I vildrede (langt)

Hej så er det vist på tide jeg introducere mig selv ordentligt. Jeg er 31 år og mor til 2 piger på hhv 4 og 21/2 år. Jeg bor på en lille ø i Grækenland på 6. år med min græske mand. Vi er ikke gift. Vores forhold har været op og ned fra start. Set fra mit synspunkt, han er tilfreds. Det er hele livet hernede der er svært for mig. Man arbejder 7 dage om ugen 7 mdr om året. Han er selvstændig, med egen bar, så vi har intet samliv det meste af de 7 mdr. Jeg har haft forskellige jobs med rengøring, barnepasning og cafe arbejde. Det er hvad man kan få her. Jeg har ikke tænkt nærmere over fremtiden før nu. Jeg keder mig bravt og kan mærke at jeg vil mere med mit liv. Vi er i sidste stadie med at bygge et hus, vi ikke har råd til at sidde i. Så vi har snakket om at sælge det el leje det ud, med et mindre tab. Jeg vil så gerne flytte tilbage til DK, også for pigernes skyld. Skolerne her er rigtig dårlige og der er ikke rigtige nogle muligheder her. Her er trygt og en anden frihed end i DK, ungerne leger på vejen til langt ud på aftenen og alle ved hvem alle er. Men det er også kvælende for mig. Min mand er ikke særlig snaksalig og slet ikke initiativrig. Det er kulturen og hans personlighed der er sådan. Han er Øboer med stort Ø. Vil være her til han dør, ha det samme job og ikke ændre noget. Jeg troede så at vi var kommet til et kompromis, jeg flyttede til DK med pigerne og han kom og besøgte os de 5 mdr om vinteren hvor han ikke arbejder, og vi kunne komme og besøge ham om sommeren. Hvis vi enten lejede el solgte huset, ville vi have råd til det. Og han kunne have råd til at ha en medarbejder i cafeen. Men under pres den anden dag, sagde han at hvis jeg rejste ville han slet ikke besøge os. Det gjorde bare så ondt inde i mit hjerte. Jeg har svært ved at følge ham. Jeg er ikke glad her. Jeg har taget lykkepiller i 3 mdr, fordi jeg er så deprimeret og slet ikke kan se en fremtid her. Jeg kunne rigtig godt tænke mig en uddannelse som delikatesseslagter, som ovenikøbet ville være realistisk, som enlig i dk, da jeg ville få mindste løn som ufaglært, da jeg er over 25år. Vi ville ikke være rige el noget, bare det løber rundt er jeg tilfreds. Jeg elsker ham, trods hans stædige væsen, og ønsker så inderligt at han ville gå på kompromis. Jeg er bange for at hvis jeg rejser er det slut og pigerne vil kun se deres far, hvis jeg kommer herned med dem og det skær i mit hjerte. Håber på lidt input herfra, for min hjerne kører rundt i cirkler og jeg er ved at blive skør og skifter mening hvert øjeblik. :unsure:

Hej Jennie Er ked af at høre om din situation :dry: ved ikke så meget om grækenland,og deres kultur.. Men ved, at du er nok nød til at tage snakken med din "mand" men tror du helt inde i, at han vil være sådan mod dig og børnene? tror måske han har sagt det, for måske vidste han ikke lige hva han ville sige... for han blev måske også såret over at du gerne ville flytte.. ved han hvordan du har det med at være der? Hilsen Anne

Hej Han ved godt hvordan jeg har det. I vinters var han med på at vi alle flyttede til DK. Så ville han ikke det alligevel. Så kom vi op med ideen at jeg flyttede, når vi havde solgt huset, men det kan jo tage år, og jeg synes helt klart at det ville være bedst inden pigerne starter i skole, da de taler mere græsk end dansk. Jeg vil gerne ha den store snak med ham. Men han lukker af og siger hvad jeg gerne vil høre, indtil han en dag for får meget og går i den modsatte grøft. Og det kan jeg jo ikke bruge til noget. Og jo han er da såret. Det betyder jo i hans kultur at han har fejlet. Men på den anden side prøver han ikke at samarbejde og gøre noget ved tingene. Her passer mændene deres job og kvinderne børn og hjem. Groft sagt. Man passer sit job og prøver at tjene penge hele sommeren så der er nok til vinteren om man så kan li det el ej. Det er en hård kultur her. Vi er langt fra Athen på en lille ø, hvor tingene har stået stille i mange år.

okay, så er der jo ikke så meget at gøre, og for dit eget bedste ska du væk. Det er ikke sundt for dig og heller ikke dine piger, hvis mor har det dårligt... du har brug for at komme væk.. så gør det.. selvom det er svært og bliver svært i starten.. har du familie i dk ?

