Usikre forældre

Det tyder på, at mange forældre har brug for ’eksperter’ for at føle sig sikre på sig selv, og det synes jeg er en lidt ærgelig udvikling.

Det ER da væsentligt bedre at gå til hovedet end til røven!

hmmm hvorfor mange forældre lader til at være mere usikre idag tror jeg hænger sammen med at mange netop ikke bruger familien som videncentral. Jeg synes tit jeg hører at folk generelt ikke 'gider' høre på gode råd fra de ældre generationer og dermed går en hel masse viden tabt. Denne viden skal så opnås gennem andre kanaler f.eks. internet, bøger om børn, trivsel, sundhed osv, sundhedsplejersken og pædagogen. I det hele taget tror jeg adgangen til al den information kan skabe usikkerhed, fordi det hele bliver generaliseret. Nå det så ikke lige passer på eget afkom, så opstår tvivlen. Jeg er selv en af dem der bruger nettet og har nogle bøger - ikke overdrevet mange. Jeg synes det tog lidt tid at lære at bruge dem som rettesnor og ikke som 'bibel'. Jeg er nok også en af dem der i et vist omfang bruger pædagogerne, men synes ikke det er til enhver bagatel. Men da pædagogerne er så stor en del af min datters hverdag finder jeg det naturligt at drøfte hende med dem - de ser så mange børn og må have nogle erfaringer som jeg ikke selv har. Det skal dog tilføjes at jeg aldrig kunne finde på at ville snakke om min pige når jeg kan se de har vildt travlt, men af og til er hun den første om morgenen og så er der jo lidt tid. Min mor kan sgu ikke huske en skid fra da jeg var lille ellers er hun lidt bange for at gå for langt. Men nogen gode råd er der da også kommet fra den kant.

Ja nu er jeg jo selv pædagog, og burde så være en slags ekspert, som Louise kalder det :cheer: Jeg synes da også jeg ved en hel del om børn - men ekspert blir' man vel egentlig aldrig helt. Hvis der er noget jeg er i tvivl om, vender jeg det da med de personer der er tættest på mit barn - enten pædagog eller lærer. Synes mange af de problemstillinger, der er i dag, er noget fx. min mor ikke har en jordisk chance for at vide noget om..

Jeg føler mig ikke særligt usikker... Med to rimeligt velfungerende børn på 5 og 3 har jeg fundet mine ben at stå på i børneopdragelsen og føler, at jeg - som regel - gør det rimelig godt. Anderledes usikker var jeg med en nyfødt baby i armene - og der havde jeg da stor glæde af både sundhedsplejersken, min sundhedsplejerskesvigerinde, et par veninder med småbørn osv. Og da drengen kom i vuggestue brugte jeg også pædagogerne til at vende ting, der undrede mig. For mig at se er det det mest naturlige i hele verden: Barnet tilbringer sin dag med en voksen, der er vant til at se mange andre børn på samme alder, og hvem kan så være mere kompetent til at fortælle mig, om mit barn spiser nok, hvordan søvnrytmen fungerer, hvordan ordforrådet er o.lign.? Og komme med råd til, hvordan jeg kan påvirke i en bedre retning, når tingene ikke er i orden. Når vi som forældre er usikre på forældrerollen i dag, hænger det for mig at se sammen med to ting: Dels er de færreste af os vant til at håndtere småbørn på samme måde son man var, dengang i bondesamfundet, hvor familierne var større, man boede tættere på hinanden osv. Vi har altså mere at lære nu, når første barn dukker op. Dels er vi fra masser af sammenhænge vant til, at man kan gøre tingene på forskellige måder, og at man for sig selv skal finde ud af, hvem man er og hvordan man vil gøre. I forhold til børneopdragelse skal man altså ikke 'bare' gøre som mor siger - nej, man skal finde sine egne ben at stå på. Og i den læreproces har man brug for input fra mere end ét sted, inden man har fundet det, der føles som den rigtige vej at gå.

