Når men ikke helt ved hvor man hører til.

Jeg vil dele min historie med jer. Beklager den er lidt lang.

d. 13. januar var jeg glad. Meget glad. Endelig skulle vi til NF. endelig kunne vi fortælle verden at vi skulle have en lille baby. Den kommende storebror kunne få det af vide. Hele verden kunne få det af vide. Det eneste vi lige skulle var den lille formssag med en scanning. Ikke så meget for at se om baby havde det godt men mere for at få den fastsatte termin og det fantastiske billede. For selvfølgelig var alt som det skulle være. Tanken om at noget kunne være galt var ikke tænkt en eneste gang. Hverken af mig eller min mand. Vi havde jo været til en tidlig scanning for at få en nogenlunde termin. Der havde vi set en lille perfekt peanut med fin hjerteblink.

Vi kommer ind og jeg lægger mig op på briksen og sygeplejersken skanner mig. Vi ser et fint hjerte der blinker derud af. Men hun kan ikke rigtig få de billeder hun gerne vil. Jeg tænker at vi har en lille drillesyg baby. Hun bestemmer sig for at hun gerne vil have en anden sygeplejeske til at se med. Det er ikke noget der bekymre os. Mens vi venter på den anden sygeplejeske bliver vi enige om at prøve en indvendig skanning for at på den måde få de bedste billeder. Den anden kommer ind og de skanner igen. De kan stadig ikke få nogle ordentlige billeder. Til sidst tilkalder de en læge. Vi er stadig ikke voldsomt nervøse. Jeg når at tænke at det var da lidt træls hvis vi ikke kan få et godt billede til at vise til storebror men at så må vi jo bare vente med billedet til MD skanning. Men så bliver både lægen og sygeplejersken meget stille. Lægen fortæller at der nogle misdannelser. Først tænker jeg okay, det kan vi nok godt klare. Men så siger hun at det er svære misdannelser, slukker skærmen og beder os om at komme over og sidde ved bordet så vi kan snakke om det. Min verden bryder sammen og jeg begynder at græde. De fortæller os at hjerte og lever sidder i en 'pose' uden for kroppen. De kan ikke få nogle målinger på hovedet fordi der mangler noget af kraniet  samtidig er den ikke vokset som forventet. Den var ganske livlig. Men chancen for at den ville klare det til termin var 0,5 % . Skulle den så endelig overleve til termin ville den ikke overleve efter fødsel. Men vi skulle selv bestemme om vi ønskede en abort. Puha sikke en besked. Vi var ikke et sekund i tvivl om at det var en abort der skulle til. Men for pokker hvor var det ikke den besked vi havde forventet. Pludselig skulle vi tage stilling til hvilken abort metode vi ville vælge i stedet for hvordan vi skulle fortælle storebror og resten af verden det. Vi valgte kirurgisk abort for at kunne få sendt prøver af fosteret ind til kromosom test. 
Pludselig handler det bare om overlevelse. Jeg græder og græder og græder. For sørget for at min mor kan hente knægten i børnehaven for vi skal ind på sygehuset igen senere og opstarte journalen. mm. Jeg spiser stort set ikke den dag. Har ingen appetit. Har masser af tankemylder. Er det min skyld? Burde jeg have vist det? Hvad har jeg gjort forkert? osv osv.

D. 14 er dagen hvor jeg går fra at være 13 uger henne til at være- ja ikke gravid. På en måde er det en velkomment. Vi føler ikke vi kan komme videre før det er 'overstået'. Men på den anden side kan jeg overhovedet ikke forstå at vi skal igennem det her. 
Jeg mærker jo liv. Hver aften. Men det er ikke hyggeligt længere, det er kun en uvelkommen påmindelse om at JEG vælger at slutte det her liv. Et valg jeg aldrig troede jeg skulle tage. ALDRIG!!  Jeg ved godt inderst inde at det er den rigtige beslutning. Det er jo ikke sådan at hvis jeg valgte anderledes at jeg så ville få den her baby. Det ville være et spørgsmål om tid. Men alligevel. 

