Min ældste søn døjer med høfeber og har været rigtig plaget (igen) i år. Det generer ham specielt i øjnene.
Samtidig udviklede han en rigtig træls vane med at sidde og prikke sig selv i øjnene fordi, som han sagde, at det så sjovt ud!
På et tidspunkt finder vi ud af, at han egenlig ikke ser så godt, så jeg aftaler med børneklinikken, at han skal have sin medicin forhøjet til dobbelt dosis. Det hjælper på hans høfeber, så han får det godt igen, men hans syn er stadig ikke godt, så jeg tester ham ved bl.a. at stille ham og hans bror op ved siden af hinanden og så skal de fortælle hvad jeg (som så stod længere væk) pegede på - og lillebror klarede det upåklageligt, mens storebror ikke kunne se en pind!
I hans SFO har den ene pædagog spurgt, om ikke vi lige skulle få ham checket, da han synes, at det virker til at han ser dårligt. Og det fik jeg så - og GRU - det viser sig ved første check, at han er så langsynet at han har omkring +6!!! Da øjenlægen sagde det, var jeg ved at græde, for den stakkels dreng har jo ikke kunnet se noget som helst.... Og vi har skældt ham ud, fordi han sad og prikkede sig i øjnene...
Han er en dreng med masser af krudt bagi, og skal gå 0-klasse fordi han ikke har været moden nok, men nu tænker jeg jo, om det kan have noget med synet at gøre - altså at han har haft svært ved at sidde stille og koncentrere sig, når han ikke har kunnet se noget....
Hvorfor søren har jeg ikke opdaget før nu, hvor dårligt seende han har været?
Kender I ikke det med at man bare bliver ramt af massiv dårlig samvittighed?
Anmeld