Jeg er bange for at blive MOR ! :'|

Jeg er så nervøs og bange for at blive mor. Bange for at jeg ikke mestrer opgaven godt nok. Jeg har mareridt nogle nætter om at jeg står med det lille barn i hænderne og ikke føler mig tilstrækkelig. Føler mig virkelig panikslagen over, at der kun er 3 mdr til jeg skal føde.
Jeg går totalt amok med redebyggeri. ALT skal være perfekt.
Jeg glæder mig meget til at skulle være mor, men jeg frygter jeg går hen og går helt i panik, når jeg har født, fordi jeg er så nervøs for om jeg gør tingene rigtigt.

Jeg ved ikke om det er normalt for førstegangsfødende at gå lidt i panik? Nu er jeg nok lidt ude i ekstremerne, fordi jeg selv har haft en træls barndom og derfor så har et behov for at min søn skal have det perfekt.

Jeg burde finde ro i mig selv og lære at slappe lidt af. At være ligeglad med om børneværelset fx. når at blive malet inden hans ankomst, for dette er jo ikke vigtigt. Det vigtigste er at jeg bliver mentalt forberedt på den kæmpe omvæltning det er, at blive forældre..... Men jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal lære at 'slappe af' og være mindre panisk. Nogle gode fif?

Jeg har tænkt på, at jo mere jeg forbereder mig og jo mere viden jeg får om spædbørn, jo mindre vil angsten være. Jeg går i en mødregruppe for unge, hvor det er meningen vi også skal have fødselsforbedredelse, men det har der ikke været endnu (og jeg har brokket mig). Jeg føler mig helt på bar bund lige nu. Hvad gør jeg når jeg har født? Hvor tit skal han spise? Hvor ofte er det normalt han sover? Hvor gammel er han når han kan støtte hovedet selv? Må han ligge på maven? Skal han bruge sut? OSV!
Meget af det finder man jo nok ud af hen ad vejen, da spædbørn er forskellige, men JEG føler mig bare helt magtesløs, fordi jeg netop er førstegangsfødende... og ja, oven i købet alenemor.

Hvordan mestrede du opgaven som mor til et lille væsen? Var du nervøs?

Jeg var skam os nervøs... Og er det hver evig eneste dag.. da jeg er blevet tvangsfjernet som 2 årige - Og frygter til hver en tid at min datter skulle blive fjernet fra mig, fordi jeg måske ikke gør det godt nok...

Hver gang SP er her, snakker vi om det, og hun siger at det sker ikke for mig, for jeg giver og gør hvad min datter har brug for...
Det er jo altid dejligt at få afvide...
SP siger det er det sidste de ville gøre imod, at fjerne hende...

Sødeste sødste dig

Jeg havde aldrig nogensinde i hele verdenen håndteret en baby og da slet ikke et spædbarn, da jeg havde Idun i maven! Og få uger, inden hun kom ud, fik jeg også totalt nedtur, fordi jeg helt sikkert ville brække babyens fødder, når jeg gav den sokker på de små putte-fusser osv...

Jeg var SIKKER på at jeg ikke kunne finde ud af NOGET som helst...

Min mor sagde til mig: Når du først har babyen i hånden, er det som om du ikke har lavet andet. Så kommer det til dig.

Og det var RIGTIGT!!! Det var ligesom om man bare skule være med det lille væsen også klarede man tingene

INtet hjemme hos os var perfekt. Vi havde intet børneværelse, ingen penge, ingenting

Så det skal NOK gå

Så længe du har kærligheden, så er alting bare ekstra .

Held og lykke og bare spørg løs herinde!

Stort kram!!

Først og fremmest, så er din baby helt og aldeles ligeglad med farven på væggene i værelset, så det med at male, skal du bare få ordnet i det tempo du ha roverskud til.... men måske kan malingen og redebyggeriet giver dig lidt ro på.....

prøv hver dag, at få styr på 1 ting til babys ankomst.... Hvad med at vaske en maskinfuld tøj hver dag (ja altså så længe der er noget hehe) og lægge det sammen, og i en ren pose, og så på dets plads. Så har du hver dag noget du kan være tilfreds med, og som du VED er der til baby....

Som zafir siger, så ved man bare, når man står med sin baby i armene, at tingene skal gøres sådan eller sådan.... og resten kan man altid spørge sig frem til....

