Børn uden grænser

helle85 skriver:

Jeg er så en af dem der mener at man ikke bare kan drømme ud fra hvad man se.

jeg er en af dem som der har et barn som virker uopdragen på andre.

min dreng er letter mental retarderet, lider af selektiv mutisme og har lidt autisme inden fra alle spektre.

Han er 8 år og ligner en helt almindelig dreng uden på.

her kommer et eksempel på Hvordan han kan reagere. 

I fredags skulle vi til Køge for at tjekke hans øre ( vi bor på Lolland og skal med offenligtransport) da vi skulle skifte station og med det sidste tog hjem, stod han hvor alle folk skulle ud, så jeg tager ham med ind til siden og forklare ham at han ikke kan stå der, da folk skal ud af toget, han bliver funstret da han bare vil hjem og er bange for ikke at komme med toget, så mens jeg forklare ham at han nok skal komme med toget så må jeg holde ham for at han ikke gå i vejen.

vi kommer så ind i toget. jeg sætter mig ved dørene hvor der ikke er nogen mennesker( toget er godt fyldt op) da han slå og sparker, og kalder mig alle mulige grimme ting.( folk kigger ) Han vil gerne op til sin far og søster. Så jeg fortæller stille og roligt at hvis han skal op til dem, så må han lade Være med at sparke, og hvis han begynder igen, så gå vi tilbage, han lover at stoppe så vi gå op til dem, da vi kommer der op så begynder han at sparke og slå sin far, så jeg bære ham ned igen, så mens det hele starter forfra må jeg snakke til ham stiller roligt. efter hvad der føler som en evighed ( vil tro ca 10-15 min) så stopper han og vi kan snakke sammen. Vi gå op i gen og han opføre sig pænt resten af vejen.

et uopdragen barn? Ja måske 

han var sådan fordi vi har Været afsked siden kl 7:20 og kl var ca 15 da det skete. Der har Været mange mennesker hele turen og det vil sige for ham rigtig mange indtryk og alt for meget nyt på en gang og samtidig lang vente tid hos ørelægen.

Så alt i alt rigtig meget for et barn som helst skal have en forudsigelige hverdag. Og vi som forældre er glade for at han kun havde den ene tur ( eller hvad man skal kalde det). 

Jeg er helt med på at nogle børn er mere udfordrede end andre børn, og dem skal der selvfølgelig være plads til!
Nu taler jeg mere generelt - drengen i Rema kunne jo godt, som din dreng, være besværet af et handicap, men da jeg selv har et barn i familien som lider af autisme, og kender de primære tegn på lidelsen, mener jeg ikke at drengen fejlede noget i den forstand - at dømme ud fra hvordan han agerede blandt os andre
Børn med udfordringer skal jo også helst færdes med en voksen eller en anden ansvarlig som kan hjælpe barnet med at gebærde sig - det ville jo være synd at barnet handler uhensigtsmæssigt, og alene skal stå til ansvar for handlinger som barnet ikke har mulighed for at forsvare!

Jeg er absolut ikke ude på at stemple nogen - min tråd henvender sig helt alene til børn uden lidelser der kan være skyld i en given adfærd; kun børn der simpelthen er uopdragne

Tja jeg er nok en af de forældre andre ruller med øjnene af. 

Min søn er født 2 måneder for tidligt, men er en stor dreng, så du kan ikke se det, mange tror også han er ældre end han er, men sandheden er han svarende til 1.5 årig, iogmed folk har en forventning om han er 3 år grundet han størrelse, finder de ham ofte frygteligt irriterende, at han siger høje lyde, tager ting i munden og piller meget ved hans bamse, men havde de set samme adfærd hos en 1 årig havde de smilt og sagt sikke en sød baby. 

