Indtil hvad alder SKAL man underholde sin børn?

Der er børn som ret tidligt lærer at underholde sig selv mens andre hænger på deres forældre og hele tiden har brug for kommunikation og nogen anden at finde på hvad de nu skal lave. Hvad synes I, hvornår er tiden til at sige: Hold op og find selv noget at lave. Der er måske børn der er lidt passive og har brug for deres forældre at finde ideer og venner for dem. Men skal man så gøre det og hvornår er man fri for det? Jeg husker at siden måske jeg var 7 år gammel og når jeg havde brokket mig at jeg keder mig så sagte min mor at jeg skal selv finde på noget, hun havde aldrig tid at side og lege med os. Selvfølgelig hvis vi kom til hende med spørgsmål hvordan noget spiltes fortalte hun os. Men det var efter vi selv havde fundet på noget. Men det var ret sjældent vi ville noget fra hende måske fordi vi vidste at hun aldrig havde tid så vi var nødt til at klare selv. Det er også noget om omkring hvor meget tid man skal føle sig forpligtet til at tilbringe for sine børn alt efter deres alder og mindre af hvad tid skal man føle sig skyldig at man ikke har givet nok til sin børn (og her taler jeg når børnene havde villet at tilbringe tid med deres forældre men de ikke havde fået den fordi forældrene syntes at de havde givet nok, og ikke om de situationer når børnene havde haft en god dag med at lave alt muligt og de ikke havde brug for deres forældre og derfor havde de ikke fået ret meget tid sammen med dem). Men andre ord skal man tilfredsstille sine børns behov for samvær lige meget hvor meget børnene vil have eller skal der være en grænse, hvor liger den og hvordan finder man den. Og hvornår kommer tiden at de helt alene skal finde på at underholde sig selv. Undskyld, men som I ved jeg har sproglige problemer med at udtrykke mig på dansk præcis hvad jeg mener derfor lyder det måske rodet sammen

Jeg tror, hvis du deler indlægget op i små afsnit, så bliver det lettere at forstå (og læse), det kan godt forvirre lidt når det hele bliver skrevet ud i én lang køre.... (sådan her) Jeg synes børn kræver underholdning lige til de flytter hjemmefra :laugh: Selvfølgelig er der forskel på underholdningen, men man skal lige som være der. Mine kan jo godt underholde sig selv, men engang imellem skal de sættes i gang med en aktivering (mest når de begynder at skændes), hvor jeg hjælper dem i gang med en leg som jeg så kan trække mig ud af, når den kører godt. Det kan også være jeg skal finde tegneredskaberne frem, eller perlepladerne, eller lige bygge det første af Legobilen. Mine drenge er jo som bekendt 6 og 8, men de skal stadig have lidt hjælp engang imellem. For det meste styre de det hele selv, men den smutter altså ind imellem. Og så har de selvfølgelig perioder hvor de spørger om jeg gider spille et spil med dem, og jeg tror faktisk de spørger mig, fordi det er rart at jeg holder øje med snyderier og har styr på hvis tur det er. Ofte når de spiller selv, så kan det godt ende med hylen og skrigen, fordi de snyder så vandet driver :laugh: Selv ham på 18 år skal jeg sætte i gang! Så er det bare med rengøring på værelset, vasketøj, indkøb, hvornår jeg synes sengetøjet er ved at være FOR beskidt, og anvisninger til at svine mindre på badeværelset og fjerne skægstubbene fra håndvasken osv osv..... Så ét eller andet sted, så skal man nok være der indtil de flytter hjemmefra, det er bare på forskellige måder og i forskellige henseender. Så nogengange ser man næsten ikke ungerne fordi de har travlt med alt muligt, og andre gange hænger de over nakken på én. Mine er i hvertfald sådan lidt blandede.

Mine børn er meget forskellige. Pigen kan underholde sig selv i timevis og har kunnet det længe. Hun tusser rundt på sit værelse, læser lidt, leget lidt, surfer på nettet og gør gud ved hvad. Hun har i den grad brug for at være alene og have ro i hovedet og nyde sit eget selskab. Knægten kan efterhånden godt aktivere sig selv, men det er ikke noget han gør frivilligt. Han spørger allerede på vej hjem om vi skal spille/læse højt/lege/bygge lego når vi kommer hjem. Han er altid der hvor vi er og næsten aldrig på sit værelse. Han snakker hele tiden og virker ikke til at kunne få nok selskab. Kun hvis jeg siger at han skal finde på noget selv og evt henter legokassen ind i køkkenet, kan han sidde alene med det. Jeg synes det er fair nok at sige til børn at de skal finde på noget selv. Jeg er ikke en underholdningsautomat og jeg har også brug for at læse en bog eller vaske noget tøj eller gøre noget andet om eftermiddagen. De bliver nødt til at lære at der ikke er underholdning hele tiden. Da vi var på Bali og der ikke var legekammerater og vi havde al tid i hele verden var ungerne - især knægten - ved at gå amok i starten. De hang over os hele tiden og snakkede og ville have opmærksomhed og aktiveres og have ting sat i gang. Men efterhånden som de kom ned i tempo blev de meget meget bedre til at bruge fantasien. Det skal trænes og have tid, som så meget andet.

Ja, børn har brug for os hele livet, det er klart. Men jeg talte om underholdning, når de vil have din opmærksomhed hvor langt tid skal de have. Man bliver træt på et tidspunkt og skal også lave nogle andre ting end at lege med børn. Hvis jeg skal tilbringe tid med Eva f.eks. er det sådan at hun vil have min opmærksomhed bogstaveligt hele tiden. Men det er umuligt at give hende alt hun vil så skal man sætte en grænse hvor efter man føler sig med ren samvittighed og fri til at lave noget andet end at lege og tjene børn selv om de er bare så ked af det og hyler for ens opmærksomhed. De skal også lære at underholde sig selv alene, de er bare nødt til det. Men hvis man ikke kan tilfredsstille sine børns behov for opmærksomhed føler man sig dårlig tilpas, bliver hysterisk af hyleriet, føler at ikke har nok kræfter til at passe sine børn på den måde de har brug for og er tung i samvittigheden ...

Jeg er helt sikker på, at man ikke kan sætte tal på (fx 1 år kræver 10 timer, 5 år kræver 2 timer). Barnets behov afhænger både af personlighed ogde ydre omstændigheder. Mine to har altid været gode til at lege selv. Den 4-årige har længe kunnet lege alene med sit Playmobil: Hun snakker højlydt, synger og bygger et helt univers omkring sig - det kan vare i timer. Den 6-årige lukker døren til sit værelse, lytter til en historie på cd og bygger lego, bygger med skrald eller tegner. Jeg ved, når jeg lytter til andre mødres erfaringer, at jeg er meget heldig... Men mine unger har også brug for at blive sat igang. Forleden var den lille hos en veninde - og den store kedede sig. Så spurgte jeg ham om ikke han ville male sin ridderborg (en fødselsdagsgave, han ikke er færdig med endnu)... og så malede han en time. Eller de har brug for hjælp: De elsker begge at klistre, male, bygge, og der kan de altså sagtens have brug for en ekstra hånd til at holde på papir, perler eller andet. Eller de har brug for at vi er sammen om noget - som da vi sad sammen en time her til aften og bladrede i den stores første bog med klassebilleder fra hele skolen (plus vuggestuer / børnehaver), og vi kiggede på hvert eneste billede og fandt gamle venner, nabobørn, venners storesøstre osv. Du kan lytte dig frem til, hvor meget tid andre bruger på deres 2-, 3-, 4- og 5-årige. Men hvad vil du bruge det til? Måske har du et særligt krævende barn - men så må du jo opfylde hendes behov på en anden måde end en mor til så (i denne forbindelse) nemme børn som mine. Du kan jo ikke sige 'nu har du fået dine 97 minutter - nu må du klare dig selv'. Iøvrigt er der jo også forskel på kvaliteten af den tid, man tilbringer med sine børn: Hvis de mærker, at de har min fulde opmærksomhed, bliver de hurtigere 'tanket op' med tilstedeværelse end når jeg i virkeligheden prøver at lave mad eller hænge vasketøj op samtidigt med at jeg underholder dem. Så når din datter ikke kan få nok af at være sammen med dig kunne du kigge på, om du er helt til stede for hende - eller om du kan være mere på og 'tanke hende op' med dig på kortere tid.