Der er selvfølgelig forsinkelser på sygehuset så i stedet for at komme på operationsstuen til middag så er det først kl. 16. Jeg har det heldigvis nogenlunde og får lov at tage hjem kl. 19 men kun på den betingelse at der er nogen ved mig. Min mand arbejder nat men har selvfølgelig taget fri for at vi kan være sammen i dette. Så jeg kommer hjem. Og knægten kommer hjem. Gudskelov for bedstemødre som træder til hjælper når det er nødvendigt.

Dagene siden er gået med mange tårer. En enorm tomhedsfølelse. Et sug i maven når venner og bekendte annoncere deres graviditet eller (især) viser deres skanningsbilleder frem. Jeg er overrasket om hvor lidt fysiske smerter der er. Jeg kan slet ikke forstå at den fysiske smerte ikke står mål med den psykiske.

Jeg føler samtidig at jeg befinder mig et sted midt imellem. Tidligere ville jeg google om emnet. For at læse om hvad andre føler, tænker, oplever mm. Men jeg hører ikke til i spontan abort gruppen, jeg valgte det jo selv. Men samtidig føler jeg ikke at jeg hører til i gruppen af kvinder der selv har valgt en abort. Jo jeg valgte det jo i princippet selv. Men havde jeg reelt set et valg?!? Det føler jeg ikke. Men hører jeg til i gruppen med sen abort? Jo jeg var jo over 12. uge. Men ikke mere end lige. Og der var ingen der vidste jeg var gravid. Så på en måde føler jeg at jeg går alene med sorgen. Nej jeg har selvfølgelig min mand. Og vi har fortalt det til vores forældre (ikke lige den måde vi havde regnet med at skulle fortælle om graviditeten) Og vi /jeg har valgt at vi ikke ønsker at hele verden ved det. Så føler ikke jeg kan vise at jeg er ked af det.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her laaaange indlæg. Måske bare at få det ned på skrift. Måske at der er nogle der ved hvad jeg går igennem. Selv om jeg er anonym. Jeg ved det ikke.... 

Kære du. 

Hvor bliver jeg berørt af dit indlæg, det er lige før en lille tåre triller. Det gør mig så ondt at høre om dit tab. Selv har jeg tabt to gang - dog langt tidligere end du. Men jeg kender til sorgen og til følelsen af tomhed bagefter. 

Skidt med hvor du hører til herinde - dit indlæg er berettiget flere steder. Og det er så vigtigt at du får talt du om dine følelser, selv hvis det kun er på skrift. Du er ikke alene om alt det her - og selvom det tager tid at komme over, så håber jeg for dig at du snart bliver glad igen.

Mit bedste råd er altid, at du betror dig til nogen. Der er intet at skamme sig over, og det er så forståeligt, at du er knust. Du har jo ikke bedt om denne frygtelige situation. Bed vennerne tage lidt hensyn og pakke deres scanningsbilleder lidt væk - det vil alle kunne forstå.

Jeg håber alt det bedste for dig og jeres familie!

Anonym skriver:

Jeg vil dele min historie med jer. Beklager den er lidt lang.

d. 13. januar var jeg glad. Meget glad. Endelig skulle vi til NF. endelig kunne vi fortælle verden at vi skulle have en lille baby. Den kommende storebror kunne få det af vide. Hele verden kunne få det af vide. Det eneste vi lige skulle var den lille formssag med en scanning. Ikke så meget for at se om baby havde det godt men mere for at få den fastsatte termin og det fantastiske billede. For selvfølgelig var alt som det skulle være. Tanken om at noget kunne være galt var ikke tænkt en eneste gang. Hverken af mig eller min mand. Vi havde jo været til en tidlig scanning for at få en nogenlunde termin. Der havde vi set en lille perfekt peanut med fin hjerteblink.

