Hun har en reaktion på lillebror er kommet

hej piger.

min datter på 3,9 år har fået en reaktion på hendes lillebror er kommet. (Han er 5 uger nu)

så har brug for lidt hjælp og erfaring til hvordan jeg håndtere dette.

lidt historie.

hendes far og jeg flyttede fra hinanden i august sidste år, dog ikke som uvenner. Han har posttraumatisk stress som gør at det blev for hårdt for ham at bo under samme tag som os ( hvilket er normalt for personer ramt af denne sygdom, har vi fundet ud af efter han flyttede) så jeg står alene største delen af tiden med børnene.

dette tog hårdt på hende i en mdrs  tid hvor hun ikke ville være sammen med hendes far. Hun blev dybt ulykkelig hver gang de snakkede om at hun skulle sove hos ham. Men da vi mere eller mindre var sammen hver dag i ugen alle tre kom hun sig hurtigt over det. Og blev sig selv igen.

faderen har hende til overnatning hver tirsdag til onsdag, og så er hun enten en dag ved ham i weekenden ellers er han her.

jeg har så en dag om ugen hvor mormor kommer og  passer lillebror i nogle timer hvor min datter og jeg har nogle timer alene.

Men nu har hun så en reaktion på lillebror er kommet.

hun bliver utrolig nemt sur og hver gang hendes far går græder hun. Hun er virkelig meget sur eller mut det meste af tiden. Jeg forsøger virkelig at være der så meget for hende som jeg overhovedet kan. Når lillebror sover har jeg fuld opmærksomhed på hende hvor vi læser, leger og putter.

men igår gik det virkelig op for mig at hun har det rigtig svært i øjeblikket.

Vi havde vores ugentlig dag hvor det er mor/datter tid. Vi tog på Rasmus klump restaurant, og bagefter tog vi ud og kiggede på fisk og gnavere. Men normalt snakker min datter virkelig øret af men igår var hun mest mut og skulle hive en samtale ud af hende hele tiden. 

Jeg spurgte hende om hun var træt af lillebror var kommet. Først sagde hun nej at hun synes det var spændende. 10 min. Efter sagde hun at hun ikke ville have lillebror mere. Og jeg snakkede "børnesprog" med hende om at jeg godt kunne forstå at hun synes det var  svært at han var her fordi han tog meget af min tid. Men at han var så lille endnu at han havde meget brug for mig.

og hun sagde så bare ja ja og så kiggede hun bare ud af vinduet igen.

Jeg ved det er normalt for børn at komme med en reaktion, men hold kæft det er hårdt at se min elskede datter være så ked af det. Så jeg måtte ringe til mine børns far grædende igår aftes. For jeg føler virkelig jeg svigter min datter, det gør jeg  jo på mange måder også. Men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. 

Hvad gjorde i for at hjælpe jeres den store igennem dette og hvor lang tid gik der før de blev sig selv igen?

Mother-love skriver:

hej piger.

min datter på 3,9 år har fået en reaktion på hendes lillebror er kommet. (Han er 5 uger nu)

så har brug for lidt hjælp og erfaring til hvordan jeg håndtere dette.

lidt historie.

hendes far og jeg flyttede fra hinanden i august sidste år, dog ikke som uvenner. Han har posttraumatisk stress som gør at det blev for hårdt for ham at bo under samme tag som os ( hvilket er normalt for personer ramt af denne sygdom, har vi fundet ud af efter han flyttede) så jeg står alene største delen af tiden med børnene.

dette tog hårdt på hende i en mdrs  tid hvor hun ikke ville være sammen med hendes far. Hun blev dybt ulykkelig hver gang de snakkede om at hun skulle sove hos ham. Men da vi mere eller mindre var sammen hver dag i ugen alle tre kom hun sig hurtigt over det. Og blev sig selv igen.

faderen har hende til overnatning hver tirsdag til onsdag, og så er hun enten en dag ved ham i weekenden ellers er han her.

jeg har så en dag om ugen hvor mormor kommer og  passer lillebror i nogle timer hvor min datter og jeg har nogle timer alene.

Men nu har hun så en reaktion på lillebror er kommet.

hun bliver utrolig nemt sur og hver gang hendes far går græder hun. Hun er virkelig meget sur eller mut det meste af tiden. Jeg forsøger virkelig at være der så meget for hende som jeg overhovedet kan. Når lillebror sover har jeg fuld opmærksomhed på hende hvor vi læser, leger og putter.

men igår gik det virkelig op for mig at hun har det rigtig svært i øjeblikket.

