Lidt for ærlig datter

Min datter på fem år er en meget ligefrem pige, og det er dejligt. Altså for det meste af tiden. ;) I sidste uge var vi i svømmehallen, hvor en ret kraftig dame klædte om. "Orv mor, hun er vel nok tyk" udbrød hun. Ikke på en flabbet måde, men bare konstaterende. "Det er ikke så pænt at sige, for det kan gøre damen ked af det," forsøgte jeg at glatte ud, og damen sagde da heldigvis også, at det var jo rigtigt nok. Senere snakkede jeg med min pige om, at det nogle gange er bedst at tænke tingene uden at sige det højt for alle. Hvad gør I andre? Det bliver nok ikke sidste gang, at jeg får lidt røde ører :blush:

Jeg er beklageligvis også af dn type, som ofte får sagt tingene højt´, i stedet for kun at tænke dem. Det giver af og til nogle hak over næsen.

Hej :) Jeg tror den slags er uundgåeligt, når man har børn... Min søn var kun ca halvandet, da han i køen i Bilka pegede på en usædvanligt lille mand (måske omkring 150cm 'høj') der uheldigvis var iført neonfarvet arbejdstøj, og råbte "se mor, LILLE mand!". Manden vred sig og så utilpas ud, og da jeg forsøgte at aflede min drengs opmærksomhed, blev hans stemme bare højere og mere insisterende "lille mand, mor - lille-bitte mand!!!"... I dén alder er det dog svært at forklare dem om sårede følelser, så jeg lærte bare at give ham ret og tale med, men på en høflig og udglattende måde. I din datters tilfælde mener jeg, du gjorde det rigtige i at fortælle hende, at man ikke behøver sige alting højt, det er hun gammel nok til at lære. Heldigvis synes jeg generelt folk tager den slags pænt. De fleste mennesker er jo udmærket selv klar over deres specielle, fysiske karakteristika, og smiler oftest bare til barnet. Vi ved jo alle, at børn er hudløst ærlige. Dog har jeg personligt en aldersgrænse, hvor jeg synes det holder op med at være charmerende, og begynder at ligne dårlig opdragelse eller næsvished, så jeg er opmærksom på at fortælle min nu 3-årige søn, at det ikke er pænt at pege på folk og tale om dem, for de kan godt blive kede af det. Det handler vel om, at de udvikler empati og forståelse for omgangsformen, men jeg forstår godt, at det ofte er svært for et barn at sortere i voksnes "regler" :)

he he - tror vi alle har fået røde ører af børnenes kommentarer. Men det er da helt sikkert vigtigt at lære dem, at der er ting man ikke siger offentligt. Senest har jeg været efter min 8-årige (!) som ellers godt kan finde ud af det, men som lige var i et flabet humør og kom med en ret upassende kommentar i en butik. Børn på 2-3 år kan man undskylde. Det er svært at lære dem hvad man må sige og ikke sige. Men min datters 7-årige veninde, som siger "Ad hvor her lugter" når hun kommer hjem til os eller "Er det der det eneste vi skal have" når vi skal spise - det synes jeg bare ikke er charmerende! Så man må starte så småt når de er små og lære dem almindelig høflighed. Ellers får de det ikke nemt hos andre

kongster skrev:

Men min datters 7-årige veninde, som siger "Ad hvor her lugter" når hun kommer hjem til os eller "Er det der det eneste vi skal have" når vi skal spise - det synes jeg bare ikke er charmerende!

Sådan en veninde har min datter også, og jeg har meget svært ved at holde hende ud. Hun kommenterer måden vi bor på, at min hjemmelavede mad er ulækker osv. Det er sgu da irriterende at høre på fra en pige på 11 år :angry:

Jeg fortalte hende klart og tydeligt at sådan ville jeg ikke have hun talte. De kan lige så godt få det at vide, når nu ikke deres forældre har lært dem det. Jeg ville under ingen omstændigheder acceptere at min mad blev kaldt ulækker! Og så en pige på 11. Det er da virkelig manglende opdragelse

Haha... Har selv været ude for at en lille pige sagde til mig : Ej der ligger en baby inden i hendes mave,... jeg tog det med et smil... jeg havde født en søn(som pådaværende tidspunkt var 12 uger)

Jeg lærer mine børn, at der er noget, man gerne må nøjes at tænke... at det er ok at have sin egen mening om tingene, men at man ikke behøver at sige alt højt. Min datter kommer tit hjem og fortæller, når der er noget, hun har undret sig over, og det synes jeg er fint... altså at hun læsser det af herhjemme - man skal jo passe på med ikke at gå i den anden grøft og lave tabuer i stedet for. Da min datter var ca. 3 år, var hun med min mand i en (heldigvis tysk) svømmehal. Da de stod i bruseren, kiggede vores datter på min mand og sagde, at han havde en meget lille tissemand. Dette blev min mand meget flov over, så ligesom for at lave en kunstpause, sagde han: "Hvad si'r du?", hvilket fik vores datter til at gentage sætningen igen - og meget højere...