Indtil hvad alder SKAL man underholde sin børn?

LYP skrev:

netop ved at sige som foreslået i de ovenstående indlæg, at nu har du lige noget der skal ordnes og så må hun lege selv imens - og husk at være tålmodig - hun skal jo først til at lære det...lige som du selv skal, men det er indsatsen værd, så god fornøjelse

det har jeg gjort i de sidste år men hun kan ikke lide at lære. Så hun skriger ved siden af mig indtil hun får hvad hun vil. Jeg er åbenbart alt for tålmodig og hun - alt for stadig. Det de alle sammen faktisk. Men især Eva det eneste hun vil er at være sammen med mig og helst i mine arme og at have al min opmærksomhed for sig selv. Når jeg spiller God nat børn (kort film til god nat) kigger drengene men Eva er i mine arme igen, hun er ligeglad med filmen og vil holdes og knuses og kyses hele tiden og hun bliver aldrig træt af det. Men det bliver jeg. Og jeg vil gerne finde grænsen hvor alle sammen føler sig OK. Det er bare for svært at finde ud af det fordi jo mere de får desto mere de vil have.

Jo, jo, NikiFin, men er hun ikke kun 3 år? Så er det vel begrænset hvor mange år du har kunnet prøve at lære hende det. Det var først da mine var 3 at de kunne begynde at lære at vente og selv da tog det da lang, lang tid. Den yngste er 6 år nu og det er først for nylig han for alvor forstår når jeg siger at 'nu skal jeg lave det og det og bagefter kan vi spille et spil'. Tidligere hang han op af mig og ville have mig til at lege hele tiden (uden at skrige dog). Så giv hende tid. Hun er jo stadig en lille pige og det er måske lidt tidligt at konkludere at 'hun ikke kan lide at lære'. Hun er 3 år!

Jeg går ud fra at hun i de sidste tre år har lært alt muligt, fra at gå, tale, spise selv, tage tøj på til at lege med dukker og tegne med en blyant. Så problemet er nok ikke, at hun ikke kan lide at lære. Problemet er nok, at hun ikke kan lide at vente. Det er der ingen børn der kan. Jeg ved godt at du synes du er tålmodig, men det tager altså lang tid og mange skrigeture før de lærer at de ikke kan få alt hvad de vil have. Og for hver gang man giver efter kan man - næsten - starte forfra. Så giv tid giv tid og giv ikke op

Nej lige hvad dét angår, er tålmodighed en dyd... Børn har bare så svært ved at vente.. Jeg synes som regel, at de dage hvor jeg føler, at mine børn er ekstra krævende, er dé dage, hvor jeg er mindst i overskud :dry: ...eller måske er det omvendt :unsure: Det der virker her er, at når jeg er lidt flad, lader jeg ALT praktisk være, og er der 100% for mine børn. Når de så har fået nok af mig/er blevet tanket op, kan jeg gøre noget af det, som bare skal gøres. Tror at det der nogle gange går galt er, at når man har hentet børn, og er kommet hjem, har man tusinde ting man bare skal gøre - og går straks i gang for at blive færdig med de sure pligter. ...man glemmer bare nogle gange, at ens børn også har været 'på arbejde' hele dage, og bare så gerne vil knuses og krammes - ses og mærkes, når man endelig er hjemme. Og de gir ikke op, før de er 'ordentlig landet'...

Nogle har større behov for at holdes end andre. Og behovet kan være virkelig stor og hvis barnet får meget vil det have endnu mere fordi det synes at: Hvis idag har mor givet mig så meget kram så kan jeg kræve det samme hver dag. Og det bliver være for mor. Kompliceret kan man se. Man er måske nødt til i stedet for at give så meget som muligt, at begynde langsomt at afvænne det

Ja, det ER kompliceret at være mor :) Og ja, du kender dine børn bedst. Min søn har også været sådan en som aldrig fik nok. Uanset om jeg legede hele dagen med ham, ville han stadig have mere. Langsom afvænning var en god ide med ham. Jeg gav ham fuld opmærksomhed når jeg kunne og forklarede når jeg ikke kunne. Og det tog lang lang tid. Og jeg var frustreret over det tit. Men han lærte det jo