Vind sengetøj - Hvad bekymrer dig som forælder?

I denne måneds Netværk vil Vores Børn gerne høre om dine bekymringer efter, at du er blevet mor eller far. Er du en bekymret type eller er du god til at slappe af? Og hvad bekymrer du dig mest over? Barnets helbred, udvikling, sikkerhed, institution, din rolle som forælder, jeres parforhold eller noget helt andet? :huh: Og hvad gør du for at ryste bekymringerne af dig? Blandt indlæggene trækker vi lod om et lækkert sæt Moody Mule-sengesæt i Øko-tex 100 certificeret bomuld. Læs mere på Udvalgte indlæg bringes i magasinet Vores Børn.

Jeg tænker tit på, om mine børn vil elske mig lige så højt, når de er voksne, som de gør nu. Om jeg bliver hende den irriterende mor, så ungerne ikke gider tage kammerater med hjem, eller komme på besøg med deres egne familier, når de bliver voksne. Kan jeg nu virkelig regne med, at jeg får lov at se mine børn blive voksne, får jeg virkelig lov til at "beholde" dem så længe? Vil jeg være i stand til at hjælpe dem med deres skolegang, og eventuelle følelsesmæssige problemer der måtte opstå, i deres verden? Mon det vil lykkes mig, at give dem indtryk og forståelse for, at de altid kan tale med mig. At jeg altid vil være her for dem, og altid vil elske dem usandsynligt højt. Jeg tænker tit, at jeg virkelig håber, at mit job som mor, ender ud i, at mine børn bliver gode lovlydige borgere, som er gode til at gebærde sig socialt, at de får den uddanelse de ønsker og brænder for, og at de ikke skal leve for hårdt. Jeg ønsker inderligt, at mine børn skal føle at livet er lidt lettere, end jeg selv synes det er, og at de altid må leve godt. Og det bekymrer mig, at vide, at det kan jeg jo ikke styre ved tryk på en knap.

Jeg slapper normalt af, så meget, at jeg falder i søvn, hvis jeg slapper mere af *lol* Men det bekymrer mig, at 4. klasseselever ryger hash, at stødpistoler kan ejes af en mindreårig og at der bliver begået grov vold af børn ned i mine drenges alder - som er 6år og 10år. Jeg prøver at opdrage dem til lovlydige borgere, men lige om lidt, så er tiden for selvtægt kommet - desværre.

jeg bekymrer mig om en masse ting. Tror jeg alle gør på hver deres måde. Men jeg bekymre mig nok mest om mine børns femtid..feks når de starter i skole.. bliver mere selvstændige, selv ska tage vare på sig selv og have ansvar, vil de tage de rigtige valg osv.. Men nok mest deres tid i skolen,da de alle 3 lider af Alopicea(pletskaldenthed) og desværre ved vi nok alle, hvordan nogle børn er over for andre der ser anderledes ud. :( men jeg vil gøre mit, til at de bliver opdraget til at være respektfulde unge mennesker.. men som tingene ser ud nu, med alt det der sker omkring os.. ja så tænker jeg da og håber det bliver bedere, til den tid kommer..

Min største bekymring som mor går helt klart på de syge mennesker som man læser, eller hører om i diverse medier. Jeg er så bange for, at mine sønner skal ryge i kløerne på en pædofil stodder. Jeg kan nogengange få helt ondt i maven af at tænke på at nogen kan forvolde mine børn evig skade, uden at jeg egentlig kan gøre noget for at forhindre det. Min ældste dreng er enormt tillidsfuld og derfor går han hen til mange forskellige mennesker, når vi færdes i byen. Jeg aner ikke hvornår eller hvordan, at jeg skal fortælle ham om min frygt?

Når du for første gang møder dit barn i den virkelige verden, ude på den anden side af maven, overvældes du pludselig af ubeskrivelige følelser. Du oplever både en uendelig glæde og stolthed, men samtidigt oplever du for første gang, et stort ansvar. Det er din opgave, at passe på det her lille menneske og man gør sig mange tanker om, hvordan skal mon skal gå. Det er dig, som forælder, der har ansvaret for, at det her barn - dit lille dejlige barn - trives på alle punkter. Det var det jeg oplevede for tre måneder siden, da Naia, for første gang, så dagens lys. Samtidigt med at jeg til tider overvældes af uundgåelige bekymringer over, hvordan det kommer til at gå hende, glædes jeg over fremtiden og er spændt på at lære hende bedre at kende.

Det der bekymrer mig mest som far, er nok den stigende vold og øgningen i skyderier i de større byer. Til trods for, at min søn endnu kun er 19 mdr., kan jeg ikke lade være med at tænke overveje det. Når jeg hører om familiefædre der bliver skudt ned fordi de ligner medlemmer af diverse rockergrupper, bliver jeg lidt bange. Jeg mener; hvor er verden kommet til, når jeg som far tænker Jeg har barnesæde på cyklen, så jeg bliver nok ikke skudt ned. Frygtelige tanker, men de rammer mig alligevel engang imellem når jeg cykler gennem de mest belastede boligmiljøer i København. Ellers er der egentlig ikke så meget der bekymrer mig som forælder. Selvfølgelig er der altid økonomien, men det har jeg hørt at de fleste børnefamilier roder med ;)

min største bekymring er at hun en dag holder op med at trække vejret, hun er ikke så gammel så det vuggedød florer stadig lidt i baggrunden. Men ellers er det hvilket menneske vi opdrager, hvordan hun bliver som voksen, om det vi gør nu og måderne vi gør det på er godt nok.

Jeg tar det vist stille og roligt.... :) Men lidt bekymrer man sig vel altid, f. eks. når hun er syg (igen!!!) og om man nu selv er en god nok mor og opdrager hende ordentligt :-) Jeg tror alle bekymrer sig lidt - men hvis det ikke tager overhånd er det vel som det skal være... det viser man er interreseret i hvordan livet former sig for ens barn :lol:

Jeg bekymrer mig ikke så meget. Jeg vælger at være en afslappet mor, der ikke vil stresse rundt og på den måde gøre mit barn stresset også. Mange forældre bekymrer sig om hvorfor deres børn ikke spiser nok, hvorfor de ikke skider nok osv. Min overbevisning er, jo mere vi bekymerer os og sætter fokus på disse ting jo sværere gør vi det for vores børn. Det eneste jeg bekymrer mig lidt om, er når mit barn er syg. Det kan ingen lide, men det hører jo med til det at få barn.