Sprit25 skriver:
Min historie er også lang, og minder ikke om din men du har ret! Vi skal snakke om det her noget mere!!!
Det var en søndag morgen, da jeg stod med en graviditetstest og de to streger. Efter 1,5 års kamp skulle min kæreste og jeg endelige være forældre. Hurtigt regnede vi frem at jeg var fire uger henne og dermed at der var lang tid til vi ville få vores guldklump at se. Allerede der begyndte angsten at komme, hvad nu hvis hjertet ikke slog? Hvad nu hvis vores elskede barn, som på givende tidspunkt var på størrelse med et birkes frø, ville have downs syndrom? Vi kom til nakkefoldskanning og alt så fint ud. Derefter går der lang tid inden du som gravid hører/ser noget til dit barn. Faktisk først otte uger senere og i mit hoved, med min angst, ville det kunne nå at gå galt ekstrem mange gange. Hvilket kom til udtryk til første jordemoderundersøgelse, hvor jeg brød grædende sammen over angsten. Herefter fik vi, efter mit indtryk, allernådigst lov til at hører hjerteslag. Min jordemoder tog frygten til sig, men nævnte det aldrig igen.
Så kom misdannelsesscanningen og alt så endnu engang fint, hvilket gav lidt ro. Alle sagde til mig ligeså snart du mærker liv, bliver alt bedre. Bare ikke for mig. Det at mærke liv blev forbundet med en ny angst. Hvad nu hvis jeg ikke mærkede min datter nok? Hvad nu hvis hun lige pludselig var meget stille? så derfor røg vi til kontrol på mit eget ønske. Her blev det taget alvorligt, men igen ikke nævnt mere. Indtil vi i januar måned røg til kontrolscanning, da min jordemoder ikke mente min datter tog nok på. Vi kom ind 24 timer efter, og alt så endnu en gang fint ud, hun var i den nedre kurve men inden for den gennemsnitlige. Lige fra det øjeblik blev angsten værre og værre. Hver dag frygtede jeg der var noget galt og fra uge 37 tog angsten over. Jeg begyndte at få ondt i maven, sådan voldsomme smerte. Jeg røg til kontrol tre gange hvoraf en af dem blev jeg indlagt til observation i 24 timer. Dog blev jeg sendt hjem hver gang med et: ”Alt ser fint ud, det er nok din angst, der spiller ind.” Derfor røg vi til kontrol engang om ugen indtil vores datter ville melde sin ankomst. Men til en efterhånden rutineundersøgelse, kom vi til scanning og pludselig snakkede de om der ikke var nok fostervand, eller scanningsdamen mente der ikke var nok, dog mente lægen der var nok. Her brød jeg sammen endnu engang og insisterede på en igangsættelse. Jeg var på det tidspunkt uge 39+3. Jeg fik den og fødte min smukke datter 12-04 kl. 21.52. Angsten sad der stadig da hun kom ud, da jeg ikke hørte hun skreg med det samme. Hvilket hun dog i den grad er kommet efter! Fødslen gik godt, men allerede en time efter fødslen fik jeg den første verbale stikpille, der kunne misforstås som at jeg var en dårlig mor. Jeg gav min datter over til min kæreste så han for første gang kunne holde hende, så hun kunne ligge hos sin far. Her siger min fødselsjordemoder: ”Ja det må de jo ikke, men hende der sutter så godt så det er okay.” Her kom første tanke: Har jeg lige udsat mit barn for det første alvorlige omsorgssvigt? Dog glemte jeg den tanke, da jeg så manden i mit liv, sidde med et så lille menneske og han var allerede helt solgt i hende. Specielt da en tårer steg i hans øjne.
