Den sværeste alder?

KH Bibi skrev:

HeleneK Mor til 6 skrev:

Små børn, små problemer, store børn, store problemer :) Jeg synes teenageårene er 'værst' - ikke fordi deres hormnoner svinger som vinden blæser, men fordi de begynder på nye ting, cykle rundt i trafikken, for at gå over til scooter (ikke altid med hjelm!), der kommer det modsatte køn med indover, præventions -og kønssygdomssnak, angsten for de gør tøserne gravide, fremtidsplaner, endt skolegang, uddannelse, egen lejlighed osv osv....

STILLE, KVINDE! Ikke få mig til at opgive børnene før de bliver teenagers, vel?! :dry:

Det var da en ret ubehagelig oplysning, som du skrev. :blink: Tror du virkelig ikke, at Lea vil sidde hjemme med mig og se Barnaby om lørdagen, og drikke the. Istedet for at skabe sig tosset?? :dry: Det er da meget federe, at sidde og hygge med mig... Synes jeg! :P

Mine tre store ér jo flyttet fra reden - den yngste af dem, dog kun på prøve :laugh: Så jeg lever i to meget forskellige verdner, da jeg så har en 7-årig, 5-årig og 3-årig hjemme... De små har jo småbørns problemer så som rokketænder, nysgerrighed, skole, børnehave og alt hvad der høre sig til. Den ældste er ved at tage stilling til om det er NU han skal have børn, eller om de skal vente lidt (hans kæreste er 5 år ældre og meget skruk) :laugh: Så man kan næsten tale om kulturchok i familien, nogle står og er hysteriske over halloween dragten, og andre står med bilnøglerne i hånden og skal ud og handle.... Men det er super fedt at være i de der meget forskellige verdner, og jeg er SÅ glad for at jeg får lov til at opleve udfordringen, at have voksne børn og helt små børn. Genialt koncept - nu mangler vi bare lige nogle børnebørn, så bliver jeg da aktiveret på flere niveauer.... :laugh:

Lyder spændende Helene :) Hvordan er tankerne, når man står næsten med børnebørn, og samtidig skal diskutere om kondiskoen med Spiderman er lige så god, som den anden? :)

Det er svært - jeg syntes jo i sin tid at det var svært med småbørn der ikke ville sove og spise og senere at det var svært med 3-årige der ville bestemme alting og senere igen at det var svært med en 6-årig der var forvirret over at starte i skole. Nu synes udfordringer ved at have baby små og på den anden side nyder jeg at der er mindre 'arbejde' med ungerne nu. Og så igen - de kan klare alt det praktiske selv, men jeg kan ikke ordne deres sorger med et plaster og en is mere... Hver alder sine udfordringer og det bliver nemt på nogle punkter (man kan i flere minutter af gangen sidde i fred med avisen og de kan selv gå på toilettet) og sværere på andre...

Fuzzbox skrev:

Lyder spændende Helene :) Hvordan er tankerne, når man står næsten med børnebørn, og samtidig skal diskutere om kondiskoen med Spiderman er lige så god, som den anden? :)

Tankerne går mere på, hvordan kan de dog tænke på børn og studier, når de kan se med egne øjne hvor hårdt det er :) Og så kommer spørgsmålet, er man så en hip småbørnsmor, eller ér man i virkeligheden mere en Farmor :laugh: ....og lyder det ikke sjovt, kom hen til Mor, og vende sig om til en næsten jævnaldrende og sige, kom hen til Farmor :silly: Alt i alt har jeg det fint med tanken, men jeg synes de skulle vente til min den mindste er omkring de 6.....så er min søn også 24 og kæresten 29.

Vi har en datter på 21 mdr. og selvom hun er det skønneste på jorden, er der masser af 'svære' ting hele tiden, men de virker ofte lette, når man kommer til næste svære ting. Især kommentarerne fra HeleneK har jeg læst med bævrende hjerte. Uha. Mest af alt frygter jeg at stå i en situation, som min veninde, der er enlig mor (har altid været det) til en dreng på nu 14 år. Han er vanskelig, er lige blevet smidt ud af skole nr. 2 og har fået en udtalelse, hvor de skriver at han fuldstændig mangler empati. Det er så skræmmende, for kan man begå sig i samfundet uden empati, kan det læres i en alder af 14, og hvor undervejs er det gået galt for min veninde, som ellers er et meget kompetent menneske? Jeg ved godt at 14 år er teenageårene, men det virker som om drengen er helt galt afmarcheret. Jeg har kendt ham siden han var 5 år, og han var så sød og dejlig. Nu kan jeg ikke kende ham :( Jeg er ked af det på min venindes vejne og bekymret for om det jeg selv gør, er det rigtige. Vil gerne gøre et godt stykke arbejde med min lille pige. Pu ha sikken en smøre! Hilsen fra mig

Vi har en på 4½ år og en på 6 år. Hende på 6 år er i øjeblikket midt i følelsesmæssig rutchebane, øver sig flittigt med at svare flabet og trykke på mor og fars røde knapper, er blevet god til at stikke små løgne som svar på spørgsmål og er i perioder en total pain in the a**e...... Så. Det må være det her, som er det værste indtil nu. Sagt også for et år siden, to år siden, tre år siden.... ;)