Et lille englebarn

I går aftes fik vi et lille englebarn  

Der løber rigtig mange tanker gennem hovedet på mig, og jeg ønsker bare at skrive lidt ned og fortælle.

Det hele startede for snart to uger siden, da vi en mandag var til nakkefoldsscanning. Vi havde en forventning om, at vi bare skulle se vores dejlige lille barn og så hjem igen. Få dage forinden var jeg blevet 23 år og kromosomfejl var ikke noget vi frygtede, derfor kom det også som et chok, da risikoen for downs syndrom viste sig at være 1:4. Vi takkede ja til moderkagebiopsi om torsdagen, og forventede svar starten af næste uge.

Om tirsdagen blev jeg ringet op fra hospitalet. Barnet havde downs syndrom. Alt stod stille et øjeblik. Det kunne jo ikke passe? Hvordan kunne det være sandt? Dagen efter kom vi til samtale, hvor vi talte med overlægen om downs syndrom og hvad der nu skulle ske. Vi havde hjemmefra besluttet at afbryde graviditeten. Det var på ingen måde en let beslutning, og der var mange følelser forbundet med den. Hun fortalte om, hvordan det ville foregå og så skulle ansøgningen til provokeret sen abort underskrives. Senere samme dag kom godkendelse og jeg fik udskrevet den første pille, der sætter det hele i gang.

I går, fredag, mødte vi ind på gynækologisk afdeling, hvor jeg blev indlagt og sat i gang med stikpiller. Forløbet gik forholdsvis hurtigt og næsten smertefrit. Vi havde på forhånd talt om, at det var et foster, vi ville ikke kende køn, give navn, se eller begrave selv. Jeg tror nu, at det for os var en måde at tage afstand på og være i stand til at tage beslutningen om abort i første omgang. For som forløbet skred frem ændrede det sig.

Vi så ham, da han var født og gjort pæn. Han var jo bare et meget lille menneske, og det var slet ikke til at se, at noget skulle være anderledes ved ham. Han gik pludselig fra at være et foster i min bevidsthed til at være mit lille englebarn. Selvom han ikke var stor, nåede jeg jo alligevel at bære ham i 15 uger.

Inden i mig hersker et kaos af følelser. Jeg har følelsen af at have mistet, men det er os selv, der tog beslutningen om at afbryde. Så må jeg overhovedet have den følelse? Jeg er ked af ikke længere at have ham hos mig, jeg er ked af ikke at skulle opleve ham vokse op. Men selvom jeg har det sådan, fortryder jeg ikke valget, for det er taget i bedste mening for hans, Avas og vores skyld.

Jeg fandt denne lille tekst: "I carried you for every second of your life and I will love you for every second of mine". Han vil for altid være vores lille englebarn 

Papillon skriver:

I går aftes fik vi et lille englebarn  

Der løber rigtig mange tanker gennem hovedet på mig, og jeg ønsker bare at skrive lidt ned og fortælle.

Det hele startede for snart to uger siden, da vi en mandag var til nakkefoldsscanning. Vi havde en forventning om, at vi bare skulle se vores dejlige lille barn og så hjem igen. Få dage forinden var jeg blevet 23 år og kromosomfejl var ikke noget vi frygtede, derfor kom det også som et chok, da risikoen for downs syndrom viste sig at være 1:4. Vi takkede ja til moderkagebiopsi om torsdagen, og forventede svar starten af næste uge.

Om tirsdagen blev jeg ringet op fra hospitalet. Barnet havde downs syndrom. Alt stod stille et øjeblik. Det kunne jo ikke passe? Hvordan kunne det være sandt? Dagen efter kom vi til samtale, hvor vi talte med overlægen om downs syndrom og hvad der nu skulle ske. Vi havde hjemmefra besluttet at afbryde graviditeten. Det var på ingen måde en let beslutning, og der var mange følelser forbundet med den. Hun fortalte om, hvordan det ville foregå og så skulle ansøgningen til provokeret sen abort underskrives. Senere samme dag kom godkendelse og jeg fik udskrevet den første pille, der sætter det hele i gang.

