Børn uden grænser

Jeg prøver virkelig at lære min søn ydmyghed oh respekt for andre mennesker. Det er vigtige værdier hos mig.

Min søn er i trodsalderen (ja det kalder jeg den). Fra det ene sekund til det andet kan han flejne i tusind stykker over (hvad jeg mener er) ingenting. Der sker så meget indeni ham for tiden. Han er begyndt at lege mange rollelege med sig selv og forstår socialisering på et helt andet niveau.

Det er simpelthen en virkelig sjov alder, men jeg har da også prøvet både bus- tog- og supermarkedets situationer! En enkelt gang har jeg droppet vores indkøb og gået ud af butikken med ham. Men vi finder altid frem til et kram til slut. Og det er ligeledes vigtigt for mig. Han skal ikke føle sig ussel og ligegyldig.

Det er jo ofte reelle følelser de har. Et råb om mere opmærksomhed/omsorg eller hvad det kan være. Jeg oplever at hvis jeg er inde i en presset periode med studie eller privatliv, så spejler det sig i min dreng og han bliver på en måde mere "ustyrlig".

Vi skal passe på med at dømme ud fra førstehåndsindtryk. Det har jeg gjort mange fejl i. Men det er selvfølgelig også vigtigt at sætte grænserne for sine børn. Det skaber tryghed med gode (og retfærdige) rammer :-)

Signe-bine skriver:

Jeg synes ikke jeg har samme oplevelse af børn som uopdragne i min hverdag. Jeg er klar over at børns opførsel til tider kan virke voldsom, frembrusende og uopdragen, især når der igen voksne er omkring dem og de er sammen med deres venner, feks alene på en sti (udover at tilfældet hvor TS bliver slået et dybt chokerende og bestemt ikke hører til normalen - i min verden hvert fald). I denne situation har børn det med at vise sig frem, råbe højere og være mere overgearet. Det er ikke dårlig opdragelse. Det er børn! I min erfaring er de sødere, og måske lidt mere tilbageholdende hvis man kigger på dem på stien, anerkender at de er der og smiler til dem. 

 

Jeg mener desuden, at den her opdragelsen debat tager en utrolig ensporet og uhensigtsmæssig drejning. I mine øjne er det naturligt at børn skal vejledes og guides, og jeg kan for alt i verden godt forstå at forældre hellere vil være venner end fjender med deres børn. Den løsning er dog absolut ikke den rette i alle sammenhænge - langt fra. Men er den total autoritære forælder, der styrer barn og hjem med hård hånd, urokkelige regler og rammer der ikke tager hensyn til barnets personlige behov og udvikling den rette? Under igen omstændigheder i min verden!!! Tværtimod er dén forældrerolle, som hører sig til i 50'erne hvor det også var alment at slå børn, total forvrænget. Hvor er medfølelsen og kærligheden?! 

Selvfølgelig skal børn have rammer og grænser. Ingen tvivl. Men det skal heller ikke være "kæft, trit og retning". Børn er mennesker, med reelle behov, reelle følelser og reelle reaktioner. Og børn reagerer på deres omverden og på de oplevelser dagen giver og har givet. En dårlig nattesøvn kan være anledning til råb og skrig ved morgenbordet fra et barn der normalt er kærlig og sød. En lang dag i skole og SFO kan give anledning til et "tantrum" på gulvet i Netto når mor og far siger nej til snolder i hverdagen.

 

Børns opførsel er relativ og situationsbestemt. Det tager enormt lang tid at lære at genkende en situation og vide hvornår en bestemt opførsel er passende. Samtidig er nogle født med mere situationsfornemmelse end andre og lærer hurtigere eller langsommere at genkende en situation og reagerer rigtigt.

 

Jeg synes det er under al kritik at opdragelsen diskussionen altid tager en drejning af at alle forældre er bløde og ikke hårde nok. Jeg synes jævnligt debatten bærer præg af mangel på empati, for både forældre og børn og for hvorfor lille Egon opfører sig som han nu gør.