Vi kommer ind og jeg lægger mig op på briksen og sygeplejersken skanner mig. Vi ser et fint hjerte der blinker derud af. Men hun kan ikke rigtig få de billeder hun gerne vil. Jeg tænker at vi har en lille drillesyg baby. Hun bestemmer sig for at hun gerne vil have en anden sygeplejeske til at se med. Det er ikke noget der bekymre os. Mens vi venter på den anden sygeplejeske bliver vi enige om at prøve en indvendig skanning for at på den måde få de bedste billeder. Den anden kommer ind og de skanner igen. De kan stadig ikke få nogle ordentlige billeder. Til sidst tilkalder de en læge. Vi er stadig ikke voldsomt nervøse. Jeg når at tænke at det var da lidt træls hvis vi ikke kan få et godt billede til at vise til storebror men at så må vi jo bare vente med billedet til MD skanning. Men så bliver både lægen og sygeplejersken meget stille. Lægen fortæller at der nogle misdannelser. Først tænker jeg okay, det kan vi nok godt klare. Men så siger hun at det er svære misdannelser, slukker skærmen og beder os om at komme over og sidde ved bordet så vi kan snakke om det. Min verden bryder sammen og jeg begynder at græde. De fortæller os at hjerte og lever sidder i en 'pose' uden for kroppen. De kan ikke få nogle målinger på hovedet fordi der mangler noget af kraniet  samtidig er den ikke vokset som forventet. Den var ganske livlig. Men chancen for at den ville klare det til termin var 0,5 % . Skulle den så endelig overleve til termin ville den ikke overleve efter fødsel. Men vi skulle selv bestemme om vi ønskede en abort. Puha sikke en besked. Vi var ikke et sekund i tvivl om at det var en abort der skulle til. Men for pokker hvor var det ikke den besked vi havde forventet. Pludselig skulle vi tage stilling til hvilken abort metode vi ville vælge i stedet for hvordan vi skulle fortælle storebror og resten af verden det. Vi valgte kirurgisk abort for at kunne få sendt prøver af fosteret ind til kromosom test. 
Pludselig handler det bare om overlevelse. Jeg græder og græder og græder. For sørget for at min mor kan hente knægten i børnehaven for vi skal ind på sygehuset igen senere og opstarte journalen. mm. Jeg spiser stort set ikke den dag. Har ingen appetit. Har masser af tankemylder. Er det min skyld? Burde jeg have vist det? Hvad har jeg gjort forkert? osv osv.

D. 14 er dagen hvor jeg går fra at være 13 uger henne til at være- ja ikke gravid. På en måde er det en velkomment. Vi føler ikke vi kan komme videre før det er 'overstået'. Men på den anden side kan jeg overhovedet ikke forstå at vi skal igennem det her. 
Jeg mærker jo liv. Hver aften. Men det er ikke hyggeligt længere, det er kun en uvelkommen påmindelse om at JEG vælger at slutte det her liv. Et valg jeg aldrig troede jeg skulle tage. ALDRIG!!  Jeg ved godt inderst inde at det er den rigtige beslutning. Det er jo ikke sådan at hvis jeg valgte anderledes at jeg så ville få den her baby. Det ville være et spørgsmål om tid. Men alligevel. 

Der er selvfølgelig forsinkelser på sygehuset så i stedet for at komme på operationsstuen til middag så er det først kl. 16. Jeg har det heldigvis nogenlunde og får lov at tage hjem kl. 19 men kun på den betingelse at der er nogen ved mig. Min mand arbejder nat men har selvfølgelig taget fri for at vi kan være sammen i dette. Så jeg kommer hjem. Og knægten kommer hjem. Gudskelov for bedstemødre som træder til hjælper når det er nødvendigt.

Dagene siden er gået med mange tårer. En enorm tomhedsfølelse. Et sug i maven når venner og bekendte annoncere deres graviditet eller (især) viser deres skanningsbilleder frem. Jeg er overrasket om hvor lidt fysiske smerter der er. Jeg kan slet ikke forstå at den fysiske smerte ikke står mål med den psykiske.

