Børns rettigheder, hvad betyder at være et barn...

Forstår jeg dig ret, hvis jeg tænker at et 'normalt barn' er sådan et Pippi-Langstrømpe-barn, som følger alle sine impulser og udfordrer alle regler?

Ingen tvivl at Pipi er et helt normalt barn som er vokset op for tidligt fordi hun ikke har forældre. Men hun har vokset op på sin barnagtig mode så hun har ikke mistet sit barndom, hun har fået endnu mere den, mere end alle på grund af manglende regler, men mistet også meget, som andre børn har - mors omsorg og kærlighed. Børn vil selv klare det hele sig og det har hun haft chance at opleve. Alligevel ville jeg ikke ønske sådan et barndom til nogen barn. Børn, vokset op uden forældre som kan klare livet selv fra meget tidlig alder siger at de altid har savnet kærlig mor og familie. Men jeg føler mig trist fordi jeg kan se at jeg ikke kan byde mine børn den barndom jeg havde. Min mor havde altid troet at børn skal have lov til at være børn og mig og min søster var fri at lave hvad vi vil, at gå hvor vi gerne ville, at lave ballade.... Ikke at hun opmuntrede os til det, men hun gave os bare chancen at passe os selv. Vi har aldrig haft en præcis tid hvor vi skulle hjem om aftenen eller tid til at spise. Vi livede lige som Pipi men skulle ikke vaske selv tøj, lave selv mad, gøre selv rent.... Nu er det umuligt at lade min 5 år gammel dreng at gå rundt med venner i vores lille by og ikke at jeg ved hvor det er. Livet er så struktureret, hver minut er planlagt og det er så stressende synes jeg. I vores sommerferie boede vi hos min mormor og det eneste vi skulle lave er at nyde ferien. Vi vidste ikke hvad der sker den næste dag. Måske kommer der nogen ven med nogen sjove ideer og vi var rundt i byen og i skoven fra morgenen til aftenen - frit liv. Ingen pressede os til at sidde hver dag f.eks. i 1 time og at læse de bøger vi har på skolelisten for sommerferien. Generelt fik vi lov til at lave hvad vi ville. Jeg begyndte at lære at lave mad da jeg først var på universitet. Ingen problem, man lærer hele livet alligevel, men ikke nødvendigt at lære det hele som barn, livet er langt nok, der er tid til det hele. Det var også nemmere for de folk der passede os, fordi vi aldrig var der og de kunne lave deres ting. Hvis vi kommer sultne laver de noget hurtigt til os, vi tager maden og ud igen. Ingen skulle underholde os. Børn kan perfekt underholde sig selv hvis de får chancen for det. Men hvis de skal være hjemme hele tiden uden venner og frihed bliver de tossede. I dag er der regler for de hele og man forvandler sig til en robot uden vilje, uden frihed til at lave hvad man vil og har behov for, når man vil og har behov for. Hele livet er regler og det eneste man kan bestemme er at følge reglerne eller at bryde dem. Det er helt umuligt at man følger sin natur, man glemmer at man er et levende væsen og lærer at man skal kun følge regler hele livet. Og selvfølgelig er man nødt til det så at man kan overleve, men det sker for tidligt, så børnene ikke får en chance at være sig selv, at lkære af sin egen erfaring og nyde i det mindste lidt livet før de skulle hoppe i virkeligheden og begynde at lave det hele sig selv. Det er i forvejen alt får hårdt at være barn, de skal lære så meget om livet, at gå i skole, lære kemi, fysik osv. Og hvis de aldrig får chance at være sig selv og tilfredsstille deres naturlige børnebehov er det simpelthen så trist. Stakkels børn. De lærer en helt ny slags kunstig barndom og får aldrig at vide hvad en naturligt og lykkeligt barndom betyder.

