At være mor til en engel..

grinny skriver:

Kan i orke mere fra mig? Hvis ja så læs med, hvis ikke så er det også helt okay  

Jeg er i en periode hvor jeg har brug for at skrive, og det er jer det går ud over 

Mange har igennem det sidste år spurgt mig hvordan man overlever at være mor til en engel, og ja hvordan gør man egentlig?

Jeg har prøvet, eller vil prøve at forklare og fortælle om hvordan det egentlig er. Fortælle om de tanker og følelser der er en del af min hverdag.

Det sværeste for mig har været tankerne om at nu kunne jeg have haft et barn der sov i den tremmeseng der står på det urørte barneværelse.
Eller nu skulle jeg også have ammet og været oppe om natten.
Eller nu skulle jeg have skiftet ble og puslet om min lille skat.

Det er tanker der går igen og det gør de stadig et år efter.

Jeg kører på rutinen, går på arbejde - går hjem fra arbejde, ordner huset, fodre dyrene og når dagen er slut og jeg ligger i min seng så starter min dag for alvor. Det er her tankerne kommer væltende, det er nu at min hjerne husker på alt det som jeg skulle have gjort, men som jeg aldrig fik lov til. I over et år har jeg levet på i gennemsnittet 3-4 timers søvn om natten. Jeg vågner stort set hver nat med mareridt, jeg føler at der er nogen i huset som vil os ondt - alt dette fordi jeg er blevet bange for døden og bange for at miste. Hvis jeg mister Johnni så har jeg både begravet barn og mand, og det ville være mit værste mareridt - og det er det. Jeg vågner med bankende hjerte, sveden der drypper ned og en kæmpe mæssig uro i kroppen der gør, at jeg ikke får ro før jeg har tjekket huset. Jeg tjekker skabe, pulterkammer, toiletter og selv under vores stole og borde, tjekker køkkenskabene, skufferne - jeg tjekker alt for hvad nu hvis der er en der gemmer sig og slår os ihjel? Alt dette fordi jeg har mistet et barn.

Jeg er ikke mig selv mere. Jeg græder over ingenting. Jeg kan sidde og stirre ud i luften og glemme hvor jeg er. Jeg har ændret mig, både på godt og på ondt. Jeg er blevet utrolig stærk og kan stå imod det meste, men min psyke har taget skade af at den må køre på reserverne.

Men hvordan overlever man så? Det gør man ikke.
Ikke 100 %.
En del af mig blev begravet med Isaac, men jeg lever! Og det gør jeg fordi jeg skal, fordi jeg har min familie, fordi jeg har Johnni og fordi jeg stadig har mulighed for at få flere børn - det er det der gør at jeg stadig er her den dag i dag. At vælge døden var for let - at vælge livet er for svært, men jeg har fundet en middelvej. Jeg har begravet en del af mig med Isaac og det der er tilbage prøver jeg at arbejde med og modulere så jeg igen bliver hel. Aldrig hel som før, aldrig den samme form, men en ny form der kan leve.

Jeg er stadig glad for mit liv og det jeg har, men hvor jeg førhen stort set aldrig havde en dag hvor jeg var trist er den nye form med mange dage hvor alt er gråt og trist, sådan er min nye form og jeg er ved at vende mig til den, men det er svært og det tager lang tid.

Du klarer dig så flot. Og du har helt ret, at vælge døden er den lette løsning (har også været der, ikke med at miste et barn,  med jeg følte at døden var bedre, men valgte livet..) 

Du skal skrive  her lige så tit du har lyst til, vi vil være her til at læse det.

til dig

De bedste ønsker for dig fremover!

Jeg har læst dit indlæg og kan følge din smerte og uro 

grinny skriver:

Kan i orke mere fra mig? Hvis ja så læs med, hvis ikke så er det også helt okay  

Jeg er i en periode hvor jeg har brug for at skrive, og det er jer det går ud over 

Mange har igennem det sidste år spurgt mig hvordan man overlever at være mor til en engel, og ja hvordan gør man egentlig?

Jeg har prøvet, eller vil prøve at forklare og fortælle om hvordan det egentlig er. Fortælle om de tanker og følelser der er en del af min hverdag.