Du får tildelt en sundhedsplejerske, og hun kommer første gang, når baby ikke er mere end et par dage. Og du kan på sygehuset bede dem ringe til hende og sige, at du gerne vil have at hendes første besøg, sker så hurtigt som muligt.

Og så til dine drømme. stort set alle gravide har de mest mærkelige drømme mens de venter sig, nogle gode, nogle skræmmende, og mange af dem virkelig urationelle/ulogiske, så dem skal du pøve at se gennem fingre med, selvom det er svært.
Der vil helt sikkert komme en dag, hvor du står med din baby i armene for 117. gang i sekundet, og h*n bare skriger, og intet hjælper, for sådan er babyer også. Og ALLE mødrene føler totalt afmagt, og bliver skuffede når de bare ikke kan få baby til at holde op med at græde.
Hvis det bliver for meget, så skal du ringe til en ven, eller gå et sted hen hvor du ved der er hjælp at hente. Her skal du aflevere din baby, og lægge dig og slappe af, så du kan samle energi, for du vil sikkert, som alle andre mødre, komme i søvnunderskud. Og selvom man bare helst vil være supermor, så er det da bare skide hårdt, og selv en supermor kan hyles ud af den.

Jeg håber du får ro på igen, og at du når at nyde din sidste tid som gravid... Og du kan altid bede om råd, både her, hos din sundhedsplejerske, og hos dem der står dig nærmest. Det kræver kun at du tør bede om hjælpen....

Forresten, nu hvor du er alene, så skulle du måske inden fødslen, finde den der er dig nærmest både psykisk og fysisk. Har du ikke en rigtig god nabo, med super overskud? Og så spørge vedkommende, om du må komme rendende/ringe i tide og utide, hvis du får brug for en hånd.... Måske kan det berolige dig lidt, at du ved der er en som gerne vil hjælpe, fordi du har aftalt det på forhånd....

Tusind tak for jeres svar. De var rigtig opmuntrende .

Jeg har været til ung mor idag - en mødregruppe med sundhedsplejerske. Jeg fortalte dem om min angst og en af sundhedsplejerskerne tilbød mig nogle samtaler under 4 øjne, hvor vi skulle arbejde med noget coaching. Har ikke prøvet det før, men takkede selvfølgelig ja til det.
Vi fik også set nogle film om fødslen, så jeg er det mere forberedt.

Jeg håber samtalerne med sundhedsplejersken og mere basal viden om nyfødte, kan give mig mere ro i sindet.

Det hjælper også at jeg næsten er færdig med at male lejligheden, så jeg ikke skal bo i noget halvfærdigt rod.

Jeg satser på at børneværelset er malet færdigt indenfor 14 dage, så jeg kan få pakket det hele ud på sine pladser.

Puuh, en hård dag at skulle offentliggøre sin angst, men også en kæmpe lettelse, når jeg nu kan få noget hjælp fra en sundhedsplerjerske.

T231109 skriver:

Tusind tak for jeres svar. De var rigtig opmuntrende .

Jeg har været til ung mor idag - en mødregruppe med sundhedsplejerske. Jeg fortalte dem om min angst og en af sundhedsplejerskerne tilbød mig nogle samtaler under 4 øjne, hvor vi skulle arbejde med noget coaching. Har ikke prøvet det før, men takkede selvfølgelig ja til det.
Vi fik også set nogle film om fødslen, så jeg er det mere forberedt.

Jeg håber samtalerne med sundhedsplejersken og mere basal viden om nyfødte, kan give mig mere ro i sindet.

Det hjælper også at jeg næsten er færdig med at male lejligheden, så jeg ikke skal bo i noget halvfærdigt rod.

Jeg satser på at børneværelset er malet færdigt indenfor 14 dage, så jeg kan få pakket det hele ud på sine pladser.

Puuh, en hård dag at skulle offentliggøre sin angst, men også en kæmpe lettelse, når jeg nu kan få noget hjælp fra en sundhedsplerjerske.

Hvor er det dejligt....

T231109 skriver:

Jeg er så nervøs og bange for at blive mor. Bange for at jeg ikke mestrer opgaven godt nok. Jeg har mareridt nogle nætter om at jeg står med det lille barn i hænderne og ikke føler mig tilstrækkelig. Føler mig virkelig panikslagen over, at der kun er 3 mdr til jeg skal føde.
Jeg går totalt amok med redebyggeri. ALT skal være perfekt.
Jeg glæder mig meget til at skulle være mor, men jeg frygter jeg går hen og går helt i panik, når jeg har født, fordi jeg er så nervøs for om jeg gør tingene rigtigt.

