At være mor til en engel..

Kan i orke mere fra mig? Hvis ja så læs med, hvis ikke så er det også helt okay  

Jeg er i en periode hvor jeg har brug for at skrive, og det er jer det går ud over 

Mange har igennem det sidste år spurgt mig hvordan man overlever at være mor til en engel, og ja hvordan gør man egentlig?

Jeg har prøvet, eller vil prøve at forklare og fortælle om hvordan det egentlig er. Fortælle om de tanker og følelser der er en del af min hverdag.

Det sværeste for mig har været tankerne om at nu kunne jeg have haft et barn der sov i den tremmeseng der står på det urørte barneværelse.
Eller nu skulle jeg også have ammet og været oppe om natten.
Eller nu skulle jeg have skiftet ble og puslet om min lille skat.

Det er tanker der går igen og det gør de stadig et år efter.

Jeg kører på rutinen, går på arbejde - går hjem fra arbejde, ordner huset, fodre dyrene og når dagen er slut og jeg ligger i min seng så starter min dag for alvor. Det er her tankerne kommer væltende, det er nu at min hjerne husker på alt det som jeg skulle have gjort, men som jeg aldrig fik lov til. I over et år har jeg levet på i gennemsnittet 3-4 timers søvn om natten. Jeg vågner stort set hver nat med mareridt, jeg føler at der er nogen i huset som vil os ondt - alt dette fordi jeg er blevet bange for døden og bange for at miste. Hvis jeg mister Johnni så har jeg både begravet barn og mand, og det ville være mit værste mareridt - og det er det. Jeg vågner med bankende hjerte, sveden der drypper ned og en kæmpe mæssig uro i kroppen der gør, at jeg ikke får ro før jeg har tjekket huset. Jeg tjekker skabe, pulterkammer, toiletter og selv under vores stole og borde, tjekker køkkenskabene, skufferne - jeg tjekker alt for hvad nu hvis der er en der gemmer sig og slår os ihjel? Alt dette fordi jeg har mistet et barn.

Jeg er ikke mig selv mere. Jeg græder over ingenting. Jeg kan sidde og stirre ud i luften og glemme hvor jeg er. Jeg har ændret mig, både på godt og på ondt. Jeg er blevet utrolig stærk og kan stå imod det meste, men min psyke har taget skade af at den må køre på reserverne.

Men hvordan overlever man så? Det gør man ikke.
Ikke 100 %.
En del af mig blev begravet med Isaac, men jeg lever! Og det gør jeg fordi jeg skal, fordi jeg har min familie, fordi jeg har Johnni og fordi jeg stadig har mulighed for at få flere børn - det er det der gør at jeg stadig er her den dag i dag. At vælge døden var for let - at vælge livet er for svært, men jeg har fundet en middelvej. Jeg har begravet en del af mig med Isaac og det der er tilbage prøver jeg at arbejde med og modulere så jeg igen bliver hel. Aldrig hel som før, aldrig den samme form, men en ny form der kan leve.

Jeg er stadig glad for mit liv og det jeg har, men hvor jeg førhen stort set aldrig havde en dag hvor jeg var trist er den nye form med mange dage hvor alt er gråt og trist, sådan er min nye form og jeg er ved at vende mig til den, men det er svært og det tager lang tid.

Er så fint skrevet.

Synes ALTID du skal skrive herinde hvis du har behov for det. Ingen kan sætte sig ind hvordan du har det eller hvordan dine følelser er.

Kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må være at gå igennem og det forsvinder nok aldrig. 

Men helt vildt imponerende du er kommet så stærkt igennem 

 -fra en der altid læser med ! 

At skrive er terapi. Jeg læser alt hvad du skriver. Både det lykkelige og ulykkelige. 

Jeg håber der kommer en tid hvor du kan mærke livet igen. Hvor du får lyst til at leve og føle dig glad.

jeg håber også at du får noget prof hjælp til at komme igennem din sorg og lære at være lykkelig igen. 

kærlige tanker fra mig

grinny skriver:

Kan i orke mere fra mig? Hvis ja så læs med, hvis ikke så er det også helt okay  

Jeg er i en periode hvor jeg har brug for at skrive, og det er jer det går ud over 

Mange har igennem det sidste år spurgt mig hvordan man overlever at være mor til en engel, og ja hvordan gør man egentlig?

Jeg har prøvet, eller vil prøve at forklare og fortælle om hvordan det egentlig er. Fortælle om de tanker og følelser der er en del af min hverdag.

Det sværeste for mig har været tankerne om at nu kunne jeg have haft et barn der sov i den tremmeseng der står på det urørte barneværelse.
Eller nu skulle jeg også have ammet og været oppe om natten.
Eller nu skulle jeg have skiftet ble og puslet om min lille skat.

Det er tanker der går igen og det gør de stadig et år efter.