Det sværeste for mig har været tankerne om at nu kunne jeg have haft et barn der sov i den tremmeseng der står på det urørte barneværelse.
Eller nu skulle jeg også have ammet og været oppe om natten.
Eller nu skulle jeg have skiftet ble og puslet om min lille skat.

Det er tanker der går igen og det gør de stadig et år efter.

Jeg kører på rutinen, går på arbejde - går hjem fra arbejde, ordner huset, fodre dyrene og når dagen er slut og jeg ligger i min seng så starter min dag for alvor. Det er her tankerne kommer væltende, det er nu at min hjerne husker på alt det som jeg skulle have gjort, men som jeg aldrig fik lov til. I over et år har jeg levet på i gennemsnittet 3-4 timers søvn om natten. Jeg vågner stort set hver nat med mareridt, jeg føler at der er nogen i huset som vil os ondt - alt dette fordi jeg er blevet bange for døden og bange for at miste. Hvis jeg mister Johnni så har jeg både begravet barn og mand, og det ville være mit værste mareridt - og det er det. Jeg vågner med bankende hjerte, sveden der drypper ned og en kæmpe mæssig uro i kroppen der gør, at jeg ikke får ro før jeg har tjekket huset. Jeg tjekker skabe, pulterkammer, toiletter og selv under vores stole og borde, tjekker køkkenskabene, skufferne - jeg tjekker alt for hvad nu hvis der er en der gemmer sig og slår os ihjel? Alt dette fordi jeg har mistet et barn.

Jeg er ikke mig selv mere. Jeg græder over ingenting. Jeg kan sidde og stirre ud i luften og glemme hvor jeg er. Jeg har ændret mig, både på godt og på ondt. Jeg er blevet utrolig stærk og kan stå imod det meste, men min psyke har taget skade af at den må køre på reserverne.

Men hvordan overlever man så? Det gør man ikke.
Ikke 100 %.
En del af mig blev begravet med Isaac, men jeg lever! Og det gør jeg fordi jeg skal, fordi jeg har min familie, fordi jeg har Johnni og fordi jeg stadig har mulighed for at få flere børn - det er det der gør at jeg stadig er her den dag i dag. At vælge døden var for let - at vælge livet er for svært, men jeg har fundet en middelvej. Jeg har begravet en del af mig med Isaac og det der er tilbage prøver jeg at arbejde med og modulere så jeg igen bliver hel. Aldrig hel som før, aldrig den samme form, men en ny form der kan leve.

Jeg er stadig glad for mit liv og det jeg har, men hvor jeg førhen stort set aldrig havde en dag hvor jeg var trist er den nye form med mange dage hvor alt er gråt og trist, sådan er min nye form og jeg er ved at vende mig til den, men det er svært og det tager lang tid.

Vil også tilslutte mig de andre..

Så smukt og rørende skrevet. Og her bliver du altid hørt og forstået 

Håber, at du snart får dit ønske om flere børn opfyldt. Og at du finder dig selv og glæden igen.

Tusind tak piger 

I er altid så søde og give med et svar med på vejen 

Dejligt med et forum hvor jeg kan komme ud med alt det jeg har på hjertet 

Sitrani skriver:

Åh det lyder bare så forbandet hårdt...

Må jeg spørge om du får noget professionel hjælp....??

Lige nu får vi desværre ikke hjælp. 

Vi har ikke råd til det og kommunen vil ikke hjælpe os - hvilket forståeligt for vi tjener nok til at vi burde kunne få hjælp, men vi har sat vores bryllup som nummer 1 lige nu og så er der bare ikke 1500 kr. som det koster 

grinny skriver:

Kan i orke mere fra mig? Hvis ja så læs med, hvis ikke så er det også helt okay  

Jeg er i en periode hvor jeg har brug for at skrive, og det er jer det går ud over 

Mange har igennem det sidste år spurgt mig hvordan man overlever at være mor til en engel, og ja hvordan gør man egentlig?

Jeg har prøvet, eller vil prøve at forklare og fortælle om hvordan det egentlig er. Fortælle om de tanker og følelser der er en del af min hverdag.