Vi havde vores ugentlig dag hvor det er mor/datter tid. Vi tog på Rasmus klump restaurant, og bagefter tog vi ud og kiggede på fisk og gnavere. Men normalt snakker min datter virkelig øret af men igår var hun mest mut og skulle hive en samtale ud af hende hele tiden. 

Jeg spurgte hende om hun var træt af lillebror var kommet. Først sagde hun nej at hun synes det var spændende. 10 min. Efter sagde hun at hun ikke ville have lillebror mere. Og jeg snakkede "børnesprog" med hende om at jeg godt kunne forstå at hun synes det var  svært at han var her fordi han tog meget af min tid. Men at han var så lille endnu at han havde meget brug for mig.

og hun sagde så bare ja ja og så kiggede hun bare ud af vinduet igen.

Jeg ved det er normalt for børn at komme med en reaktion, men hold kæft det er hårdt at se min elskede datter være så ked af det. Så jeg måtte ringe til mine børns far grædende igår aftes. For jeg føler virkelig jeg svigter min datter, det gør jeg  jo på mange måder også. Men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. 

Hvad gjorde i for at hjælpe jeres den store igennem dette og hvor lang tid gik der før de blev sig selv igen?

 

Nurh den lille stakkel  Men jeg tror hun reagerer som hun skal udefra at I er gået fra hinanden, men stadig ses meget, og så dukker der også en lillebror op.

Jeg syntes også jeg svigtede den store helt vildt, hun var jo kun lige blevet 2, så det gjorde rigtig ondt at jeg var bænket til sofaen med en sutte glad lillesøster.

Jeg synes du gør alt det rigtige for hende, og hjælper hende i børnehøjde til forståelse.. hvis du ikke mener det er nok, kan du evt bede børnehaven hjælpe hende med at bearbejde det hele dernede.

2babygirls skriver:

Nurh den lille stakkel  Men jeg tror hun reagerer som hun skal udefra at I er gået fra hinanden, men stadig ses meget, og så dukker der også en lillebror op.

Jeg syntes også jeg svigtede den store helt vildt, hun var jo kun lige blevet 2, så det gjorde rigtig ondt at jeg var bænket til sofaen med en sutte glad lillesøster.

Jeg synes du gør alt det rigtige for hende, og hjælper hende i børnehøjde til forståelse.. hvis du ikke mener det er nok, kan du evt bede børnehaven hjælpe hende med at bearbejde det hele dernede.

Tak for dit svar.

jeg synes det er super hårdt at se hende sådan.

børnehaven er blevet gjort opmærksom på at hun har det lidt svært lige nu, så de er også opmærksomme på hende.

var jeres den store jaloux?

jeg synes jo ikke hun virker jaloux, hun kysser og krammer og sidder rigtig gerne ved siden af mig når jeg giver lillebror mad. Og hun vil også rigtig gerne give ham mad (han får flaske) og det får hun også lov til. Alt hvad hun vil være med til får hun lov til. Og som sagt så bruger jeg tiden med hende når Christian sover. Og prøver også at få det til at passe med at han sover når hun skal i seng så jeg lige kan bruge en halv time på at læse og putte hende som jeg plejer. Men det er jo ikke altid lillebror synes det skal være sådan. Men jeg snakker meget med hende om at han er lille og har meget brug for mig.

Idag har vi været ude og købe en kattekilling til hende. Så hun føler sig lidt i centrum netop fordi det er hendes kat. Og håber at det måske tager lidt af opmærksomheden fra at Christian er så afhængig af mig lige nu. Jeg ved godt det er en midler tidlig løsning. Men da hun virkelig elsker katte. Og jeg selv er dyre elsker så synes jeg hun skulle have en kat som hun kunne sige er hendes.

Mother-love skriver:

Tak for dit svar.

jeg synes det er super hårdt at se hende sådan.

børnehaven er blevet gjort opmærksom på at hun har det lidt svært lige nu, så de er også opmærksomme på hende.

var jeres den store jaloux?

jeg synes jo ikke hun virker jaloux, hun kysser og krammer og sidder rigtig gerne ved siden af mig når jeg giver lillebror mad. Og hun vil også rigtig gerne give ham mad (han får flaske) og det får hun også lov til. Alt hvad hun vil være med til får hun lov til. Og som sagt så bruger jeg tiden med hende når Christian sover. Og prøver også at få det til at passe med at han sover når hun skal i seng så jeg lige kan bruge en halv time på at læse og putte hende som jeg plejer. Men det er jo ikke altid lillebror synes det skal være sådan. Men jeg snakker meget med hende om at han er lille og har meget brug for mig.

