Børns rettigheder, hvad betyder at være et barn...

hvad er forskellen mellem voksne og børn (bortset fra størrelse og at børn leger med legetøj), indtil hvornår må børnene få lov til at opføre sig som børn, hvad betyder overhoved at nogen opfører sig som et barn og hvornår børnene skal stoppe at opføre sig børn. Hvorfor når et barn opfører sig som et barn og når vi siger det til barnet lyder det som om barnet gør noget forkert og at barnet skulle opføre sig som en voksen i stedet for, ellers griner alle af det eller jeg hvad hvad. Skal et 1 årig side pænt ved bordet, spise pænt (hvis muligt med kniv og gaffel) og slet ikke at lege med maden (at kigge hvordan den falder ned på gulvet, at prøve at smøre den på bordet, at sjaske til suppen med skeen osv.) Indtil hvilke alder skal barnet lære ikke at udtrykke sine emotioner på den naturlige barnemåde med at skrige, banke osv. og hvis det ikke magter sine emotioner skal det straffes på nogen måde? Hvad er barnets rettigheder og skal de være det samme som voksens eller de skal særlige børnelove og regler. Skal børnene gøre hvad forældrene synes de skal gøre (fordi de har læst det i nogen bog at det skulle være sådan eller hørt fra naboen eller en specialist) eller børnene må få lov til live livet efter deres børnebehov. Et godt emne hvor man virkelig kan træne sine kommunikations evner ;)

Jeg synes at dit oplæg spænder lidt for vidt. Der er immervæk forskel på om du vil diskutere, hvornår barnet ikke er barn længere og hvornår man skal opdrage barnet til at holde bordskik.

Børn har ret til at være børn, til de er 17 år og 364 dage gamle. Og på det helt overordnede plan er deres rettigheder bestemt af FN´s børnekonvention: De har ret til omsorg, kærlighed, tryghed, at lære, at lege osv. Men der er jo himmelvid forskel på, hvad barnet kan som 1- og som 16-årig, og der er derfor også himmelvid forskel på de krav, man kan - og bør - stille til sit barn. Og krav er nødvendige - børn har brug for udfordringer, for at lære, og det gør de ved at vokse op til de opgaver, man stiller. Den 1-årige lærer fx ved at man ikke er tilfreds med et grynt og en finger hen imod koppen men kræver et 'vand', og den 6-årige lærer ved at man ikke leverer vandkoppen men forventer et 'må jeg få en kop vand?' eller en besked om at vente vandet selv. For mig er det helt naturligt, at det selvfølgelig er de voksne i familien, der sætter de overordnede rammer for, hvordan man opfører sig i familien - og dermed tager ansvar for noget, som barnet ikke kan overskue. Barnet har brug for klare rammer, for at vide, hvad det skal, og for at vide, hvad det kan forvente sig. Det skal lære at indgå i sociale sammenhænge - ja, det er måske det allervigtigste, vi lærer vores børn. Jeg er ikke enig i at det er en naturlig barnemåde at udtrykke sig ved skrig og skrål. Jo, babyer kan ikke andet. Men derefter er skrig og skrål altid et udtryk for frustration over at man ikke magter at rumme, forstå og kommunikere sine følelser ud - og de voksnes opgave er så at lære barnet det. Det skal man gentage igen og igen for i takt med at barnet vokser, bliver det mere og mere komplekse følelser og sammenhænge, der skal rummes, forstås og kommunikeres. Det var fx afmagt, da min 1-årige i sin tid satte bidemærker i de store børnehavepigers arme - de omklamerede ham, og det var for meget. For tiden kan min 6-årige blive skrigende ulykkelig over noget, der er småting for mig (fx en glemt tegning, som han kan få i morgen). Han udvikler sig helt vildt i forbindelse med overgangen fra børnehave til skole, og jeg ser hans frustration i forbindelse med det - har bare ikke lært at tackle det helt endnu selv. Og den 4-årige kan blive hylende ulykkelig - hos hende ser jeg det måske som et udtryk for, at vi forventer lidt for meget af hende, fordi hun bliver målt med storebror, og jeg prøver derfor at give hende mere lillpige-rum samtidigt med at jeg kræver af hende, at hun taler ordentligt - i stedet for straks at hyle op, når noget går hende imod. Jeg strafer ikke mine børn for at skrige og hyle - men jeg accepterer heller ikke at de gør det. Jeg prøver at lære dem, hvordan man klarer sig uden...