JA jeg forlanger at mine børn opfører sig ordentligt når de er ude. Men hvad er ordentligt for en på 4 år. Ikke at sidde ved middagsbordet i 3 timer. De kan klare ½ time maks. Hvis det er længere tid, må vi have noget beskæftigelse med, eller have adgang til et sted de kan lege.

for nogle børn 5 min er for mange, for andre 1 time kan også måske være OK hvis de sidder og tegner f.eks. Jeg kan heller ikke sidde 3 timer ved bordet og bliver kørt til vanvid når alle gør det og jeg skal gøre det samme. Men det gør jeg faktisk ikke. Siger bare: Undskyld, jeg har ond i røven og i ryggen og skal bevæge mig lidt. Så hvad ordentlig for et 4årig barn betyder skulle man måske spørge barnet selv :lol: Helene, hvis dine børn har været god nok til at gøre rent efter de havde svinet så er du bare heldig. Hvis mine børn skal rense selv yoghurten som de har spildt på tæppet som resultat bliver tæppet endnu mere svinet. :laugh: Jeg siger ikke og jeg ved ikke selv hvordan et barndom skal være. Det eneste jeg ved at jeg har ondt ef de vore dages stakkels børn.

BAJM skrev:

Udover det er det også god praksis at opleve spisning som noget der er lige så vigtig som at få leget en hel masse. Selv har jeg tendens til at spise mens jeg laver andre ting fordi jeg syntes de ting er vigtigere - hvilket jo er helt hen i vejret. Og jeg vil gerne at mine børn lœre at det at sidde og spise er lige så vigtig som alt andet, og at vi når det vi når.

at sidde stille og spise havde jeg aldrig været tvunget da jeg var barn (mener ikke en baby selvfølgelig, men 3-18 år f.eks.) og intet er sket. For mig er meget meget være ikke at få mad selv om barnet er sulten bare fordi det ikke vil sidde og spise stille ved bordet. Børn kan faktisk godt lide at få nogen fodrer dem - de leger rundt og kommer en hang imellem og mor giver dem en ske i munden. Kan ikke se et stort problem i det, det er helt barnagtig. Gør mor liv lidt kompliceret men ... det er sådan at være en mor.

NikiFin skrev:

BAJM skrev:

Udover det er det også god praksis at opleve spisning som noget der er lige så vigtig som at få leget en hel masse. Selv har jeg tendens til at spise mens jeg laver andre ting fordi jeg syntes de ting er vigtigere - hvilket jo er helt hen i vejret. Og jeg vil gerne at mine børn lœre at det at sidde og spise er lige så vigtig som alt andet, og at vi når det vi når.

at sidde stille og spise havde jeg aldrig været tvunget da jeg var barn (mener ikke en baby selvfølgelig, men 3-18 år f.eks.) og intet er sket. For mig er meget meget være ikke at få mad selv om barnet er sulten bare fordi det ikke vil sidde og spise stille ved bordet. Børn kan faktisk godt lide at få nogen fodrer dem - de leger rundt og kommer en hang imellem og mor giver dem en ske i munden. Kan ikke se et stort problem i det, det er helt barnagtig. Gør mor liv lidt kompliceret men ... det er sådan at være en mor.

Jeg mener heller ikke at de skal sidde stille, det gør mine børn bestemt ikke. Men at de skal sidde ned på den ene eller anden måde, og der er mange forskellige stillinger at sidde i som mere eller mindre er efter eget valg. Min søn som har rigtig svœrt ved at sidde stille rejser sig tit op og står ved siden af sin stol hvor efter han sidder sig ned igen og sådan kan måltidet fortsœtte. Da de var små gik de også til og fra men nu hvor de er 5 og 7 er det noget med at sidde ved bordet ved f.eks. aftensmad. I weekenderne får de ofte morgenmad ved sofabordet eller hvis de har venner på besøg kan de godt få noget med ind på vœrelset. Jeg er ikke vildt striks men jeg syntes heller ikke det er fedt at rende rundt med krummer i strømpe sokkerne efter der er blevet gået til og fra med en mad, kage, eller is i hånden/munden. Noget helt andet er at for ikke så lœnge siden var min søn ved at få mad galt i halsen fordi han havde travlt med at skulle sige noget mens han tyggede, og hans far måtte lave hemlich (staves ?). Min pointe er egentlig bare at udover opdragelse til at opføre sig ordentligt og vœre til at vœre sammen med på en hyggelig måde så er der også andre ting på spil som f.eks. sikkerhed, fordøjelse og lœre dem at det er mentalt sundt at spise når man spiser, eller tygge når man tygger (selvfølgelig må der snakkes, grines og pjattes)