Idag har vi været ude og købe en kattekilling til hende. Så hun føler sig lidt i centrum netop fordi det er hendes kat. Og håber at det måske tager lidt af opmærksomheden fra at Christian er så afhængig af mig lige nu. Jeg ved godt det er en midler tidlig løsning. Men da hun virkelig elsker katte. Og jeg selv er dyre elsker så synes jeg hun skulle have en kat som hun kunne sige er hendes.

Nej hun var ikke jaloux, faktisk mere da hun var ene og jeg kyssede farmand, det måtte jeg ikke Hahaha. 

God ide med katten, så har hun også noget at gå op i og passe på! 

Mother-love skriver:

hej piger.

min datter på 3,9 år har fået en reaktion på hendes lillebror er kommet. (Han er 5 uger nu)

så har brug for lidt hjælp og erfaring til hvordan jeg håndtere dette.

lidt historie.

hendes far og jeg flyttede fra hinanden i august sidste år, dog ikke som uvenner. Han har posttraumatisk stress som gør at det blev for hårdt for ham at bo under samme tag som os ( hvilket er normalt for personer ramt af denne sygdom, har vi fundet ud af efter han flyttede) så jeg står alene største delen af tiden med børnene.

dette tog hårdt på hende i en mdrs  tid hvor hun ikke ville være sammen med hendes far. Hun blev dybt ulykkelig hver gang de snakkede om at hun skulle sove hos ham. Men da vi mere eller mindre var sammen hver dag i ugen alle tre kom hun sig hurtigt over det. Og blev sig selv igen.

faderen har hende til overnatning hver tirsdag til onsdag, og så er hun enten en dag ved ham i weekenden ellers er han her.

jeg har så en dag om ugen hvor mormor kommer og  passer lillebror i nogle timer hvor min datter og jeg har nogle timer alene.

Men nu har hun så en reaktion på lillebror er kommet.

hun bliver utrolig nemt sur og hver gang hendes far går græder hun. Hun er virkelig meget sur eller mut det meste af tiden. Jeg forsøger virkelig at være der så meget for hende som jeg overhovedet kan. Når lillebror sover har jeg fuld opmærksomhed på hende hvor vi læser, leger og putter.

men igår gik det virkelig op for mig at hun har det rigtig svært i øjeblikket.

Vi havde vores ugentlig dag hvor det er mor/datter tid. Vi tog på Rasmus klump restaurant, og bagefter tog vi ud og kiggede på fisk og gnavere. Men normalt snakker min datter virkelig øret af men igår var hun mest mut og skulle hive en samtale ud af hende hele tiden. 

Jeg spurgte hende om hun var træt af lillebror var kommet. Først sagde hun nej at hun synes det var spændende. 10 min. Efter sagde hun at hun ikke ville have lillebror mere. Og jeg snakkede "børnesprog" med hende om at jeg godt kunne forstå at hun synes det var  svært at han var her fordi han tog meget af min tid. Men at han var så lille endnu at han havde meget brug for mig.

og hun sagde så bare ja ja og så kiggede hun bare ud af vinduet igen.

Jeg ved det er normalt for børn at komme med en reaktion, men hold kæft det er hårdt at se min elskede datter være så ked af det. Så jeg måtte ringe til mine børns far grædende igår aftes. For jeg føler virkelig jeg svigter min datter, det gør jeg  jo på mange måder også. Men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. 

Hvad gjorde i for at hjælpe jeres den store igennem dette og hvor lang tid gik der før de blev sig selv igen?

 

Hej..

Det lyder hårdt..

Min den store pige er 3 år og 8 måneder. Hendes lillesøster er 17 uger gammel.

I starten var der intet men så reagerede hun efter nogle uger. Hun var meget vred og blev hurtigere ked af det. Hun var heller ikke decideret jaloux og elsker sin lillesøster helt vildt! Kysser, krammer, pusler om hende, og lillesøster er også rigtig glad for hende.

Jeg synes du gør det godt. Al den tid du har bruger du på hende - du har endda en dag om ugen hvor det kun er hende og dig i nogle timer! Det kan jeg ikke, da jeg ammer og den lille ikke vil ta flaske med min mælk....

Da det var slemmest for den store, gjorde jeg meget ud af, at snakke med hende om hendes følelser. Når hun blev sur eller ked af det, tog jeg hende ind til mig, krammede hende og sagde "Er det svært at blive storesøster skat?" og "Mor og far elsker dig lige så meget som før, selvom lillesøster er kommet!" Og lign. Det var som om hun faldt til ro når jeg sagde sådan.. ville BARE ikke have hun skulle føle sig udenfor eller mindre værdsat ... 

