Jeg giver op

Jeg må se mig slået, jeg kan ikke være stærk mere...

i sommers fik jeg en sen abort, med tvillinger... Mine to små drenge skulle ikke ende med at blive mine....

troede lige jeg var kommet lidt oven på, og fandme så ikk om min svigerinde venter tvillinger... Det gør så ondt, jeg græder hele tiden, samtidig forsøger vi selv at blive gravide igen, og det gør mig sindsyg at det endnu ikke er lykkedes...

det er som om at vi HELE tiden skal konfronteres med det vi har mistet... 

nogen ved måske hvem jeg er, men så må det være sådan...

jeg overvejer om man skulle kontakte en psykolog, men ved ikke om det er "åndssvagt" når det "bare" var en sen abort, men det gør så ondt og ved ikke hvad jeg skal gøre af mine følelser... Jeg fødte dem, så dem, holdte dem i min hånd osv, og nu ser jeg ikke andet for mig, når jeg lukker øjnene...

nogen der ar erfaringer med psykolog for sådan en tur?

Først kæmpe kramHvor må det være hårdt nu at opleve din svigerinde venter tvillinger!

Jeg tænker om ikke du har lige så meget ret til en efterfødselssamtale, selvom det var en sen abort - du har jo, som du selv skriver, stadig født og der er mange følelser forbundet med det - og da ikke mindst når du ikke fik dine børn med hjem? Har du fået det tilbudt?

Hvis ikke, kunne du måske (selvom det er længe siden) kontakte sygehuset og høre om det er en mulighed. For at starte et sted og eventuelt få dem til at henvise dig til en psykolog.

Ellers ville jeg nok gøre det gennem lægen. 

Håber du finder en løsning, så du kan få snakket det hele igennem. 

Er så ked af du har mistet 

Rent fagligt er det en senabort, men i Landsforeningen Spædbarnsdød omtaler vi det som en senfødsel, da vi anderkender at det er et tab af et barn/børn som er ønsket og elsket på lige fod med dem der er mistet senere. Et tab bliver ikke gradbøjet eller sammenlignet, for smerten og sorgen er den samme.

Så du må ikke føle at dine reaktioner, tanker og følelser er uberettiget eller at dit behov for hjælp er uretmæssigt! De er dine og det skal ingen tage fra dig!

Det kan så absolut være at en psykolog kan være en hjælp for dig. Jeg tror så bare det er en god ide at finde en, der har erfaring med at arbejde med spædbarnsdød, for ellers kan vedkommende have svært ved at forstå de følelser, du står med.

Jeg vil til enhver tid anbefale Landsforeningen Spædbarnsdød da du her kan snakke med rådgivere, der dagligt hjælper folk der har mistet. Og du kan møde andre engleforældre til de forskellige arrangementer.

Tillykke med dine små babyer, er så ked af I ikke måtte få dem med hjem 

Helt enig med Beem82. Juridisk er det måske en senabort men for dig har du mistet dine to drenge, du har født dem og er deres mor.

jeg selv brugte ikke psykolog efter jeg havde mistet Lia, men kender en masse for hvem psykologen var en redningsplanke. 

Som Beem82 skriver, kan du til hver en tid kontakte rådgiverne i Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød og de kan også guide dig videre til de tilbud der er via foreningen. 

For mig var den største redningsplanke at møde andre der var som mig: en mor uden sit barn/børn. Det mødte jeg gennem nettet, gennem efterfødselsgymnastik for os der havde mistet, gennem forældregruppe og gennem temaaftener. Det var ikke nødvendigvis nogen med præcis samme historie men blot nogen som forstod uden jeg skulle forklare for meget, nogen der vidste at et grin var okay selv midt i sorgen, at jeg bumlede med en masse tanker som jeg egentlig også var skamfuld over.

Det er nu 8 år siden jeg mistede og jeg holder selv oplæg en gang imellem (dog især om gravid igen). Når jeg holder de oplæg møder jeg mennesker der har mistet tidligt, sent og efter fødsel, men vil sige hørte jeg ikke deres historier ville jeg ikke kunne skelne, jeg ville ikke vide når jeg hørte deres tanker, spørgsmål osv om de havde mistet på det ene eller det andet tidspunkt. Så for mig har du mistet dine børn præcis som jeg har mistet mit barn selvom jeg var heldig at have hende i live for en stund.

Frk.S skriver:

Først kæmpe kramHvor må det være hårdt nu at opleve din svigerinde venter tvillinger!

Jeg tænker om ikke du har lige så meget ret til en efterfødselssamtale, selvom det var en sen abort - du har jo, som du selv skriver, stadig født og der er mange følelser forbundet med det - og da ikke mindst når du ikke fik dine børn med hjem? Har du fået det tilbudt?

Hvis ikke, kunne du måske (selvom det er længe siden) kontakte sygehuset og høre om det er en mulighed. For at starte et sted og eventuelt få dem til at henvise dig til en psykolog.

Ellers ville jeg nok gøre det gennem lægen. 

Håber du finder en løsning, så du kan få snakket det hele igennem. 

 

Jeg var til en opfølgende samtale otte uger efter fødslen mener jeg det var... Men der følte jeg mig oven på...

det er så hårdt, når det er så tæt på... Alle kommentarerne hun får om tvillingerne osv... Et eller andet sted er jeg jo pisse jaloux...

men det kunne godt være jeg skulle kontakte sygehuset, de kender min historie så det er måske et godt sted at starte... Ved jeg er berettiget psykolog tilskud pga sen abort

Beem82 skriver:

Er så ked af du har mistet 

Rent fagligt er det en senabort, men i Landsforeningen Spædbarnsdød omtaler vi det som en senfødsel, da vi anderkender at det er et tab af et barn/børn som er ønsket og elsket på lige fod med dem der er mistet senere. Et tab bliver ikke gradbøjet eller sammenlignet, for smerten og sorgen er den samme.