Jeg føler samtidig at jeg befinder mig et sted midt imellem. Tidligere ville jeg google om emnet. For at læse om hvad andre føler, tænker, oplever mm. Men jeg hører ikke til i spontan abort gruppen, jeg valgte det jo selv. Men samtidig føler jeg ikke at jeg hører til i gruppen af kvinder der selv har valgt en abort. Jo jeg valgte det jo i princippet selv. Men havde jeg reelt set et valg?!? Det føler jeg ikke. Men hører jeg til i gruppen med sen abort? Jo jeg var jo over 12. uge. Men ikke mere end lige. Og der var ingen der vidste jeg var gravid. Så på en måde føler jeg at jeg går alene med sorgen. Nej jeg har selvfølgelig min mand. Og vi har fortalt det til vores forældre (ikke lige den måde vi havde regnet med at skulle fortælle om graviditeten) Og vi /jeg har valgt at vi ikke ønsker at hele verden ved det. Så føler ikke jeg kan vise at jeg er ked af det.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her laaaange indlæg. Måske bare at få det ned på skrift. Måske at der er nogle der ved hvad jeg går igennem. Selv om jeg er anonym. Jeg ved det ikke.... 

Ved slet ikke hvad jeg skal skrive,  men vil ikke forlade tråden uden et 

Jeg var i juli igennem det samme, hvor kraniet ikke var vokset sammen... Havde dog tvillinger og den syge trak den raske med i faldet 

Så ved præcis hvordan du har det!! 

Jeg var i 14. Uge og valgte at føde dem selv... Har aldrig oplevet noget lign, for som du siger hører man ikke rigtig til i nogle kategorier... Vi har valgt at vi hører under sen abort, eller mistet et barn... For vi HAR mistet vores børn! Vi har ikke mindre lov til at at være kede af det en så mange andre... Husk det og giv dig selv lov til at være ked af det...

vi var blevet skannet tidligere og havde fortalt verden inkl storesøster om babyerne...

hvis du har brug for nogen at lukke op overfor, med følelser som ikke mange forstår er du velkommen til at skrive privat...

jeg har stadig brug for at snakke om vore forløb så tror også det kan hjælpe dig at snakke om det...

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Kære du. 

Hvor bliver jeg berørt af dit indlæg, det er lige før en lille tåre triller. Det gør mig så ondt at høre om dit tab. Selv har jeg tabt to gang - dog langt tidligere end du. Men jeg kender til sorgen og til følelsen af tomhed bagefter. 

Skidt med hvor du hører til herinde - dit indlæg er berettiget flere steder. Og det er så vigtigt at du får talt du om dine følelser, selv hvis det kun er på skrift. Du er ikke alene om alt det her - og selvom det tager tid at komme over, så håber jeg for dig at du snart bliver glad igen.

Mit bedste råd er altid, at du betror dig til nogen. Der er intet at skamme sig over, og det er så forståeligt, at du er knust. Du har jo ikke bedt om denne frygtelige situation. Bed vennerne tage lidt hensyn og pakke deres scanningsbilleder lidt væk - det vil alle kunne forstå.

Jeg håber alt det bedste for dig og jeres familie!

Tak. 

Jeg har nogle få veninder der ved det. Men egentlig kun fordi de vidste jeg var gravid. Jeg synes det er svært at snakke med dem om det. Mega svært. 

BabyFreia skriver:

Ved slet ikke hvad jeg skal skrive,  men vil ikke forlade tråden uden et 

Tak

A. Nonymsen skriver:

Jeg var i juli igennem det samme, hvor kraniet ikke var vokset sammen... Havde dog tvillinger og den syge trak den raske med i faldet 

Så ved præcis hvordan du har det!! 