Samtidig arbejder min mand voldsomt meget. Så jeg er alene om indkøb mm, og kan sjældent nå det inden jeg henter ham, så jeg må have ham med, her går han ofte med kurven indrømmer vi går lidt langsommere og det tager lidt længere tid at få agurken, men så er han optaget af det og skriger ikke højt eller smider sig omkring  

Jeg er gravid med vores første barn, så det er klart den diskussion du stiller op er oppe og vende her også. Generelt synes jeg mit indtryk er at langt de fleste børn og unge er velopdragne osv.

jeg kan nogen gange blive lidt ærgerlig over den vej debatten om børneopdragelse går (især med mine veninder uden børn) fordi den netop tit får det der fokus med "alle forældre er for eftergivende" / "alle børn er forkælede og forstår ikke grænser". Jeg Tror nærmere det er sundt at vende blikket fra hvordan man skal få det her barn til at makke ret (modsat alle de andre forældre) til hvad det egentlig er man ellers vil bringe ind i opdragelsen af positive ting. Min pointe er at debatten ofte får en meget negativ og generaliserende klang. Jeg kunne godt ønske mig en mere positiv tilgang fremfor "sådan skal mit barn i hvert fald ikke være". 

MKN_96 skriver:

Jeg er helt med på at nogle børn er mere udfordrede end andre børn, og dem skal der selvfølgelig være plads til!
Nu taler jeg mere generelt - drengen i Rema kunne jo godt, som din dreng, være besværet af et handicap, men da jeg selv har et barn i familien som lider af autisme, og kender de primære tegn på lidelsen, mener jeg ikke at drengen fejlede noget i den forstand - at dømme ud fra hvordan han agerede blandt os andre
Børn med udfordringer skal jo også helst færdes med en voksen eller en anden ansvarlig som kan hjælpe barnet med at gebærde sig - det ville jo være synd at barnet handler uhensigtsmæssigt, og alene skal stå til ansvar for handlinger som barnet ikke har mulighed for at forsvare!

Jeg er absolut ikke ude på at stemple nogen - min tråd henvender sig helt alene til børn uden lidelser der kan være skyld i en given adfærd; kun børn der simpelthen er uopdragne

Jeg ser stadig ikke den 9- 10 dreng som et problem moren gav ham jo ikke han vilje men sendte ham ud.

Børn skal jo lære at klare sig selv om de har diagnose eller ej. Nå jeg handler og pakker varene så gå han ud af butikken og venter. Da han ellers laver ballade (Han snakker ikke med fremmet) og han har også gået hjem fra skole et par gange ( vi bor 5 min gå gang fra skole) 

og selv om du skriver det kun drejer sig om børn uden andre problemer. Så kan man stadig ikke se det på børnene. så vil det Være nemmere med et eks på et barn man kender

Alt for mange børn jeg ser er dårlig opdraget, hen af hvad du beskriver. Og ja deres forældre er sgu for bløde og går mere op i at Være børnenes venner end deres forældre. 

MKN_96 skriver:

Hejsa!

Den seneste tid har jeg tænkt meget over det at være forælder. Rollen som autoritet og rollemodel, den som skal guide og vejlede, give rammer og tryghed. Inden for et par år når jeg forhåbentligt selv dertil, og jeg har i sinde at give mine børn en tryg og kærlig opdragelse, hvor de samtidig lærer at begå sig blandt andre mennesker, og ved hvor grænsen er mellem rigtigt og forkert

Nu sidder I sikkert og tænker - "det er da en selvfølge, jeg kender da ikke nogen der ikke har i sinde at opdrage deres børn godt og lære dem om rigtigt og forkert!"
Men jeg har bare så mange gange efterhånden oplevet at der åbenbart er MANGE der ikke formår ovenstående
Det er ikke fordi jeg færdes bestemte steder, nej det er i helt almindelige hverdagssituationer at jeg oplever, at børn har meget meget svært ved at begå sig blandt andre mennesker, uden at udstråle mangel på respekt for deres medmennesker!

Forleden kom jeg gående af et stisystem, der på et stykke bliver brugt af en friskole, hvor børnene kan krydse for at komme fra skolen til hallen. Her kommer der en flok børn gående, 5-6 stykker, de er vel 6-7 år, og pludselig farer den ene dreng hen imod mig mens han råber og skriger, og slår mig direkte i maven!  Jeg blev helt paf, og han slog mig herefter en gang mere, skubbede mig baglæns, og løb så efter de andre, som var gået i forvejen.

I går aftes var jeg ude og handle ved 20-tiden i den lokale Rema, og en mor og en dreng på 9-10 år vil jeg tro, kommer gående op mod kassen. Jeg står allerede i køen. Da de når slikket spørger drengen først pænt, om ikke kan må få noget til i bilen hjem. Hertil svarer moren pænt, at det må han jo ikke, fordi det jo ikke er fredag. Det udløser en svada fra drengen om at hun er den dummeste kælling i verden, og at han hader hende!  Morens reaktion er at hive fat i drengen, hviske ham et eller andet i øret og lange ham bilnøglen, hvorefter drengen i hysteri tramper ud af butikken uden at ænse os i køen...