Så du må ikke føle at dine reaktioner, tanker og følelser er uberettiget eller at dit behov for hjælp er uretmæssigt! De er dine og det skal ingen tage fra dig!

Det kan så absolut være at en psykolog kan være en hjælp for dig. Jeg tror så bare det er en god ide at finde en, der har erfaring med at arbejde med spædbarnsdød, for ellers kan vedkommende have svært ved at forstå de følelser, du står med.

Jeg vil til enhver tid anbefale Landsforeningen Spædbarnsdød da du her kan snakke med rådgivere, der dagligt hjælper folk der har mistet. Og du kan møde andre engleforældre til de forskellige arrangementer.

Tillykke med dine små babyer, er så ked af I ikke måtte få dem med hjem 

Tusind tak for dit svar... 

Vil helt klart undersøge nærmere med landsforeningen, men har egentligt ikke følt at jeg havde lov til mine følelser, i forhold til folk der mister et fuldbårent barn... 

Det er bare så svært det hele, jeg troede keg var kommet oven på, men lige nu græder jeg bare ene tiden, mit humør er i bund og ingen forstår rigtigt hvorfor

lineog4 skriver:

Helt enig med Beem82. Juridisk er det måske en senabort men for dig har du mistet dine to drenge, du har født dem og er deres mor.

jeg selv brugte ikke psykolog efter jeg havde mistet Lia, men kender en masse for hvem psykologen var en redningsplanke. 

Som Beem82 skriver, kan du til hver en tid kontakte rådgiverne i Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød og de kan også guide dig videre til de tilbud der er via foreningen. 

For mig var den største redningsplanke at møde andre der var som mig: en mor uden sit barn/børn. Det mødte jeg gennem nettet, gennem efterfødselsgymnastik for os der havde mistet, gennem forældregruppe og gennem temaaftener. Det var ikke nødvendigvis nogen med præcis samme historie men blot nogen som forstod uden jeg skulle forklare for meget, nogen der vidste at et grin var okay selv midt i sorgen, at jeg bumlede med en masse tanker som jeg egentlig også var skamfuld over.

Det er nu 8 år siden jeg mistede og jeg holder selv oplæg en gang imellem (dog især om gravid igen). Når jeg holder de oplæg møder jeg mennesker der har mistet tidligt, sent og efter fødsel, men vil sige hørte jeg ikke deres historier ville jeg ikke kunne skelne, jeg ville ikke vide når jeg hørte deres tanker, spørgsmål osv om de havde mistet på det ene eller det andet tidspunkt. Så for mig har du mistet dine børn præcis som jeg har mistet mit barn selvom jeg var heldig at have hende i live for en stund.

Tusind tak for dit svar...

synes det hele er så svært lige nu, hver gang jeg "glemmer det" bliver det smidt lige i hovedet på mig igen... Lige nu kan jeg ikke se hvordan man skal komme oven på hvis man konstant bliver mindet om det hele igen

jeg vil forsøge at kontakte foreningen 

Først et

Jeg har stået i samme situation i 2010, hvor jeg var igennem det samme dig og et par Måneder senere meddelte min søster at hun var gravid... Et barn der har været tæt på tvangstvangsfjernelser...

I starten af februar i år var Jeg igennem en abort igen og ikke engang en uge efter skrev min søster at hun var gravid igen...

Jeg gik til psykolog i 1.runde fordi jeg gik ned med Flaget og det hjalp.. 

Anonym skriver:

Jeg må se mig slået, jeg kan ikke være stærk mere...

i sommers fik jeg en sen abort, med tvillinger... Mine to små drenge skulle ikke ende med at blive mine....

troede lige jeg var kommet lidt oven på, og fandme så ikk om min svigerinde venter tvillinger... Det gør så ondt, jeg græder hele tiden, samtidig forsøger vi selv at blive gravide igen, og det gør mig sindsyg at det endnu ikke er lykkedes...

det er som om at vi HELE tiden skal konfronteres med det vi har mistet... 

nogen ved måske hvem jeg er, men så må det være sådan...

jeg overvejer om man skulle kontakte en psykolog, men ved ikke om det er "åndssvagt" når det "bare" var en sen abort, men det gør så ondt og ved ikke hvad jeg skal gøre af mine følelser... Jeg fødte dem, så dem, holdte dem i min hånd osv, og nu ser jeg ikke andet for mig, når jeg lukker øjnene...

 

nogen der ar erfaringer med psykolog for sådan en tur?

Jeg tror godt jeg ved hvem du er (altså brugernavn) og jeg tror bestemt du kan få en henvisning til psykolog for det var uden tvivl forfærdeligt  det du var igennem. Jeg er helt sikker på en psykolog  kan hjælpe med nogle værktøjer der vil gøre det nemmere at acceptere sådan noget som.at hun skal.have tvillinger  efter det du var igennem. Jan godt forstå  det er rigtigt svært at i lige skal have familie medlemmer med tvillinger  i vente 

Håber du får noget hjælp og at i snart får ønsket om baby/er opfyldt. 

Jeg ville lige give dig et kram med på vejen 

Hvis du føler, det måske kunne være godt for dig, synes jeg bestemt, du skal kontakte en psykolog. Gå gennem din læge først, så kan man få tilskud.

Vi har jo lige været igennem en sen abort, og har flere gange fået at vide, at vi endelig skulle tage kontakt til læge og psykolog, hvis vi følte behov for det. Det behov kan jo komme når som helst.