Da jeg sad her til aften og gav min søn sin godnat flaske kom jeg til at tænke på hvordan det sidste år har været for mig.
December sidste år fandt jeg ud af at jeg var gravid. Kæresten og jeg ventede vores første barn, vi var glade og spændte. Han var et ønske barn, og så kom han end da hurtigere end vi havde regnet med, alt var godt.
Min graviditet gik godt, jeg havde selvfølgelig lidt kvalme i starten, men det var noget jeg kunne leve med og det forsvandt også igen. Som maven blev større kunne jeg selvfølgelig mærke det på kroppen, og havde da en træt krop når dagen var ved at være omme, men det var stadig ikke noget der påvirkede min skolegang og det job jeg havde ved siden af.
8 uger før termin fik jeg barsel fra job og på samme tid fik jeg sommerferie, så det kunne ikke passe bedre, det hele gik bare som det skulle.
Da jeg var 38 uger henne var jeg ved jordemoder som vurderede ham til en halv stor dreng, så ugen efter var jeg til en vægtscanning hvor det også blev bekræftet at han stor. Han blev vurderet til at veje omkring 4200g.
Fem dage efter blev han født, og havde en fødselsvægt på 4430g en rigtig lille basse.
Grundet hans størrelse forgik fødslen dog ikke helt ukompliceret. Han sad fast med sit skulder parti, og jordmoder endte med at kalde alarm og fik ham rykke ud. Han fik lidt lit, og var hurtigt ovenpå igen, og jeg kunne få min dreng over til mig, jeg var nu mor.
Det var noget helt andet med mig. Fordi det skulle gå lidt tjept med at få ham ud, kunne hun ikke passe på mig. Jeg endte med det der hedder en 4. Grads bristning, det vil sige at mellem kødet briste på mig, samt at min endetarmsmuskel sprang og så sprækkede jeg også 4 cm op i endetarmen.
Det var på ingen måder rart, og jeg vil heller føde igen end at skulle syes efter sådan en omgang. Men på trods af hvor slemt det lyder, så har jeg ingen problemer med det den dag i dag, 5 måneder efter, heldigvis.
Så lang så godt, en god graviditet, en fødsels der ikke helt gik som den skulle, men endte okay, så nu skulle man tror at rasten bare er guld og grønne skove, men ak nej.
Vi var 3 dage på barselsgangen pga. af min bristning, og de var jo de rene hvedebrødsdage i forhold til hvordan det var da vi kom hjem.
Pga. Af min drengs størrelse var det ikke nok at mælken løb til, nej mængden af mælken skulle også sættes op, så jeg følte bare at jeg var maren malke ko, der ikke kunne bruges til andet end at suttes på. Og det endte med at jeg sad og grad da sundhedsplejersken kom og besøgte os 2 gang. Virkeligheden havde ramt mig, og alt var ikke så lyseblåt som jeg jo nok et eller andet sted havde forstillet mig.
Den næste tid var meget hård for mig, min dreng havde brug for meget tryghed og den fik han jo ved mig. Han ville stort set kun sove på mig om dage. Om aften græd han mere eller mindre hele tiden fra kl 19 til kl 23 hvor han endelig faldt i søvn, men kun efter at havde ammet konstant i 1 -1,5 time.
Jeg var så træt, det var nærmest en helt lettelse for mig når vi fik besøg og folk vil holde ham, så kunne mine arme få lidt ro. Og når de så spurgte om det ikke bare var helt fantastisk at sidde og kigge på ham mens han sov, smilede jeg bare og sagde ”jo” men jeg sad egentlig og fik rigtig dårlig samvittighed for jeg elskede ikke at kigge på ham mens han sov. Når han sov havde jeg travlt med at få sovet, jeg kunne kun ligge ham fra mig for langsomt når ham sov. Og et eller andet sted havde jeg det som om jeg ikke elskede min egen søn fordi jeg ikke havde det sådan.
Men dagene gik og min kæreste startede tilbage på arbejde, og nu stod jeg for alvor med ansvaret for denne lille person selv i dagtimerne, og det skræmte mig helt vildt.
Jeg var bange for at tage ind til byen, for hvad nu hvis han begyndte at græde og jeg ikke kunne trøste ham, hvad ville andre så ikke tænke om mig. Jeg vil jo ikke fremstå som en dårlig mor. Bare det at komme uden for døren var et stort skridt for mig der til at starte med var meget angst provokerende, men det lykkedes mig til sidst at komme ud alene bare min søn og jeg, og det gik jo fint nogen gange, andre gange mindre godt, men vi klarede os jo altid hjem i god behold.
