grinny skriver:
Den er lang, den er hård og den er ærlig - men efter 14 måneder er den her...
.. Min fødselsberetning
Jeg har egentlig aldrig lavet en rigtig fødselsberetning. Jeg har sat mange ord på mine oplevelser, men aldrig sådan rigtig fortalt det i en sammenhæng – hvorfor? Ja behovet var der ikke for det var jo ikke en rigtig fødsel… Eller sådan følte jeg det dengang, jeg havde jo intet grædende barn på brystet, ikke en lille krop der skulle varmes op – jeg havde ingenting! Hvorfor så bruge tid på en fødselsberetning der alligevel endte sådan?
Jeg sidder nu 14 måneder senere og først nu er det rigtig gået op for mig at jeg altså har født som alle andre, men selvom det er gået op for mig har jeg stadig ikke helt forstået det – måske fordi det alt sammen er et sløret syn og jeg kan ikke rigtig fokusere på kun én del af det.
Jeg vil prøve, for Isaac fortjener en fødselsberetning. Jeg bar ham i 9 måneder og min fødsel af ham må aldrig glemmes trods jeg ikke har lyst til at se virkeligheden i øjnene.
Mange ved allerede hvad der er sket, men jeg har aldrig fortalt eller skrevet om mine følelser – om Anja igennem hele dette forløb. Hvordan var det for mig? Hvor var jeg i alt det her. På et tidspunkt følte jeg mig bare som en maskine der skulle have den ene stikpille efter den anden så jeg kunne komme i gang med at føde. Min eneste sætning var ”jeg vil bare gerne føde nu” – og i situationen var det bare det jeg ville, men at føde ville betyde at jeg ikke længere havde en kontakt med min søn.
Det var virkelig underligt at være den der gik rundt med et dødt barn, men fra skanningen viste vores største frygt, fra det sekund, følte jeg mig slet ikke gravid. Jeg kunne ikke mærke noget i min mave, jeg var tom. Bare en kæmpe tom mave, et endeløst hul. Johnni ville kramme mig lige efter skanningen og rakte ud efter min mave, men jeg slog hans hånd væk – hvad var der at mærke? Det kunne jo være lige meget. Jeg ville ikke have at han skulle mærke for der var ingen ting derinde mere – det var slut! Hans hånd på min mave var tegn på kærlighed når han mærkede efter Isaac, nu skulle ingen røre ved min mave for ingen skulle røre min døde søn. Først efter så mange måneder kan jeg forstå og acceptere at det var sådan jeg reagerede, det var mit beskyttelses-gen der tog over – det var jo det eneste jeg kunne gøre for Isaac.
Torsdag den 19. december vågnede jeg tidligt efter kun meget få timers søvn. Jeg rejste mig for at gå ud på toilettet og her slog virkeligheden mig virkelig. I det jeg rejser mig falder maven tungt ned – min mave var sunket. Ikke den gode slags ”eij nu er fødslen snart ved at starte”, nej min mave var sunket fordi Isaac var begyndt at falde sammen inden i maven. Han lå helt nede i bunden af maven og det var tungt – meget tungt. Når jeg gik rundt kunne jeg mærke at der næsten intet fostervand var derinde og kunne sådan set kun mærke ham. Mine bevægelser fik ham til at bevæge sig – kan i forestille jer det? Følelsen af din søns dødvægt inde i din mave. Ja undskyld min direkte måde at skrive det på, men bliver nød til at skrive lige fra leveren for at få det ud som mine følelser og hvordan de nu en gang var. Jeg lå så meget ned som muligt, for kun når jeg lå ned kunne jeg beholde følelsen af at være helt tom – og heller følelsen af tom end dødvægt.
På døren havde personalet sat en sommerfugl – fødegangens tegn på at der her ligger en kvinde der skal til at føde eller har født et dødt barn. Jeg forstår ideen, men når en fødsel tager 4 dage (5 med onsdag) så når man at møde mange triste blikke når man skal ud på gangen, og det skulle vi mange gange. Vi delte toilet og bad med barselsgangen og mad skulle hentes samme sted som barsel/fødselsgangen – er det fedt? Nej overhovedet ikke, det er en hammer i hovedet hver gang man gik ud af døren. Alle vidste det, ikke kun personalet men også de nybagte forældre, deres blikke afslørede dem.
Torsdag kom og torsdag gik, fredag kom og fredag gik. Der skete virkelig intet. Nu havde vi prøvet stikpiller og fostergift, men min krop ville bare ikke af med ham. Fredag aften vælger man at der skal prøves med ballonkateter. Det var et stort smertehelvede og jeg skreg og græd som aldrig før. Jeg var brugt, stort set ingen søvn siden onsdag og min livmoder var så bøjet at de næsten ikke kunne få den inde hvor den skulle sidde. De brugte fire forsøg, alle forsøg blev den sat op fyldt med vand – tømt for vand og taget ud igen. Fjerde gang sad den endelig som den skulle, men svaret var at jeg nok ikke skulle regne med den helt store virkning af den. Jeg fik 2 x morfin og sovepiller for hvis nu den hjalp så skulle jeg have kræfter til at føde dagen efter.
