desirefinck skrev:
Jeg er godt nok meget nervøs for selve fødslen, men det er vel helt normalt for første gangs fødende som ikke ved hvad der venter sig..
Jeg ved godt, man ikke selv bestemmer over sine følelser, men jeg er overbevist om, at det var medvirkende til at gøre mine fødsler meget lette, at jeg ikke på forhånd var bange, bare spændt og forventningsfuld. Jeg nægtede at lytte til fx min søster, der mente, at den bedste forberedelse var at fortælle sig selv en million gange, at det ville være frygteligt smertefuldt og ganske forfærdeligt, sådan at hun ikke kunne blive chokeret over smerten, når hun stod i situationen. Jeg mente omvendt, at det da aldrig kunne komme dårligt tilbage at stole på, jeg nok skulle klare smerterne.
Jeg tror, det er meget vigtigere ikke at tro, man kan beslutte på forhånd, om man vil tage imod smertelindring og i så fald hvilken - det kan føles som et kæmpe nederlag, hvis man så alligevel får brug for det.
Jeg har ikke fået smertestillende - det var så heller ikke muligt de to sidste gange, da jeg fødte hjemme - og mit bedste råd er, at du skal prøve at 'gå ind' i smerten og ikke modarbejde den, forsøge - hvis det giver mening - at slappe af, give slip og lade kroppen arbejde. Og så blev jeg i øvrigt meget positivt overrasket over vepauserne - det var så salig og afslappende en tilstand, og det havde jeg slet ikke været forberedt på.
Anmeld
