Jeg er bange for at blive MOR ! :'|

Zafir skriver:



Ih altså - tusind tak 

T231109 skriver:

Tusind tak for jeres svar. De var rigtig opmuntrende .

Jeg har været til ung mor idag - en mødregruppe med sundhedsplejerske. Jeg fortalte dem om min angst og en af sundhedsplejerskerne tilbød mig nogle samtaler under 4 øjne, hvor vi skulle arbejde med noget coaching. Har ikke prøvet det før, men takkede selvfølgelig ja til det.
Vi fik også set nogle film om fødslen, så jeg er det mere forberedt.

Jeg håber samtalerne med sundhedsplejersken og mere basal viden om nyfødte, kan give mig mere ro i sindet.

Det hjælper også at jeg næsten er færdig med at male lejligheden, så jeg ikke skal bo i noget halvfærdigt rod.

Jeg satser på at børneværelset er malet færdigt indenfor 14 dage, så jeg kan få pakket det hele ud på sine pladser.

Puuh, en hård dag at skulle offentliggøre sin angst, men også en kæmpe lettelse, når jeg nu kan få noget hjælp fra en sundhedsplerjerske.

Puha kan sørme godt nikke genkendende til at være bange for ikke at være tilstrækkelig, men det er en del af det at blive mor: konstante bekymringer. Men selvfølgelig skal du nok klare det hele. Jeg fandt også tryghed i at læse om fødsel og spædbørn jeg følte mig til sidst forberedt til fingerspidserne, men da så baby kom var det noget het andet, jeg kunne ikke have forberedt mig på den kæmpe oplevelse en fødsel er og heller ikke dagene efter. For mig var det ikke en lyserødoplevelse fra starten af, da jeg så min lille dreng for første gang tænkte jeg hvor er han dejlig og jeg glæder mig til at vi skal lære hinanden at kende, og mange ting falder da også naurligt men jeg synes så bestemt også at nogle ting kommer efter nogle dage som mor. Men det var ikke som mange beskriver det helt vildt fantastisk fra allerførste minut, jeg kunne mærke jeg lige skulle finde ud af hvad de forskellige lyde og grynt betød og det tager altså noget tid, så bliv ikke forskrækket hvis ikke du er et helt andet menneske når du ligger med den lille i armene for det skal som sagt nok komme
Håber det giver lidt mening.
Det bedste du kan give dit barn er din kærlighed og så skal alt det andet nok gå
det bedste er at tænke på at det baby har allermest brug for er dig

T231109 skriver:

Jeg er så nervøs og bange for at blive mor. Bange for at jeg ikke mestrer opgaven godt nok. Jeg har mareridt nogle nætter om at jeg står med det lille barn i hænderne og ikke føler mig tilstrækkelig. Føler mig virkelig panikslagen over, at der kun er 3 mdr til jeg skal føde.
Jeg går totalt amok med redebyggeri. ALT skal være perfekt.
Jeg glæder mig meget til at skulle være mor, men jeg frygter jeg går hen og går helt i panik, når jeg har født, fordi jeg er så nervøs for om jeg gør tingene rigtigt.

Jeg ved ikke om det er normalt for førstegangsfødende at gå lidt i panik? Nu er jeg nok lidt ude i ekstremerne, fordi jeg selv har haft en træls barndom og derfor så har et behov for at min søn skal have det perfekt.

Jeg burde finde ro i mig selv og lære at slappe lidt af. At være ligeglad med om børneværelset fx. når at blive malet inden hans ankomst, for dette er jo ikke vigtigt. Det vigtigste er at jeg bliver mentalt forberedt på den kæmpe omvæltning det er, at blive forældre..... Men jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal lære at 'slappe af' og være mindre panisk. Nogle gode fif?

Jeg har tænkt på, at jo mere jeg forbereder mig og jo mere viden jeg får om spædbørn, jo mindre vil angsten være. Jeg går i en mødregruppe for unge, hvor det er meningen vi også skal have fødselsforbedredelse, men det har der ikke været endnu (og jeg har brokket mig). Jeg føler mig helt på bar bund lige nu. Hvad gør jeg når jeg har født? Hvor tit skal han spise? Hvor ofte er det normalt han sover? Hvor gammel er han når han kan støtte hovedet selv? Må han ligge på maven? Skal han bruge sut? OSV!
Meget af det finder man jo nok ud af hen ad vejen, da spædbørn er forskellige, men JEG føler mig bare helt magtesløs, fordi jeg netop er førstegangsfødende... og ja, oven i købet alenemor.

Hvordan mestrede du opgaven som mor til et lille væsen? Var du nervøs?

Hej..

Jeg ved hvordan du føler.. Jeg er nu mor til 2 dejlige piger og venter pige nr. 3. Da jeg havde født Cecilie som er min ældste datter, havde jeg det på samme måde, følte ikke jeg var god nok, følte ikke jeg gjorde tingene rigtigt, jeg var ked af det, bange for alle ville sige jeg ikke var tilstrækkeligt.

Men kan trøste dig med, det er noget der skal overvindes.. Det er lettere sagt en gjort, men det er normalt når man er første gangs fødende.  Jeg talte med min læge om disse ting og hun hjalp mig rigtig meget, selvom hun egentlig bare burde ha sent mig til en psykolog. Jeg snakkede med mine veninder og med min mand, og som tiden gik, så forsvandt angsten, jeg kan stadig godt den dag i dag føle jeg ikke gør tingene godt nok, men ved mine børn elsker mig, og er glade for mig.

Jeg håber du overvinder din angst. For ved selv at det ikke er sjovt og gå med alle de tanker og følelser.

Varme tanker her fra