Øv der var et hul

Leonora skriver:

Din stakkel . 

Jeg tror det er vigtigt at du tillader dig selv at være ked af det indimellem. At give dig lov til føle at det er pisse uretfærdigt. 

Selvom du er på vej op igen vil du opleve at du indimellem stadig føler dig ked af det og ramt. Og det er helt ok og hvis ik folk kan forstå det så må de lade være. Kun få kan sætte sig ind i det du har oplevet. 

Jeg håber at 2015 bliver et år hvor du vil begynde at føle at føle glæde igen. Og jeg håber du vil blive ved med at fortælle din historie så du til sidst kan være i din uden at falde i for mange huller. 

Vi lytter gerne til både dine op oh ned ture. Også selvom du føler du gang på gang siger det samme og kører i ring. 

Jeg ønsker dig det bedste og at I snart kan blive forældre igen. 

sstort knus fra mig 

Tusind tusind tak for dit svar 

Dejligt at jeg kan skrive det samme igen og igen uden negative miner.

At jeg kan dele min historie med jer igen og igen gør det hele meget lettere for mig og jeg lærer at komme hurtigere op for hver gang 

Igen tusind tak for din besked 

LinLin skriver:

Tak 

Carina:-) skriver:

Tak 

grinny skriver:

Mit første store hul i 2015 kommer lige nu.... 

Sidder i toget på vej hjem og prøver at holde tårerne inde. De er fyldt med vand og en stor klump i halsen jeg prøver at synke 

Hvor er livet dog uretfærdigt 

Kæmpe kram 

De forbandede huller, der kan komme som et lyn fra en klar himmel. Håber du med tiden kan mærke at du kender vejen op af hullerne og derfor alligevel har mere kontrol over dem.

lineog4 skriver:

Kæmpe kram 

De forbandede huller, der kan komme som et lyn fra en klar himmel. Håber du med tiden kan mærke at du kender vejen op af hullerne og derfor alligevel har mere kontrol over dem.

 

Synes ellers jeg var begyndt at kunne mærke når det var ved at ske, men igår rev det hele bare tæppet væk under fødderne på mig! 

Idag er jeg stadig ikke helt oppe endnu, håber en god arbejdsdag retter op på det, selvom min lyst til at arbejde lige nu er lige 0!

Babydrøm skriver:

Tak 

grinny skriver:

Synes ellers jeg var begyndt at kunne mærke når det var ved at ske, men igår rev det hele bare tæppet væk under fødderne på mig! 

Idag er jeg stadig ikke helt oppe endnu, håber en god arbejdsdag retter op på det, selvom min lyst til at arbejde lige nu er lige 0!

Sorgen og hullerne er sgu ikke til at regne med. Lige når man tror nu har jeg styr på det her, så kommer hullerne på en anden måde, en ny tanke får lov at gro, tårerne føles anderledes osv.

Jeg prøvede det igen til jul - 8 år og jeg troede jeg havde tjek på det, troede jeg kendte hullerne og vejen op. Og bum pludselig var hullet større end nogen jeg kunne huske, kendte faktisk ikke vejen op og det gik fra total lykkefølelse til helvedes forgård: goddag og velkommen igen Line, du troede din tid her var forbi, men du kan godt tro om her kommer der resten af dit liv en gang imellem.

Skrev faktisk om det herinde også:  https://www.baby.dk/debat/253224pi1/mistet-et-barn/et-stort-kaempe-hul.aspx

men vi skal nok bare give os selv lov til hullerne, og et eller andet sted er det jo også en paradoksal følelse, for i hvert fald for mig er det nede i hullet jeg er mest mor til Lia. Et eller andet sted kan jeg jo også lide hullerne selvom de gør så forbasket ondt. For når jeg græder, når jeg kan mærke smerten i hvert et led så mærker jeg også Lia i hvert et led. Lia er med jo, men hun er jo på en måde ikke nærværende i glæden og grinene - hun er nærværende i tårerne og smerten. Hmm det gør faktisk enormt ondt at skrive for det skulle bare slet ikke være sådan