Jeg oplever det ikke hver dag nej, men jeg vil mene at jeg ofte oplever eksempler på hvad jeg ikke mener er god opdragelse, og børn der kender til grænser, respekt og medmenneskelighed  Sammenlagt med alle de artikler der florerer for tiden, med at forældre i dag vil være venner med deres børn, ikke autoriteter, og derfor er bange for at sige nej og tage beslutninger, men derimod gør deres børn til små voksne...Så synes jeg bare vi er på vej i en forkert retning

Før i tiden, bare da jeg var lille, var der et helt andet syn på opdragelse. Der var det okay at sige (eller råbe) nej, og jeg kan da også huske at jeg har fået timeout, og er blevet taget fat i og irettesat af pædagoger i børnehaven. Og det var da helt okay! For børn skal ikke være små voksne, som dikterer og styrer! Eller hvad?

Jeg har selv en holdning til dette emne, men tænker at den er irrelevant, da jeg ønsker at høre andres meninger  Har vi gang i noget blød hippiepædagogik, hvor der ikke er forskel på børn og voksne i dag? Eller er de tilfælde man oplever i hverdagen med børn der ikke kan begå sig, bare tilfælde?

Jeg tror faktisk ikke at jeg har en eneste oplevelse med "uvorne" børn a la det du snakker om. Jo, bevares, en 2-årig der fiser rundt og har svært ved at sidde stille ved bordet til familiefødselsdagen o.s.v. - helt almindelig adfærd fra små børn.

Men intet a la de tilfælde du beskriver. 

Så det er ikke noget jeg oplever i min hverdag, nej.

Jeg synes ikke jeg har samme oplevelse af børn som uopdragne i min hverdag. Jeg er klar over at børns opførsel til tider kan virke voldsom, frembrusende og uopdragen, især når der igen voksne er omkring dem og de er sammen med deres venner, feks alene på en sti (udover at tilfældet hvor TS bliver slået et dybt chokerende og bestemt ikke hører til normalen - i min verden hvert fald). I denne situation har børn det med at vise sig frem, råbe højere og være mere overgearet. Det er ikke dårlig opdragelse. Det er børn! I min erfaring er de sødere, og måske lidt mere tilbageholdende hvis man kigger på dem på stien, anerkender at de er der og smiler til dem. 

Jeg mener desuden, at den her opdragelsen debat tager en utrolig ensporet og uhensigtsmæssig drejning. I mine øjne er det naturligt at børn skal vejledes og guides, og jeg kan for alt i verden godt forstå at forældre hellere vil være venner end fjender med deres børn. Den løsning er dog absolut ikke den rette i alle sammenhænge - langt fra. Men er den total autoritære forælder, der styrer barn og hjem med hård hånd, urokkelige regler og rammer der ikke tager hensyn til barnets personlige behov og udvikling den rette? Under igen omstændigheder i min verden!!! Tværtimod er dén forældrerolle, som hører sig til i 50'erne hvor det også var alment at slå børn, total forvrænget. Hvor er medfølelsen og kærligheden?! 

Selvfølgelig skal børn have rammer og grænser. Ingen tvivl. Men det skal heller ikke være "kæft, trit og retning". Børn er mennesker, med reelle behov, reelle følelser og reelle reaktioner. Og børn reagerer på deres omverden og på de oplevelser dagen giver og har givet. En dårlig nattesøvn kan være anledning til råb og skrig ved morgenbordet fra et barn der normalt er kærlig og sød. En lang dag i skole og SFO kan give anledning til et "tantrum" på gulvet i Netto når mor og far siger nej til snolder i hverdagen.

Børns opførsel er relativ og situationsbestemt. Det tager enormt lang tid at lære at genkende en situation og vide hvornår en bestemt opførsel er passende. Samtidig er nogle født med mere situationsfornemmelse end andre og lærer hurtigere eller langsommere at genkende en situation og reagerer rigtigt.

