Børnene eller forældrene

Jeg undrer mig er det bare børnene der er sådan eller er det forældrenes skyld. Min mand synes det er forældrene der har lavet børnene som de er men jeg er ikke helt sikker. Min veninde i Bulgarien har 2 børn en dreng på 6 og en pige på 3 år. Jeg har set dem 3-4 gange indil vores ferie men kun for kort så jeg kender den slet ikke. Moren har tit brokket sig over sine børn og især datteren. Hun var uudholdelig efter hendes mening og når mormor passede hende græd hun tit fordi hun kunne ikke magte barnet. Så jeg var ret nysgerrig efter at møde børn der ligner mine :laugh: Vi skulle nemlig til havet sammen med dem. Men hvad jeg så derned. To søde børn, som aldrig græder, hyler eller bliver hysteriske (jeg så hendes dreng faktisk kun at græde en gang og det var fordi min David prøvede at kvæle ham :angry: ). De var de sødeste bulgarske børn jeg nogensinde havde mødt, lige som de fleste danske børn. De sider og spiser pænt ved bordet, løber ikke vild omkring, leger rolig, snakker meget lidt og larmer aldrig, bevæger sig ikke mere end det er nødvendigt (jeg var faktisk ret overrasket hvordan sådan nogle små børn kan bevæge sig så lidt, det ser ud som om de selv ikke kan løbe normalt og når mine og min søsters børn løber de står bare og kigger og heller ikke siger noget). De ser ikke undertrykte men mere bedøvelsesmiddel påvirkede eller i det mindste nogle mærkelige (i mine øjne) voksne børn. De leger rolig i sandet, stjæler ikke legetøj fra andre eller hinanden og ødelægger aldrig andres sand slotte (som mine børn gøre f.eks.). De skriger aldrig at de vil i vandet, sidder bare og venter på forældrene at sige at nu er det til at komme i vandet og protesterer aldrig når de skal ud af vandet. I Tivoli siger moren, at kan prøve kun to forlystelser og de accepterer det bare mens mine var helt ligeglade og ville have det hele mange gange ellers var der verdens hysteri. Min veninde oplevede aldrig at hendes børn løber væk eller forsvinder pludselig bare fordi de har set nogen sted noget spændende og de er bare gået og man kan ikke finde dem - det skete nemlig flere gange med mine børn som I allerede selv kan gætte :laugh: Hendes børn ville aldrig gå et andet sted, vej eller retning end den deres forældre havde valgt igen i modsætning til mine. Og bla bla mande andre ting. Men... det var ikke sådan at deres børn aldrig blev skældt ud af og endnu slået f.eks. fordi de har trådt på håndklædet med sandfulde træer, fordi de plasker i vandet (i mine øjne så lidt men åbenbart for meget for der forældre). Datteren skulle side i en speciel badering hvor man sider hele tiden og måtte ikke i vandet uden den (det er noget man sider bare i o kan ikke svømme eller noget som helst kan kun plaske med hænder i vandet) og hum blev skæld ud hvis hun bare bevæger sig lidt eller plasker. Og deres søde søn oplevede en står skandale bare fordi han gik foran sin far. :ohmy: Og man kan se at alle de små ting børnene gør nogle gange irriterer deres forældre rigtig meget, det så nogle gange ud at de har det svært ved at holde deres børn ud. Børnene ser bestemt ikke ulykkelige, bare for passive for børn i den alder og for søde. Men jeg undrer mig om det er børnene der bare sådan eller forældrenes skyld. Og hvis sådan en opdragelse (som er lidt for streng i mine øjne) laver sådan nogle søde børn er den ikke faktisk den rigtige opdragelse :unsure: Hvad siger i om det?

Hmm, har lyst til at sige, at der er noget galt - men til gengæld, hvad er et 'normalt' barn for noget... Der er jo ikke noget patentfortegnelse på det. For nogen er en vildbasse det rigtige barn og i andre sammenhæng stikker man diagnoser i mellem linjerne. Vores egne vildbasser kan være ufatteligt rolige i i længere perioder, ligesom de er vovehalser den ene dag og kyllinger dagen efter. Sådan er de bare. Vores datters god veninde er en meget stille pige, meget forsigtig og har ekstremt pæne manerer. Jeg kender hende meget godt lige som hendes forældre - noget af det er opdragelse, men det er bestemt også, fordi hun er sådan. Man skal vist kende familien meget godt for at kunne sige, om det er det ene eller det andet eller eventuelt en kombination.

