bonusbarn

Jeg er en pige på 25 år, der er i den heldige situation at jeg har mødt verdens dejligste mand:-)og det er jo en rigtig god ting, hvis det ikke lige var fordi der er et men - han har et barn. Det er overhovedet ikke noget problem, men jeg har en masse spørgsmål som jeg ikke kan finde svar på, så håber der er nogen der kan hjælpe. Jeg har ikke selv børn, men elsker børn. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg kommer til at elske hans barn som var det mit eget, også når vi engang selv skal have børn. Jeg vil gerne gøre det her så godt som muligt, og så nemt for drengen på 3 år som muligt. Nu kommer spørgsmålene så: Jeg er inviteret til familiefest på fredag, hvor sønnen skal med. Hvor lang tid er det rimelig der går før jeg skal møde denne dreng? vi har kun kendt hinanden i 3 uger, men er meget seriøse. Jeg havde nok minimum 3 måneder i tankerne, gerne længere, men nu er jeg jo inviteret. Melder jeg fra så?? Derudover har jeg en forestilling om at jeg elsker at læse godnathistorier, gå i skoven og i det hele taget give drengen en masse oplevelser, men er det for meget?jeg vil jo ikke på kant med moderen. Hun skal jo nødig tro at jeg vil tage hendes plads. Og hvordan letter jeg det første møde med hende?lader faderen og moderen klare alt omkring det her og blander mig helt udenom afhentning og alt det der, eller? Derudover, hvad så med opdragelse?det blander jeg mig vel helt udenom?det er jo op til faderen og moderen, hvordan de vil opdrage ham. eller? Som i nok kan høre...masser af spørgsmål, håber der er nogen der vil hjælpe?? Mvh ida

Hej Ida Ja, nemt er det ikke, men hvad siger din kæreste? Hvis du er inviteret til familiefest er det vel ok med ham, at du møder sønnen? Jeg står lidt i samme dilemma. Har fundet en rigtig sød fyr, der har en dreng på fem år, og jeg har en på 5 og en på 11 år. I starten, da vi besyndte at ses ville jeg have forsvoret, at vores unger skulle se hinanden og jeg var overhovedet ikke interesseret i at de fik at vide, at jeg havde fundet en kæreste, men som ugerne er gået har vi talt om, at de skal mødes, også fordi så kan vi som voksne ses lidt mere end hver anden uge, når jeg ikke har mine børn. Det er meget egoistisk, men mine børns far er helt indforstået med det. Så det er på plads og jeg synes det er vigtigt at inddrage sin ekskæreste, det er det i hvert fald for mig. Mht. drengens opdragelse synes jeg ikke, at du skal blande dig i noget som helst. Jeg prøver selv at lade være, men det er pisse svært ;) Måske du kunne tale med drengens mor om, hvordan du har tænkt dig at deltage i drengens hverdag? Det er et kompliseret dilemma, så god fornøjelse og lad os vide, hvordan det går, så jeg også kan få nogle fif :)

Jeg stod selv i denne situation for første gang i 2004, da jeg mødte min nuværende kæreste.. han havde/har 2 børn en pige og en dreng de var den gang 3 og 4 år.. jeg havde heller ingen børn selv den gang... Jeg var selv meget nervøs, men havde også forhåbninger og forventninger til hvordan det sku gå :) troede også det ville være lidt af en 'pice of cake' det blev først, lidt mere hårdt da vi flyttede sammen.. For hva gør man med hensyn til opdragelsen.. når de var i 'vores hjem.. jeg mener selv, at så længe, man ikke bor sammen. så holder man sig, lidt på afstand i det med opdragelsen,men i kan jo snakke sammen om, hva han synes, om hvis du kom med nogle ting :) Men når man flytter sammen, så synes jeg det er okay, at blande sig til en vis grænse :) bare man er enige i det.. og ikke står foran børnene og snakker om det..