Jeg synes det er under al kritik at opdragelsen diskussionen altid tager en drejning af at alle forældre er bløde og ikke hårde nok. Jeg synes jævnligt debatten bærer præg af mangel på empati, for både forældre og børn og for hvorfor lille Egon opfører sig som han nu gør.

Hvad nu hvis vi viste lidt forståelse og medmenneskelighed, bare lidt, for at Egon har haft en lang dag i 2. klasse og herefter SFO. Da han skal hjem skal de først handle, og Egon er skide træt og kan ikke overskue situationen. Selvom mor måske skulle have handlet alene, er indkøbssituationen OGSÅ en situation hvor børn skal LÆRE at opføre sig korrekt. Derfor er det ekstremt vigtigt at Egon, hvert fald nogle gange, er med nede og handle. For Egon skal lære at selvom slik smager godt og ligger på hylden og frister, skal man ikke købe det hver dag. Og han skal lære hvordan han skal begå sig i vores samfund, heriblandt situationen i indkøbscentret, og alle mulige andre offentlige steder. I stedet for at dømme de arme forældre så hårdt som nogle gør, burde man sende dem et opmuntrende smil, for de er gode forældre der tager en kamp med deres barn og løser situationen på bedst mulig hvis. Forhåbentlig ikke ved at give Egob slik, men ved måske at lade ham vente de sidste 5 minutter i bilen mens mor står i kø. Jeg tager hatten af for forældre der tager kampen og derigennem lærer deres børn hvordan de opfører sig, lang dag eller ej.

Vi er ofte or hurtige ude med pegefingrene, og selvom debatten ikke skal være en mudderkrig, så kunne man jo vende blikket indad og se på hvordan man selv opfører sig. Deltager man selv aktivt i mobning i trafikken? Snyder du foran i køen i Tivoli? Synes du der er okay din hund skider på fortorvet eller fodboldbanen, for når det kun liiiige er din hund og lige nu og du er træt og har glemt lorteposer, så er det nok okay???, 

Før jeg selv fik barn synes jeg godt nok også der var mange uvorne møgunger i vennekredsen... Nu har vi en på næsten 3, og manden og jeg griner tit af hvor uvidende og fordømmende vi var dengang...

Jeg synes heller ikke umiddelbart jeg oplever de vilde problemer rundt omkring, og vi bor da ellers i et kvarter med pænt mange sociale boligblokke (hvor man måske kunne frygte problemer), men børnene er da lige søde uanset deres baggrund. Tror som en skriver også at den typiske danske angst for at snakke med folk og kigge dem i øjnene i nogle tilfælde spiller ind - det kan virke provokerende på nogle børn. Klart nok er episoden med den skubbende dreng på stien ikke i orden, men hans slags fandtes nu også for 20, 30 og 50 år siden.

Men normerne har da klart ændret sig, kan fornemme at både mine forældre og svigerforældre synes vi er alt for bløde, mens jeg selv opfatter mig som rimelig standfast på nogen områder, og en veninde opfatter mig som ekstremt streng. Hun har tvillinger på 7 mdr, så om ikke så længe skal hun selv igang med at opdrage på dem - så kan det være hun begynder at fatte nogle af de regler vi opstiller og ikke vil slække på. 

Min pointe er, at ens opfattelse af tingene afhænger enormt meget af om man selv har børn i opdrage-alderen (altså ikke babyer), før da ved man ganske enkelt ikke hvor svært det kan være (og kender ordsproget "man må vælge sine kampe"), og senere hen når man bliver ældre tror jeg man glemmer det igen. 

MKN_96 skriver:

Hejsa!

Den seneste tid har jeg tænkt meget over det at være forælder. Rollen som autoritet og rollemodel, den som skal guide og vejlede, give rammer og tryghed. Inden for et par år når jeg forhåbentligt selv dertil, og jeg har i sinde at give mine børn en tryg og kærlig opdragelse, hvor de samtidig lærer at begå sig blandt andre mennesker, og ved hvor grænsen er mellem rigtigt og forkert

Nu sidder I sikkert og tænker - "det er da en selvfølge, jeg kender da ikke nogen der ikke har i sinde at opdrage deres børn godt og lære dem om rigtigt og forkert!"
Men jeg har bare så mange gange efterhånden oplevet at der åbenbart er MANGE der ikke formår ovenstående
Det er ikke fordi jeg færdes bestemte steder, nej det er i helt almindelige hverdagssituationer at jeg oplever, at børn har meget meget svært ved at begå sig blandt andre mennesker, uden at udstråle mangel på respekt for deres medmennesker!