I går, fredag, mødte vi ind på gynækologisk afdeling, hvor jeg blev indlagt og sat i gang med stikpiller. Forløbet gik forholdsvis hurtigt og næsten smertefrit. Vi havde på forhånd talt om, at det var et foster, vi ville ikke kende køn, give navn, se eller begrave selv. Jeg tror nu, at det for os var en måde at tage afstand på og være i stand til at tage beslutningen om abort i første omgang. For som forløbet skred frem ændrede det sig.

Vi så ham, da han var født og gjort pæn. Han var jo bare et meget lille menneske, og det var slet ikke til at se, at noget skulle være anderledes ved ham. Han gik pludselig fra at være et foster i min bevidsthed til at være mit lille englebarn. Selvom han ikke var stor, nåede jeg jo alligevel at bære ham i 15 uger.

Inden i mig hersker et kaos af følelser. Jeg har følelsen af at have mistet, men det er os selv, der tog beslutningen om at afbryde. Så må jeg overhovedet have den følelse? Jeg er ked af ikke længere at have ham hos mig, jeg er ked af ikke at skulle opleve ham vokse op. Men selvom jeg har det sådan, fortryder jeg ikke valget, for det er taget i bedste mening for hans, Avas og vores skyld.

Jeg fandt denne lille tekst: "I carried you for every second of your life and I will love you for every second of mine". Han vil for altid være vores lille englebarn 

 

Sender dig et kram

fik helt tårer i øjnene af at læse dette, det kan ikke have været en nem beslutning. Jeg synes det er meget stort af jer at ønske at se ham og give ham et sidste farvel

Ingen ord, bare 

Stakkels dig. Jeg synes det er moden og go beslutning som I har taget. Ville have gjort det sammen men forstår godt at det er ben hårde . 

Jeg ønsker jer alt godt fremover og håber at du bliver gravid men en sund og rask baby når du er klar til det. 

Knus fra mig <3

Papillon skriver:

I går aftes fik vi et lille englebarn  

Der løber rigtig mange tanker gennem hovedet på mig, og jeg ønsker bare at skrive lidt ned og fortælle.

Det hele startede for snart to uger siden, da vi en mandag var til nakkefoldsscanning. Vi havde en forventning om, at vi bare skulle se vores dejlige lille barn og så hjem igen. Få dage forinden var jeg blevet 23 år og kromosomfejl var ikke noget vi frygtede, derfor kom det også som et chok, da risikoen for downs syndrom viste sig at være 1:4. Vi takkede ja til moderkagebiopsi om torsdagen, og forventede svar starten af næste uge.

Om tirsdagen blev jeg ringet op fra hospitalet. Barnet havde downs syndrom. Alt stod stille et øjeblik. Det kunne jo ikke passe? Hvordan kunne det være sandt? Dagen efter kom vi til samtale, hvor vi talte med overlægen om downs syndrom og hvad der nu skulle ske. Vi havde hjemmefra besluttet at afbryde graviditeten. Det var på ingen måde en let beslutning, og der var mange følelser forbundet med den. Hun fortalte om, hvordan det ville foregå og så skulle ansøgningen til provokeret sen abort underskrives. Senere samme dag kom godkendelse og jeg fik udskrevet den første pille, der sætter det hele i gang.

I går, fredag, mødte vi ind på gynækologisk afdeling, hvor jeg blev indlagt og sat i gang med stikpiller. Forløbet gik forholdsvis hurtigt og næsten smertefrit. Vi havde på forhånd talt om, at det var et foster, vi ville ikke kende køn, give navn, se eller begrave selv. Jeg tror nu, at det for os var en måde at tage afstand på og være i stand til at tage beslutningen om abort i første omgang. For som forløbet skred frem ændrede det sig.

Vi så ham, da han var født og gjort pæn. Han var jo bare et meget lille menneske, og det var slet ikke til at se, at noget skulle være anderledes ved ham. Han gik pludselig fra at være et foster i min bevidsthed til at være mit lille englebarn. Selvom han ikke var stor, nåede jeg jo alligevel at bære ham i 15 uger.