Jeg ved ikke om det er normalt for førstegangsfødende at gå lidt i panik? Nu er jeg nok lidt ude i ekstremerne, fordi jeg selv har haft en træls barndom og derfor så har et behov for at min søn skal have det perfekt.

Jeg burde finde ro i mig selv og lære at slappe lidt af. At være ligeglad med om børneværelset fx. når at blive malet inden hans ankomst, for dette er jo ikke vigtigt. Det vigtigste er at jeg bliver mentalt forberedt på den kæmpe omvæltning det er, at blive forældre..... Men jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal lære at 'slappe af' og være mindre panisk. Nogle gode fif?

Jeg har tænkt på, at jo mere jeg forbereder mig og jo mere viden jeg får om spædbørn, jo mindre vil angsten være. Jeg går i en mødregruppe for unge, hvor det er meningen vi også skal have fødselsforbedredelse, men det har der ikke været endnu (og jeg har brokket mig). Jeg føler mig helt på bar bund lige nu. Hvad gør jeg når jeg har født? Hvor tit skal han spise? Hvor ofte er det normalt han sover? Hvor gammel er han når han kan støtte hovedet selv? Må han ligge på maven? Skal han bruge sut? OSV!
Meget af det finder man jo nok ud af hen ad vejen, da spædbørn er forskellige, men JEG føler mig bare helt magtesløs, fordi jeg netop er førstegangsfødende... og ja, oven i købet alenemor.

Hvordan mestrede du opgaven som mor til et lille væsen? Var du nervøs?

Jeg havde selv den der med om jeg nu kunne tage mig af mit barn osv inden jeg fødte og faktisk følte jeg efter Nikitas fødsel mig ikke værdig til at tage mig af hende, syntes ikke jeg kunne gøre noget rigtig, og blev hele tiden ked af det, jeg har først fortalt min sundhedsplejeske det for et måneds tid siden da det først var der jeg var kommet nogenlunde ovenpå igen. Bare sådan at du ikke føler skyldfølelse over hvis du har negative tanker lige efter fødslen, som må være lige oppe over.. Jeg følte heller ikke det der store overvældende kærlighed til mit barn med det samme, der gik noget tid, jeg kunne simpelhen ikke rumme alt den kærlighed, men det kan jeg nu... så igen det er altså ikke altid det lige går efter bogen eller som de rosenrøde historier, der nogengange fortælles, men det kommer.. det tager bare tid. Men skulle det ske for dig, som jeg da virkelig ikke håber det gør, så snak endelig med sundhedsplejesken, så hurtigt så muligt, hun kan netop søtte op, jeg ville ihvertfald  ønske jeg havde sagt noget noget før...

Held og lykke med det hele...

Knuz fra Jane

Zafir skriver:

Sødeste sødste dig

Jeg havde aldrig nogensinde i hele verdenen håndteret en baby og da slet ikke et spædbarn, da jeg havde Idun i maven! Og få uger, inden hun kom ud, fik jeg også totalt nedtur, fordi jeg helt sikkert ville brække babyens fødder, når jeg gav den sokker på de små putte-fusser osv...

Jeg var SIKKER på at jeg ikke kunne finde ud af NOGET som helst...

Min mor sagde til mig: Når du først har babyen i hånden, er det som om du ikke har lavet andet. Så kommer det til dig.

Og det var RIGTIGT!!! Det var ligesom om man bare skule være med det lille væsen også klarede man tingene

INtet hjemme hos os var perfekt. Vi havde intet børneværelse, ingen penge, ingenting

Så det skal NOK gå

Så længe du har kærligheden, så er alting bare ekstra .

Held og lykke og bare spørg løs herinde!

Stort kram!!

Det kan jeg også skrive under på...min kære niece Zafir er den BEDSTE mor i verden for Idun...en ren verdensmester, som om hun aldrig har lavet andet

Hvis bare jeg blir halvt så god som dig så blir både bebsen og jeg lykkelige

dorthemus skriver:



Det kan jeg også skrive under på...min kære niece Zafir er den BEDSTE mor i verden for Idun...en ren verdensmester, som om hun aldrig har lavet andet

Hvis bare jeg blir halvt så god som dig så blir både bebsen og jeg lykkelige

Ih altså - tusind tak