Ja, det er jo en umulig situation du står i. Er du villig til at ofre alt for den mand, for det er jo rent faktisk det du har valgt indtil nu. Ideen med at han skal komme til DK 5 mdr om året, tror jeg ikke er langtidsholdbar. Jeg tror simpelthen ikke, et parforhold kan overleve de vilkår. Der vil jo være 7 resterende mdr hvert år, hvor i hver især vil føle jer ensomme, eller måske møde og forelske jer i en anden. Jeg ved heller ikke om man kan være far på den måde. Nok ikke sådan som man er far i min begrebsverden. Har du undersøgt hvordan du står juridisk? Kan du evt mod din mands vilje flytte børnene til DK når de indtil nu er opvokset i Grækenland og primært taler græsk? Måske er det værd at finde ud af den slags, såfremt i skulle ende i et konfliktfyldt brud. De bedste hilsner fra Ida s

Jeg er ikke bundet her sådan rent juridisk. Vi er ikke gift og børnene er født i Danmark. Jeg har lidt familie i Danmark, men ikke mange der kan hjælpe. Jeg tror på det kan lade sig gøre med de 5 mdr der og 7 mdr her. Vi kan jo sagtens komme her om sommeren, det varer ikke længe før pigerne er store nok til at tage herned alene. Så de kan være her det meste af sommerferien. Det er for mig et spørgsmål om vilje, men det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, hvis han ikke tror på det. Nu har jeg lagt ham lidt på is de sidste par dage, så må jeg se hvad der sker. Danmark er ikke ukendt for ham, han har tilbragt et par mdr der hver vinter siden pigerne blev født og har ikke haft problemer med det før. Tror egentlig også at han pludselig er blevet bange og reagere i afmagt, fordi jeg sagde at jeg ville rejse i oktober. Jeg ved ikke om jeg er villig til at ofre alt for en mand, men jeg vil gå meget langt for at mine børn har en far.

Hej Jennie. Det er godt nok en svær situation du står i - jeg kan godt forstå at du er i tvivl. Hvis du kan få overbevist din mand om at han arbejder så meget om sommeren at i alligvel sjældent ses, og får ham overbevist om at tilbringe vinteren i Danmark, så tror jeg godt at den løsning kan fungere. Familieliv og parforhold behøver ikke at være ligesom alle andres for at være gode. Jeg kender mennesker der har haft børn sammen, og den ene boede i Kbh og den anden i Århus. Under alle omstændigheder er det værd at afprøve. Det duer jo ikke at du er bundulykkelig, og den bedste løsning er vel heller ikke, at du bare siger helt farvel og rejser med børnene. Så vil din mand jo aldrig se dem - 5 måneder om året må absolut være bedre end ingenting - både for dine børn og din mand. Det svære bliver jo så at overbevise ham - men der er håb. Hvis han én gang har indvilget i denne løsning, så er det måske bare fordi han er blevet lidt bange. Det er jo heller ikke helt velkendt territorium for ham. Prøv at tale med ham igen - få ham til at forstå hvor dårligt du har det. Og ellers må i jo prøve finde et kompromis: Kunne du måske holde ud at bo på det græske fastland - hvor der ikke er så kvælende og lilleput-agtigt - og hvor du kunne få mulighed for at lave andet end rengøring osv.?

Hmmmm, det er godt nok én af de sværdere nøddder at knække... det hjælper jo nok ikke at sige til dig, at der er hammer kedeligt herhjemme, og at jeg ville give min højre arm for at bytte tilværelse med dig. Her i DK er det koldt det meste af året; folk lever indenfor, og det meste af året er gaderne mennesketomme; alt er stresset og stresset og stresset og...; bedsteforældre, der henter og bringer børn og giver en hånd med, skal man søge efter i avisen, mv. Jeg har selv prøvet at bo i udlandet et par gange, og jeg indrømmer blankt, at jeg i den grad har fortrudt, at vi tog hjem igen - det skulle vi aaaaaldrig have gjort. Nok om det... jeg kan sagtens forstå din mand, for det må sikkert være svært for en person, der har boet hele sit liv ét og samme sted, at skulle rykke sin rod op og forsøge at plante den et helt andet sted... vi danskere er meget mere vant til at flytte rundt end så mange andre nationaliteter, så vi har det ikke så svært med det. Hvis det 'bare' er ø-kuller, du har, kunne det så ikke være en mulighed at forblive i din mands land og så bare forlade øen og dermed bo på fastlandet? Eller det har du måske ikke lyst til? Hvorfor prøver du ikke at bo her blot for en periode, så du ved eget syn kan se, at det er møg bedre nede i syden end her i det kolde nord? Nej, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal råde dig til.... det er en som sagt en vanskelig sag :S

Har en spunk i maven skrev:

Familieliv og parforhold behøver ikke at være ligesom alle andres for at være gode. Jeg kender mennesker der har haft børn sammen, og den ene boede i Kbh og den anden i Århus.

Aaah, den tur kan man jo altså også gøre på 3 timer og med en lidt anden økonomi...

Aaah, den tur kan man jo altså også gøre på 3 timer og med en lidt anden økonomi... Det har du da helt ret i. Men pointen er, at hverdagen godt kan fungere, og at man ikke elsker hinanden mindre bare fordi man vælger ikke at bo sammen til hverdag. Vi er jo alle forskellige... Og hvis de alligevel ikke har tid til at ses hele sommerhalvåret, så er det vel egentlig ligegyldigt om det ville tage 5 min eller 5 timer at komme til hinanden.