Jeg vågnede lørdag morgen ved at min dejlige kære jordemoder Helle Vest stod ved min side med en tårer i øjenkrogen. Hvad laver du her? Spurgte hun mig. Dette var ikke planen! Jeg måtte jo give hende ret, dette var ikke planen da jeg tirsdag den 17. december er til sidste jordemoder tjek inden fødslen. Jeg blev lettet, jeg følte mig rolig og jeg kunne mærke at Helle ville gøre det i mit tempo. Hun spurgte om jeg hurtigt ville i bad, lørdag morgen havde jeg faktisk stadig ikke været i bad så følte mig lidt ulækker. Mange ville nok sige ad, men at ligge på den måde som jeg gjorde så er dagene blevet til en meget lang dag, og overskud som at tage et enkelt bad er simpelthen helt væk. Nå men jeg hopper ud og tisser og bliver noget nedtrykt af at ballonen ikke falder ud, de havde jo sagt at den ville falde ud når jeg havde åbnet mig. Rigtig nok, 1 cm kunne jeg få ud af det og Helle kunne ikke tage vandet.
Så startede min rundkørsel, mit helvede min forvirring. Helle satte ve-drop i gang, i starten skete der ingen ting så den blev skruet op hvert kvarter indtil den kunne give noget og da den endelig kom i gang kom der en sygeplejerske der skulle tage blodtrykket, en mand der skulle have blodprøver, Helle ved min side og non-stop veer – ehm, hvad sker der? Jeg er følelsesmæssigt så langt ude, jeg kan intet overskue og her står der 3 mennesker og river i mine arme. Jeg skreg simpelthen STOP! Stop nu! Jeg kan ikke. Helle blev lidt chokeret, men jeg kunne ikke overskue det. Hun valgte at slukke for ve-droppet og så kunne vi starte op igen når alt det andet var slut. Igen var jeg tryg i Helles hænder. Senere blev det tændt igen og med morfin i kroppen var jeg klar. Hele lørdagen blev ve-droppet skruet op mindst en gang i timen og da Helles vagt sluttede lørdag sent eftermiddag var jeg 2 cm åben. Herfra gik det kun nedad.
Der trådte en ny jordemoder ind i rummet som skulle have aften og nattevagten med mig. Kemien mellem os var lige nul, og jeg synes ikke hun forstod vores situation. I min journal har hun lørdag nat skrevet ”virker meget nedtrykt”, ”modarbejder ve-drop ved at være nedtrykt”, ”kan ikke arbejde sammen med kroppen” – nej hvad tror du selv? Jeg har siden torsdag morgen kl. 8:00 været på en eller anden form for ”lad-os-få-fødslen-i gang-medicin”, både almindelig stikpiller, fostergift, 4 x ballonkateter og snart et døgn med ve-drop – hvad forventer hun af mig? 4 gange blev min rygmarvsblokade lagt og til det har hun skrevet ”virker meget pivet og vil gerne have mere smertestillende” – jeg var fra start blevet lovet en smertefri fødsel fordi i min situation kan man bedøve rigtig meget, og for at psyken ikke skal arbejde med smerter gøre man alt for at smertedække – denne jordemoder kunne slet ikke forstå jeg ville have bedøvelse og blev faktisk irriteret over at jeg bad om rygmarvsbedøvelsen.
Der skete ikke særlig meget den nat, mener at jeg åbnede mig til 4 cm. Det var dog bare indtil søndag morgen kl 7:00 for her kom jordemoder Ida. Jeg havde mødt hende torsdag hvor hun sagde hun ikke ville se mig når hun skulle på bagt søndag morgen, jeg lovede det, men det var jeg ikke så god til at overholde. Ida er bare fantastisk en livsglad kvinde. Fra kl. 7 – 8.58 åbnede jeg mig det sidste og fødte Isaac. Ida var sej og hun hjalp mig. Det var hendes første dødsfødsel og man kunne se på hende at det tog hårdt på hende selvom hun hele tiden virkede meget professionel.
Tiden vi brugte sammen med Isaac efter fødslen kender kun Johnni og jeg. Det er vores lille stund sammen som den familie vi aldrig blev. En stund der for altid bare skal være vores.
Der går stadig ikke en dag hvor jeg ikke tænker på min lille mand og følelserne blusser tit op igen. Jeg er dog kommet langt, for det jeg skriver her, er første gang jeg fortæller ærligt om min side af det hele – hvem Anja egentlig var under forløbet. Jeg har ikke turde sige det, for hvilken mor kunne dog finde at skubbe sit barn væk? Hvilken mor ville snakke om sin søns dødvægt? Ja det vil jeg! For det er sådan jeg er mor. Jeg er mor til en engel som jeg aldrig har mødt. Mor på en helt speciel måde, men jeg har mange tunge pakker i rygsækken, og jeg vil ikke længere være bange for at fortælle at jeg faktisk havde det sådan – for det er helt okay!
Hvis i kom hertil er i intet mindre end fantastiske.
I har hele vejen igennem været et fantastisk forum fyldt med fantastiske kvinder som har givet et kram når i kunne mærke jeg manglede det mest.