Men jeg havde det stadigt svært, jeg havde flere gange om ugen hvor jeg bare græd, nogen gange græd jeg selv, andre gange græd jeg sammen med min dreng. Og når kæresten kom hjem var jeg lettet, for så var der en til at hjælpe.
Jeg tænkte ikke over det til at starte med, men min kæreste mente ikke at det kunne være rigtigt at jeg hele tiden græd, og han blev da også stresset af det, han vidste jo aldrig hvad han kom hjem til, og så blev han da selvfølgelig også ked af, altid at se mig være så ulykkelig.
Sundhedsplejersken kommer igen da han er ca 1 måneden gammel, åbner jeg lige så stille og roligt op for hvordan jeg har det, og der bliver åbnet op for fødselsdepression.
Hun er rigtig forstående, og da hun er smuttet igen føler jeg mig lyttet til og har det godt med det hele. Men tiden fortsætter med at være svær for mig, jeg har stadig mange grædeture, og jeg bliver ofte frustreret på min dreng, for så at blive sur på mig selv over det, han kan jo ikke gøre for det, han er jo kun et spædbarn.
Jeg begynder lige så stille at åbne mere og mere op for det, og får da også fortalt familien hvordan jeg har det. De er alle meget forstående og vil rigtig gerne hjælpe mig. Jeg har bare svært ved at bede om hjælpen, så min kæreste må flere gange ”sparke” til mig.
Som tiden går synes jeg at det bliver lidt bedre, selv om det nogen gange føles som et skridt frem, to tilbage, men jeg synes jeg begynder at bruge familien mere og mere, og bedste forældrene elsker jo at tilbringe til med drengen, så jeg får stille og roligt vendt min tanke gang fra ”jeg trænger mig på ” til ” de vil jo oprigtigt gerne”
Jeg starter også i en samtale gruppe, hvor der er andre mødre i lignende situationer, og det er rigtig dejligt at høre at man ikke er den eneste der synes at det er mega træls at ens barn kun sover 30 min. Af gangen. Meget af det man læser og høre er jo kun det gode, man høre ikke mange fortælle om de nætter hvor man er oppe hver time, eller de gange man laver slid spor i gulvet fordi ens barn har græd i en time og man i den time har travet troligt frem og tilbage mens man har vugget, sunget, snakket, nynnet osv.
Eller de dage hvor man bare er så træt at man næsten ikke kan hænge sammen, og egentlig bare har lyst til at sætte sig ned og græde, når ens barn vågner efter at man lige har brugt en time på at få dem til at sove. Eller de dage hvor man egentlig ikke kan huske hvornår man sidst var i bad, og make-up er noget af det sidste man har tid til.
Nu er min søn blevet fem måneder, og jeg kan kun sige at det er blevet meget bedre. Jeg kan nu oprigtigt sige og der er ikke noget der varmer mit hjerte mere end at se ham ligge sødt i sin seng og sove, eller når han bare smiler stort til mig, eller når vi leger og han så griner det lækreste barnegrin.
Og jo en gang imellem får jeg stadig mine grædeture, men der er meget længere tid imellem dem, og nu kommer de af nogle helt andre grunde. Nu er det som regel pga. Dårlig samvittighed over at jeg synes at jeg var meget psykisk fraværende i hans første leve uger, og jeg derfor frygter at det har skadet ham på en eller anden måde. Men når jeg får det sådan så prøver jeg at minde mig selv om at han jo er en glad dreng, og det mener jeg ikke bare som en mor, jeg har oplevet flere der har spurgt om han altid er så glad, og kan kun svare ”ja, det er han”
Hvad vil jeg så med alt det her, jo jeg vil bare fortælle at det er okay ikke at have det som alle andre, ingen er perfekte. Selv den mor som bare fortæller at alt er perfekt, har det hårdt en gang imellem, det er en del af at være mor.
Husk at det er okay at snakke om hvordan du har det, også selvom det måske ikke lige er de gode følelser, start med en eller anden person som du er tryg ved. Første skridt på vejen er at indrømme det.
Og husk at selvom det bare er en rigtig øv dag så luk smilet fra dit barn ind, så kan du lige pludselig klare lidt mere, og husk at dit barn ikke gør det med vilje.
Gør du dit bedste, så gør du det godt!