Jeg var i 14. Uge og valgte at føde dem selv... Har aldrig oplevet noget lign, for som du siger hører man ikke rigtig til i nogle kategorier... Vi har valgt at vi hører under sen abort, eller mistet et barn... For vi HAR mistet vores børn! Vi har ikke mindre lov til at at være kede af det en så mange andre... Husk det og giv dig selv lov til at være ked af det...

vi var blevet skannet tidligere og havde fortalt verden inkl storesøster om babyerne...

hvis du har brug for nogen at lukke op overfor, med følelser som ikke mange forstår er du velkommen til at skrive privat...

jeg har stadig brug for at snakke om vore forløb så tror også det kan hjælpe dig at snakke om det...

Jeg tænkte også det det med at føde den selv. Men jeg blev sat igang dengang med min dreng. Og havde ikke lyst til at de to situationer skulle minde om hinanden. Og så ville vi gerne have de svar som foster testen måske kan give. 

Jeg føler også at jeg kunne passe under mistet et barn. For det føler jeg virkelig. Jeg skal til at tænke helt anderledes om året der kommer. Pludselig er det ikke det samme længere. 

Puha det må have været ekstra hårdt når storesøster vidste det. Det er noget af det jeg trøster mig med, at knægten ikke ved det. Og han i det mindste ikke behøver være trist, selv om han godt kan mærke vi er triste. 

Fik I svar på hvad der var sket ? 

Anonym skriver:

Jeg tænkte også det det med at føde den selv. Men jeg blev sat igang dengang med min dreng. Og havde ikke lyst til at de to situationer skulle minde om hinanden. Og så ville vi gerne have de svar som foster testen måske kan give. 

Jeg føler også at jeg kunne passe under mistet et barn. For det føler jeg virkelig. Jeg skal til at tænke helt anderledes om året der kommer. Pludselig er det ikke det samme længere. 

Puha det må have været ekstra hårdt når storesøster vidste det. Det er noget af det jeg trøster mig med, at knægten ikke ved det. Og han i det mindste ikke behøver være trist, selv om han godt kan mærke vi er triste. 

Fik I svar på hvad der var sket ? 

Jeg havde brug for at vide hvad jeg sagde farvel til... Var blevet scannet første gang i 6. Uge så var rimeligt knyttet til dem...

for mig var det den bedste måde at tage afsked med mine to små drenge...

at se dem, holde dem, få billeder og fodaftryk af dem... Det var sådan en fin oplevelse trods omstændighederne, er så glad for at jeg gjorde det selvom det var ubeskriveligt hårdt, tror det har hjulpet mig til at komme videre...

det et mener det var folinsyre mangel, men vi fravalgte obduktion, så vores tvillinger kunne blive begravet med det samme... Jeg har nu fået noget receptpligtig folinsyre tilskud og bliver holdt ekstra øje med i form af flere Scanninger... Desværre har jeg lige mistet igen i 12 uge dette var dog en ganske alm spontan abort 

Anonym skriver:

Tak. 

Jeg har nogle få veninder der ved det. Men egentlig kun fordi de vidste jeg var gravid. Jeg synes det er svært at snakke med dem om det. Mega svært. 

Det er SÅ svært at snakke om, det har taget mig meget lang tid at kunne gøre dette, uden at knække helt sammen. Men det bliver bedre, oplever jeg, jo mere jeg betror mig til mine nærmeste. Indtil videre skal du bare have lov til at være pi**e ked af det - for hvor er det dog uretfærdigt!

Det gør mig rigtigt ondt at læse

jeg er en af dem der har gentagne spontagne aborter, omend jeg ikke skriver så meget herinde mere, fordi vi har opgivet at få flere og jeg er blevet halvgammel osv.

Jeg vil bare sige, at selvom din situation er anderledes, så rummer du mange af de følelser og tanker som "vi" har.

Og jeg er sikker på at alle kan forstå dig i dit valg. jeg har tit tænkt at hvis en af mine fostre blev derinde, var der stor sansynlighed for at der var noget galt (Jeg har prøvet en gang hvor det gik godt)

og hvad ville jeg gøre i din situation. Hvis det bare var en arm eller et ben, ville jeg have beholdt.
Men når det er så svære skader, så havde jeg valgt ligesom dig, på trods af mit store ønske. Så jeg forstår dig inderligt godt