Forældre

Hejsa! 

Min kæreste og jeg har snakket om at begynde projekt baby til vinteren, og til den tid er jeg stadig 18 og han er 19. Vi har længe snakket om det, og er blevet enige om at tiden er til det, for os så jeg tænker, hvordan fortalte I det da I blev gravide? Især når det er planlagt baby, og man er så ung. Og hvor langt var I henne da I fortalte det?Det skal jo helst gøres rigtigt 

Jeg vil prøve at fortælle, hvad jeg ville ønske, min datter ville sige, hvis hun som 18-årig - eller 21-årig, som hun er nu - skulle fortælle, hun var gravid.

For det første ville jeg håbe, hun kunne sætte mig ind i sin og kærestens fremtidsplaner for uddannelse, økonomi og hverdagen med et barn ikke bare et, men også fem år frem. Jeg ville forvente, hun og kæresten havde gennemtænkt dette nøje. 

For det andet ville jeg ønske, hun kunne sætte mig ind i, hvorfor det var vigtigt for dem at binde sig så tidligt. 

Jeg ville have svært ved at forstå, hvorfor de ikke ville vente nogle år, til de var mere sikre på hinanden og fremtiden - og den bekymring ville gøre det svært for mig at glæde mig uforbeholdent. Derfor ville jeg, hvis jeg var dig, forberede mig på at "fremlægge" den overordnede "plan", så dine forældre kan høre, det er en gennemtænkt beslutning. Du er stadig deres "lille" pige, og de ønsker sig kun det bedste for dig - derfor er det vigtigt, du viser dem, at der er styr på det. 

Nu var jeg atten år da jeg blev gravid og er nu nitten med termin på Lørdag. Altså jeg havde snakket lidt med min mor om at en test måske nok var positiv " meget utydelig streg " hub tog det meget pænt, da jeg så skulle til lægen tog jeg den med, selvom stregen kom efter tid er den positiv. Så da vi kom hjem fra lægen fortalte jeg min mor der, hun spurgte self hvad vi ville, os sagde jeg, at vi lige skal snakke om det da det var delvis planlagt, vi havde bare ikke regnet med det vil gå så hurtigt (: var i uge 4+0 da jeg fortalt den var positiv og i uge 8+0 at vi vil beholde overs barn (: min kæreste er dog os otte år ældre end jeg så det vil sige 27 (: 

Jeg syntes det er godt at starte tidligt.. Hvorfor skal man vente til karriere og økonomi er på plads. Og hvorfor skal man redegøre for sin beslutning overfor forældre.. Man er vel voksen når man er 18 eller 21 for den sags skyld. Jeg var 21 han var 20 og vi havde da ikke styr på fremtiden.. At manden på sigt så ikke var ham jeg skulle blive med er en helt anden sag. Det kan man aldrig planlægge. Vi fortalte bare familien vi skulle have barn.. Nogen rynkede panden, andre var glade..

Mit eneste råd er at i selv sætter jer ned og får en god snak om det er det i virkelig vil lige nu.. Er i begge klar til at kærestetiden er slut og at i nu skal være 3 og ikke 2.

Jeg var 21 og det var planlagt  

vi fortalte det bare med stort smil på læberne

Thunderangel skriver:

Jeg syntes det er godt at starte tidligt.. Hvorfor skal man vente til karriere og økonomi er på plads. Og hvorfor skal man redegøre for sin beslutning overfor forældre.. Man er vel voksen når man er 18 eller 21 for den sags skyld. Jeg var 21 han var 20 og vi havde da ikke styr på fremtiden.. At manden på sigt så ikke var ham jeg skulle blive med er en helt anden sag. Det kan man aldrig planlægge. Vi fortalte bare familien vi skulle have barn.. Nogen rynkede panden, andre var glade..

Mit eneste råd er at i selv sætter jer ned og får en god snak om det er det i virkelig vil lige nu.. Er i begge klar til at kærestetiden er slut og at i nu skal være 3 og ikke 2.

Det er ikke fordi jeg er uenig med dig på den måde, men jeg synes det er yderst vigtigt at ha taget stilling til fremtiden før man sætter et barn i verden. At man ikke har karrieren på plads er fair nok, men i min verden skal man sørge for at have ambitioner der sikrer sig, at man kan få en uddannelse og forsørge sit barn/børn.

Jeg var selv 22, knapt 23 da vi smed præventionen. Jeg havde styr på uddannelse og job, og det var for mig en fundamental bedrift for at sætte en barn i verden. Jeg blev dog først mor som 25 årig da det tog lidt tid, men det kan man aldrig spå om

Til TS: Det er helt okay at planlægge et barn hvis i begge er indforstået med det, alder betyder for mig intet, men hvordan ser job og uddannelsessituationen ud? Hvad med bolig? Det er perspektiver jeg synes er vigtige at inddrage i tankerne omkring barn

Thunderangel skriver:

Jeg syntes det er godt at starte tidligt.. Hvorfor skal man vente til karriere og økonomi er på plads. Og hvorfor skal man redegøre for sin beslutning overfor forældre.. Man er vel voksen når man er 18 eller 21 for den sags skyld. Jeg var 21 han var 20 og vi havde da ikke styr på fremtiden.. At manden på sigt så ikke var ham jeg skulle blive med er en helt anden sag. Det kan man aldrig planlægge. Vi fortalte bare familien vi skulle have barn.. Nogen rynkede panden, andre var glade..

