Et lille englebarn

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

7. marts 2015

Mille:)

Du skal have et kram 

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

7. marts 2015

Christine

Papillon skriver:

I går aftes fik vi et lille englebarn  

Der løber rigtig mange tanker gennem hovedet på mig, og jeg ønsker bare at skrive lidt ned og fortælle.

Det hele startede for snart to uger siden, da vi en mandag var til nakkefoldsscanning. Vi havde en forventning om, at vi bare skulle se vores dejlige lille barn og så hjem igen. Få dage forinden var jeg blevet 23 år og kromosomfejl var ikke noget vi frygtede, derfor kom det også som et chok, da risikoen for downs syndrom viste sig at være 1:4. Vi takkede ja til moderkagebiopsi om torsdagen, og forventede svar starten af næste uge.

Om tirsdagen blev jeg ringet op fra hospitalet. Barnet havde downs syndrom. Alt stod stille et øjeblik. Det kunne jo ikke passe? Hvordan kunne det være sandt? Dagen efter kom vi til samtale, hvor vi talte med overlægen om downs syndrom og hvad der nu skulle ske. Vi havde hjemmefra besluttet at afbryde graviditeten. Det var på ingen måde en let beslutning, og der var mange følelser forbundet med den. Hun fortalte om, hvordan det ville foregå og så skulle ansøgningen til provokeret sen abort underskrives. Senere samme dag kom godkendelse og jeg fik udskrevet den første pille, der sætter det hele i gang.

I går, fredag, mødte vi ind på gynækologisk afdeling, hvor jeg blev indlagt og sat i gang med stikpiller. Forløbet gik forholdsvis hurtigt og næsten smertefrit. Vi havde på forhånd talt om, at det var et foster, vi ville ikke kende køn, give navn, se eller begrave selv. Jeg tror nu, at det for os var en måde at tage afstand på og være i stand til at tage beslutningen om abort i første omgang. For som forløbet skred frem ændrede det sig.

Vi så ham, da han var født og gjort pæn. Han var jo bare et meget lille menneske, og det var slet ikke til at se, at noget skulle være anderledes ved ham. Han gik pludselig fra at være et foster i min bevidsthed til at være mit lille englebarn. Selvom han ikke var stor, nåede jeg jo alligevel at bære ham i 15 uger.

Inden i mig hersker et kaos af følelser. Jeg har følelsen af at have mistet, men det er os selv, der tog beslutningen om at afbryde. Så må jeg overhovedet have den følelse? Jeg er ked af ikke længere at have ham hos mig, jeg er ked af ikke at skulle opleve ham vokse op. Men selvom jeg har det sådan, fortryder jeg ikke valget, for det er taget i bedste mening for hans, Avas og vores skyld.

Jeg fandt denne lille tekst: "I carried you for every second of your life and I will love you for every second of mine". Han vil for altid være vores lille englebarn 

 



Anmeld

7. marts 2015

Carina:-)

7. marts 2015

Papillon

Tusind tak, jeres svar varmer meget 

Anmeld

7. marts 2015

Krydserfingre

Stakkels jer, modig beslutning og selvfølgelig (!!) må i have lige netop de følelser i har lyst til at have. 

Anmeld

7. marts 2015

Kløver

8. marts 2015

Beem82

Åh jeg græder med jer 

Det er vores ypperste ansvar som forældre at gøre det rette for vores børn og desværre kræver det nogen gange at man må tage den hårdeste beslutning overhovedet. Så som jeg ser det kunne jeres dreng ikke få bedre forældre end jer  Og derfor jo, I har mistet lige så meget som os andre, der er gået tomhændet hjem!

Kæmpe kram 

Anmeld

8. marts 2015

Lotus86

Puha, sidder her med tårer i øjnene  

Det gør mig rigtig ondt på jeres vegne Og ja, selvfølgelig må du have de følelser, det er jo et kæmpe tab lige meget hvordan det er gået til. 

De varmeste tanker til jer 

Anmeld

8. marts 2015

female

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.