Anonym skriver:
Håber også snart at lykken tilsmiler os... Venter hele tiden på at vågne op... For det var det værste i mit liv at miste mine tvillinger, ved ikke hvad jeg har gjort, siden jeg konstant skal mindes om det 
håber nemlig på nogle værktøjer, for når jeg har set hende hankes dårligt kunne sige Hej til hende, og føler mig så tarveligt for det er jo på ingen måde hendes skyld... Men når jeg ser hende, minder det mig bare IGEN om hva jeg ikke kunne få
Det at have mistet er et livsvilkår man skal lære at leve med, det bliver ved med at poppe op i forskellige sammenhænge og i laaaang tid efter.
Mange (både dem der lige har mistet, men især også omgivelserne) tror at efter et bestemt stykke tid så er vi ovre smerten og er de samme som vi var. Det er bare ikke tilfældet. Det er ikke som at have brækket et ben som så heler. Vi har fået et ar på sjælen som heler med tiden, men aldrig forsvinder. Og nogle gange gør det mere ondt og fylder mere end ellers. Som fx nu hvor din svigerinde venter tvillinger. Eller på årsdagen eller terminsdagen.
Det er halvandet år siden jeg mistede min søn og jeg arbejder stadig med tabet.. Ikke som jeg gjorde til at starte med, det er blevet lettere. Men der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på Bastian. Nu er det bare kærligheden og stoltheden, der fylder mest.
Din reaktion overfor hende er helt normal, selvom det føles helt forkert. Det vigtigste lige nu er, at du passer på dig selv og mærker efter hvad du kan rumme. Det kan være du skal sige til hende, at du har det svært med hendes graviditet. At du er inderligt glad på hendes vejne, men det gør ondt og derfor er du lige nu nødt til at tage lidt afstand. Og så være med igen når du har det lidt bedre. Det vil hun forhåbentlig forstå!
Jeg brændte også helt sammen et halvt års tid efter vi mistede. Og har også hørt fra andre, at de har fået reaktioner noget tid efter. Det er meget "normalt", men man bliver bare overrasket når det sker, fordi man tror man er ved at være "ovenpå".
Jeg fik på det tidspunkt en henvisning til psykolog. Der var mange andre ting, der var blevet blandet sammen med sorgen, så jeg havde vendt ryggen til alt og alle. Og jeg havde brug for hjælp til at få ryddet op. Og det fik jeg virkelig!
Men selve sorgen og tabet lærte jeg kun at leve med takket være landsforeningen, hvor jeg fandt ud af at alle mine tanker og følelser - også dem der ikke er "pæne" - går alle der har mistet rundt med. Og vi hjælper hinanden med at håndtere dem.
Endnu et stort kram til dig 