Hvad nu hvis vi viste lidt forståelse og medmenneskelighed, bare lidt, for at Egon har haft en lang dag i 2. klasse og herefter SFO. Da han skal hjem skal de først handle, og Egon er skide træt og kan ikke overskue situationen. Selvom mor måske skulle have handlet alene, er indkøbssituationen OGSÅ en situation hvor børn skal LÆRE at opføre sig korrekt. Derfor er det ekstremt vigtigt at Egon, hvert fald nogle gange, er med nede og handle. For Egon skal lære at selvom slik smager godt og ligger på hylden og frister, skal man ikke købe det hver dag. Og han skal lære hvordan han skal begå sig i vores samfund, heriblandt situationen i indkøbscentret, og alle mulige andre offentlige steder. I stedet for at dømme de arme forældre så hårdt som nogle gør, burde man sende dem et opmuntrende smil, for de er gode forældre der tager en kamp med deres barn og løser situationen på bedst mulig hvis. Forhåbentlig ikke ved at give Egob slik, men ved måske at lade ham vente de sidste 5 minutter i bilen mens mor står i kø. Jeg tager hatten af for forældre der tager kampen og derigennem lærer deres børn hvordan de opfører sig, lang dag eller ej.

 

Vi er ofte or hurtige ude med pegefingrene, og selvom debatten ikke skal være en mudderkrig, så kunne man jo vende blikket indad og se på hvordan man selv opfører sig. Deltager man selv aktivt i mobning i trafikken? Snyder du foran i køen i Tivoli? Synes du der er okay din hund skider på fortorvet eller fodboldbanen, for når det kun liiiige er din hund og lige nu og du er træt og har glemt lorteposer, så er det nok okay???, 

 

Jeg er lidt uenig med dig omkring det med Egon og indkøbene. Selvfølgelig kan planlægning betyde at Egon bliver nødt til at komme med en tur i Netto efter en lang dag, men jeg synes det er at skyde laaangt over målet forvente at det skal være en læringssituation. Jeg mener ikke at (de fleste) børn kan lære noget som helst hvis de er udkørte efter en lang dag. Og da slet ikke i en propfyldt Netto, der er fyldt med fristelser og negative mennesker.

Måske kunne man endda udforme en teori om at det er forældrenes idé om at der skal læres noget og dermed ydes mere end minimum, der skaber rammen for en rigtig dårlig indkøbsoplevelse.

At lære noget om at købe ind, er en rigtig god idé, men gør det en dag med overskud, fx lørdag formiddag. Der er Netto heller ikke fyldt med andre mennesker (voksne og børn) uden overskud.

Nu har min kusine selv en syg pige, som reagere voldsomt i visse situationer. Hvis man kigger godt efter kan man godt se det på hende, men umiddelbart er hun en normal pige. 

Jeg kan godt blive så harm over folk der slår børn over en kam. Nogen børn har adfærdsvanskeligheder og man kan ikke dømme ved bare at kigge om der er noget galt med barnet. Der skal man i mit hoved være professionel for at gøre det! 

Derudover oplever jeg faktisk flere og flere forældre der tager kampen op på den fede måde! F.eks hørt nytårsaften i Føtex af en bekendt:

Marius: Faaaar, jeg vil smage det der NU!!!

Faren: Marius, det duer sgu ikke fordi så bliver du fuld også kommer nogen fra kommunen og fjerner dig!

Jeg tror desværre at det ikke kun er forældrene der er problemer med men ligeså meget vores menneskesyn, da vi har SÅ mega travlt med at dømme istedet for lige at sende et smil til hinanden!

Pikku Myy skriver:

Jeg er lidt uenig med dig omkring det med Egon og indkøbene. Selvfølgelig kan planlægning betyde at Egon bliver nødt til at komme med en tur i Netto efter en lang dag, men jeg synes det er at skyde laaangt over målet forvente at det skal være en læringssituation. Jeg mener ikke at (de fleste) børn kan lære noget som helst hvis de er udkørte efter en lang dag. Og da slet ikke i en propfyldt Netto, der er fyldt med fristelser og negative mennesker.

Måske kunne man endda udforme en teori om at det er forældrenes idé om at der skal læres noget og dermed ydes mere end minimum, der skaber rammen for en rigtig dårlig indkøbsoplevelse.

At lære noget om at købe ind, er en rigtig god idé, men gør det en dag med overskud, fx lørdag formiddag. Der er Netto heller ikke fyldt med andre mennesker (voksne og børn) uden overskud.

Men Egon lærer også af at se på sine forældres opførsel i netto, når forældrene også er trætte. De perfekte situationer til at lære de rigtige ting eksisterer ikke altid. Selvfølgelig kan man indimellem planlægge sig ud af det. Men hvis man går ud fra at sin egen adfærd som forælder i langt de fleste situationer er mere lærerig for barnet, behøver man ikke sætte en mere eller mindrig kunstigt opstillet seance op for at opdrage sit barn. Så må man finde sit eget overskud frem Og reagerer efter bedste evne og overbevisning i den situation man nu står i.

