Forældre

Anonym skriver:

Mange tak for svar alle sammen 

 

Henvendt til Missy_B

Min kæreste er til næste sommer færdig med gymnasiet, og jeg går indtil sommeren på HG, hvorefter jeg smutter på et års HF, for derefter at blive noget indenfor mennesker - hvad er ikke helt klart endnu. Så jobs er ikke helt det vi skal til nu, da vi begge har planer om korte eller mellemlange videregående uddannelser. Boligsituationen er også helt fin, vi sidder i en 72 km2 lejlighed, og der er rigeligt med plads... Lige for at tilføje det, så har vi siddet og regnet en masse ud, for at se hvordan det ville være med økonomien, med hjælp fra andre tråde og sider, hvor folk har skrevet hvad det har kostet dem..

Jeg har en veninde som blev mor første gang som 23-årig, altså fem år ældre end dig, og stadig ung. Hun var i gang med en uddannelse. Undervejs fandt hun ud af at det ikke var den uddannelse hun ønskede.

Men nu havde hun jo et barn, og familien skulle have brød på bordet, så hun blev nødt til at tage et hurtigt valg og skifte til en anden uddannelse. Som resulterede i at hun, efter endt uddannelse, i omkring 7 år arbejdede i et job hun egentlig ikke ønskede. Hun gik ned med stress tre gange i løbet af de år. Masser af frustrationer og fortrydelser.

Og først nu, i en alder af 35, hvor barnet er stort og hun for længst er blevet skilt fra faren, har hun fået mulighed for igen at komme tilbage på skolebænken. Hun er færdig med sin uddannelse om 3 år og vil altså være 38 inden hun får den uddannelse hun skulle have fået, og ville have fået, i en meget yngre alder hvis ikke hun havde haft børn at tænke på ift. indtægt og stabilitet.

"Noget indenfor mennesker" er et meget vidt begreb. Please, find ud af hvad du vil bruge dit liv på inden du sætter børn i verden. Det er begrænset hvor mange bolde man kan have i luften på én gang, og du indskrænker din frihed og dine handlemuligheder ved at få børn.

Rigtig mange forældre der er så unge som jer, ender med at blive skilt relativt hurtigt. Jeg siger ikke at det nødvendigvis sker for jer, men sandsynligheden er høj. Det er også vigtigt at du tager det med i dine overvejelser.

modesty skriver:

Undskyld, men jeg bliver altså nødt til at sige... Det virker meget mærkeligt at du forsvarer valget at blive ung forælder, samtidig med at du skriver at du ikke er sammen med faren mere. Du siger at det er en anden sag, men det er det altså ikke helt. Det er et faktum at der er langt flere unge forældre der bliver skilt, end ældre. Jo mere erfaren og moden man er (og jo, erfarenhed og modenhed kommer med alderen), jo mere ved man også om kærlighed, livsvalg, og hvem man vil tilbringe resten af sin tid med. 

Man ved aldrig hvad fremtiden bringer, nej. Men skylder man ikke sine fremtidige børn at optimere chancerne for at de kan vokse op med både deres mor og far på fuld tid? 

Når man er 18 år ved man så lidt om hvem man er og hvad man vil med sit liv. Det kan godt være at man er myndig, men man er ikke voksen. 

Personligt synes jeg der er meget stor forskel på hvornår man er voksen. Og her behøves 18 år ikke at være det der afgør det.

Desuden tænker jeg jo også,at jo ældre du bliver, jo større er risikoen jo også for at barnet mister en af forældrene til døden ved sygdom eller lignende. Synes faktisk at det er lidt noget pjat at vi sådan skal risiko vurderer hele tiden.

Der er intet i livet der er sikker!!

Jeg bliver selv 40 lige om lidt. Mødte min mand da jeg var 15, flyttede sammen da jeg var 17. Blev gravid og fødte et par dage efter jeg blev 20. Og da hun blev døbt, blev vi gift. Siden er der kommet 4 børn mere. Den yngste er nu 7 år. Og indtil få år siden havde vi en ganske udmærket økonomi, men forskellige omstændigheder har gjort, at vi knap kan få enderne til at nå sammen i dag.

Og derfor er jeg da glad for jeg ikke har små børn nu!! Og glad for jeg fik dem,mens økonomien var god. Og mens mit forhold til livet var noget mere afslappet.  Men da jeg valgte det dengang..havde jeg ikke viden om nuværende situation, ligesom jeg ikke kunne vide om forholdet til faren ville holde.

Så TS: Hvis I føler jer klar og har masser af omsorg og kærlighed at dele ud af,så mener jeg,at alt det andet er biting og alle problemer er til for at blive løst... Det er det der gør os stærkere og som I sidste ende giver vores børn,nogle stærke forældre.

Der er ingen der kommer igennem uden lidt bumper på vejen. Så gør hvad I føler for...og fortæl nyheden med stor glæde og stolthed.