Den er svær, synes jeg. Og et godt emne. Jeg vil gerne opdrage mine unger så de er til at holde ud at være sammen med. Jeg vil gerne give dem et pænt sprog og nogle pæne manerer (især til brug udenfor hjemmet) for det åbner mange døre. Men jeg kan også meget let komme til at forlange/forvente for meget af dem. De er begge fremme i skoene intellektuelt, så man kan komme til at glemme at de er børn, som også kan være urimelige og umulige og overtrætte. Jeg forlanger ikke det samme når jeg ved de er meget trætte eller har været super pæne og høflige en hel dag hos min mormor fx. :-) En helt almindelig tirsdag er jeg mere hård når det gælder klynk og brok, som jeg slet ikke kan snuppe. Jeg forsøger at tage voksenansvar for de ting, som de er for små til at blive inddraget i og lade dem være børn. Men det betyder ikke at de må hyle og skrige og blive hysteriske over ikke at få deres vilje. Snoren er selvfølgelig længere end hvis de var voksne, men den er der!

Emnet er om det hele som børnene typisk gør fordi ikke kan kan kontrollere sine hænder, sin nysgerrighed, sine følelser og fordi de er ligeglade men voksens reglerne, de forstår dem ikke. Børn forstår f.eks. ikke hvorfor de skal side og spise ved bordet. Og selv om man forklarer dem at det er fordi de ikke må sprede og smøre mad over det hele, fordi mor bliver træt af at gøre rent hele tiden osv..... børnene er ligeglade med det og hvis de gør tingene som de voksne insisterer er det måske fordi de ellers ikke får mad hvis de ikke adlyder eller er bange for noget andet men ikke fordi de selv vil hellere side ved bordet i stedet for at side foran TV f.eks. og spise eller at holde brød og spise mens de leger. Det ser helt normalt ud i mine øjne meget mere end at kigge på et lille barn som sider stille og spiser som en voksen. Det er selvfølgelig belastende at passe børnene på den måde de vil have, men samtidig forstår jeg godt at det er helt barnagtig og barnet føler sig bedst på den måde, føler sig fri og ikke presset til at følge regler hele tiden som det slet ikke forstår. Og problemet her er at vi har normale børn men vi vil ikke have dem sådan fordi det belaster os. Jeg har set et 3 årig barn på legepladsen som sider pænt ved bordet og spiser æble mens alle andre leger rundt. Det var klart at det var tillært til det men det så så unaturligt ud. Også har set et 1 årig (eller mindre) på et restaurant sider pænt med en tallerken med kniv og gaffel ved siden af og rører ikke noget, lige som en fin dukke. Ved ikke hvordan forældrene har opnået det men det så helt mærkeligt ud. Hvordan kan det barn kontrollere sig selv ikke at begynde at lege med al den mad og bestik - fuldt mysterium for mig. Jeg har også set det modsatte - på et restaurant, et lille barn spiser lige som et normalt barn, dvs. leger med maden, smider på gulvet, spytter ud.... mens forældrene spiser stille og roligt deres mad, ser hvad deres barn laver men siger ikke et ord og heller ikke gør noget at hjælpe barnet, at tage op de bunker af mad under barnets bord, lige det modsatte - fortsætter at give barnet mad. Ved ikke hvorfor jeg er sikker på at de ikke lader det ske i deres hjem men på restauranten er helt OK, andre vil gøre rent så hvorfor ikke at lade barnet at svine over det hele. Det så forfærdelig grim ud. Børnene idag har intet tilfældes med børnene da jeg var barn. De opfører sig som voksne (de fleste). Jeg selv ved ikke hvordan det skal være, har ikke taget beslutning til mig selv hvordan jeg skal opdrage mine børn så at de føler sig maksimum lykkelige og fri til at være sig selv og samtidig at lære dem tingene fra livet. Jeg undrer mig over det hele.... hvilke krav er de rigtige krav for præcis det ælder som barnet er lige nu. Det er ikke noget man kan lære af bøger fordi børn er forskellige men samtidig samfundet stiller de samme krav til alle børn og forventer det samme fra alle og hvis de ikke er lige som de andre begynder det et langt epos med specialister som undrer sig hvad diagnose at stille det anderledes barn. Og i mine øjne ser det ud som om det eneste problem faktisk er at det er et helt normalt barn. I min klasse i skolen nu hvor jeg går er der en dreng (på 26) som blev diagnosticeret med ADHD som barn, smidt ud af alle skoler osv. Men nu ser han helt normalt ud, faktisk mere normal end alle andre og har slet ikke problemer med at side stille og lave hvad der skal laves. Oh heller ikke at tænke, lave opgaver og svare tilfredsstillende på spørgsmålene.