Jeg er enig i, at ikke alle situationer skal være direkte opdragelses situationer. Men vi ser måske forskelligt på det, og ellers kan tekst jo let læses mere firkantet af modtageren end det egentlig var ment af afsenderen, for jeg mener at min opførsel og hvordan jeg bærer mig ad i det samfund jeg er en del af, er langt mere lærerig for mit barn at se på, end at jeg altid planlægger en situation hvor "nu skal der eddermame opdrages".

Pikku Myy skriver:

Jeg er lidt uenig med dig omkring det med Egon og indkøbene. Selvfølgelig kan planlægning betyde at Egon bliver nødt til at komme med en tur i Netto efter en lang dag, men jeg synes det er at skyde laaangt over målet forvente at det skal være en læringssituation. Jeg mener ikke at (de fleste) børn kan lære noget som helst hvis de er udkørte efter en lang dag. Og da slet ikke i en propfyldt Netto, der er fyldt med fristelser og negative mennesker.

Måske kunne man endda udforme en teori om at det er forældrenes idé om at der skal læres noget og dermed ydes mere end minimum, der skaber rammen for en rigtig dårlig indkøbsoplevelse.

At lære noget om at købe ind, er en rigtig god idé, men gør det en dag med overskud, fx lørdag formiddag. Der er Netto heller ikke fyldt med andre mennesker (voksne og børn) uden overskud.

Hele livet er en stor lang læringssituation  Ikke kun de planlagte.

Selvsagt lærer Egon da også noget i Netto den torsdag eftermiddag KL 17.30 hvor han hellere ville være hjemme på sofaen med ulvetimen - han lærer måske ikke at købe ind, eller hvor meget en mælk koster eller... Men lærer noget det gør han, for det gør lille Egon hele tiden. Læren kan måske være, hvis jeg skriger på cyklen før vi når Netto så opgiver mor og vi får kold mad, eller hvis jeg er helt stille så synes mor det er synd og jeg får en chokolade, eller jeg kan få mor helt febrilsk hvis jeg skriger midt i køen, eller.... Lære noget det gør han 

Om det så er optimalt, nej men alle facetter i livet er jo ikke optimale og børn er jo ikke blot nogen der skal organiseres rundt om, de er en del af en familie og i den familie vil der være tidspunkter hvor situationen ikke er fed for det ene barn. Og det er også en læring.

En af de ting jeg ønsker at give mine børn er at de er en del af familien, at lige præcis det de giver også er vigtig for familien er en god familie. Og det betyder, de nogen gange mp vente, nogen gange må med i netto når de er trætte, at vi laver ting de ikke synes er fantastiske hele tiden, at de også godt må give mor et klap på skulderen og spørge: er du træt. 

lineog4 skriver:

Hele livet er en stor lang læringssituation  Ikke kun de planlagte.

Selvsagt lærer Egon da også noget i Netto den torsdag eftermiddag KL 17.30 hvor han hellere ville være hjemme på sofaen med ulvetimen - han lærer måske ikke at købe ind, eller hvor meget en mælk koster eller... Men lærer noget det gør han, for det gør lille Egon hele tiden. Læren kan måske være, hvis jeg skriger på cyklen før vi når Netto så opgiver mor og vi får kold mad, eller hvis jeg er helt stille så synes mor det er synd og jeg får en chokolade, eller jeg kan få mor helt febrilsk hvis jeg skriger midt i køen, eller.... Lære noget det gør han 

Om det så er optimalt, nej men alle facetter i livet er jo ikke optimale og børn er jo ikke blot nogen der skal organiseres rundt om, de er en del af en familie og i den familie vil der være tidspunkter hvor situationen ikke er fed for det ene barn. Og det er også en læring.

En af de ting jeg ønsker at give mine børn er at de er en del af familien, at lige præcis det de giver også er vigtig for familien er en god familie. Og det betyder, de nogen gange mp vente, nogen gange må med i netto når de er trætte, at vi laver ting de ikke synes er fantastiske hele tiden, at de også godt må give mor et klap på skulderen og spørge: er du træt. 

Jeg er meget enig i at børn lærer hele tiden, og bedre ved eksemplet og øvelse end opstillede situationer, men det der blev lagt op til var at overtrætte Egon, torsdag eftermiddag i en propfyldt Netto, kunne lære forståelsen af at selvom slik smager godt og er stillet frem på det aller mest fristene sted i butikken, skal man ikke købe det hver dag.

Jeg siger ikke at man skal planlægge sig ud af at have sine børn med i hverdagen, eller at man skal holde børn væk fra situationer hvor de oplever en presset forælder, men at man skal passe på med at forvente for meget af trætte børn.