Krise i det lille hjem

FruStolpe skriver:

 hvor er du sej

 

Tak 

Du er bare så sej ! Min veninde blev gravid med en Ups'er hun havde 2 drenge i forvejen. Nu har de fået en pige. Hendes mand talte ikke til hende i 9 måneder!!!!!!! Forleden dag sagde hun at hun fangede ham i at nusse og kysse datteren med tårer i øjnene. Så han elsker hende alligevel selv om han ønskede at hun blev til en abort. 

Aisha skriver:

Du er bare så sej ! Min veninde blev gravid med en Ups'er hun havde 2 drenge i forvejen. Nu har de fået en pige. Hendes mand talte ikke til hende i 9 måneder!!!!!!! Forleden dag sagde hun at hun fangede ham i at nusse og kysse datteren med tårer i øjnene. Så han elsker hende alligevel selv om han ønskede at hun blev til en abort. 

Ooorh, tak for din opmuntring :-) det betyder meget 

Hvor er du sej  min ex prøvede også at presse mig men jeg kunne heller ikke og det er jeg fandme glad for 

Jeg forstår både dig og din kæreste. Håber I finder ud af det alligevel så familien ikke går i stykker 

tillykke med graviditeten og held og lykke med det hele

Anonym skriver:

Puh et par hårde uger... Fandt d. 23.12 ud af at jeg var gravid, trods mini piller. Jeg havde have blødning hver måned, og var derfor 13 uger henne, da jeg opdagede det. Min kærestes første respons var, at så måtte vi søge en sen abort, da han ikke vil kunne være der for vores 2 andre børn, hvis vi skulle have et barn mere jeg troede at det var en umiddelbar reaktion, og at han selfølgelig ikke mente det..... Jeg blev klogere. Han, da jeg kom hjem fra hospitalet, gjorde mig klart, at han mente hvad han sagde og truede ellers med at tage livet af sig, for han skal Ikke have flere børn. (Dette undskyldte han senere samme aften) jeg følte, at jeg ikke havde andet valg, en at følge hans ønske, da jeg jo ellers ville ødelægge hans og vores andre børns liv, så jeg gik med til at søge - mod min vilje. 

Igår fik vi så svaret, at jeg var godkendt og at vi idag havde fået en tid på hospitalet til en abort. (Er idag 16+1)

det korte af det lange er, at vi kørte hele vejen op til hospitalet, hvor jeg desperat forsøgte at tale min sag, og tre gange på den tur, sagde han, at ikke følte, at han kunne trække det ned over hovedet på mig. Alligevel trak han i land hver gang, og sagde at han ikke kunne få et barn nu. Det endte med, at hospitalet bad os gå en tur og få talt det igennem, da de kunne se jeg var i tvivl - det tog 2,5 time, hvor vi blev ved at snakke frem og tilbage, og til sidst meddelte jeg ham, at jeg ikke kunne gennemføre aborten. Nu er han så, forståeligt nok, sur og tvær og taler tillidsbrud og skilsmisse og meget andet. Puh for en dag - men for første gang i dette forhold, stod jeg op for min ret og sagde fra!!

Godt at du traf den rigtige beslutning for dig! Men håber det er okay jeg spørger.. har du mærket babyen? måske kan din mand snart mærke den udefra og føle lidt mere tilknytning. 

Håber det er ok jeg spørger! For når man har børn i forvejen ved man jo hvad man vælger fra og 16 ER langt henne og det synes jeg selv om jeg egentlig går ind for kvinders ret til at fravælge graviditet.  

Held og lykke, jeg synes ofte man hører at mænd lige skal vænne sig til tanken - også 3. Gang 

Vi har også tre børn og der er nogenlunde samme aldersforskel som på jeres, og det er hårdt, men man er også inde i en fantastisk rutine med at have små børn. Jeg ønsker jer alle held og lykke fremover!

Jeg var blevet SÅ gal på min mand hvis han kom med sådan en udmelding!! 

Om jeg så skulle stå med 3 børn alene, så havde jeg gjort det...! 

Jeg ville aldrig ha kunne få en abort så langt henne (og ønsker heller ikke at gennemgå en abort mere..- sket før, bare kun få uger henne).

Man kan få masser af hjælp og opbakning som alenemor, og det skal man endelig ta imod. 

(Har været alene med min store søn da han var 1 år). 

Du er inde i en rutine med børn, og kender de ting de har brug for!  Derfor har du allerede god erfaring. 

Så syntes det er SÅ stort af dig at du fik trampet i gulvet og sagt DIN mening. 

- Han var jo ligesom selv med til at lave barnet. 

Men jeg tænker osse.. I kommer nok hurtigt ind i en rutine og en hverdag med nr 3 barn. 

Din mand har nok bare lige brug for tid til at overskue det hele.

Men HUSK at følge hinandens behov og ikke glemme jeres egen kærlighed til hinanden .

stort kram her fra . 

Anonym skriver:

Puh et par hårde uger... Fandt d. 23.12 ud af at jeg var gravid, trods mini piller. Jeg havde have blødning hver måned, og var derfor 13 uger henne, da jeg opdagede det. Min kærestes første respons var, at så måtte vi søge en sen abort, da han ikke vil kunne være der for vores 2 andre børn, hvis vi skulle have et barn mere jeg troede at det var en umiddelbar reaktion, og at han selfølgelig ikke mente det..... Jeg blev klogere. Han, da jeg kom hjem fra hospitalet, gjorde mig klart, at han mente hvad han sagde og truede ellers med at tage livet af sig, for han skal Ikke have flere børn. (Dette undskyldte han senere samme aften) jeg følte, at jeg ikke havde andet valg, en at følge hans ønske, da jeg jo ellers ville ødelægge hans og vores andre børns liv, så jeg gik med til at søge - mod min vilje. 

Igår fik vi så svaret, at jeg var godkendt og at vi idag havde fået en tid på hospitalet til en abort. (Er idag 16+1)

det korte af det lange er, at vi kørte hele vejen op til hospitalet, hvor jeg desperat forsøgte at tale min sag, og tre gange på den tur, sagde han, at ikke følte, at han kunne trække det ned over hovedet på mig. Alligevel trak han i land hver gang, og sagde at han ikke kunne få et barn nu. Det endte med, at hospitalet bad os gå en tur og få talt det igennem, da de kunne se jeg var i tvivl - det tog 2,5 time, hvor vi blev ved at snakke frem og tilbage, og til sidst meddelte jeg ham, at jeg ikke kunne gennemføre aborten. Nu er han så, forståeligt nok, sur og tvær og taler tillidsbrud og skilsmisse og meget andet. Puh for en dag - men for første gang i dette forhold, stod jeg op for min ret og sagde fra!!

Hvordan går det med dig og den lille i maven ?  Har tænkt på dig et par gange nu.

Aisha skriver:

Hvordan går det med dig og den lille i maven ?  Har tænkt på dig et par gange nu.

Hvor er det dejligt du spørger. Der gik en uges tid, hvor han ikke talte til mig oh meldte så ellers ud, efter både at have truet med at flytte, at han vil prøve at være der, men at han ikke tror det kan hænge sammen - så nogenlunde godt gik det, men kan da mærke at han indimellem stikker ldt til mig omkring det hele, men der skal han nok bare møde barnet før han er helt vænnet til tanken - er iøvrigt 17+4 idag og skal forhåbentlig snart til MD scanning (venter i spænding på at få en tid) 

tak for jeres svar