Forstår jeg dig ret, hvis jeg tænker at et 'normalt barn' er sådan et Pippi-Langstrømpe-barn, som følger alle sine impulser og udfordrer alle regler? Sådan er de fleste børn i 2-3 års alderen, men jeg mener godt man kan forvente at de gradvist for mere impulskontrol og gode vaner med tiden. Det tager laaang tid og jeg mener ikke de skal være små dukker. Der er en mellemvej mellem ustyrlige abekatte og små robotter. Børn skal lære at læse situationen - kan man té sig lidt her? Er det en legeplads eller andre menneskers pæne hjem? Er vi ude eller hjemme? Det lærer de kun hvis vi fortæller dem det og viser dem det. Ikke ved at være overladt til selv at finde ud af det. Hvordan skulle et barn på 5-6 år forstå at andre mennesker bliver provokeret eller irriteret over dets opførsel? De kan bare se og mærke at andre bliver vrede, men aner ikke at det er fordi de råber, skriger, ikke hører efter, tager alt slikket eller hvad ved jeg. Det må den kærlige forælder lære dem. Gang på gang på gang :-)

Ok nu er jeg med. Da mine piger var 1½ år var de forfærdelige når de spiste hjemme. Da vi havde dem med til min mors fest, som blev holdt på en kro, fik vi de værste øjne af andre gæster. De sad nærmest og korsede sig, ved tanken om at være i rum med 2 1½ årige, og 3 fra 9-13 år. Da vi gik standsede den ene mand mig, og roste hvor pænt og roligt børnene havde siddet. Og at det havde været en fornøjelse at opleve. JA jeg forlanger at mine børn opfører sig ordentligt når de er ude. Men hvad er ordentligt for en på 4 år. Ikke at sidde ved middagsbordet i 3 timer. De kan klare ½ time maks. Hvis det er længere tid, må vi have noget beskæftigelse med, eller have adgang til et sted de kan lege. Så for mig er et normalt barn, ikke et der hærger sine omgivelser. Hvis det gør, er det ikke KUN barnets skyld. Forældre må sige noget til barnet, og sørge for at der er mulighed for udfoldelse.

Så snart barnet er født, så starter selvstændighedsfasen så småt, og den største opgave vi har som forældre, er, at ruste dem til at kunne klare sig i den store verden udenfor på egen hånd. Jeg har ikke så faste regler mht mad. De får rigtig ofte en klapsammen eller et stykke frugt de kan spise hvor de vil, bagefter får de en klud så de kan tørre op hvor det gik galt, og kan de ikke se hvor det er, så fortæller jeg dem det :laugh: Mine egne børn er frie, men med konsekvens. Vil de trampe i vandpytter og lege i mudder så er det fint med mig, når vi kommer hjem må de så bare selv vaske tøjet, hvilket de så ikke altid synes er lige morsomt. Og sådan kører det hele vejen igennem. Ligger der perler ud over hele gulvet, så får de støvsugeren, har de svinet med maden, så får de skål med sæbe og klud, har det rodet enormt på værelset, så skal det rydes op - og det SKAL være rytteligt INDEN de går i seng. Visse lege med LEGO og puslespil kan godt få lov at blive. Max 5 stk legetøj med i stuen! Når noget bliver kedeligt, kan man bytte det til noget andet og når man forlader stuen tager man tingene med sig igen! Færdig. Og alle de regler kender de, selv den lille på 4 ved hvordan det hænger sammen :) Det eneste jeg ikke gider er, at skæde ud hele tiden, irettesætte og være jævnt gnaven. Jeg lader dem gå linen ud, og SÅ fortæller jeg dem om min uforbeholdne mening, og jeg synes de lynhurtigt accepterer reglerne. Da de - nu voksne drenge var små, havde de også eeeenormt meget med at brokke sig over maden. En ville hellere have ris, en ville hellere ha haft pasta osv. Der endte det også med at jeg gav dem en stak kogebøger og overlod madlavningen til DEM. Først troede jeg der ville lyde at ramaskrig, men det var faktisk en af de opgaver de kom til at elske allermest. Så fik de hver uge madpenge, og det lærte dem at samarbejde, planlægge og tænke økonomi, og efterhånden blev de skide gode til at lave ugeplaner og handle ind efter dem og finde retter hvor der var fælles ingredienser, så de havde minimum spild. For jeg var jo altid på pletten til at spørge hvad de skulle med 5 porre, når der ikke var noget med porre i de kommende retter osv :laugh: Da de blev ældre og skulle til sport og den slags, hoppede jeg naturligvis ind i gruppen og hjalp til, eller tog over, hvis de alle sammen skulle noget. Men hovedsageligt hvilede madlavningen på dem gennem alle teenageårene. Og idag er de jo nærmest mesterkokke, modsat deres venner der stadig ikke aner hvordan man koger et æg. Og det er faktisk sådan JEG synes børn skal guides frem mod voksenlivet. De skal lære at vaske deres eget tøj, ryde op, lave mad, at hjælpe til (så de ikke bliver de der frygtelige mænd der KUN kan sidde ved computeren!) og som vi ind imellem hører om herinde. Og det der med at de skal sidde pænt ved bordet, jamen det kommer helt automatisk (når de har gjort tilpas meget rent efter sig) at de indser at det ikke kan betale sig at svine ret meget :laugh: Små børn skal bare være små børn, men når de når 6 års alderen kan de godt begynde at være med til det hele. Og min erfaring er, at de nyder det. Mine vokser i hvertfald ved, at de feks kan betjene en vaskemaskine og finde de rette programmer, selv kan lægge tøjet på plads og ordne deres egne skabe - og ordne mit, for det er altid rodet, hvilket de synes er fedt (for så er de jo bedre end mig) og elsker at sige jeg må tage mig mere sammen mht mine skabe, og går fuldstændig op i rollen med tsk tsk...og MOOOAR ALTSÅ. :laugh: Og så roser jeg dem naturligvis hele tiden og siger at de er dygtige, og at jeg er så heldig at have lige præcis DEM i mit liv, og at jeg værdsætter deres hjælp og at det er rart at være en familie hvor vi kan hjælpe hinanden. De elsker det simpelthen! Jeg spørger også meget ,,ka' du nu klare det...jeg kan godt hjælpe dig osv. Og jo mere jeg spørger og udtrykker bekymring, jo mere vil de selv og giver sig lige en ekstra tomme.

Sidder her med ondt i halsen, forkølet og trœt men kan ikke dy mig for lige at smide en hurtig kommentar ind :) Mht at sidde ned for at spise (behøver ikke lige vœre ved bordet) i forhold til at bevœge sig rundt imens man spiser, har for os også noget at gøre med at hvis man suser rundt og laver andre ting samtidig med at spise kan man let få maden galt i halsen. Det kan man selvfølgelig også når man sidder men sandsynligheden er størrer.

Udover det er det også god praksis at opleve spisning som noget der er lige så vigtig som at få leget en hel masse. Selv har jeg tendens til at spise mens jeg laver andre ting fordi jeg syntes de ting er vigtigere - hvilket jo er helt hen i vejret. Og jeg vil gerne at mine børn lœre at det at sidde og spise er lige så vigtig som alt andet, og at vi når det vi når.