Når men ikke helt ved hvor man hører til.

A. Nonymsen skriver:

Jeg havde brug for at vide hvad jeg sagde farvel til... Var blevet scannet første gang i 6. Uge så var rimeligt knyttet til dem...

for mig var det den bedste måde at tage afsked med mine to små drenge...

at se dem, holde dem, få billeder og fodaftryk af dem... Det var sådan en fin oplevelse trods omstændighederne, er så glad for at jeg gjorde det selvom det var ubeskriveligt hårdt, tror det har hjulpet mig til at komme videre...

 

det et mener det var folinsyre mangel, men vi fravalgte obduktion, så vores tvillinger kunne blive begravet med det samme... Jeg har nu fået noget receptpligtig folinsyre tilskud og bliver holdt ekstra øje med i form af flere Scanninger... Desværre har jeg lige mistet igen i 12 uge dette var dog en ganske alm spontan abort 

 

Det kan jeg godt forstå. Måske jeg havde valgt det samme hvis jeg havde troet det havde været godt at se/opleve. Men det var så ekstremt misdannet at jeg ikke tror det havde været en god oplevelse. Det ville ikke have lignet en baby. 

Puha at miste igen. Det må være forfærdeligt. 

Vi har også fået af vide at vi højst sandsynlig vil få flere skanninger næste gang. (hvis der bliver en næste gang) hvis det viser sig at der er en kromosomfejl ved jeg ikke hvad der vil være af forholdsregler. Det skal vi nok snakke med dem om når vi skal ind til samtale. Puha der er mange elementer i det her.. 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Det er SÅ svært at snakke om, det har taget mig meget lang tid at kunne gøre dette, uden at knække helt sammen. Men det bliver bedre, oplever jeg, jo mere jeg betror mig til mine nærmeste. Indtil videre skal du bare have lov til at være pi**e ked af det - for hvor er det dog uretfærdigt!

Heldigvis er min mand og jeg gode til at snakke om det sammen. Så det hjælper da. Men tror jeg skal have fat på en af veninderne også. For vi er jo begge mega kede af det. Måske ville det være dejligt at snakke med en der ikke også selv står i det. 

aarhusmor skriver:

Det gør mig rigtigt ondt at læse

jeg er en af dem der har gentagne spontagne aborter, omend jeg ikke skriver så meget herinde mere, fordi vi har opgivet at få flere og jeg er blevet halvgammel osv.

Jeg vil bare sige, at selvom din situation er anderledes, så rummer du mange af de følelser og tanker som "vi" har.

Og jeg er sikker på at alle kan forstå dig i dit valg. jeg har tit tænkt at hvis en af mine fostre blev derinde, var der stor sansynlighed for at der var noget galt (Jeg har prøvet en gang hvor det gik godt)

og hvad ville jeg gøre i din situation. Hvis det bare var en arm eller et ben, ville jeg have beholdt.
Men når det er så svære skader, så havde jeg valgt ligesom dig, på trods af mit store ønske. Så jeg forstår dig inderligt godt

Vi er og var ikke et sekund i tvivl om at det var det der skulle ske. Så valget var ikke svært på den måde. Men sorgen er stor og det samme er tomrummet.

På én måde er jeg da glad for at det ikke var en spontan abort. For jeg har muligheden for at få svar på hvad der skete. Men føler alligevel ikke at det var et valg vi havde. Selv om det selvfølgelig var det. Forstår du?

Har I et barn nu så eller?  

Anonym skriver:

Vi er og var ikke et sekund i tvivl om at det var det der skulle ske. Så valget var ikke svært på den måde. Men sorgen er stor og det samme er tomrummet.

På én måde er jeg da glad for at det ikke var en spontan abort. For jeg har muligheden for at få svar på hvad der skete. Men føler alligevel ikke at det var et valg vi havde. Selv om det selvfølgelig var det. Forstår du?

Har I et barn nu så eller?  

Ja det forstår jeg godt.

Ja vi har et dejligt barn - 20 års kamp er slut - men det er usædvanligt at det skal være så svært at blive mor, når man godt kan blive gravid. Det skyldes dels en kromoson fejl og en immundefekt. En komoson fejl giver statistisk 25 % spontane aborter, fik jeg afvide i 2006

aarhusmor skriver:

Ja det forstår jeg godt.