Forleden kom jeg gående af et stisystem, der på et stykke bliver brugt af en friskole, hvor børnene kan krydse for at komme fra skolen til hallen. Her kommer der en flok børn gående, 5-6 stykker, de er vel 6-7 år, og pludselig farer den ene dreng hen imod mig mens han råber og skriger, og slår mig direkte i maven!  Jeg blev helt paf, og han slog mig herefter en gang mere, skubbede mig baglæns, og løb så efter de andre, som var gået i forvejen.

I går aftes var jeg ude og handle ved 20-tiden i den lokale Rema, og en mor og en dreng på 9-10 år vil jeg tro, kommer gående op mod kassen. Jeg står allerede i køen. Da de når slikket spørger drengen først pænt, om ikke kan må få noget til i bilen hjem. Hertil svarer moren pænt, at det må han jo ikke, fordi det jo ikke er fredag. Det udløser en svada fra drengen om at hun er den dummeste kælling i verden, og at han hader hende!  Morens reaktion er at hive fat i drengen, hviske ham et eller andet i øret og lange ham bilnøglen, hvorefter drengen i hysteri tramper ud af butikken uden at ænse os i køen...

Jeg oplever det ikke hver dag nej, men jeg vil mene at jeg ofte oplever eksempler på hvad jeg ikke mener er god opdragelse, og børn der kender til grænser, respekt og medmenneskelighed  Sammenlagt med alle de artikler der florerer for tiden, med at forældre i dag vil være venner med deres børn, ikke autoriteter, og derfor er bange for at sige nej og tage beslutninger, men derimod gør deres børn til små voksne...Så synes jeg bare vi er på vej i en forkert retning

Før i tiden, bare da jeg var lille, var der et helt andet syn på opdragelse. Der var det okay at sige (eller råbe) nej, og jeg kan da også huske at jeg har fået timeout, og er blevet taget fat i og irettesat af pædagoger i børnehaven. Og det var da helt okay! For børn skal ikke være små voksne, som dikterer og styrer! Eller hvad?

Jeg har selv en holdning til dette emne, men tænker at den er irrelevant, da jeg ønsker at høre andres meninger  Har vi gang i noget blød hippiepædagogik, hvor der ikke er forskel på børn og voksne i dag? Eller er de tilfælde man oplever i hverdagen med børn der ikke kan begå sig, bare tilfælde?

Jeg synes det er meget forskelligt... Oplever både utroligt velopdragede børn, men helt sikkert også dem i den anden kaliber... 

Jeg undrer mig dog over, at du ikke tog fat i drengen og skældte ham hæder og ære fra? Det havde været på sik plads, især hvis han ikke oplever at andre voksne gør det... 

Jeg opdrager også på andres børn, hvis de kommer i mit hjem. Ligesom jeg også opdrager på min datter lige meget hvor vi befinder os. Og hvis hun ikke opfører sig ordentligt, må amdre gerne irettesætte hende hvis jeg ikke lige er der.

Der er mange forskellige tilgange til børn; jo flere eksperter jo flere tilgange. Det tror jeg ikke altid er optimalt, men samtidig er det vel pga. den viden man har nu til dags. Uanset, så synes jeg det efterhånden generelt er et relativt grænseløst samfund vi lever i. Både hvad angår børn og voksne, for hvis skyld er det lige at børnene ikke kan navigere

Spurgte du mig inden jeg selv fik børn, så havde jeg nok været meget enig med dig. Men nu har jeg 2 af slagsen og har lært, at tingene ikke er så sort/hvide. Jeg vil ikke have uopdragne børn, men når det så er sagt, så er børn jo børn og ikke små maskiner og de reagerer altså uhensigtsmæssigt ind imellem. Det kan du nok også huske fra dig egen barndom, er jeg sikker på 

Drengen der slog og skubbede dig - det er ikke i orden, men det synes jeg også ligger langt fra almindelig opdragelse. Vis en af mine piger havde opført sig sådan, når jeg ikke selv var med, ville jeg ønske at en voksen havde irrettesat dem.