Efter nogle timer kom vi op på patienthotellet og den første nat gik med hende på min mave, kunne simpelthen ikke slippe hende. De efterfølgende dage ville hun kun sove hos os, HELE tiden. Jeg kom faktisk ikke op af sengen, fordi hun kun ville være hos mig eller min kæreste. Hvilket jeg jo med glæde gjorde, men efter en fødsel og nu på anden natten med ekstrem lidt søvn kunne jeg mærke vi var nød til at få hende til at sove i liften ellers ville vores datter ikke have nogle forældre, der kunne tage ordentlig omsorg for hende. Derfor ringer vi efter jordemoderen på patienthotellet, som jo er der til at hjælpe os. Her fortæller jeg hvordan jeg har det og spørger så om der ikke er mulighed for at få et tip til hvordan hun kan komme op i liften og sove. Til dette svarer en meget ung jordemoder, tydeligt nyuddannet at: ”Altså , som forældre er du jo nød til at til side sætte dit eget behov, det ved man jo forhåbentligt når man vælger at sætte et barn i verden.” De ord skulle komme til at påvirke mig mere end jeg nogensinde vidste. Jordemoderen fangede selv sine ord og det at hun beskyldte mig for at være en dårlig forældre og fik sig omformuleret men skaden var sket. Angsten som jeg ellers havde pakket væk kom tilbage og jeg blev bange for mig selv og min piges ve og vel. Samtidig ser jeg min kæreste bare falde ind i rollen og jeg bliver mere og mere flov over mig selv. Dagen efter kom selv samme jordemoder ind med ordene: ”Vi har en mistanke om hun ikke får nok næring så vi kontrolvejer hende lige!” For derefter at veje hende sige: ”Hun har tabt sig inden for normalen, men hold lige øje med hendes bleer og om de er våde! ”10 minutter efter skifter vi hende og jeg ringer til hende for at hører om hun gider komme ned og tjekke, hvortil jeg får et: Nej det er lige meget. Der følte jeg mig efterladt og bange, da hun jo havde bedt mig tjekke bleen af en årsag. Heldigvis har jeg verdens bedste kæreste, som giver mig en ro og hjælper mig igennem det hele.
Vi fik dog ved egen snilde lille pigen til at sove i liften og dagen efter kom en ældre jordemoder ind og så hele situationen og hun mente det var fantastisk godt at hun sov for sig selv, så jeg også kunne komme mig. Endnu engang blev vi ramt af forvirring og modstridende beskeder.
Onsdag morgen blev vi udskrevet og da påsken jo stod for døren kunne vores sundhedsplejerske først komme en uge senere, det er lang tid når angsten gnaver. Jeg kom hjem onsdag og kunne mærke angsten, fredag gik min smukke piges afføring tilbage til at være grøn så jeg ringer ind på patienthotellet med panik og frygten for at min pige ikke fik næring fordi det sidste jeg fik afvide på fødegangen var: ”Hold øje med hendes afføring, den skal være gul.” Hvilket hendes langt fra var. Jeg fik beskeden: ”Nå ja, dig kan jeg godt huske, nå men put dig under dynen og am, am, am!” Jeg svarede: Det var ikke min amning der ikke fungerede må jeg ikke godt få hende vejet, så jeg kan være sikker på hun tager på og får næring. Dette fik vi lov til og hun var heldigvis kommet sig rigtigt godt. På patienthotellet blev jeg mødt af jordemødre som var sød og hjælpsomme.
Men lørdag aften krakkelerede jeg fuldstændig. Jeg turde ikke ligge min pige fra mig, fordi hvad nu hvis hun stoppede med at trække vejret, hvad nu hvis hun fik trillet om på maven, hvad nu hvis jeg var en dårlig mor fordi jeg lagde hende fra mig? Jeg havde jo fået af vide, at som forældre måtte jeg til side sætte mig selv og mine behov. Over aftensmaden fik tårerne frit løb og min kæreste kunne kun se på mens jeg røg længere og længere ned på bare få timer. Jeg græd og græd og sad bare med min datter i armene fordi jeg ikke turde andet. Heldigvis tog min kæreste en hurtig beslutning og ringede efter mine forældre, som kom kl. 23 om aften og vi fik alle fire en snak. Herefter begyndte jeg langsomt at komme op af det dybe hul jeg var kommet ned i på en uge, første skridt var at accepterer at jeg på min datters et uges dag var så ked af det jeg ikke engang kunne glæde mig over hende af frygt for at miste hende!
Kæreste kæreste dig. Hvor er du sej og hvor har du et godt netværk omkring dig! Fantastisk at høre, at I rakte ud efter familie og fik hjælp.
hvordan har du det i dag? Blev sundhedsplejerske og psykolog aldrig involveret i dit forløb?