Ja vi har et dejligt barn - 20 års kamp er slut - men det er usædvanligt at det skal være så svært at blive mor, når man godt kan blive gravid. Det skyldes dels en kromoson fejl og en immundefekt. En komoson fejl giver statistisk 25 % spontane aborter, fik jeg afvide i 2006

Puha ja sikke en kamp. Men dejligt at I det mindste har fået en guldklump 

Jeg glæder mig til at få svar på vores test. Men er også nervøs for det

Anonym skriver:

Puha ja sikke en kamp. Men dejligt at I det mindste har fået en guldklump 

Jeg glæder mig til at få svar på vores test. Men er også nervøs for det

Ja det bliver rart at få slået fast hvad årsagen var, hvis man har kunnet finde den. I 90'erne kunne de aldrig finde årsagen ved mig, trods undersøgelser.
Heldigvis er de lidt dygtigere nu.

Hvis der er tale om en genetisk fejl, skal I måske have sorteret æggene for fremtiden

aarhusmor skriver:

Ja det bliver rart at få slået fast hvad årsagen var, hvis man har kunnet finde den. I 90'erne kunne de aldrig finde årsagen ved mig, trods undersøgelser.
Heldigvis er de lidt dygtigere nu.

Hvis der er tale om en genetisk fejl, skal I måske have sorteret æggene for fremtiden

Ja måske. Glæder mig til at få svar. 

Først vil jeg skrive det gør mig ondt.

Hvor du hører til, tror jeg du selv ved. Hvis du føler du har mistet er barn, så er det det du har. 

Jeg har mødt en del der har mistet kort efter nakkefoldscanningen alla 14.-15. Uge, forskellen er så de har skulle føde barnet og har set det for det meste. De deltager i temaaftener i landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød på præcis samme måde som jeg der har mistet Lia på 4 dage. VI kan dele en del tanker, og en del har vi ikke til fælles, blandt andet når man selv har skulle stå med valget om at afbryde graviditet - for det kan jeg kun forestille mig som et mareridt, så kan de måske kun forestille sig noget af det jeg stod i som et mareridt.

Jeg fik mange gode råd og ord da jeg mistede, men et af dem som bed sig fast og som jeg tænker på nu hvor jeg læser dine svar, det var: din historie skal fortælles x antal gange og for hver gang du har fortalt den skal du fortælle den x-1. Det er vigtigt at fortælle og fortælle og fortælle og så lige fortælle en gang til.

og så mit eget råd: find nogen du kan spejle dig i, nogen som har stået samme sted eller næsten tilsvarende - at høre andre har tænkt og følt på samme måde er en gave. Man er ikke længere tosset, men blot lige som en anden.

lineog4 skriver:

Først vil jeg skrive det gør mig ondt.

Hvor du hører til, tror jeg du selv ved. Hvis du føler du har mistet er barn, så er det det du har. 

Jeg har mødt en del der har mistet kort efter nakkefoldscanningen alla 14.-15. Uge, forskellen er så de har skulle føde barnet og har set det for det meste. De deltager i temaaftener i landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød på præcis samme måde som jeg der har mistet Lia på 4 dage. VI kan dele en del tanker, og en del har vi ikke til fælles, blandt andet når man selv har skulle stå med valget om at afbryde graviditet - for det kan jeg kun forestille mig som et mareridt, så kan de måske kun forestille sig noget af det jeg stod i som et mareridt.

Jeg fik mange gode råd og ord da jeg mistede, men et af dem som bed sig fast og som jeg tænker på nu hvor jeg læser dine svar, det var: din historie skal fortælles x antal gange og for hver gang du har fortalt den skal du fortælle den x-1. Det er vigtigt at fortælle og fortælle og fortælle og så lige fortælle en gang til.

og så mit eget råd: find nogen du kan spejle dig i, nogen som har stået samme sted eller næsten tilsvarende - at høre andre har tænkt og følt på samme måde er en gave. Man er ikke længere tosset, men blot lige som en anden.

Tusind tak for dit svar! Du har lige ramt en masse. Især det med at spejle sig. bare det jeg har læst i den her tråd med folk der har oplevet noget lignende gør at jeg ikke føler mig totalt afsporet. Og jeg har indset at jeg er nødt til at snakke om det. Og at jeg faktisk har brug for at min omgangskreds ved det. Mest for at de forstår når jeg er distræt og ked. Så Tusind tusind tak