Hun har fået det meget bedre med det, og heldigvis var vrede rettet mod os forældre! Det er nemmere at acceptere end hvis det var rettet mod hendes søster....

Men bare bliv ved - hun skal lige have noget tid til at vænne sig til den nye rolle i familien.... jeg synes det var vigtigt for  mig at blive ved med at anerkende hendes følelser, negative såvel som positive omkring den lille ny....

Først og fremmest lyder det til at du gør det rigtig godt - så jeg er sikker på din datter nok skal blive en glad pige igen 

vores dreng var 3år og 1 måned da han blev storbror. Han reagerede efter et par uger også ved hurtigt at blive vred eller ked af det og begyndte at slå på mig og far når han blev frustreret. Det var selvfølgelig stadig  ikke okay at slå, selvom han var ked af det. Lige efter han slog løb han på sit værelse og begyndte at græde. Vi gik ind til ham og krammede og puttede og satte ord på hans følelser. Det var en hård periode som desværre faldt sammen med børnehave start.

jeg havde det ligesom dig - jeg græd, jeg var ked af han havde det så svært. 

Idag er min yngste 6 måneder og der er ingenting overhovedet. Han elsker at ligge og putte med lillebror, har forståelse for at lillebror nogle gange har brug for at være i mors ellers fars arme osv. Jeg kan ikke huske hvornår præcis det vendte, men mener at det var da den yngste var ca. tre måneder.

Jeg synes det hjalp mig meget at tale med min sundhedsplejerske som kunne forsikre mig om at det f.eks. er meget normalt at han er begyndt at slå på mor og far og at det vi gjorde var godt nok. Måske vil det også hjælpe dig at tale med din sundhedsplejerske?

Rigtig meget held og lykke. Husk på at der ikke går lang tid før dine børn vil få en masse glæde af hinanden 

Først og fremmest skal du lade være med at tænke at du svigter hende. Søskende er en gave, og når han bliver ældre og sjovere end han er nu, skal hun nok få mere ud af ham.

Ellers så fortsæt med give hende opmærksomhed, men lad være med at undskylde overfor hende at du bruger tid på lillebror, det bestyrker bare hendes følelse af at lillebror tager noget fra hende.

Og så giv hende tid. Lad være med at prøve at opmuntre hende med alt muligt stå på hovedet for hende, men hold fast i hverdagen som den hele tiden har været og sig til hende at du godt kan forstå hende, men at lillebror altså også er en del af jeres familie nu. Han er ikke kun dit barn, men også hendes bror. Tingene ændrer sig, og det har hun brug for at få viklet hovedet omkring, og det er okay at være lidt trist og ked af det og blive sur på lillebror indimellem. Hjælp hende med at håndtere dem, istedet for at prøve at få hende til at glemme dem.

Snak med hende, sig fx; Jeg kan godt forstå at du er vred på over at lillebror tager en masse af min tid, men det er der ikke noget at gøre ved. Når jeg er vred så plejer jeg at gøre (og så fortæl hende hvordan nu håndterer vrede). Og så husk at du altid kan komme og få en krammer, hvis du har brug for det.

Jeg synes generelt at vi som forældre i dag er SÅ fokuserede på at undgå alle former for negative følelser, at vi hverken lader vores børn eller os selv føle dem. De er en del af livet, og den eneste måde vores børn lærer at håndtere dem, er ved at vi hjælper dem. Vi skal forklare og vise hvordan man forholder sig til dem, ikke aflede med en masse underholdning. 

Sitrani skriver:

Hej..

Det lyder hårdt..

Min den store pige er 3 år og 8 måneder. Hendes lillesøster er 17 uger gammel.

I starten var der intet men så reagerede hun efter nogle uger. Hun var meget vred og blev hurtigere ked af det. Hun var heller ikke decideret jaloux og elsker sin lillesøster helt vildt! Kysser, krammer, pusler om hende, og lillesøster er også rigtig glad for hende.

Jeg synes du gør det godt. Al den tid du har bruger du på hende - du har endda en dag om ugen hvor det kun er hende og dig i nogle timer! Det kan jeg ikke, da jeg ammer og den lille ikke vil ta flaske med min mælk....

