Hvilken følelse havde du efter fødslen?

Hvilken følelse husker du bedst umiddelbart efter, at fødslen var overstået og du havde en lille ny i armene? Lettet, udmattet, grædefærdig, stolt? Selv var jeg helt overvældet, da jeg første gang kiggede på min datter, mens jeg med nummer to lige skulle have lidt tid før jeg kunne rumme de samme følelser for ham også - de kom dog ;) En af kollegaer fra Vores Børns redaktion beskriver i juli-nummeret, hvordan hun blev deprimeret og havde det svært med sin nye mor-rolle. :dry: Hvad følte du?

Jeg tror at min første reaktion var lidt a la "yeah I did it" Efter den første var ude, gik der åbenbart for lang tid. Derfor "truede" jordmoderen med at sende mig op til kejsersnit, så da jeg selv klarede det, havde jeg en følelse af lettelse, stolthed - og en "ha jeg kunne selv" følelse. :woohoo:

"Det gjorde jo ikke en gang onddt! Hvornår skal vi ha' den næste?" Efter 2. gang tænkte jeg ikke så meget. Lå med sprættet sæk og havde en far med en søn, som havde haft strengen om halsen 3 gange(sønnen altså), dalrende rundt.

Første gang var det " yes, han er ude - giv mig masser af lattergas og lad mig nyde jeg kan ligge på ryggen" :laugh: Han kom hurtigt over til sin far, var meget udmattet og skulle syes. Anden gang, ja der var det bare "uhh lille kålorm, hvor er du nuser" lå bare og nød ham. Tredje gang, efter den første var det bare, "kan du så komme over til din far, jeg skal liiigge gøre det en gang til, det her :blink: " Jeg var træt og udmattet. Kom så i narkose pga. formodet moderkageløsning og styrtblødning, så da jeg vågnede op og havde fået nr.4 - så var det eneste jeg kunne tænke på, om han var fin, havde det godt og den slags - og så at jeg gerne ville se mine 2 drenge og min mand. På det tidspunkt havde manden haft de små alene i et godt stykke tid. Kærligheden har været der, med det samme - med dem alle samme og også lykken. Men det var kun nr.2 jeg rigtig havde overskud/mulighed for at nyde, lige efter fødslen.

første og fremmeste havde jeg den følelse af smerte, ekstrem mange smerte nær kejsnersnitarret, dunkende smerter i armen, og maven... men udover det, var det en fanatisk følelse, da Mads & jeg så på william første gang, så tænkte vi, ham har vi lavet, gud hvor er han fin... tænk at vi kunne lave sådan et fint lille menneske, han var så lille og udsendte så meget viunderlig energi... han var så lille og fin, det hele var så uvirkelig... Jeg følte vores kærlighed lige med samme, følelse af at han var min lille dreng og han skulle beskyttes af mig hele livet...

Begge mine børn er født ved kejsersnit efter hårde, lange fødsler, der ikke rigtigt lykkedes... Første gang var jeg i fuld narkose. Jeg fik så lige set min baby, inden jeg blev kørt til opvågning, og jeg husker endnu, hvor afsindigt jeg længtes efter ham, mens jeg lå og ventede på at være frisk nok. Jeg ved ikke, hvor længe der gik, men det føltes som år! Så kom han ind til mig, jordemoderen viste mig, hvordan jeg kunne ligge og amme - og så lå han bare der og var så fin og blød og dejlig. Og både hans far og jeg var helt omtumlede af det store, der var sket! Anden gang var jeg rygmarvsbedøvet, så jeg fulgte med i, hvordan den lille pige kom til verden. Til gengæld var jeg helt ved siden af mig selv - jeg lå simpelthen og rystede - og afleverede hende hurtigt til sin fars arme, fordi jeg ikke kunne holde hende. Og mens jeg lå til opvågning fik jeg faktisk sagt en gang, at jeg lige ville vente lidt med at få dem ind til mig, fordi jeg slet ikke kunne overskue at have pigen tæt på mig, før jeg kunne tage mig af hende. Men så forsvandt rystelserne, pigen kom ind, og hun lå ved siden af mig - og jeg kunne se og mærke, hvor perfekt hun var, og hvor meget hun lignede sin far. Jo, jeg har været helt væk i mine børn, men der gik lige et par timer(?) efter fødslen, før jeg havde det godt nok til det!

Tror egentlig bedst det beskrives som "granatchok", så min søn ganske kort pakket ind i tæpper i armene på sin far før de, med læge og jordemoder forsvandt på neonathalafdelingen :( Lå så alene et par timer på opvågningen før jeg kom over til min søn ( og mand ). Følte i timerne efter ikke så meget andet end total udmattelse, og en dybtfølt forundring; Hvad i alverden var det liiige der skete :dry: De næste dage ville jeg slet ikke overlade ham til andre (end hans far), var over ham som en høg, var nervøs og bange for at der skulle gå mere galt .......Og jeg var fuldstændig overbevist om at "det gør jeg aldrig mere" ;) Ved nr.2, der også kom til verden ved kejsersnit, var det en anden oplevelse, men alligevel tror jeg den mest dominerende følelse var forundring, over det lille skrigende væsen....Og utålmodighed efter at få lov til at holde og mærke ham ( hans far var ikke meget for at give slip :lol: )

Den følelse jeg havde kan betegnes som en "ud af kroppen"-følelse/oplevelse. Jeg var førstegangsfødende og havde stort set sovet igennem de første 7-8 timers veer!! Men en del toiletbesøg i mellem. Da jeg i en lang periode havde haft meget ondt i lænden og ryggen, tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg mærkede de første krampetrækninger ved 10-tiden om formiddagen da jeg var i gang med morgenmaden og havde da på fornemmelsen, at der måtte være noget i gang. Jeg endte med at føde hjemme i entréen, med Falck og en jordemoder til stede - vi nåede ikke længere! Næste gang håber jeg at det kommer til at foregå lidt mere "normalt", så jeg kan nå at følge med. En hurtig fødsel er en god ting, men min var ALT for hurtig. Jeg havde i en lang periode svært ved at forstå at jeg havde født...der manglede ligesom en ve-periode, men en tur i vand, massage af kæresten (det fik jeg dog og lidt af hjemme). Næste gang skal vi bare afsted til sygehuset med det samme :)

Jeg var så stolt :) . Kunne klare hele verdenen og sagtens være vågen resten af tiden :laugh: . Ville hjem LIGE NU for det var da slet ingen ting. Det hele gik også bare perfekt og han var bare nem :)

Jeg har vist været det hele igennem. 1. fødsel var hyper akut ks så da de vækkede mig af narkosen var jeg bare klar til at sove videre :blush: 2. fødsel var helt af H til. Jeg konstaterede selv stolt at det var en dreng, men tænk jer der var ikke rigtig liv i ham og han overlevede ikke. Total kaos af følelser med alt fra stolthed, kærlighed, afmagt, sorg og alle mulige andre følelser i en pærevælling. 3. fødsel lettelse, stolthed og fantastisk kærlighed. Totalt overvældende. Og ja om 4 uger og 1 dag er jeg der igen :cheer: