Den sværeste alder?

Hver alder har sin charme, men visse alderstrin har bestemt også sine udfordringer :blink: Jeg husker tiden, hvor mine børn lige var begyndt at gå rundt og rode i alting som spændende, men også ret besværlig, når vi var ude ;) Nu er den ældste på vej mod seks år og denne alder byder bestemt også på lidt af hvert - umotiverede raserianfald, en ny flabbet tone i ny og næ og pludselige tudeture. Hmmm :huh: Vi arbejder med megen forståelse og knus og kram herhjemme i øjeblikket :) Hvilken alder har I oplevet som den hårdeste?

0-10 år *lol* ...Foreløbigt

Så g ammel er Lea slet ikke, at der kan siges nogen yndlingsalder ;) men hun er vist kommet noget ind i en trodsalder (ja ja, jeg ved godt, at hun ifølge de kloge bøger, først kommer i den om 6 mdr). Hun gør ALT modsat, og er blevet ret vildøv ;)

Fuzze, det hedder selvstændighedsfase i dag ;)

Nå for søren :D Men selvstændig, det kan jeg godt skrive under på, at hun er *GG* :D

Tjae.. Vi er kun nået til de 3½ her i huset, men indtil videre må jeg sige: Jo ældre - jo flere udfordringer.. Lige nu arbejder vi meget med at finde ud hvem det lige er der skal bestemme herhjemme... Og nogle gange bliver Malte så hidsig at han bliver helt rød i hovedet og stamper i gulvet (lidt ligesom man sommetider ser i tegnefilm :laugh: ) og så er det altså svært ikke at komme til at grine..

Tjah - her kan jeg jo heller ikke snakke med om alderstrin højere end 4 år. ;0) Jeg synes, at der indtil nu har været diverse udfordringer i de forskellige 'faser' - og så har det sørme også været forskelligt fra barn til barn..... Den lille har et helt andet mønster end den store - og den store har muligvis fået for 'lang line'....... er i hvert fald v at overveje, om selvbestemmelse og stædighed kunne være opstået af det...... eller om jeg bare kan undskylde det med almindelig udvikling....... :blink:

Små børn, små problemer, store børn, store problemer :) Jeg synes teenageårene er 'værst' - ikke fordi deres hormnoner svinger som vinden blæser, men fordi de begynder på nye ting, cykle rundt i trafikken, for at gå over til scooter (ikke altid med hjelm!), der kommer det modsatte køn med indover, præventions -og kønssygdomssnak, angsten for de gør tøserne gravide, fremtidsplaner, endt skolegang, uddannelse, egen lejlighed osv osv....

HeleneK Mor til 6 skrev:

Små børn, små problemer, store børn, store problemer :) Jeg synes teenageårene er 'værst' - ikke fordi deres hormnoner svinger som vinden blæser, men fordi de begynder på nye ting, cykle rundt i trafikken, for at gå over til scooter (ikke altid med hjelm!), der kommer det modsatte køn med indover, præventions -og kønssygdomssnak, angsten for de gør tøserne gravide, fremtidsplaner, endt skolegang, uddannelse, egen lejlighed osv osv....

STILLE, KVINDE! Ikke få mig til at opgive børnene før de bliver teenagers, vel?! :dry:

Med fare for at blive irettesat af Bibi, er jeg tilbøjelig til at give Helene ret ;) Det er i teenage årene, at de store, vigtige ting i livet kommer på banen; så også selv om de unge mennesker måske ikke som sådan er 'svære' at have med at gøre, er det bare så uendeligt vigtigt, at man har antennerne ude,fornemmer hvor man har dem, og står klar til at tale med dem og vejlede dem hvis de har brug for det. Dette er selvfølgelig vigtigt gennem hele barndommen; men der er jo lige dét specielle ved en teenager, at hvis man ikke lige er opmærksom, kan der nemt liiige gå 14 dage, hvor man ikke ser ham eller får snakket med ham! (-Måske er det anderledes med piger?!) Når jeg tænker tilbage på tr... -SELVSTÆNDIGHEDS-alderen er det sådan lidt '-Ååh, herregud'-agtigt, for det var jo bare lige en naturlig fase der skulle gennemleves. Misforstå mig nu ikke, for jeg husker da også, hvor MEGA hårdt det kunne være; specielt med 2 trip-trap børn, så jeg havde en baby samtidig med den tidsinstillede bombe. Det var bare ikke hårdt på dén der '-hvordan mon det skal gå resten af livet'-måde. Drengene havde ikke noget specielt ved 6-års alderen (-eller også husker jeg det bare ikke?), men min datter praktiserede en årelang selvstændigheds-fase, der kulminerede i et tordenvejr omkring skolestart. Det fik os til at overveje, om der også lå noget trivselsmæssigt bag, og vi lagde en indsats i at finde den optimale skoleløsning for hende. Så derfor ved vi ikke, om det ene eller det andet var årsag til tordenvejret; i hvert fald drev det over :) . Så selvfølgelig er det heller ikke 'nemmere' med disse faser man læser om i bøgerne, end at man er nødt til at vurdere om barnet, trods voldsomme følelsesudbrud, trives overordnet set.