.

HeleneK Mor til 6 skrev:

Min Mor er den eneste der har det der med, at alle skal have lige. Selv til en fødselsdag, så køber hun også gaver til de andre, fordi hun synes det er synd de andre ikke får noget. ;) - det er en sød tanke så jeg lader den slippe igennem uden yderligere kommentarer, men jeg synes faktisk det er enormt pjattet....og ganske unødvendigt, for der er ikke én der ville beklage sig.

Det gør min svigermor også! Til os ALLESAMMEN. Dvs også til min mand og mig. Hver gang nogen har fødselsdag. Også når det er hende selv! Måske kan hun bare godt lide at købe gaver... Men hun kalder det 'trøstegaver' og det irriterer mig lidt. For det første er der ingen der har brug for at blive trøstet fordi en anden har fødselsdag og for det andet skal man ikke trøstes med ting eller slik men med knus og kram :)

Rita skrev:

Men på den anden side kunne jeg ikke finde på at købe en PS3 til den ene og ingenting til de andre. Eller en DSi til den ene i julegave og så klistermærkeark til de andre - der skal helst være en fornemmelse af at de alle har fået noget de ønskede sig og at ingen er blevet forfordelt :)

Klart. Så stor forskel ville jeg heller ikke gøre. Jeg tænker på i det daglige. Skal den ene rydde præcis lige så meget op som den anden? Skal de have præcis lige mange æbleskiver eller vingummier. Skal de begge have gaver hvis man kommer hjem med et Anders And blad til den store? Det er da sket, at der er kommet pakker med tøj hvor der var mere til den ene eller den anden, men så har jeg sagt det, inden vi pakkede pakken op. 'Nå, det er bukser til lillebror. Jeg fandt ikke lige noget der var din stil/størrelse denne gang, men måske næste gang'. Hidtil har de accepteret. Måske med lidt skuffelse i starten, men det er jo en del af livet. Og nu ved de godt at sådan er det bare og ingen bliver snydt i det lange løb. Men klart der skal være balance i tingene.

I min familie bruger vi også at give børnene / det andet barn gaver i forb. m. andres fødselsdage. Min mor gør det, min søster gør det og jeg gør det. Inden jeg selv fik børn, købte jeg 'rigtige' gaver til dem af min søsters børn (3 stk), der ikke havde fødselsdag - og det var dyrt (men ok for mig, jeg havde penge nok); i dag bliver det mest til en lille ting, hvis da ikke jeg snart dropper det, fordi det altså er rigtig svært at finde en småting til en teenager... Hjemme sørger jeg altid for at have en pakke til det af mine børn, der ikke har fødselsdag - men det kan nu også være praktiske ting som fx da storebror fik et sengetæppe til lillesøsters fødselsdag. Det med sengetæppet illustrerer iøvrigt noget med værdien af en gave. For vi har absolut ingen pengebeløb sat af til en 'standardgave' - nogle ting er dyre & nødvendige andre er billige & unødvendige - og så er der alt derimellem. Lillesøster fik en cykel i 4 års fødselsdagsgave - det var det perfekte tidspunkt (forår), og hun ønskede sig den rigtig meget. Og selvfølgelig var den væsentligt dyrere end den (store) kasse Legoklodser, som den 6-årige fik et par måneder senere. Til gengæld var sengetæppet en langt finere gave (både dyr og tidskrævende, eftersom jeg havde syet det selv) end det lillesøster fik, da storebror havde fødselsdag. Jeg ved bare, at værdien for drengen ikke afspejlede den værdi, sengetæppet havde for mig. Og derfor var det bare 'en lille gave'...

Præcis. Jeg har også nogle gange givet småbitte gaver, som var noget de havde sagt for måneder siden at de ønskede sig og de er simpelthen blevet SÅ glade. Omvendt er dyre gaver ikke altid det samme som overvældende lykke. Jeg tror det er rigtig vigtigt at man viser dem, at man husker det de siger og prøver at glæde dem med gaverne, fremfor at lade det gå op i materiel værdi. Jeg har nogle kusiner og en fætter, der som små ALTID byttede gaver og mest så en gave som en 'bytteværdi'. Altså 'hvad kan jeg få for den'. Deres mor gjorde det samme og ingen gad give dem nogetsomhelst. De sagde heller aldrig tak, men brokkede sig over farve, størrelse, etc og forlangte en bon med det samme så de kunne komme ud og bytte

Tror måske også at jeg slipper nemt over alt det der, fordi jeg netop IKKE deler ud. Forstået på den måde, at hvis de fx skal have pandekager eller æbleskiver (bare for at nævne noget) så får de et stort fad fuld. Så tager de bare hvad de hver især kan spise. Spiser de fx på værelset, så spørger jeg, hvem skal have hvor mange....og den ene vil have 3 æbleskiver, en vil gerne have 5 og den sidste mener han kan kværne 6. Nogen gange bliver der levnet, andre gange går de ud og fylder op. Saft er jo også noget i store kander som nemt kan fyldes op, så der er jo aldrig rigtigt noget at 'slås' over. De slås jo heller ikke om aftensmaden. En vil gerne have to frikadeller og 3 kartofler, en vil have en frikadelle og 5 kartofler og en vil måske bare have kartofler og sovs. Altså, der er jo rigeligt af det hele, og hver passer sin tallerken. Det samme gælder for de søde sager, der er rigeligt til alle, alle kan få hvad de vil have, de kan få mere, de må levne, de må dele, de må tage med ud, de må invitere osv....der er jo ikke noget at 'panikke over'. MÅSKE kommer alt det dét pga restriktioner? To flødeboller til hver, 5 vingummebamser og ét glas saft? Så FÅR man vel automatisk børn der sidder med tommelstok, og som går meget højt op i, om den ene fik 3 gule bamser og 2 røde, eller om der var 2 grønne, 2 røde og en gul. Eller om den enes saftevand gik til stregen på glasset, eller om den andes gik over. - dén kunne i hvertfald GODT tænkes at matches min Mors egen barndom som forgik i 20'erne og hvor de var 14 søskende, og hvor der SKULLE deles på alle leder og kanter, selv sengen delte man med søskende. Og idag har mange forældre jo direkte sukkerforskrækkelse og værner om det skide slik til ungerne, som gjaldt det livet. Og deler ud, gemmer, har specielle slik-dage, og får pisket hele stemningen op til at ligne noget fra krigstiden, hvilket også mærkes tydeligt på ungerne.