Hvilken følelse havde du efter fødslen?

Hmmm,... Hvordan jeg havde det efter fødslen? Jo, det var helt fantastisk selv at se hende komme ud dernede. Min mand holdt min ryg oppe, så jeg selv kunne se med. Men da de først "smed" hende op på mig, tænkte jeg, da de tog hende igen, for at suge alt det grønne stads ud af hende; " Hvordan ser hun egentlig ud? Hvis de ikke kom tilbage med hende, så ville jeg ikke kunne huske hvordan hun så ud!" (sjovt at tænke sådan) Men jeg fik hende jo hurtigt igen. Da vi skulle ned på patienthotellet, følte jeg næsten ikke at jeg havde kræfter til at bærer hende i mine arme, (på trods af at jeg sad i kørestol) Jeg havde været igang med fødslen i 34 timer, og var godt udmattet. Men så kom hele familien og sad med hende, så jeg lige kunne slappe lidt af! Den første uge tænkte jeg, at jeg aldrig ville føde igen. Men hurtigt derefter, fik jeg den følelse af, at hvis jeg aldrig nogensinde får lov til at prøve det igen, så vil jeg føle mig voldsomt snydt! For det er en af de mest fantastiske oplevelser i hele verden. Hverken min mand eller jeg græd da hun kom ud. Men det betyder ikke at vi ikke følte det store sug i maven. Det var helt ubeskriveligt smukt og vildt!!! Mvh. Silkec

tjaa - ængestelse først til jeg fik afvide at hun var ok - det var akut kejsersnit. så utålmodighed indtil jeg fik set hende det var lange 1.5 timer. men tror så det blev til glæde og beundring over at have skabt noget så unikt. og det er det stadig :) det har overrasket mig, hvor højt man kan elske en anden, troede ikke jeg kunne elske nogen højere end min mand, men han er altså rykket ned på anden pladsen :P

Nikita er mit første og eneste barn ind til videre... og selvom jeg var overvældet efter fødslen, kom den kæmpe kærlighed, som jeg føler nu, ikke bare sådan dumpende. Jeg var bristet så meget at jeg måtte sys af en overlæge bagefter, hvor Nikita blev passet af mine forældre og nogle sygeplejesker, hvilket betød at der gik to/tre timer før jeg fik hende at se igen, og der var jeg bare så overvældet, følte nærmest at jeg ikke fortjente hende og jeg blev så ked af det hver gang hun græd (og det gjorde hun meget) fordi jeg på en eller anden fordrejet måde fik det til at blive til at det måske var fordi at hun ikke kunne lide mig.. så der var ikke rigtig plads til den kærlighed jeg rent faktisk følte og selvfølgelig føler stærkere og stærkere hver dag, men der gik 2-3 mdr. før jeg ikke følte mig utilstrækkelig bare engang imellem. Så selvom mange føler kærligheden til deres barn med det samme, så havde jeg ihvertfald brug for lidt tid til at rumme de massive følelser man får for sit barn, det var heller ikke en nem graviditet eller fødsel, så alt det har selvfølgelig været medårsag... Men hvor føler jeg mig som jordens heldigste at have fået hende ind i mit liv.. men sådan har alle mødre det vel... ;)