Johannamor skrev:

Jeg føler mig ikke særligt usikker... Med to rimeligt velfungerende børn på 5 og 3 har jeg fundet mine ben at stå på i børneopdragelsen og føler, at jeg - som regel - gør det rimelig godt. Anderledes usikker var jeg med en nyfødt baby i armene - og der havde jeg da stor glæde af både sundhedsplejersken, min sundhedsplejerskesvigerinde, et par veninder med småbørn osv. Og da drengen kom i vuggestue brugte jeg også pædagogerne til at vende ting, der undrede mig. For mig at se er det det mest naturlige i hele verden: Barnet tilbringer sin dag med en voksen, der er vant til at se mange andre børn på samme alder, og hvem kan så være mere kompetent til at fortælle mig, om mit barn spiser nok, hvordan søvnrytmen fungerer, hvordan ordforrådet er o.lign.? Og komme med råd til, hvordan jeg kan påvirke i en bedre retning, når tingene ikke er i orden. Når vi som forældre er usikre på forældrerollen i dag, hænger det for mig at se sammen med to ting: Dels er de færreste af os vant til at håndtere småbørn på samme måde son man var, dengang i bondesamfundet, hvor familierne var større, man boede tættere på hinanden osv. Vi har altså mere at lære nu, når første barn dukker op. Dels er vi fra masser af sammenhænge vant til, at man kan gøre tingene på forskellige måder, og at man for sig selv skal finde ud af, hvem man er og hvordan man vil gøre. I forhold til børneopdragelse skal man altså ikke 'bare' gøre som mor siger - nej, man skal finde sine egne ben at stå på. Og i den læreproces har man brug for input fra mere end ét sted, inden man har fundet det, der føles som den rigtige vej at gå.

Hvor er det dog godt skrevet og set med mine øjne helt rigtigt.

Jeg må også give ros til Signe - gode overvejelser! Jeg tror nu også 'usikkerheden' bunder i at man idag bare vil gøre det så godt som muligt. De fleste børn idag er rigtige 'ønskebørn'. Det gør også at forældrene søger bekræftigelse i det de gør. F.eks. kan jeg godt finde på at spørge ind til hvordan dagplejen eller en veninde gør tingene - for enten at tage rådet til mig eller mene at min metode altså er meget bedre. B) Ofte synes jeg min egen metode er bedst - men man kan godt få nogle råd man bare havde overset selv og det er jo en bonus. Bare lidt tænkning fra mig. ;)

Mortildejligdreng skrev:

Jeg må også give ros til Signe - gode overvejelser! Jeg tror nu også 'usikkerheden' bunder i at man idag bare vil gøre det så godt som muligt. De fleste børn idag er rigtige 'ønskebørn'. Det gør også at forældrene søger bekræftigelse i det de gør. F.eks. kan jeg godt finde på at spørge ind til hvordan dagplejen eller en veninde gør tingene - for enten at tage rådet til mig eller mene at min metode altså er meget bedre. B) Ofte synes jeg min egen metode er bedst - men man kan godt få nogle råd man bare havde overset selv og det er jo en bonus. Bare lidt tænkning fra mig. ;)

Jeg takker, men det var altså Johannemor der skrev det - jeg gav hende bare ret ;)

Ok - så ros til Johannamor. :P

Jeg føler mig ikke som en usikker mor, med tryk på usikker. At være undersøgende, er nok nærmere mig. Da vores sp var her, spurgte hun om nogle ting, og jeg om nogle ting - og vi blev enige om at jeg gjorde det hele helt ok. Om det var pga min alder, tja måske. Min mor sagde en gang; jeg vil ikke blande mig, men du kan bare spørge. Jeg vender nogle ting med mine kolleger, men bare småting ang sprog og motorik.

Caidas skrev:

Jeg føler mig ikke som en usikker mor, med tryk på usikker. At være undersøgende, er nok nærmere mig. Da vores sp var her, spurgte hun om nogle ting, og jeg om nogle ting - og vi blev enige om at jeg gjorde det hele helt ok. Om det var pga min alder, tja måske. Min mor sagde en gang; jeg vil ikke blande mig, men du kan bare spørge. Jeg vender nogle ting med mine kolleger, men bare småting ang sprog og motorik.

Alder har helt sikker noget at skulle ha´sagt i forbindelse med hvor meget man hviler i sig selv :) Nu er der sikkert en ung mor som vil sige det er løgn, det er jeg så ret sikker på det ikke er for de fleste mig selv i blandt ;) Fik min første som 19 år og da jeg fik nummer 2 næsten 8 år senere var det helt anderledes, der var usikkerheden væk, ja jeg havde prøvet det før men der var stadigt en hel anden ro :)