Det sværeste for mig har været tankerne om at nu kunne jeg have haft et barn der sov i den tremmeseng der står på det urørte barneværelse.
Eller nu skulle jeg også have ammet og været oppe om natten.
Eller nu skulle jeg have skiftet ble og puslet om min lille skat.

Det er tanker der går igen og det gør de stadig et år efter.

Jeg kører på rutinen, går på arbejde - går hjem fra arbejde, ordner huset, fodre dyrene og når dagen er slut og jeg ligger i min seng så starter min dag for alvor. Det er her tankerne kommer væltende, det er nu at min hjerne husker på alt det som jeg skulle have gjort, men som jeg aldrig fik lov til. I over et år har jeg levet på i gennemsnittet 3-4 timers søvn om natten. Jeg vågner stort set hver nat med mareridt, jeg føler at der er nogen i huset som vil os ondt - alt dette fordi jeg er blevet bange for døden og bange for at miste. Hvis jeg mister Johnni så har jeg både begravet barn og mand, og det ville være mit værste mareridt - og det er det. Jeg vågner med bankende hjerte, sveden der drypper ned og en kæmpe mæssig uro i kroppen der gør, at jeg ikke får ro før jeg har tjekket huset. Jeg tjekker skabe, pulterkammer, toiletter og selv under vores stole og borde, tjekker køkkenskabene, skufferne - jeg tjekker alt for hvad nu hvis der er en der gemmer sig og slår os ihjel? Alt dette fordi jeg har mistet et barn.

Jeg er ikke mig selv mere. Jeg græder over ingenting. Jeg kan sidde og stirre ud i luften og glemme hvor jeg er. Jeg har ændret mig, både på godt og på ondt. Jeg er blevet utrolig stærk og kan stå imod det meste, men min psyke har taget skade af at den må køre på reserverne.

Men hvordan overlever man så? Det gør man ikke.
Ikke 100 %.
En del af mig blev begravet med Isaac, men jeg lever! Og det gør jeg fordi jeg skal, fordi jeg har min familie, fordi jeg har Johnni og fordi jeg stadig har mulighed for at få flere børn - det er det der gør at jeg stadig er her den dag i dag. At vælge døden var for let - at vælge livet er for svært, men jeg har fundet en middelvej. Jeg har begravet en del af mig med Isaac og det der er tilbage prøver jeg at arbejde med og modulere så jeg igen bliver hel. Aldrig hel som før, aldrig den samme form, men en ny form der kan leve.

Jeg er stadig glad for mit liv og det jeg har, men hvor jeg førhen stort set aldrig havde en dag hvor jeg var trist er den nye form med mange dage hvor alt er gråt og trist, sådan er min nye form og jeg er ved at vende mig til den, men det er svært og det tager lang tid.

Hvor er det utroligt,  at du kan formulere dine tanker og følelser så flot på skrift! 

Det er godt,  at du har valgt livet,  selvom det er svært  Isaac vil altid være hos dig - i dit hjerte og du,  som du selv skriver,  vil altid være hos ham,  i den del af dig, du begravede sammen med ham 

Så længe,  du har brug for,  at komme ud med dine tanker og følelser, skal du bare bombardere os med indlæg. 

Bliv endelig ved!

grinny skriver:

Lige nu får vi desværre ikke hjælp. 

Vi har ikke råd til det og kommunen vil ikke hjælpe os - hvilket forståeligt for vi tjener nok til at vi burde kunne få hjælp, men vi har sat vores bryllup som nummer 1 lige nu og så er der bare ikke 1500 kr. som det koster 

Okay

Så længe du føler det er terapi for dig at skrive herinde indtil du får råd til noget psykologhjælp, så er det jo fint. .. har sygehuset ikke nogle sorggrupper for forældre der har mistet deres børn? Mine forældre fik det tilbudt da de mistede min tvillingesøster.... men det er så også 28 år siden.... meget kan have ændret sig. ...

grinny skriver:

Kan i orke mere fra mig? Hvis ja så læs med, hvis ikke så er det også helt okay  

Jeg er i en periode hvor jeg har brug for at skrive, og det er jer det går ud over 

Mange har igennem det sidste år spurgt mig hvordan man overlever at være mor til en engel, og ja hvordan gør man egentlig?