Mit eneste råd er at i selv sætter jer ned og får en god snak om det er det i virkelig vil lige nu.. Er i begge klar til at kærestetiden er slut og at i nu skal være 3 og ikke 2.

Er til dels enig.. Men det med økonomien er jeg altså ikke helt enig i.. Nu ved jeg selvfølgelig ikk om ts har job eller ej. Men nogle gang vælger helt unge og få børn( her snakker jeg om planlagte graviditeter) inden uddannelse og de intet job har..Fordi de vil gøre det i omvendt rækkefølge.. Det er fint for mig, så længe man kan forsørge sig selv, og har job.. 

Det er ikke fordi jeg er uenig med dig på den måde, men jeg synes det er yderst vigtigt at ha taget stilling til fremtiden før man sætter et barn i verden. At man ikke har karrieren på plads er fair nok, men i min verden skal man sørge for at have ambitioner der sikrer sig, at man kan få en uddannelse og forsørge sit barn/børn.

Jeg var selv 22, knapt 23 da vi smed præventionen. Jeg havde styr på uddannelse og job, og det var for mig en fundamental bedrift for at sætte en barn i verden. Jeg blev dog først mor som 25 årig da det tog lidt tid, men det kan man aldrig spå om

Til TS: Det er helt okay at planlægge et barn hvis i begge er indforstået med det, alder betyder for mig intet, men hvordan ser job og uddannelsessituationen ud? Hvad med bolig? Det er perspektiver jeg synes er vigtige at inddrage i tankerne omkring barn

Mange tak for svar alle sammen 

Henvendt til Missy_B

Min kæreste er til næste sommer færdig med gymnasiet, og jeg går indtil sommeren på HG, hvorefter jeg smutter på et års HF, for derefter at blive noget indenfor mennesker - hvad er ikke helt klart endnu. Så jobs er ikke helt det vi skal til nu, da vi begge har planer om korte eller mellemlange videregående uddannelser. Boligsituationen er også helt fin, vi sidder i en 72 km2 lejlighed, og der er rigeligt med plads... Lige for at tilføje det, så har vi siddet og regnet en masse ud, for at se hvordan det ville være med økonomien, med hjælp fra andre tråde og sider, hvor folk har skrevet hvad det har kostet dem..

Thunderangel skriver:

Jeg syntes det er godt at starte tidligt.. Hvorfor skal man vente til karriere og økonomi er på plads. Og hvorfor skal man redegøre for sin beslutning overfor forældre.. Man er vel voksen når man er 18 eller 21 for den sags skyld. Jeg var 21 han var 20 og vi havde da ikke styr på fremtiden.. At manden på sigt så ikke var ham jeg skulle blive med er en helt anden sag. Det kan man aldrig planlægge. Vi fortalte bare familien vi skulle have barn.. Nogen rynkede panden, andre var glade..

Mit eneste råd er at i selv sætter jer ned og får en god snak om det er det i virkelig vil lige nu.. Er i begge klar til at kærestetiden er slut og at i nu skal være 3 og ikke 2.

Personligt ville jeg synes, det var en skidt start på voksenlivet at sætte et barn i verden, hvis man var på kontanthjælp og ikke anede, hvad man skulle lave et år eller to frem i tiden. Det er det, jeg mener med, at fremtiden og økonomien skal være på plads - for mig er det fint at få barn, mens man studerer, idet man så er i gang med noget, der med en vis sandsynlighed er en investering i fremtiden. Helt principielt synes jeg ikke, det er ok at planlægge at få børn på statens regning uden som minimum at have en plan for, hvad der skal ske efterfølgende - og jeg mener også, at man skylder også sit barn den tryghed, det er at have overblik over, hvor pengene kommer fra om to og tre år. 

Jeg mener ikke, man er voksen på ret meget andet end papiret, hvis man ikke har gennemtænkt dette, før man sætter et barn i verden. Uheld kan ske, og et solidt, økonomisk fundament kan smuldre, men jeg forstår ikke den tankegang, at man på det måske mest usikre tidspunkt i livet overhovedet bevidst sætter et barn i verden. Det fremgår ofte af bl.a. tråde her, at det er et helvede at få økonomien til at hænge sammen, hvis man er på kontanthjælp og har barn, og det er der da ingen grund til bevidst at planlægge efter. 

Nu taler jeg helt generelt og ikke om TS' situation. 

Anonym skriver:

Mange tak for svar alle sammen 

 

Henvendt til Missy_B

Min kæreste er til næste sommer færdig med gymnasiet, og jeg går indtil sommeren på HG, hvorefter jeg smutter på et års HF, for derefter at blive noget indenfor mennesker - hvad er ikke helt klart endnu. Så jobs er ikke helt det vi skal til nu, da vi begge har planer om korte eller mellemlange videregående uddannelser. Boligsituationen er også helt fin, vi sidder i en 72 km2 lejlighed, og der er rigeligt med plads... Lige for at tilføje det, så har vi siddet og regnet en masse ud, for at se hvordan det ville være med økonomien, med hjælp fra andre tråde og sider, hvor folk har skrevet hvad det har kostet dem..

Hvis I får gevinst til vinter, vil du skulle føde hen på efteråret, hvor du er i gang med din 1-årige HF. Din kæreste er på dette tidspunkt næsten nybagt student - skal han i gang med studier med det samme? Din HF vil, går jeg ud fra, blive udskudt et år - er det ikke klogere at gøre den færdig først? Hvorfor begynde netop til vinter?