Jeg kører på rutinen, går på arbejde - går hjem fra arbejde, ordner huset, fodre dyrene og når dagen er slut og jeg ligger i min seng så starter min dag for alvor. Det er her tankerne kommer væltende, det er nu at min hjerne husker på alt det som jeg skulle have gjort, men som jeg aldrig fik lov til. I over et år har jeg levet på i gennemsnittet 3-4 timers søvn om natten. Jeg vågner stort set hver nat med mareridt, jeg føler at der er nogen i huset som vil os ondt - alt dette fordi jeg er blevet bange for døden og bange for at miste. Hvis jeg mister Johnni så har jeg både begravet barn og mand, og det ville være mit værste mareridt - og det er det. Jeg vågner med bankende hjerte, sveden der drypper ned og en kæmpe mæssig uro i kroppen der gør, at jeg ikke får ro før jeg har tjekket huset. Jeg tjekker skabe, pulterkammer, toiletter og selv under vores stole og borde, tjekker køkkenskabene, skufferne - jeg tjekker alt for hvad nu hvis der er en der gemmer sig og slår os ihjel? Alt dette fordi jeg har mistet et barn.

Jeg er ikke mig selv mere. Jeg græder over ingenting. Jeg kan sidde og stirre ud i luften og glemme hvor jeg er. Jeg har ændret mig, både på godt og på ondt. Jeg er blevet utrolig stærk og kan stå imod det meste, men min psyke har taget skade af at den må køre på reserverne.

Men hvordan overlever man så? Det gør man ikke.
Ikke 100 %.
En del af mig blev begravet med Isaac, men jeg lever! Og det gør jeg fordi jeg skal, fordi jeg har min familie, fordi jeg har Johnni og fordi jeg stadig har mulighed for at få flere børn - det er det der gør at jeg stadig er her den dag i dag. At vælge døden var for let - at vælge livet er for svært, men jeg har fundet en middelvej. Jeg har begravet en del af mig med Isaac og det der er tilbage prøver jeg at arbejde med og modulere så jeg igen bliver hel. Aldrig hel som før, aldrig den samme form, men en ny form der kan leve.

Jeg er stadig glad for mit liv og det jeg har, men hvor jeg førhen stort set aldrig havde en dag hvor jeg var trist er den nye form med mange dage hvor alt er gråt og trist, sådan er min nye form og jeg er ved at vende mig til den, men det er svært og det tager lang tid.

Så flot skrevet  

grinny skriver:

Kan i orke mere fra mig? Hvis ja så læs med, hvis ikke så er det også helt okay  

Jeg er i en periode hvor jeg har brug for at skrive, og det er jer det går ud over 

Mange har igennem det sidste år spurgt mig hvordan man overlever at være mor til en engel, og ja hvordan gør man egentlig?

Jeg har prøvet, eller vil prøve at forklare og fortælle om hvordan det egentlig er. Fortælle om de tanker og følelser der er en del af min hverdag.

Det sværeste for mig har været tankerne om at nu kunne jeg have haft et barn der sov i den tremmeseng der står på det urørte barneværelse.
Eller nu skulle jeg også have ammet og været oppe om natten.
Eller nu skulle jeg have skiftet ble og puslet om min lille skat.

Det er tanker der går igen og det gør de stadig et år efter.

Jeg kører på rutinen, går på arbejde - går hjem fra arbejde, ordner huset, fodre dyrene og når dagen er slut og jeg ligger i min seng så starter min dag for alvor. Det er her tankerne kommer væltende, det er nu at min hjerne husker på alt det som jeg skulle have gjort, men som jeg aldrig fik lov til. I over et år har jeg levet på i gennemsnittet 3-4 timers søvn om natten. Jeg vågner stort set hver nat med mareridt, jeg føler at der er nogen i huset som vil os ondt - alt dette fordi jeg er blevet bange for døden og bange for at miste. Hvis jeg mister Johnni så har jeg både begravet barn og mand, og det ville være mit værste mareridt - og det er det. Jeg vågner med bankende hjerte, sveden der drypper ned og en kæmpe mæssig uro i kroppen der gør, at jeg ikke får ro før jeg har tjekket huset. Jeg tjekker skabe, pulterkammer, toiletter og selv under vores stole og borde, tjekker køkkenskabene, skufferne - jeg tjekker alt for hvad nu hvis der er en der gemmer sig og slår os ihjel? Alt dette fordi jeg har mistet et barn.

Jeg er ikke mig selv mere. Jeg græder over ingenting. Jeg kan sidde og stirre ud i luften og glemme hvor jeg er. Jeg har ændret mig, både på godt og på ondt. Jeg er blevet utrolig stærk og kan stå imod det meste, men min psyke har taget skade af at den må køre på reserverne.

Men hvordan overlever man så? Det gør man ikke.
Ikke 100 %.
En del af mig blev begravet med Isaac, men jeg lever! Og det gør jeg fordi jeg skal, fordi jeg har min familie, fordi jeg har Johnni og fordi jeg stadig har mulighed for at få flere børn - det er det der gør at jeg stadig er her den dag i dag. At vælge døden var for let - at vælge livet er for svært, men jeg har fundet en middelvej. Jeg har begravet en del af mig med Isaac og det der er tilbage prøver jeg at arbejde med og modulere så jeg igen bliver hel. Aldrig hel som før, aldrig den samme form, men en ny form der kan leve.

