Hus på landet eller by-barn?

Så er jeg tilbage efter et par dage i Skåne blandt idylliske træhuse i den svenske skov, så langt øjet rækker. Min datter var med og nød naturen i fulde drag, og jeg slappede af, for der var for det første ro og for det andet, så stod programmet på vandreture i naturen - og jeg havde ikke computer med ;) Det var noget af en omvæltning at stå på hovedbanegården igen i det pulserende København - og selv om jeg normalt elsker byen og synes den er rig på muligheder for børn, så tænker jeg for første gang, at børn måske har sundt af at vokse op i rolige oplevelser på landet :huh: Hvad er dine erfaringer med det?

Jeg har ingen erfaringer med at have børn på landet, men jeg er selv vokset op på landet. Og hold da op hvor jeg kedede mig! Det var ikke engang rigtig på landet, mere sådan en slags soveby. Der skete jo ingen ting. Hvis man ikke gad gå i ungdomsklub, spille fodbold eller være rocker, ja så var der ikke andre muligheder. Nåh jo - man kunne blive Mabel fan, og det blev jeg så :blush: Vi bor meget tæt på København - bare små 7-8 km nord på. Her er meget mere liv. Han har kammerater tæt på, det er nemt at komme til byen hvor der er museer, biografer, burger king osv. Men samtidig har vi skov og strand lige uden for døren. Jeg kunne ikke tænke mig andet og jeg ved at sønnen ikke vil flytte. Vi har nemlig drøftet det og han vil ikke bo andre steder end her siger han! Naturen er dejlig og det er skønt med roen, men måske mest for os voksne!

Jeg kan varmt anbefale provinsen. Der får man lidt af det hele :laugh:

Jeg og min kæreste bor i en forstad til Esbjerg. En forstad, hvor vi er omkring 3000-3500 indbyggere. Egen velfungerende skole, foreningsliv, superbrugs, bager og tank. Jeg kunne ikke tænke mig at have børn der skulle vokse op inde midt i byen, men er godt tilfreds med at bo i periferien, så alt er inden for rækkevidde. Er vokset op i en lille by, og havde ellers forsvoret at jeg skulle bo i en mindre by igen, elskede at bo inde i centrum da jeg var yngre, men er faldet godt til her hvor jeg er nu. Ville aldrig bo på landet, dvs det gør jeg halvt om havlt, har kun 2-300 m til byskiltet, og en gåtur på ½ time, så er jeg ved Vadehvet....

Jeg ÆLSKER landet. Bare jeg ikke skal bo der :laugh: Synes også det er skønt at komme ud i naturen, hvor der er højt til himlen, fred og ro, hvor man kan høre fuglene synge og knække anemoner med nakken og hvad det ellers alt sammen hedder. Men kun hvis det er i en begrænset periode. Jeg kunne aldrig bo på landet (altså sådan rigtigt på landet). Jeg ville blive vanvittig og rastløs i løbet af ingen tid.

Ditto! Løsningen er en andelslejlighed i byen (godt nok Brønshøj, ville gerne tættere på byen) hvor der intet skal laves i weekenden i form af havearbejde, husvedligeholdelse etc og så et sommerhus i Asserbo med udpræget naturgrund hvor vi kan trække frisk luft og gå amok med grensaksen :-) Perfekt!

Vi bor totalt ude på landet - på en halvø. Det er fantastisk for børnene. Der er frisk luft og dyreliv - selvfølgelig. Men vi har et helt unikt sammenhold, der gør at børnene føler ansvar for hinanden på tværs af alder. Det sker i skolen, og udenfor skolen kan de alle lege sammen selvom de ikke går i samme klasse. Ligesom vi voksne bliver nødt til at "være sammen" med personer, som vi normalt ikke ville have søgt selskab med. Det giver en større tolerance. Da min mand og jeg boede i byen (kbh) var vores venskabskreds samme typer som os selv. Her får vi udvidet horisonten. Og vi hjælper hinanden - lige fra en pose mel til at passe børn /hente og afl. i institution etc. Vi kan sagtens bruge flere børnefamilier på øen. Så I er velkomne :)

Det lyder skønt med sammenhold, men det oplever jeg dog også kan forekomme i mindre andelsforeninger og ejerforeninger, selv om det så ikke er på tværs af hele byen ;) Vi har det glimrende med vores naboer og har et hyggeligt gårdmiljø, hvor de fleste hilser på hinanden. ... men ro og natur kan vi til gengæld ikke prale af. Jeg voksede op i et provins-helvede med småfolk i ens jogging-sæt, der rynkede på næsen af den mindste forskellighed og fritids-aktiviteterne var primært forbeholdt klubbernes ældste medlemmer. Så kunne børnene få en træningstime fra 22-23 om aftenen, hvis det var noget. :angry:

Jeg er selv vokset op i en provinsby – og det var helt fantastisk. Men da jeg blev 12-13 år, havde byen ligesom ikke mere at byde på. Og jeg begyndte at kede mig noget så grusomt. Derfor har jeg valgt at bo i byen med min egen familie. Men jeg må indrømme, at min hjerne har skullet vænne sig til, at dat godt kan være ok, at bo med et barn i en lejlighed. Der hvor jeg er opvokset, er man faktisk en total taber, hvis man ikke bor i villa eller rækkehus. Jeg syntes på en måde at små børn i provinsen, har det bedre end børn i byen. For de får hurtigere mere frihed, og der er ikke så meget man skal passe på. – Såsom kanyler og mega trafik. Men jeg har virkelig ondt af alle de unge mennesker, der keder sig ihjel i de små provinsbyer. - Ligesom jeg selv gjorde! WebDebattør jeANNE

Hvis jeg skulle flytte til provinsen, ville jeg vælge at bo i bofællesskab. Jeg syntes, det værste ved provinsen er, den måde folk isolerer sig på. Og snakker bag ligusteren – og er bange for hvad naboen siger og tænker. Og bliver bange for dem, der er lidt anderledes. Og måler succes i bilen i carporten, og hvor nypudsede vinduerne er. Det bedste ved byen er, at man er meget tæt på sine naboer. Så det er nemt, lige at få en snak og en god idé, til noget man kan lave sammen. Og vi bor så tæt på hinanden, at man hurtigt kan se, at naboen heller ikke har pudset sine vinduer for nylig. WebDebattør jeANNE