jeg selv synes at det er mere noget indfødt fordi forældrene er heller ikke nogen sporty typer men mere ret kloge programmør mennesker. Og børnene er også ret kloge lige som dem. Men det er selvfølgelig også opdragelse der hjælper.... selvom det samme type opdragelse hos mine har slet ikke den samme effekt. Lige meget jeg gør kan mine børn aldrig blive stille

jeg husker lige en 'stor' problem hendes datter har. Hun er lidt en drillende type. Hun kan godt lide f.eks. at komme med et legetøj til min datter, at vise det til hende og at sige Du får det ikke, selv om min datter aldrig havde villet at have det. Men min datter er også hurtig med at blive drillet og straks skriger hun, angriber pigen og hiver lejetøjet så den anden går til sin mor og brokker sig. Men åbenbart kan hun ikke lade være fordi om lidt kommer hun stille og roligt med et andet legetøj :laugh:

Jeg tror forældre 'smitter' deres børn meget mere end man tror.. Hvis forældrene er rolige og strukturerede er det det børnene ser og opfatter som normalt. Og er man mere den spontane type (som mig selv fx), der udstråler at her kommer jeg og gør de ting JEG har lyst til, så tror jeg også børnene 'bliver smittede', og udstråler/gør det samme..B) Og nogle børn behøver man vist kun sige ting til en gang, før den fiser ind, og ved andre kan man ligeså godt starte grammofonen.. :silly: Men tror det handler meget om arv.. Og selvfølgelig har opdragelsen da også sin indflydelse..

Jeg mener ikke, man kan tale om 'den rigtige' opdragelse - ligesom jeg ikke tror på, man kan give opskriften på det lykkelige ægteskab, fx. Inden for samme søskendeflok kan der være stor forskel på, hvordan børnene udvikler sig, selv om de modtager omtrent samme 'behandling'. Jeg bryder mig slet ikke om det, når folk taler om, hvad der 'virker' i forhold til opdragelse - det lyder så teknisk og mekanisk, og menneskelige relationer er jo alt andet end dét. Vi forældre påvirker helt afgjort vores børn, men der er også andre faktorer, der spiller ind - arv, påvirkning fra andre relationer, forskellige oplevelser i barndommen osv. osv. Det vigtigste er, efter min opfattelse, at man som forælder er ærlig og ikke spiller en rolle, fx ved at kopiere 'opdragelsesmetoder' fra andre. Selvfølgelig kan man lade sig inspirere af andre - og af litteratur om emnet - men hvis det nu overhovedet ikke er mig at tale på en bestemt måde til mine børn, så skal jeg holde mig langt væk fra at gøre det - de kan godt mærke, at det ikke er troværdigt og ægte. Jeg vil hellere, at mine børn gennemskuer mine fejl og mangler - og de må også gerne bebrejde mig for dem - end at de bliver usikre på, hvem jeg er, og hvad jeg står for, fordi jeg frygteligt gerne vil være en bestemt type cool og kærlig og 'gennemført' mor.

Nu skal man også huske på at mange bøger Jesper Juhl inklusiv har en tendens til at 'pædagoisere' forældrerollen (selvom han selv påstår det modsatte) så det kan føles svært at være et menneske der råber og laver fejl ind imellem. Jeg ser det på det på den her måde: vi er alle mennesker. Vi producerer børn/mennesker og ikke robotter/fejlfrie mennesker. Børn lærer mere af vores fejl og hvordan vi håndterer disse fejl end af der hvor det hele kører på skinner. En voksen der kan sige undskyld og respekterer sit barn producerer også et barn der kan sige undskyld og respekterer andre. Et barn der kun hører nej dagen lang siger også kun nej til alt der bliver sagt. Et barn der føler det bliver hørt (og ikke nødvendigvis får sin vilje) vil også være mere opsat på at lytte til hvad andre siger.

Jeg mener jo også, at bare fordi ens børn opfører sig pænt generelt, så er det ikke ensbetydende med, at de er underkuet....

Skrigende og uregerlige børn mangler noget. Også fra programmørforældre *looooooooool*

Ja de mangler det som jeg skrev ovenfor, en fundamental tro på at de er noget værd og der bliver lyttet til dem. Trist men sandt.