Jeg kan huske da jeg skulle aflevere den første i vuggestue, jeg hadede det - havde gået forbi en gang og hørt et barn græde og jeg var sikker på de kære børn led nød
Men min datter elskede det, hun nød sine små venner (og jo til trods for alle artikler osv, så har alle mine børn været ellevilde med andre børn før de blev 3, ja der var primært parallelleg men af slagsen som de nød), hun kunne lide de voksne, legepladsen osv. Og jeg havde stadig ondt i maven, for hun skulle jo være sammen med mig
Jeg var så heldig så jeg kunne give hende korte dage og fridage (var specialestuderende).
Jeg tror ikke du skal være så bange for din datter, men anerkende dine egne følelser. Og så se om der er en middelvej, en mulighed hvor du måske kan begrænse tiden i institution, have en kort dag, have en fridag eller...?
Jeg har 3 børn og den midterste er den der har fået mest tid i institution og nok den der har haft mest brug for mest tid hjemme - typisk livet er faldet sådan. Og kunne jeg gøre noget om, så var det jeg havde været på nedsat tid også da han var lille så jeg havde kunne give ham en ugentlig fridag.
Anmeld