Jamen mine unger har da også svinet mere til i forbindelse med at gøre rent. De skal jo liiige lære det og den ekstra opgave er helt fin med mig! Min pointe er bare at lære dem, at der ikke altid står én ved deres side med kluden! Lige præcis dét har jeg fået megen ros for på skolen, for de kan ikke blot gøre rent efter sig selv på skolen, de gør også rent efter de andre. Er der nogen der vælter mælken, så kan de multitaske, flytte bøger, hente papir og søbe op, vride klud og tørre efter og lægge det våde til tørre. Jeg troede lidt at det var sådan noget alle kunne i den alder, men i følge skolelærerne er det lidt specielt at opleve. De fleste andre skal have instrukser under hele processen, andre står som 'barnet ved lorten' og andre igen smider lige deres bluse hen over :laugh:

:laugh: 'Står som barnet ved lorten' - fantastisk udtryk, det har jeg aldrig hørt før!! Har godt nok kun 1 barn (tænker, at selvhjulpenhed ofte er mere påkrævet, når der er flere børn i familien), 3½ år, men jeg synes det er både nødvendigt, nyttigt og ja, egentlig bare en del af livet, at børn bliver opdraget til at kunne ting selv. Sålænge ens forventninger står mål med børnenes kunnen. Herhjemme har det taget 3 år at få sønnen til at sidde stille under måltiderne (altså nogenlunde - den svipser da ind imellem), og hvor er det da dejligt!!!! Nu kan vi hygge os og snakke sammen. Da han var ½-1 år sad han og rokkede på/med stolen hele tiden hver gang vi spiste (larmede frygteligt hos dem nedenunder), efter bøjlen kom af stolen stak han af hver eneste gang - tit for at hente 20 dinosaurusser eller 20 biler eller bare alt legetøjet ind på spisebordet. Og en helvedes ballade når man stoppede ham. Det var også et problem i vuggestuen, hvor det var meget forstyrrende. Måtte indføre total forbud for bare det mindste stykke legetøj på spisebordet (efter jeg fandt ud af, at det var sådan alle andre gjorde :laugh: ). Mange protester i lang tid - men nu er det ENDELIG blevet muligt at spise et hyggeligt, afslappet, uafbrudt måltid sammen med ham :woohoo: Jeg ved udmærket godt hvordan det er at have et barn, hvor man tænker, at han lærer ALDRIG at sidde stille, for sådan er han bare ikke - men det er han blevet, til stor glæde for os begge. Han bliver udstyret med kniv og gaffel (og det styrer han ábsolut ikke perfekt, og roder skam stadig med fingrene i maden), han hjælper selv med at smøre sine madder og får ros for det han kan - for der er stadig lang tid til, at hans motorik er udviklet til at kunne styre den slags bevægelser til at kunne gøre det ordentligt. Men jeg har et princip om, at man altid skal prøve først selv, inden man beder om hjælp. Så hjælper jeg gerne, hvis det er nødvendigt. Har indkasseret store øjne fra hans 5-årige kærester, som blev bedt om selv at prøve at skære deres rugbrødsmadder over - men de forsøgte med stor koncentration og med nogenlunde held - så har de da prøvet det :) Og han hjælper til med at dække bord. Han nægter ind imellem - så spørger jeg, hvordan han har tænkt sig at få mad uden en tallerken :blink: - det har indtil videre virket (men lad os nu se...) Jeg synes der er meget langt fra opdragelse i god opførsel, gode manerer og en smule ansvarlighed til 'kæft, trit og retning' og robotter. Barnet har ret til at være barn - men er del af en større helhed,der hedder samfundet og skal fungere i samspil med andre. Og der er regler og forventnoinger i et samspil. (ih guder, det blev langt... sorry...)

Efter jeg havde prøvet måske mere end alle andre at lære mine børn at sidde stille og ikke at snakke hele tiden tror ikke at det er noget som nogen kan lære nogen anden og slet ikke et barn. Hvis det har taget 3 år at lære et barn at sidde stille betyder det for mig at det ikke er dig der har lært barnet men tiden for ham/hende til at sidde stille er kommet.

