Jeg er social og sundhedsassistent og arbejder i psykiatrien - MEN det gør mig altså hverken til læge eller ekspert i psykiatriske diagnoser :mur:
Ved ikke hvor mange gange jeg har hørt om kærestens bedstefars hæmorider :pinch: Har prøvet op til flere gange at forklare både ham og Bedste, at jeg ikke ved NOGET OVERHOVEDET om andet end det der er mellem ørerne - passer jo ikke, men plejer at få dem til at stoppe, for hovedet er der (iflg. dem selv) i hvert fald ikke noget galt med ;)
Da min mormor var indlagt på lungemedicinsk lige inden hun døde 'pralede' hun også rigtig meget af mig til alle der gad (+dem der ikke gad) høre på hende - var selvfølgelig dejligt at hun var stolt af mig, men gad bare ikke være 'den der irriterende pårørende som vidste bedst', så gjorde faktisk meget ud af, at fortælle at jeg jo var i psykiatrien, som ikke liiiige kan sammenlignes med lunge-noget som helst!!
Ellers gider jeg godt tale om mit job, på den måde, at jeg rigtig gerne vil tale om hvor fantastiske mennesker med misbrug og sindslidelser er og forhåbentlig på den måde være med til at nedbryde nogle tabuer som der er om lige netop 'vores' målgruppe :cheer: Jeg elsker mit job og er stolt af det jeg laver!!
Når der har været trælse episoder bruger jeg dog hovedsageligt mine kollegaer til at tale med om det, oplever tit en manglende forståelse for udenforstående - 'hvorfor bandt I ham ikke bare fast til sengen', jo ser du, kunne det evt. have noget at gøre med, at det er ulovligt?!?!?
Anmeld