Jeg er stadig glad for mit liv og det jeg har, men hvor jeg førhen stort set aldrig havde en dag hvor jeg var trist er den nye form med mange dage hvor alt er gråt og trist, sådan er min nye form og jeg er ved at vende mig til den, men det er svært og det tager lang tid.

Skulle vel egentlig ikke trykke "synes godt om" men det var for at vise det var læst, følt og forstået. 

Ikke mange ord, for dine ord står så fint alene. Dog ville jeg ønske jeg kunne give dig en nattesøvn og tage lidt af angsten for nogen/noget vil jer/dig det ondt - kan forstå det og går stadig selv og gemmer mig for den store finger der kan pege mig ud igen. Føler jeg skal holde lav profil... Men ved det er irrationelt.

kæmpe kram

grinny skriver:

Kan i orke mere fra mig? Hvis ja så læs med, hvis ikke så er det også helt okay  

Jeg er i en periode hvor jeg har brug for at skrive, og det er jer det går ud over 

Mange har igennem det sidste år spurgt mig hvordan man overlever at være mor til en engel, og ja hvordan gør man egentlig?

Jeg har prøvet, eller vil prøve at forklare og fortælle om hvordan det egentlig er. Fortælle om de tanker og følelser der er en del af min hverdag.

Det sværeste for mig har været tankerne om at nu kunne jeg have haft et barn der sov i den tremmeseng der står på det urørte barneværelse.
Eller nu skulle jeg også have ammet og været oppe om natten.
Eller nu skulle jeg have skiftet ble og puslet om min lille skat.

Det er tanker der går igen og det gør de stadig et år efter.

Jeg kører på rutinen, går på arbejde - går hjem fra arbejde, ordner huset, fodre dyrene og når dagen er slut og jeg ligger i min seng så starter min dag for alvor. Det er her tankerne kommer væltende, det er nu at min hjerne husker på alt det som jeg skulle have gjort, men som jeg aldrig fik lov til. I over et år har jeg levet på i gennemsnittet 3-4 timers søvn om natten. Jeg vågner stort set hver nat med mareridt, jeg føler at der er nogen i huset som vil os ondt - alt dette fordi jeg er blevet bange for døden og bange for at miste. Hvis jeg mister Johnni så har jeg både begravet barn og mand, og det ville være mit værste mareridt - og det er det. Jeg vågner med bankende hjerte, sveden der drypper ned og en kæmpe mæssig uro i kroppen der gør, at jeg ikke får ro før jeg har tjekket huset. Jeg tjekker skabe, pulterkammer, toiletter og selv under vores stole og borde, tjekker køkkenskabene, skufferne - jeg tjekker alt for hvad nu hvis der er en der gemmer sig og slår os ihjel? Alt dette fordi jeg har mistet et barn.

Jeg er ikke mig selv mere. Jeg græder over ingenting. Jeg kan sidde og stirre ud i luften og glemme hvor jeg er. Jeg har ændret mig, både på godt og på ondt. Jeg er blevet utrolig stærk og kan stå imod det meste, men min psyke har taget skade af at den må køre på reserverne.

Men hvordan overlever man så? Det gør man ikke.
Ikke 100 %.
En del af mig blev begravet med Isaac, men jeg lever! Og det gør jeg fordi jeg skal, fordi jeg har min familie, fordi jeg har Johnni og fordi jeg stadig har mulighed for at få flere børn - det er det der gør at jeg stadig er her den dag i dag. At vælge døden var for let - at vælge livet er for svært, men jeg har fundet en middelvej. Jeg har begravet en del af mig med Isaac og det der er tilbage prøver jeg at arbejde med og modulere så jeg igen bliver hel. Aldrig hel som før, aldrig den samme form, men en ny form der kan leve.

Jeg er stadig glad for mit liv og det jeg har, men hvor jeg førhen stort set aldrig havde en dag hvor jeg var trist er den nye form med mange dage hvor alt er gråt og trist, sådan er min nye form og jeg er ved at vende mig til den, men det er svært og det tager lang tid.

Åh det lyder bare så forbandet hårdt...

Må jeg spørge om du får noget professionel hjælp....??

Hvor har du ret intet i livet gør mere ondt end at miste sit barn, og alke de drømme man havde for netop dette barn <3  

Jeg skriver ikke så tit herinde (faktisk kun én gang før), men jeg ville lige efterlade en besked om, at jeg har læst dit indlæg, og jeg forstår virkelig godt din trang til at snakke om de ting, der er sket. 

Det er et super rørende indlæg, du har skrevet. Jeg har ikke selv mistet, men jeg kender en, der har, og jeg ved, hvor meget det betyder for hende, at jeg stadig lytter og anerkender, at noget af hendes verden gik i stykker for altid, også selvom min egen verden drejer som den plejer. 

Jeg sender dig en masse tanker, og jeg håber virkelig, at dit ønske om flere børn går i opfyldelse.