Det kommer vel igen an på hvor gammel barnet er. Hvis ungen er 3 år kan han ikke sidde stille ret længe af gangen (men så kan man jo heller ikke have brugt 3 år på at lære ham det, da man jo nok ikke starter når de er spæde). Hvis barnet er 5-6 år bør det kunne sidde stille et stykke tid og ikke snakke. Det er en ret vigtig ting at kunne, når man starter i skole. Så hvis man så småt begynder at lære dem at de skal vente med at tale nogle gange og at de skal sidde stille nogle gange, fra de er 4-5 år, så har de nok lært det når de er 6

Nu taler jeg slet ikke om at lære min søn at tie/være stille - kun at han efterhånden kan blive siddende på sin plads mens han spiser. Og efter han har fået at vide, at man skal holde hovedet ind over tallerkenen, er svineriet på og omkring ham blevet noget mindre, hvilket han også selv er glad for. (Bliver et stort hyl, hvis der kommer noget på spidermen-t-shirten) Selv har jeg altid været irriteret over min fars 'albuerne ned fra bordet'-idéer, så man må stort set sidde som man vil herhjemme (bortset fra fødderne op på bordet) Og vi prøver at huske at sige tak for mad (hvilket han har lært i vuggestuen - det havde vi faktisk end ikke selv tænkt på) og 'må jeg gå fra bordet?', som han har lært efter at have en af hans kærester på besøg til middag. Og det, at man nu kan være så heldig at sidde et måltid igennem uden at han pludselig er på vej ud på altanen, op i sofaen med mad op og ned ad tøjet, ud på badeværelset og tænde for vandhanerne for fuld udblæsning, jagte katten rundt i huset under stort rabalder eller ind og vælte alt i stuen, er en kæmpe lettelse (ikke mindst som enlig forælder). Jeg forventer ikke, at han bliver siddende og venter på, at jeg bliver færdig, og da der kun er os to er der ingen krav om, at han skal tie stille - det ville godt nok være trist!- der skal bare ikke råbes, skriges og sparkes osv. Nej, da han var 6-12 måneder måtte vi bare sidde med fødderne på hans stol, så den ikke klaprede så voldsomt mod gulvet - men han kunne rokke en trip-trap så voldsomt, at vi ikke kunne holde den stille og det gjorde han så i 15-20 minutter. Da der boede en terminal kræftpatient nedenunder forsøgte vi os da med 'Nej, det må du ikke' i en svag forhåbning om at det skulle virke, da de havde klaget over den infernalske larm det lavede nede hos dem.... Selvfølgelig er alderen generelt afgørende for hvad man kan, og den enkeltes modenhed har også en hel del at sige. Men at det hele bare skulle komme af sig selv og ikke er tillært/kan tillæres er ikke korrekt. Arv og miljø er begge afgørende for bl.a. adfærd. Men det kræver så sandelig den rette tilgang og de rette omgivelser. Og det er ikke altid, at man som forælder ved, hvad det er. Nu taler jeg KUN om måltider. Og det jeg til sidst trængte igennem med var at sige, at hvis man gik fra bordet, så var man færdig med at spise. Og det jeg har opnået er en langt rarere spisesituation for os begge. Det er jeg meget, meget glad for :)

- ok, jeg skal vist arbejde lidt på at fatte mig i korthed :D

Ja, den er jo ikke helt nem... Børn er jo som børn er, og de leger og hygger sig med lligemænd! Men skal man se på de vi som voksne skal, det som vi bliver nødt til at lære dem, så hører det jo også under som børns rettigheder! Børn bliver nødt til at opdage verden på deres måde, gennem leg, slåskampe osv osv osv. Men vi som voksne skal vise dem, hvordan verden hænger sammen derudover! Det er os der skal vise dem, hvodan at de skal spise - at hvis de smider rundt med gaflen, fordi at de i et øjebliks barnekådhed fik lyst til det, så kan andre komme til skade! man skal jo også tænke på, at børn efterligner voksne... Alt det vi gør, gør de også. Så alle de voksneting de bliver sat til at lave, er jo ikke kun tvang og træls, men indlæring og leg!