Inden i mig hersker et kaos af følelser. Jeg har følelsen af at have mistet, men det er os selv, der tog beslutningen om at afbryde. Så må jeg overhovedet have den følelse? Jeg er ked af ikke længere at have ham hos mig, jeg er ked af ikke at skulle opleve ham vokse op. Men selvom jeg har det sådan, fortryder jeg ikke valget, for det er taget i bedste mening for hans, Avas og vores skyld.

Jeg fandt denne lille tekst: "I carried you for every second of your life and I will love you for every second of mine". Han vil for altid være vores lille englebarn 

 

Øv ville ikke gå uden en krammer, har gået igennem det samme næsten, bare med tvillinger... Fødte dem også da jeg var 14+ For godt et halvt år siden

hvis du har brug for nogen der forstå skiver du bare... Der er mange følelser som andre ikke kan forstå 

Kan godt forstå, at det var en hård beslutning! Håber snart lykken smiler til jer igen 

Ingen følelser er forbudte! Selvfølgelig "må" I gerne have følelsen af at have mistet. 

Vil ikke gå forbi dig uden et kram 

Papillon skriver:

I går aftes fik vi et lille englebarn  

Der løber rigtig mange tanker gennem hovedet på mig, og jeg ønsker bare at skrive lidt ned og fortælle.

Det hele startede for snart to uger siden, da vi en mandag var til nakkefoldsscanning. Vi havde en forventning om, at vi bare skulle se vores dejlige lille barn og så hjem igen. Få dage forinden var jeg blevet 23 år og kromosomfejl var ikke noget vi frygtede, derfor kom det også som et chok, da risikoen for downs syndrom viste sig at være 1:4. Vi takkede ja til moderkagebiopsi om torsdagen, og forventede svar starten af næste uge.

Om tirsdagen blev jeg ringet op fra hospitalet. Barnet havde downs syndrom. Alt stod stille et øjeblik. Det kunne jo ikke passe? Hvordan kunne det være sandt? Dagen efter kom vi til samtale, hvor vi talte med overlægen om downs syndrom og hvad der nu skulle ske. Vi havde hjemmefra besluttet at afbryde graviditeten. Det var på ingen måde en let beslutning, og der var mange følelser forbundet med den. Hun fortalte om, hvordan det ville foregå og så skulle ansøgningen til provokeret sen abort underskrives. Senere samme dag kom godkendelse og jeg fik udskrevet den første pille, der sætter det hele i gang.

I går, fredag, mødte vi ind på gynækologisk afdeling, hvor jeg blev indlagt og sat i gang med stikpiller. Forløbet gik forholdsvis hurtigt og næsten smertefrit. Vi havde på forhånd talt om, at det var et foster, vi ville ikke kende køn, give navn, se eller begrave selv. Jeg tror nu, at det for os var en måde at tage afstand på og være i stand til at tage beslutningen om abort i første omgang. For som forløbet skred frem ændrede det sig.

Vi så ham, da han var født og gjort pæn. Han var jo bare et meget lille menneske, og det var slet ikke til at se, at noget skulle være anderledes ved ham. Han gik pludselig fra at være et foster i min bevidsthed til at være mit lille englebarn. Selvom han ikke var stor, nåede jeg jo alligevel at bære ham i 15 uger.

Inden i mig hersker et kaos af følelser. Jeg har følelsen af at have mistet, men det er os selv, der tog beslutningen om at afbryde. Så må jeg overhovedet have den følelse? Jeg er ked af ikke længere at have ham hos mig, jeg er ked af ikke at skulle opleve ham vokse op. Men selvom jeg har det sådan, fortryder jeg ikke valget, for det er taget i bedste mening for hans, Avas og vores skyld.

Jeg fandt denne lille tekst: "I carried you for every second of your life and I will love you for every second of mine". Han vil for altid være vores lille englebarn 

 

Stort kram.

Syntes virkelig det er flot at i så ham. Det gør graviditeten virkelig. Ham du havde indeni ham der kom ud og ham der nu er væk. Så jo i har mistet ham der var.