Jeg har prøvet, eller vil prøve at forklare og fortælle om hvordan det egentlig er. Fortælle om de tanker og følelser der er en del af min hverdag.

Det sværeste for mig har været tankerne om at nu kunne jeg have haft et barn der sov i den tremmeseng der står på det urørte barneværelse.
Eller nu skulle jeg også have ammet og været oppe om natten.
Eller nu skulle jeg have skiftet ble og puslet om min lille skat.

Det er tanker der går igen og det gør de stadig et år efter.

Jeg kører på rutinen, går på arbejde - går hjem fra arbejde, ordner huset, fodre dyrene og når dagen er slut og jeg ligger i min seng så starter min dag for alvor. Det er her tankerne kommer væltende, det er nu at min hjerne husker på alt det som jeg skulle have gjort, men som jeg aldrig fik lov til. I over et år har jeg levet på i gennemsnittet 3-4 timers søvn om natten. Jeg vågner stort set hver nat med mareridt, jeg føler at der er nogen i huset som vil os ondt - alt dette fordi jeg er blevet bange for døden og bange for at miste. Hvis jeg mister Johnni så har jeg både begravet barn og mand, og det ville være mit værste mareridt - og det er det. Jeg vågner med bankende hjerte, sveden der drypper ned og en kæmpe mæssig uro i kroppen der gør, at jeg ikke får ro før jeg har tjekket huset. Jeg tjekker skabe, pulterkammer, toiletter og selv under vores stole og borde, tjekker køkkenskabene, skufferne - jeg tjekker alt for hvad nu hvis der er en der gemmer sig og slår os ihjel? Alt dette fordi jeg har mistet et barn.

Jeg er ikke mig selv mere. Jeg græder over ingenting. Jeg kan sidde og stirre ud i luften og glemme hvor jeg er. Jeg har ændret mig, både på godt og på ondt. Jeg er blevet utrolig stærk og kan stå imod det meste, men min psyke har taget skade af at den må køre på reserverne.

Men hvordan overlever man så? Det gør man ikke.
Ikke 100 %.
En del af mig blev begravet med Isaac, men jeg lever! Og det gør jeg fordi jeg skal, fordi jeg har min familie, fordi jeg har Johnni og fordi jeg stadig har mulighed for at få flere børn - det er det der gør at jeg stadig er her den dag i dag. At vælge døden var for let - at vælge livet er for svært, men jeg har fundet en middelvej. Jeg har begravet en del af mig med Isaac og det der er tilbage prøver jeg at arbejde med og modulere så jeg igen bliver hel. Aldrig hel som før, aldrig den samme form, men en ny form der kan leve.

Jeg er stadig glad for mit liv og det jeg har, men hvor jeg førhen stort set aldrig havde en dag hvor jeg var trist er den nye form med mange dage hvor alt er gråt og trist, sådan er min nye form og jeg er ved at vende mig til den, men det er svært og det tager lang tid.

Puuuha, kender den triste og grå verden, selv på solskinsdage!

Jeg fæster mig ved det, du skriver om manglende søvn. Det har jeg selv kæmpet med. Det der virkede for mig var, at putte mig tæt ind til min mand og fokusere intensivt på at mærke ham falde i søvn. Følge hans vejrtrækning, mærke de små gip i hans krop og hvordan det hele ændrede sig, jo mere han faldt til ro og i søvn. På den måde kunne jeg lukke alle mine tanker ude og derved selv falde i søvn. De dage jeg ikke kunne falde i søvn på den måde (fordi jeg kom hjem når han var gået i seng, jeg lige skulle se noget tv osv) var det stensikkert at jeg lå vågen i mange timer med tankerne rasende.

Det krævede lang tids tilvænning at arbejde med (lukke ned for) tankemylderet på den måde, men det virkede og jeg gør det stadigvæk af og til når jeg har nogle af de tunge dage.

Nattesøvnen er bare så vigtig og da jeg begyndte at få den igen kunne jeg også begynde at se andre ting i et lidt andet lys, overskuddet blev lige to grader større.

Du er iøvrigt altid velkommen til landsforeningens arrangementer hvis du har brug for at snakke med nogen, der kender den triste, grå verden. Også selvom det er ved at være lidt tid siden I mistede Isaac.

Kæmpe kæmpe kram