Da det var slemmest for den store, gjorde jeg meget ud af, at snakke med hende om hendes følelser. Når hun blev sur eller ked af det, tog jeg hende ind til mig, krammede hende og sagde "Er det svært at blive storesøster skat?" og "Mor og far elsker dig lige så meget som før, selvom lillesøster er kommet!" Og lign. Det var som om hun faldt til ro når jeg sagde sådan.. ville BARE ikke have hun skulle føle sig udenfor eller mindre værdsat ... 

Hun har fået det meget bedre med det, og heldigvis var vrede rettet mod os forældre! Det er nemmere at acceptere end hvis det var rettet mod hendes søster....

Men bare bliv ved - hun skal lige have noget tid til at vænne sig til den nye rolle i familien.... jeg synes det var vigtigt for  mig at blive ved med at anerkende hendes følelser, negative såvel som positive omkring den lille ny....

Ja jeg bruger også meget tid på at fortælle hende at jeg elsker hende og hun stadig er min prinsesse. Eller ja det gør far også.

men jeg må bare prøve og støtte hende så meget som muligt igennem denne svære tid

Skouboe skriver:

Først og fremmest skal du lade være med at tænke at du svigter hende. Søskende er en gave, og når han bliver ældre og sjovere end han er nu, skal hun nok få mere ud af ham.

Ellers så fortsæt med give hende opmærksomhed, men lad være med at undskylde overfor hende at du bruger tid på lillebror, det bestyrker bare hendes følelse af at lillebror tager noget fra hende.

Og så giv hende tid. Lad være med at prøve at opmuntre hende med alt muligt stå på hovedet for hende, men hold fast i hverdagen som den hele tiden har været og sig til hende at du godt kan forstå hende, men at lillebror altså også er en del af jeres familie nu. Han er ikke kun dit barn, men også hendes bror. Tingene ændrer sig, og det har hun brug for at få viklet hovedet omkring, og det er okay at være lidt trist og ked af det og blive sur på lillebror indimellem. Hjælp hende med at håndtere dem, istedet for at prøve at få hende til at glemme dem.

Snak med hende, sig fx; Jeg kan godt forstå at du er vred på over at lillebror tager en masse af min tid, men det er der ikke noget at gøre ved. Når jeg er vred så plejer jeg at gøre (og så fortæl hende hvordan nu håndterer vrede). Og så husk at du altid kan komme og få en krammer, hvis du har brug for det.

Jeg synes generelt at vi som forældre i dag er SÅ fokuserede på at undgå alle former for negative følelser, at vi hverken lader vores børn eller os selv føle dem. De er en del af livet, og den eneste måde vores børn lærer at håndtere dem, er ved at vi hjælper dem. Vi skal forklare og vise hvordan man forholder sig til dem, ikke aflede med en masse underholdning. 

Tak for svar. Ja jeg støtter hende også i at hun er sur og ked af det. For det skal der jo også være plads til. Men jeg vil prøve og snakke mere med hende om at det er okay at være lidt trist for det er jo også en kæmpe omvæltning for hende at blive store søster ��

mor:) skriver:

Først og fremmest lyder det til at du gør det rigtig godt - så jeg er sikker på din datter nok skal blive en glad pige igen 

vores dreng var 3år og 1 måned da han blev storbror. Han reagerede efter et par uger også ved hurtigt at blive vred eller ked af det og begyndte at slå på mig og far når han blev frustreret. Det var selvfølgelig stadig  ikke okay at slå, selvom han var ked af det. Lige efter han slog løb han på sit værelse og begyndte at græde. Vi gik ind til ham og krammede og puttede og satte ord på hans følelser. Det var en hård periode som desværre faldt sammen med børnehave start.

jeg havde det ligesom dig - jeg græd, jeg var ked af han havde det så svært. 

Idag er min yngste 6 måneder og der er ingenting overhovedet. Han elsker at ligge og putte med lillebror, har forståelse for at lillebror nogle gange har brug for at være i mors ellers fars arme osv. Jeg kan ikke huske hvornår præcis det vendte, men mener at det var da den yngste var ca. tre måneder.

Jeg synes det hjalp mig meget at tale med min sundhedsplejerske som kunne forsikre mig om at det f.eks. er meget normalt at han er begyndt at slå på mor og far og at det vi gjorde var godt nok. Måske vil det også hjælpe dig at tale med din sundhedsplejerske?

Rigtig meget held og lykke. Husk på at der ikke går lang tid før dine børn vil få en masse glæde af hinanden 

Det er rart at høre at det er en helt normal reaktion hun er igang med. Og ja jeg glæder mig også utroligt meget til han bliver lidt større så hun kan få mere glæde af ham.