Det er også min erfaring. En halv times fuld opmærksomhed er langt bedre end to timers halv-nærvær. Jeg er blevet bedre til at sige til mine børn at 'nu hører jeg altså ikke efter hvad du siger, for jeg sidder lige og læser/skriver en mail/skriver indkøbsliste', men så til gengæld være til stede når jeg er færdig. Det dulmer også samvittigheden, at jeg har lavet noget rart og sjovt med ungerne og været helt til stede. Så kan jeg bedre bagefter sige 'nu er det så tid til at jeg kan drikke en kop kaffe og så må du finde noget at tage dig til'.

Ja, jeg synes også den der kvalitetstid er nødvendig, hvor man ligesom slukker mobilen, computeren og alt det man ellers har kørende, og helligere sig tiden til ungerne - uden forstyrrelser. Det behøver ikke være i timevis, men bare engang i mellem af kortere eller længere tid. Da jeg arbejde sagde ungerne altid ,,lige et øjeblik'' - og det var HELT KLART noget de havde fra mig, for jeg bestilte ikke andet end at sige ,,lige et øjeblik'' uanset HVAD se spurgte om, for jeg var mentalt et helt andet sted...hele tiden. Selv når den lille sad på toilettet og råbte, jeeeg eeer fææærdiiig, så var jeg der straks med liiiigeee eet øøjeebliik - og kunne rent faktisk GLEMME at hun sad der, endtil hun råbte igen...og nogen gange, igen :blush: DE ting er blevet god til nu. At lægge tingene fra mig og være der, at bestemme, at NU er jeg på. Og så ellers gøre som Kongster, sige efterfølgende, at nu vil jeg godt lige have tid til at ordne nogle ting osv. Men børn og tid, tjaaaa...det kan man ikke rigtigt udregne, men min erfaring er, at når de bliver de der 5-6 år, så er de pænt selvkørende, men når dét så er sagt, så er min datter på 4 den MINDST krævende og har altid været den nemmeste af børnene mht at aktivere sig selv. Hun keder sig aldrig, hvorimod drengene kunne være tunge at danse med i den alder....specielt når de var hver for sig. Så nogle børn er måske bare mere kontaktsøgende og krævende end andre....

Jeg har aldrig underholdt mine børn. Heller ikke da de var små. Jeg gider og har aldrig gidet at ligge nede på gulvet og lege med børn, og jeg gider heller ikke sidde og spille med dem eller tegne med dem. Jeg har heller aldrig tvunget mig selv til det alligevel, fordi det aldrig bliver ægte, og så er det bedre at lade være. Det er ikke rart at lege med en mor, der ikke gider, og som ikke er nærværende, men sidder og glor på sit ur hele tiden under legen. Til gengæld gider jeg godt lave lektier med dem eller lave andet, der udfordrer hjernen. Som et resultat af dette er de efter min bedste overbevisning rigtigt godt til at underholde sig selv og har hele tiden været det.

Jeg er som Frede - lege med biler etc er bare ikke mig. Til gengæld har jeg læst rigtig mange gode bøger med/for knægten og lydbøger har vi også altid gjort stor brug af. Desuden har han været inddraget i oprydning, tøjvask og madlavning fra en tidlig alder. Oprydningen kniber det pt gevaldigt med - men det gør det jo for så mange teenagere - resten går fint. Og synes du ikke, du har tid til at lege med Eva, så giv hende 'vigtige' opgaver hun kan lave ved siden af dig, så I er sammen om noget - eks kan hun skrælle gulerødder og kartofler, mens du laver noget andet (og skræller det meste også indtil hun bliver lidt ældre). Drop den dårlige samvittighed - den kan hverken hun eller du alligevel bruge til noget og forsøg i stedet at lære hende at du ikke kan være 'på' hele tiden, netop ved at sige som foreslået i de ovenstående indlæg, at nu har du lige noget der skal ordnes og så må hun lege selv imens - og husk at være tålmodig - hun skal jo først til at lære det...lige som du selv skal, men det er indsatsen værd, så god fornøjelse

Jeg er ikke hellere et legebarn, jeg legede med børnene da de var helt små, hvor det idag mest er de praktiske og kreative syssler, som vi er sammen om. Vores børn har meget tidligt været rigtigt gode til at lege selv og senere henne med hinanden.