Jeg har ikke selv haft kærester, der bragte børn med ind i forholdet, så jeg har ingen førstehåndserfaringer. Men jeg har haft en del veninder, der blev bonusmødre og havde gode og dårlige oplevelser med det. Og også havde det hårdt, da de bagefter mistede bonusbørnene, da forholdet gik i stykker... Jeg siger ikke, at det også sker for dig, men mit råd til dig må være, at du - også - for din egen skyld holder lidt afstand. Helt generelt synes jeg ikke, at du skal ville noget som helst med drengen - det må være hans far, der bestemmer, om du skal se ham til familiefesten, og hvor ofte du får ham at se ellers, når far og søn er sammen. Far og søn har brug for tid til hinanden - og du kan sikkert sagtens finde på noget at gøre hver anden lørdag (hvis de ses hver anden weekend) - for så at kigge forbi om søndagen og foreslå en tur i skoven, hvis vejret er til det. Godnatlæsning er en hyggestund for de fleste - den skal være reserveret far, det er jo de to, der har brug for at holde et tæt forhold til hinanden, selvom de ikke bor sammen altid. Det er far, der - sammen med mor - lægger linjerne, og efterhånden som tiden går, vil du blive mere involveret. Men lige her og nu skal du bare skrue ned for ambitionerne. Det er far og søn, der har brug for hinanden, du risikerer bare at komme i vejen, hvis du blander dig.

Har heller ikke nogle personlige erfaringer - andet end selv at være skilsmissebarn, hvor der også kom 'papforældre' ind i billedet.. Men jeg er meget enig med Johannamor: 'Det er far, der - sammen med mor - lægger linjerne, og efterhånden som tiden går, vil du blive mere involveret. Men lige her og nu skal du bare skrue ned for ambitionerne.' Se tiden an, og jo bedre I lærer hinanden at kende - både dig og kæresten og dig og sønnen, tror jeg, du nok skal finde din 'rolle' i forhold til sønnen. Og snak med kæresten om hvad han har af forventninger/holdninger til det... Held og lykke med det :) :)

Det er vigtigt at lade ham komme til dig OG være disponibel for at han skal komme. Jeg gjorde den fejl at ville være voksen. Det skal du IKKE. Du skal være hans ven. I hvert fald så længe I ikke bor sammen. Og først når I har fået et godt forhold op at køre ville jeg overveje at flytte sammen. Men jeg er ikke enig med Johannamor i at du 'for din egen skyld, skal holde lidt afstand'. I hvert fald ikke hvis du kommer til at virke som om du ikke vil ham. Han må under ingen omstændigheder føle at du kun vil hans far og ikke ham.

Tak for de mange svar. Jeg er glad for at i har taget det seriøst, og jeg synes jeg har fået nogle gode svar. Jeg vil tage det stille og roligt, også med hensyn til faderen. Det er nok gået lidt stærkt indtil videre og kunne godt se at vi måske snart kunne finde på at flytte sammen, men for drengens skyld så tror jeg det er bedst at vi lige føler lidt bedre efter. Jeg får besøg af min kæreste imorgen hvor vi vil snakke om, om det er en god ide at tage med til den familiefest fredag. Så må vi se. Endnu engang tak:-) mvh Ida

Hej Ida Har selv stået i situationen af to omgange (Det er gået godt i forhold til børnene begge gange). Det er selvfølgelig op til faderen (og moderen)at afgøre, hvornår drengen er klar, men du skal selvfølgelig også selv føle du er klar til det. Vi mødtes et par timer ad gangen til at starte med, så de også følte de havde far alene. Jeg havde besluttet mig for at lade børnene komme til mig og afsætte tid til dem, hvis de havde lyst. Vi legede og hyggede os. Min holdning til opdragelse er ikke at blande sig alt for meget i starten, men snak med faderen om det. Man skal også have i baghovedet, at hvis man flytter sammen, hvor er dine grænser så? Får I fælles børn - skal der så gøres forskel mht. opdragelsen, fordi man ikke må blande sig i denne hos bonusbørnene? Her har vi talt meget om det og er heldigvis enige i, at børnene skal have respekt for mig. Omvendt skal jeg også respektere dem. Vi har nu et fælles barn og der er ikke forskel på hvad 'vores barn' og 'hans børn' må. Og selvfølgelig må man da gerne knytte sig til sine bonusbørn, men man skal også huske, at det ikke er ens egne. Respektér moderen også. Øhh hvorfor tænke på, at man måske går fra hinanden... selvfølgelig vil det gøre ondt, men er et forhold ikke dømt til døden, hvis man går og tænker på det?? Ja, nemt er det ikke. Men jeg tror man når langt ved at få snakket tingene igennem. Pøj pøj med det.